Australsk Terrier - Allergi og intolerance: Komplet guide

Den australske terrier er ofte omtalt som hypoallergen, fordi racen fælder meget lidt og bærer en strid, kort pels, der i nogen grad kan tilbageholde skæl og pollen tættere ved hårstråene. Det gør dem, alt andet lige, mere skånsomme for allergikere end mange andre racer. Det er imidlertid vigtigt at slå fast, at ingen hund er 100 % hypoallergen, og at allergi kan trigges af flere proteiner i hundens spyt, talg og skæl, som findes – om end i mindre mængder – også hos australske terriere.

Racen er lille (5–7 kg) og lever typisk 11–15 år, hvilket betyder, at man skal tænke langsigtet i sin allergihåndtering. Den kompakte størrelse og det forholdsvis lave pelsplejebehov kan være en fordel i lejligheder, hvor støv- og støvmidebelastningen ofte er højere end i huse, men hvor man samtidig nemmere kan styre rengøringsrutiner og luftkvalitet. For den australske terrier, der er livlig, modig og kærlig, er regelmæssig aktivitet desuden vigtig; daglige gåture og næsearbejde hjælper ikke bare mentalt og fysisk, men reducerer også stressrelateret kløe og slikken, som kan forværre hudproblemer.

Ugentlig pelspleje, gerne oftere, er anbefalet. Ved allergitendens kan hyppigere, skånsomme bade med en uparfumeret, allergivenlig shampoo være et effektivt redskab til at skylle allergener af pelsen. Den stride dækpels bør håndstrippes eller trimmes korrekt for at bevare hudens barriere, mens for hyppig klipning helt ned kan irritere huden og ændre pelsens struktur. Kombinationen af korrekt pelspleje, god hudbarriere og kontrolleret indeklima er grundpillerne, når man vil udnytte racens hypoallergeniske potentiale, uden at overse, at individuelle hunde stadig kan udvikle både foder- og miljøallergier.

Australske terriere kan – som mange små terriere – udvikle atopisk dermatitis (miljøallergi), loppeallergi og fodermiddelallergi. Typiske tegn er kløe, rødme i hudfolder og på bugen, slikken af poter, tilbagevendende ørebetændelser, "hot spots" og misfarvning af pels ved kronisk slikken. Bemærk, om symptomerne varierer med årstiden (pollen) eller er helårige (støv- og lagermider, foder).

Start med en systematisk tilgang: Før en dagbog over kløeniveau (0–10), årstid, foder, godbidder, vaskeintervaller og rengøring. En konsekvent loppeprofylakse er ufravigelig, også for lejlighedshunde, da blot ét loppebid kan udløse voldsom kløe hos allergikere. Efter gåture i græs og krat, hvor racens jagtinstinkt ofte tager dem tæt på vegetation, kan en hurtig skylning af poter og bug fjerne pollen og jordbakterier, der trigger huden.

Ved mistanke om foderallergi, planlæg i samråd med dyrlægen en eliminationsdiæt i 8–12 uger med enten hydrolyseret protein eller en streng single-protein-formulering med en ny proteinkilde. Ingen andre godbidder eller smagsforstærkere må indtages i perioden. Parallelt bør man styrke hudbarrieren med fedtsyretilskud (EPA/DHA) og eventuelt et ceramid-baseret topikalt produkt.

Racen har også en dokumenteret risiko for patellaluksation og Legg-Calvé-Perthes, hvorfor man skal undgå overvægt; for mange allergitreats øger ikke alene kløerisikoen via skjulte ingredienser, men belaster også led. Endelig bør man forberede sig på, at allergihåndtering er en livslang proces, hvor små, konsistente tiltag samlet gør en stor forskel.

Fodermiddelallergi hos hund udløses oftest af proteiner som oksekød, mejeriprodukter, kylling, æg, hvede, soja, lam og majs. For den australske terrier, der er lille, aktiv og ofte bor i lejlighed, er præcise portionsstørrelser og stram styring af godbidder særlig vigtige, da racen også har en kendt risiko for diabetes; et stabilt blodsukker og sund kropsvægt beskytter både hud og led og mindsker behovet for systemiske lægemidler.

Eliminationsdiæt: Vælg et dyrlægeanbefalet hydrolyseret foder eller en novel protein-kulhydratkombination, for eksempel hjort med sød kartoffel, som hunden ikke har fået før. Perioden skal være 8–12 uger uden undtagelser. Derpå laves provokation med det tidligere foder; forværres symptomerne inden for 3–14 dage, er foderallergi sandsynlig.

