Australsk Cattle Dog - Ansvarlig avl og genetik

Australsk Cattle Dog er en kompakt, stærk og yderst arbejdsdygtig hyrdehund, udviklet i Australien til at flytte kvæg over store afstande. Ifølge FCI tilhører racen gruppe 1, hyrde- og kvæghunde, og idealet er en middelstor, kraftfuld hund med elastiske, økonomiske bevægelser og tydelig udholdenhed. Hanner måler typisk 46–51 cm i skulderhøjde, tæver 43–48 cm, og vægten ligger cirka mellem 15 og 25 kg. Helheden skal være harmonisk og funktionel, uden overdrivelser, så hunden kan arbejde en hel dag i ujævnt terræn.
Hovedet er kraftigt med moderat bred skalle, tydeligt stop og stærk kæbe med saksebid. Øjnene er ovale, mørkebrune og udtrykker intelligens og årvågenhed. Ørerne er middelstore, faste og opretstående. Brystkassen skal være dyb med godt hvælvede ribben, ryggen fast og lenden muskuløs. For- og bagben har god knoglebygning, frie skuldre og korrekt vinkling, så hunden kan bevæge sig ubesværet med jordvindende skridt. Poterne er runde og kompakte, såkaldte ”kattepoter”, der giver godt fodfæste.
Pelsen er dobbelt og kort med tæt, hårdfør dækpels og en moderat underuld, der beskytter mod vind og vejr. Farverne er blå- eller rødspættet, eventuelt med tanaftegninger, og med mørkere partier i hovedet; for meget hvidt, især på hoved og ører, er uønsket. Haleansætningen er moderat lav med let bue og god fane. Temperamentet er årvågent, trænbar og gerne lidt komisk, men også naturligt reserveret over for fremmede. Nervefasthed, arbejdsvilje og social stabilitet vægtes højt, da racen kræver mere end to timers daglig motion, opgaver og tæt samarbejde med sin fører. Avl bør derfor prioritere sund bygning, stærk mentalitet og brugsegenskaber frem for ren kosmetik.

Ansvarlig avl i Australsk Cattle Dog starter med solid forståelse af populationsgenetik. Avlere bør søge lav indavlskoefficient (COI), ideelt under 6,25 % over mindst fem generationer, og aktivt modvirke ”popular sire”-effekten, hvor enkelte tophanner bruges uforholdsmæssigt meget. En bred, dokumenteret avlsbase med flere ubeslægtede linjer er den bedste forsikring mod skjult ophobning af recessive sygdomsalleler.
Racen er kendt for høj arbejdskapacitet og stor mental energi. Egenskaber som mod, samarbejdsvilje og restitutionshastighed efter stress har en arvelig komponent. Det er klogt at bruge formaliserede mentalbeskrivelser (fx BPH/MH eller raceklubbens adfærdsbeskrivelser), arbejdstitler og objektive træningsdata som supplement til hverdagsindtryk, når man vælger avlsdyr. For ACD i moderne, danske rammer er social stabilitet, lav unødig skarphed og god impulskontrol særligt vigtige, da racen ofte lever som aktiv familiehund med sport og arbejde.
Farvegenetik spiller også en rolle. Racens blå og røde ”speckle” skyldes roaning/ticking over en lysere bundfarve; merle er ikke en del af standarden og bør ikke forekomme. Omfanget af hvidt på hoved og ører hænger i flere hvide racer sammen med øget risiko for medfødt døvhed. Selv om pigment ikke alene afgør hørestatus, er solid pigmentering omkring ører og øjne ønskelig. Avl på ”modefarver” eller ekstreme aftegninger frarådes, både af sundheds- og standardhensyn.
Endelig bør man balancere show- og arbejdslinjer med blik for funktion: overdreven masse, for stejle skuldre eller løse albuer kompromitterer bevægelse og holdbarhed. Brug HD/ED-avlsværdital, familiehistorik og objektive sundhedsdata til at styre selektionen, og planlæg parringer, der komplementerer svagheder, i stedet for at fordoble dem.

