Airedale Terrier - Ansvarlig avl og genetik

Avlsstandard

Airedale Terrieren er den største af terrierne, med en velafbalanceret, atletisk bygning, der gør den både udholdende og smidig. Ifølge FCI tilhører racen terriergruppen, og idealtypen er rektangulær med en kraftig, lige ryglinje, velvinklede bagben og en fri, effektiv bevægelse. Hanner måler typisk 58-61 cm og tæver 56-59 cm i skulderhøjde; vægten ligger omkring 20-23 kg for begge køn.

Hovedet er langt og tørt med flad skalle, udtalt, men ikke overdrevet stop og stærk, lige næseryg. Øjnene er middelstore, mørke og vågne; ørerne er V-formede og bæres fremadknækkede, uden at være for store. Biddet er et korrekt saksebid, og hanner skal have to normalt udviklede, nedfaldne testikler.

Pelsen er strid, tæt og vejrbestandig med en tæt, lidt blødere underuld. Farven er rødgul med sort (eller mørk grizzle) sadel. Den rette pels kræver trimning/handstripping for at bevare struktur og farvedybde; en for blød eller krøllet pels er uønsket. En korrekt pels bidrager til, at racen ofte tolereres af allergikere, men hypoallergenitet er individuel og kan ikke garanteres.

Temperamentet skal være modigt, venligt og intelligent, uden skarphed. En Airedale er udadvendt og samarbejdsvillig, men har terrierens selvstændighed og jagtiver. Nervefasthed, førerblødhed og legelyst vægtes højt, da racen traditionelt arbejdede alsidigt – fra jagt i vandløb til vagtopgaver. Mental sundhed er lige så vigtig som eksteriør: en Airedale skal kunne fungere i en aktiv familie, i et større hjem med have, og trives med cirka en times daglig motion kombineret med opgaver, der udfordrer næse og hjerne.

Avlsvurdering bør omfatte helhedsbillede: racetypisk silhuet, korrekt bevægelse, funktionel bygning, sund pels og stabilt temperament. Overdrivelser i størrelse, pelsmængde eller vinkler forringer funktionaliteten og bør fravælges.

Genetiske overvejelser

Ansvarlig Airedale-avl begynder med styring af genetisk diversitet. Beregn indavlskoefficient (COI) for planlagte kombinationer, helst over 5-10 generationer, og brug gerne genomisk COI fra DNA-udbydere, da det afspejler reelt tab af variation. Målret COI i afkom under racens gennemsnit; undgå kombinationer, der skubber COI markant op, da det øger risikoen for recessive lidelser og reduceret robusthed.

Populær han-effekt skal forebygges. I en dansk population med få årlige registreringer bør ingen enkelt han dominere. Som tommelfingerregel bør en han ikke stå for mere end 5 % af en femårig kohorte, og praktisk bør brugen begrænses til få, velovervejede parringer pr. år, med spredning på tværs af forskellige tævelinjer. Import eller brug af frossen sæd fra ubeslægtede linjer kan styrke diversiteten, men kun hvis sundhedsdata og temperament er veldokumenteret.

Forstå arvegangen: Von Willebrands sygdom (type I) og mange former for progressiv retinal atrofi (PRA) nedarves autosomalt recessivt. Bærere er klinisk raske, men må kun parres til genetisk fri partnere, og afkom skal efterfølgende testes. Hofteledsdysplasi (HD), hypothyreose og navlebrok har polygen/kompleks baggrund med miljøpåvirkning, hvorfor selektion skal bygge på både fenotype, indeks/EBV og familiehistorik.

Pelsens type og "furnishings" (skæg/øjenbryn) styres af få gener og høj heritabilitet. Bevar den hårde, vejrbidte pels, men lad ikke kosmetisk pelsdominans overskygge sundhed, temperament og funktion. Farven rødgul med sort sadel er racetypisk; misfarvninger kan forekomme, men sundhed prioriteres over nuance.

Temperamentsarv er betydelig. Prioritér stabile, sociale, modige, men kontrollerbare hunde, der kan arbejde uden stressfølsomhed eller overdreven skarphed. Dokumentér mentalitet via brugsmeritter, mentalbeskrivelser og pålidelige adfærdsoptegnelser, så uønskede træk ikke forstærkes over generationer.

Sundhedstests

En systematisk sundhedsprotokol er nøglen til holdbar Airedale-avl. Følgende undersøgelser og praksisser anbefales:

Hofter (HD): Røntgen under officielle FCI-regler ved 12-18 måneder. Avl primært på A/B-hunde; undgå C eller dårligere. Brug avlsindeks/EBV, hvis tilgængeligt, da det bedre forudsiger afkommets risiko end enkeltresultater. Hold hunden slank og moderat aktiv i opvæksten for at minimere miljøpåvirkningen på HD.

Øjne: ECVO-øjenspejling årligt fra 1 år til mindst 7-8 år, da PRA kan debutere sent. Supplér med DNA-testpanel, der inkluderer kendte PRA-varianter relevante for terriere. Affected dyr må ikke bruges i avl; carriers kan bruges selektivt til fri partner, og afkom testregistreres.

Von Willebrands sygdom (type I): DNA-test før avl. Kombinér aldrig bærer x bærer. Overvej koagulationsprofil før kirurgi og vær særligt opmærksom ved fødsel og navlestrengshåndtering.