Ved varig fodersucces fastholdes den tolererede opskrift. Vælg simple, kortfattet deklarerede produkter, så skjulte ingredienser undgås. Godbidder skal matche diæten (samme protein- og kulhydratkilder). Overvej omega-3-tilskud i intervallet cirka 50–150 mg kombineret EPA+DHA pr. kg kropsvægt dagligt, efter aftale med dyrlægen, da det dæmper inflammation i hud og ører.

Tænk også på lagermider: Opbevar tørfoder i lufttæt beholder, køb små poser, brug dem inden 4–6 uger, og overvej at fryse foder i 24 timer ved åbning. Vådfoder kan være nyttigt i diætfaser, fordi opskrifterne ofte er enklere, men energitætheden varierer – lad dyrlægen beregne den daglige ration. For en australsk terrier på 5–7 kg er nøjagtighed i fodermængden afgørende, både for allergikontrol og for at skåne belastede knæ.

Miljøallergener som støv- og lagermider, pollen, skimmelsvampe og loppebid er hyppige triggere. I lejligheder, hvor australske terriere trives, kan man gøre meget: Støvsug 2–3 gange ugentligt med HEPA-filter, vask hundens seng og tæpper ved 60 °C ugentligt, og brug allergivenligt, uparfumeret vaskemiddel. Luft ud i korte, effektive intervaller, og hold en moderat, stabil luftfugtighed.

Efter ture i park, krat og på strande, som racen typisk elsker, kan du skylle poter, bug og skæg for pollen og salt. Trim overskydende hår mellem trædepuder for at mindske, at græsfrø og snavs sætter sig fast og irriterer. Brug sele med blød brystplade i stedet for stramt halsbånd, hvis der er hals- eller brystkløe; friktion kan forværre læsioner.

Badning er et stærkt værktøj ved allergi: 1–2 gange ugentligt med en mild, lipidgenopbyggende shampoo og efterfølgende balsam kan sænke allergenmængden på huden og genskabe barrieren. Skyl altid grundigt, og tør pelsen helt, da fugt disponerer for Malassezia- og bakterieovervækst – især i ører og hudfolder.

Mentalt velbefindende påvirker også huden. Australske terriere er kvikke og arbejdsivrige; daglige søge- og problemløsningslege reducerer stressadfærd som overdreven slikken. Planlæg gåture på tidspunkter med lav pollentæthed (morgen efter dug eller efter regn), og hold vinduer lukkede på dage med højt pollental, hvis hunden reagerer sæsonbetinget.

Diagnostik starter hos dyrlægen med udelukkelse af parasitter og infektioner, efterfulgt af eliminationsdiæt eller allergitests ved mistanke om atopi. Intradermale hudtests og/eller serologiske IgE-tests kan bruges til at sammensætte allergenspecifik immunterapi (ASIT), som er den eneste behandling, der kan ændre sygdommens forløb. ASIT gives som injektioner eller munddråber over måneder til år og er ofte velegnet til vedvarende symptomer.

Symptomlindring skræddersys til den enkelte australske terrier. Antipruritiske lægemidler som oclacitinib (Apoquel) og monoklonalt antistof lokivetmab (Cytopoint) virker hurtigt på kløe og har ofte færre systemiske bivirkninger end kortikosteroider. Steroider kan være nødvendige kortvarigt ved svære opblus, men anvendes med forsigtighed, særligt hos hunde med risiko for diabetes. Antihistaminer kan hjælpe enkelte hunde, især ved mild, sæsonbetinget kløe, men effekten er variabel.

Sekundære infektioner er hyppige. Cytologi fra hud og ører guider valg af lokal eller systemisk behandling mod bakterier og Malassezia. Ørepleje er centralt for racen, som ofte præsenterer med recidiverende otitis ved allergi; rens skånsomt og regelmæssigt med et egnet ørerensemiddel, og behandl efter resistensforhold.

Hudbarrierestyrkelse med medicinske shampoer, mousse eller spot-on med ceramider/kolesterol/frie fedtsyrer kan reducere behovet for systemisk medicin. Langsigtet plan bør kombinere miljøkontrol, diæt, passende motion og medicin, så racens modige, livlige natur bevares, uden at kløen styrer hverdagen. Opfølg hver 8.–12. uge, justér behandlingen efter sæson og vægt, og vær ekstra opmærksom på ledproblemer, hvis aktivitetsniveau eller medicin ændres.