En målrettet teststrategi reducerer risiko for arvelige lidelser og giver hvalpekøbere tryghed. For Australsk Cattle Dog anbefales følgende som minimumspakke før avl:
Øjne: DNA-test for prcd-PRA (progressive rod-kegle-degeneration) er standard i racen. Test begge forældre én gang i livet, og planlæg kombinationer som ”Fri × Fri” eller ”Fri × Bærer” (i sidstnævnte tilfælde må der ikke sælges bærere videre i avl uden omtanke). Supplér med årlige ECVO-øjenundersøgelser, da ikke alle øjensygdomme fanges af DNA.
Hørelse: Medfødt døvhed forekommer i racen. BAER-test (Brainstem Auditory Evoked Response) anbefales til avlsdyr, ideelt også på hele kuldet ved 6–8 uger for at dokumentere status. Kun bilateralt hørende hunde bør indgå i avl.
Led: Røntgen af hofter (HD) og albuer (AD/ED) efter nationale retningslinjer, typisk fra 12–18 måneder, er stærkt anbefalet. Brug gerne HD/ED-indeks, hvor tilgængeligt. Arbejdende ACD’er kan også vurderes for skulder-OCD ved klinisk mistanke eller familiær disposition.
Supplerende: Overvej DNA-test for degenerativ myelopati (DM, SOD1), selv om prævalensen i ACD ikke er blandt de højeste, samt klinisk patellavurdering. Et baseline-thyroideapanel (T4, fT4, TSH) som voksen kan være nyttigt i linjer med mistanke om hypothyreoidisme. Tandsæt og korrekt saksebid skal bekræftes. Ved brug af importer/eksporter, få dyrlægen til at risikovurdere smitsomme reproduktionssygdomme; ved mistanke kan der testes for fx Brucella canis.
Timing og dokumentation: Lav fuld helbredsstatus før første parring, hold øjenundersøgelsen ajour årligt, og registrér alle resultater i DKK’s system, så avlsværdier og stamtavleanalyse bliver retvisende. Kombinér testdata med løbende kliniske observationer, da adfærd, præstation og holdbarhed over tid er vigtige ”fænotypiske tests”, som ingen enkelt DNA-prøve kan erstatte.

Etikken er rygraden i ansvarlig avl. Begge avlsdyr skal være fysisk og mentalt modne; tæver bør ikke parres for tidligt, og der skal indlægges passende pauser mellem kuld. Følg altid Dansk Kennel Klubs til enhver tid gældende avlsrestriktioner og racens klubanbefalinger, og prioriter tævens trivsel før alle præstationsmål.
Transparens er afgørende: Del fuld sundheds- og adfærdsdokumentation med modpart og hvalpekøbere, inklusiv DNA-profiler, BAER-resultater og HD/ED-status. Undlad at nedtone problemer; kun ved åbenhed kan racen forbedres. Undgå parringer, der primært drives af mode, farver eller kortsigtede championater. Popular-sire-bias og tætte slægtskabsparringer øger risikoen for skjulte recessiver og snævrere genpulje.
Velfærd i drægtighed og opvækst kræver plan: præavlstjek hos dyrlæge, korrekt ernæring, moderat og sikker motion, samt fødselsforberedelse. Efter fødsel bør hvalpe gennemgå tidlig, systematisk socialisering med miljøtræning, håndtering og lydtilvænning, som passer til ACD’ens høje reaktionsberedskab. Racens energi og hyrdedrift kan give tendens til nip og ressourcevogtning; ansvarlige opdrættere forebygger med guidet træning og fornuftig matchning af hvalp til hjem.
Endelig bør alle aftaler – herunder sundhedsgaranti, tilbagekøbs-/omplaceringsklausul og avlsrestriktioner – være skriftlige. Det er god etik at tilbyde livslang sparring og at tage ansvar for egne hunde, også hvis et hjem brister.

Den bedste avlspartner komplementerer – ikke kopierer – din hunds svagheder. Start med mål: Skal kuldet primært avles til hyrde-/arbejdsbrug, til hundesport eller til alsidige familiehjem med høj aktivitetsprofil? Vælg derefter en partner med dokumenterede meritter i den relevante retning, men uden at kompromittere sundhed og temperament.
Gennemgå stamtavlen for COI, flaskehalse og kendte sundhedsforhold. Brug HD/ED-indeks og søskendedata, ikke kun forældres status. Kontrollér DNA for prcd-PRA, og kræv BAER på begge forældre. Vurder real-life adfærd: social nysgerrighed uden overdreven skarphed, robusthed i nye miljøer, god afreaktion på høje lyde og en stabil on/off-knap. Hos ACD er evne til at arbejde tæt med fører, uden at tippe over i selvstændig konfliktsøgning, en vigtig selektionsparameter.
Eksteriørmæssigt bør du lede efter funktionel bygning: fri skulder, stærk overlinje, korrekt kryds og haleansætning, tør muskulatur og korrekte poter. Undgå kombinationer, der forværrer stejle skuldre, bløde håndrod eller snævre kryds. Tjek pigment og hovedaftegninger, og undgå at parre to hunde med meget hvidt hoved, da det kan øge risikoen for døvhed i kuldet.
Praktisk planlægning tæller: få dyrlægens præavlstjek og progesteronmålinger på plads, aftal parring/skræddersyet sædoverførsel i god tid, og sikr skriftlige vilkår om ejerskab af frossen sæd og rettigheder til gentagelsesparring ved tom tæve. Evaluér tidligere afkom fra begge linjer, hvor det er muligt, da fænotypen i søskendekul ofte er mere oplysende end enkeltindividers topresultater.