Thyroidea: Komplet skjoldbruskkirtelprofil (total T4, fri T4, TSH samt thyreoglobulin-antistof/TgAA) ved 2-4 år, gentaget hvert 1.-2. år for avlsdyr. Hypothyreose er ofte autoimmun og kan have familiær disposition; fravælg dyr med vedvarende afvigelser.

Navlebrok: Klinisk undersøgelse og dokumentation. Små, reducible brok kan kirurgisk korrigeres, men gentagen forekomst i linjer er en avlsmæssig advarselslampe; undlad at parre to dyr fra broklinjer.

Mave-tarm: Akut hæmoragisk gastroenteritis (AHDS) er ikke entydigt genetisk, men hold skarp journal over gentagne, alvorlige GI-episoder i linjer og fravælg kombinationer, hvor flere nære slægtninge er ramt.

Supplerende sundhed: Generel klinisk status inkl. hjertelytning, tandstilling/bid, korrekt testikelstatus hos hanner, samt bevægelsesvurdering. Overvej brucellose-test ved import/udenlandske parringer. Sikr gyldige vaccinationer, parasitkontrol og dokumenteret smittebiosecurity i kennelen.

Tidslinje: 1) DNA- og øjenstatus før første parring; 2) HD-røntgen inden 18 mdr.; 3) Thyroidscreening ved 2-4 år og løbende; 4) Opdater øjenstatus inden for 12 måneder før hver parring. Registrér alle resultater i DKK/Hundeweb for gennemsigtighed.

Avlsetik

Etisk avl sætter hundens velfærd og racens langsigtede sundhed over kortsigtede mål. Tæver bør først bruges i avl, når de er fysisk og mentalt modne – som hovedregel tidligst ved 2. løbetid og helst fra 22-24 måneder, efter fuldførte sundhedstests. En god praksis er maksimalt 1 kuld om året og 3-4 kuld pr. tæve i hele livet, med passende restitution mellem kuld. Hanner kan bruges fra ca. 18 måneder, når sundhedsdata foreligger; begræns årligt antal parringer for at undgå matador-effekt.

Transparens er centralt: Del sundhedsresultater, COI-beregninger, øjenattester, DNA-status og relevante adfærdsdata med hvalpekøbere og kolleger. Giv skriftlige købsaftaler med sundhedsgaranti, fortrydelsesret i henhold til lovgivning, samt livslang tilbagekøbs-/omplaceringsgaranti for at forebygge omplacering gennem internater.

Socialisering og miljøberigelse fra dag 3 (mild, styret håndtering) og frem til levering ved mindst 8 uger er etisk nødvendigt. Introducér hvalpene for lyde, underlag, venlige fremmede og korte bilture. Vælg købere, der kan tilbyde et større hjem eller adgang til have, og som kan levere ca. en times daglig motion og vedligeholde den stride pels gennem regelmæssig trimning.

Respektér dansk lovgivning og racens funktionalitet: ingen kosmetiske indgreb, ingen avl på dyr med diskvalificerende fejl eller kendte, alvorlige arvelige lidelser. Undgå at markedsføre racen som garanteret allergivenlig; vejled i stedet om realistiske forventninger, pelspleje og besøg for at afprøve tolerance.

Et etisk avlsprogram evaluerer løbende egne resultater og korrigerer kursen, når data viser øget sygdomsforekomst eller uønskede temperamentstræk.

Valg af avlspartner

Start med en klar avlsmålsætning: bevar racetypen, forbedr sundhed og temperament, og beskyt genetisk diversitet. Kortlæg tævens styrker og svagheder – eksteriør, bevægelse, pels, mentalitet og sundhedsprofil – og søg en han, der komplementerer uden at forstærke svagheder.

Sundhed først: Kun partnere med dokumenteret HD A/B, gyldig øjenattest og kendt DNA-status for vWD og relevante PRA-varianter. Beregn COI for kombinationen og sigt efter under racens median. Vurder familiehistorik: forekomst af hypothyreose, navlebrok, gentagne GI-problemer eller øjensygdom i nære led øger risikoprofilen.

Eksteriør og funktion: Vælg korrekt størrelse (hanner 58-61 cm, tæver 56-59 cm), stærk toplinje, god forbryst, lige front og kraftfuldt, men økonomisk drive bagtil. Pelsen skal være hård og tæt med korrekt farvefordeling. Et korrekt saksebid og fuld tandstilling er obligatorisk. Undgå overtypning i pels og vinkler, som går ud over brugsegenskaber og vedligehold.

Temperament: Prioritér hunde, der er venlige, modige og kloge, men som let kan føres. Dokumentér via brugsprøver, rally/lydighed, spor eller mentalbeskrivelser. Vurder jagtlyst, byttedrift og hunde-hund reaktioner – terrieren må være vågen, men ikke uforudsigeligt skarp.

Praktik: Planlæg parringstidspunkt, brucellose-test ved udenlandske kontakter, og aftal klart ejerskab af sæd, gentagne parringer og hvalperettigheder. Med et forventet kuld på 7-9 hvalpe skal der være venteliste, socialiseringsplan og ressourcer til enkelthvalpepleje. Husk at matche hvalpe til familier, der kan tilbyde et større hjem, tid til pelspleje og daglig aktivitet, så racen trives.

Evaluér efter kuldet: indsamling af data om sundhed, vækst, bid, øjne og adfærd i mindst 24 måneder giver et robust grundlag for næste avlsskridt.