Australsk Cattle Dog specialdiæter og ernæringsråd

Australsk Cattle Dog (ACD) er en hårdfør, arbejdsorienteret mellemstor race, som ofte færdes ude i naturen. Det betyder mange miljøpåvirkninger og, hos nogle individer, hud- og øreproblemer, der kan forveksles med foderallergi. Skellet er vigtigt: Atopi (miljøallergi) er hyppigere end egentlig foderallergi, men en målrettet eliminationsdiæt kan afklare årsagen, og dermed spare hunden for kløe, hotspots og tilbagevendende otitis externa.

De typiske foderallergener hos hund er okse, kylling, mælk, æg, hvede og soja. Ved mistanke anbefales en 8–12 ugers eliminationsdiæt med enten hydrolyseret protein (hvor proteinerne er spaltet, så immunsystemet ikke genkender dem) eller et ægte novel protein/kulhydrat, som hunden ikke tidligere har spist, f.eks. and, kanin, hest, vildt eller kænguru, samt en enkel kulhydratkilde som kartoffel eller ris. Vælg en fuldfoderløsning, som er FEDIAF/AAFCO-komplet, så vækst og restitution ikke kompromitteres hos denne aktive race. Efter perioden foretages en kontrolleret provokation med det gamle foder; vender symptomer tilbage, er diagnosen sandsynlig.

Til hunde med sart hud kan et allergivenligt foder med højt indhold af omega-3 (EPA/DHA), og evt. GLA (natslyngerolje), støtte hudbarrieren og dæmpe inflammation. Probiotika, f.eks. Lactobacillus rhamnosus eller Bifidobacterium longum, kan understøtte tarmens immunbalance, som, hos nogle hunde, hænger sammen med hudens tilstand. Vælg foder med moderat til højt proteinindhold fra rene kilder, tydelig ingrediensliste og uden overflødige smags- og farvestoffer; evidensen mod tilsætningsstoffer er begrænset, men gennemskuelighed hjælper ved fejlfinding.

ACD’er trives med rutiner, men ændr kun én ting ad gangen, så du kan isolere effekten. Overgang til nyt foder, særligt ved allergidiæt, bør ske gradvist over 7–10 dage for at minimere mavekneb. Vær opmærksom på godbidder, tyggeben og tyggerør – alt, der indtages, skal passe ind i diætens design, ellers risikerer man at nulstille hele forløbet.

ACD’en er kompakt, stærk og ekstremt energisk. Mange ser ”muskler”, hvor der i virkeligheden er skjult fedt. Brug Body Condition Score (BCS 1–9) som rettesnor; målet er 4–5, hvor ribben kan mærkes let uden tryk, og talje samt buglinje er tydeligt markeret. En korrekt BCS er afgørende for leddenes holdbarhed, udholdenhed og øjen- og hudsundhed.

Energibehovet afhænger af aktivitetsniveau. RER ≈ 70 × kropsvægt(kg)^0,75. For 20 kg er RER ca. 660 kcal/dag. Som familiehund ligger det daglige behov typisk på 1,6–1,8 × RER (ca. 1.050–1.200 kcal). For en hårdt arbejdende hyrdehund kan behovet være 2–3 × RER (ca. 1.300–2.000 kcal), og under ekstremt arbejde endnu højere. Kend energitætheden i dit foder (ofte 3,5–4,0 kcal/g), og vej portionerne på køkkenvægt – kopper snyder.

Til vægttab sigtes mod 1–2 % kropsvægt pr. uge. Vælg en lystfoder med højere protein og fiber, men lavere fedt, så mæthed og muskelmasse bevares. L-carnitin kan støtte fedtmetabolismen, om end effekten er beskeden uden kalorieunderskud. Del den daglige ration i 2–3 måltider, gerne i slowfeeder eller aktivitetslegetøj, som tilfredsstiller racens behov for mental stimulation. Da ACD’er ofte trænes meget, bør godbidder udgøre maks. 10 % af dagens energi, og, vigtigst, fratrækkes fra den samlede foderration.

Hydrering påvirker præstation og appetitregulering. Sørg for fri adgang til friskt vand, og tilbyd gerne en let, saltreduceret knoglebouillon efter hård indsats. Vej hunden hver 2.–4. uge, og justér foderrationen i små trin (5–10 %) baseret på BCS og aktivitetsændringer. Husk, at muskuløs ikke er det samme som tung; en slank ACD arbejder bedre og holder længere.

Visse tilstande hos ACD’en kan drage fordel af målrettede, dyrlægeordinerede diæter. Ved dokumenteret foderallergi er hydrolyserede eller strengt sammensatte novel-protein-diæter guldstandarden, mens atopi kan kræve kombineret huddiæt og medicinsk behandling.

Mave-tarm: Ved følsom mave eller IBD anvendes ofte letfordøjelige diæter med moderat fedt, afbalanceret opløselig/uløselig fiber og begrænsede proteinkilder. Ved pancreatitis er fedtreduktion afgørende; vælg fuldfoder med lavt fedtindhold, små hyppige måltider, og undgå fedtrige rester og pludselige kostskift.

Urinveje: Struvitsten kan ofte opløses med specialdiæt, der sænker urinens magnesium og fosfat samt kontrollerer pH; calciumoxalat kan ikke opløses, men tilbagefald kan forebygges via moderat calcium, kontrolleret natrium, passende urin-pH og, vigtigst, høj vandindtagelse. Sørg for flere vandskåle og evt. vandtilsat foder.

Nyrer og lever: Hos seniorhunde med nyrepåvirkning kan renaldiæter med reduceret fosfor, moderat protein af høj kvalitet og tilsat omega-3 bremse progression og forbedre livskvalitet. Leverdiæter med justeret kobber er sjældent nødvendige for ACD, men kan overvejes ved specifik diagnose.

Led og øjne: Som atletisk race kan ACD’en udvikle slidgigt. Diæter beriget med omega-3 (EPA) og joint-næringsstoffer kan lindre. Progressive Retinal Atrophy (PRA) er rapporteret i racen; der findes ingen diæt, der stopper sygdommen, men en antioxidant-rig kost med DHA, E- og C-vitamin, lutein og zeaxanthin kan støtte den generelle øjensundhed. Hold vægten slank, da fedme forværrer inflammation og mobilitetsproblemer.

Medicinske diæter bør altid vælges i samråd med dyrlægen, monitoreres med blod- og urinprøver, og justeres ved ændring i klinisk status.

”Naturlig” fodring spænder fra rå BARF til hjemmelavet, skånsomt tilberedt fuldfoder. ACD’en, som arbejder hårdt og ofte lever aktivt, kan trives på mange modeller, forudsat at ernæringsbalancen er i orden. Den største risiko ved hjemmelavede diæter er mangel på calcium, sporstoffer og visse vitaminer, samt forkert Ca:P-forhold. Brug altid en opskrift udarbejdet af en veterinær ernæringsfysiolog, og, hvis du BARF’er, få rationerne næringsberegnet og suppleret korrekt.

Rå foder bærer en øget bakteriel smitterisiko (Salmonella, Campylobacter), som kan være et problem for både hund og mennesker i husstanden. ACD’er, der ofte er i tæt kontakt med børn og ældre, bør fodres med lavrisiko-løsninger; alternativt kan hjemmelavet mad tilberedes let, så proteinets fordøjelighed øges, og patogener elimineres. Undgå knogler, der kan splintre og skade tænder og tarm; tandrensende tyggeprodukter eller tandbørstning er sikrere.

• Makrofordeling kan målrettes efter aktivitetsniveau:
• Arbejdende ACD: 25–30 % protein og 15–25 % fedt (tørstof), med langsomme kulhydrater (havre, byg, sød kartoffel) for stabil energi, samt tilstrækkeligt natrium/kalium ved varmt vejr.
• Familieliv: 24–28 % protein og 10–15 % fedt, med fokus på mæthed og vægtvedligehold.

Planlæg fodringen i forhold til træning: giv hovedmåltid 2–3 timer før hård aktivitet, og små energitætte snacks (fx frysetørret kød i små mængder) under længerevarende arbejde. Efter indsats tilbydes vand og evt. vandet foder for rehydrering. Rotationsfodring kan øge råvarediversitet, men introducér nye proteiner med omtanke, så du ikke ”bruger” dem op, hvis du senere får brug for en novel proteinkilde til eliminationsdiæt.

Tilskud kan være nyttige for ACD’en, men de bør tilpasses målsætning og helbred. Prioritér dokumentation, korrekte doser og kvalitetssikring (f.eks. tredjepartstest).

Omega-3 (fiskeolie): For led, hud og restitution målrettes ofte 75–150 mg EPA+DHA/kg kropsvægt pr. dag. En 20 kg ACD vil typisk ligge på 1.500–3.000 mg EPA+DHA/dag, fordelt over måltider og med tilskud af E‑vitamin for at beskytte fedtsyrerne. Start lavt, og øg gradvist for at undgå løs mave. Konsulter dyrlægen ved samtidig brug af blodfortyndende medicin.

Ledstøtte: Glucosamin (ca. 15 mg/kg) og chondroitin (10–15 mg/kg) kan lindre ved slidgigt; alternativt/tilsvarende kan Grønlæbet musling (300–600 mg/10 kg), UC‑II (10 mg/dag) og hyaluronsyre anvendes. Evidensen er moderat, men bedst i kombination med vægtkontrol og omega-3.

Probiotika: 1–5 mia. CFU/dag af veldokumenterede stammer kan støtte mave-tarm, særligt ved træningsstress og foderskift.

Fiber: Psyllium kan forbedre afføringskvalitet og mæthed; start med 0,5 tsk/10 kg 1–2 gange dagligt, og giv altid rigeligt vand.

Antioxidanter til øjne: Lutein (5–10 mg/dag) og zeaxanthin (1–2 mg/dag), sammen med E- og C‑vitamin, kan støtte generel øjensundhed hos seniorer, men kan ikke forhindre PRA.

L‑carnitin: Kan være relevant ved vægtkontrol og højintens træning; følg producentens anvisning (ofte 50–200 mg/dag for en mellemstor hund).

Undgå megadoser af fedtopløselige vitaminer (A, D, E, K), og vælg helst fuldfoder med dokumenteret næringsbalance; tilskud bør adressere et konkret behov, ikke ”alt for en sikkerheds skyld”.