Barbado da Terceira - Ansvarlig avl og genetik

Barbado da Terceira er en middelstor, rustik hyrdehund fra Azorerne, udviklet til at arbejde med kvæg og får i kuperet terræn og fugtigt klima. I FCI tilhører racen gruppe 1 (hyrde- og kvæghunde). Den ideelle avlshund skal fremstå harmonisk og funktionel: rektangulær kropsprofil, stærk ryglinie, dyb brystkasse, moderat vinkling for og bag, samt effektive, frie bevægelser med god udholdenhed. Højden ligger typisk omkring 48–56 cm ved skulderen, med en vægt på ca. 20–27 kg, hvilket placerer racen solidt i mellemklassen. Hovedet er tørt og velproportioneret, øjnene middelstore og udtryksfulde, gerne mørke, og bidet fortrinsvis saksebid med fuld tandstilling. Pelsen er racens kendetegn: en grov, bølget til let kruset pels, som danner en let pjusket silhuet, uden at være filtret eller overdrevent tung. Farverne spænder bredt, fra fawn og grå til sort og varierende blandinger, ofte med diskrete hvide aftegninger. Racen er ikke hypoallergen, og fældningen er moderat, men pelsen kræver regelmæssig børstning for at undgå filtre. Temperamentsmæssigt er Barbado da Terceira loyal, intelligent, munter og samarbejdsvillig. Den skal være modig og stabil uden nervøsitet, reserveret men ikke sky over for fremmede, og den skal udvise tydelig arbejdslyst. I avlen bør man lægge vægt på nervefasthed, kontaktvillighed, førbarhed og robust sundhed frem for modeprægede træk som ekstrem pelsmængde eller unormale farvevarianter. Som arbejdende hyrdehund bør racen have god vandtilbøjelighed og terrænsikkerhed, hvilket afspejles i stærke poter, elastiske bevægelser og en funktionel, vejrtæt pels. Avlsmålet bør være en allround familie- og brugshund, som trives med 60–90 minutters daglig motion og mentalt arbejde, og som kan fungere i både landlige og bynære hjem, hvis aktivitetsbehov og pelspleje imødekommes.

Barbado da Terceira har en relativt lille, international population, hvorfor genetisk forvaltning er kritisk. Små populationer er sårbare over for founder-effekter, flaskehalse og såkaldt popular-sire-syndrom, hvor få hanhunde sætter et uforholdsmæssigt stort aftryk. Målet er at bevare en bred genetisk base, så racen forbliver sund, frugtbar og modstandsdygtig. Det praktiske værktøj er indavlskoefficienten (COI), gerne beregnet over 5–10 generationer. Som tommelfingerregel tilstræbes parringer, der holder COI lavt; i mange racer anbefales under 6–8 % over 10 generationer, men den optimale grænse afhænger af racens aktuelle diversitet. Endnu bedre er det at styre efter lavt “mean kinship” (gennemsnitligt slægtskab) i populationen, dvs. at vælge avlspartnere, som ikke blot giver lav COI for kuldet, men også sænker den samlede slægtskabsgrad i racen. Brug af stambogs- og avlsstyringsprogrammer, som ZooEasy, BreedMate eller nationale klubværktøjer, er stærkt anbefalet. Farvegenetik skal håndteres nøgternt: racen rummer naturlig variation i farver og nuancer, og selektion må ikke skævvrides mod få “moderigtige” farver, da det kan indsnævre genpuljen. Polygenetiske træk som hoftekvalitet, temperament og immunrobusthed forbedres gennem systematisk, men moderat selektion over flere generationer; for hård selektion på ét træk, kan utilsigtet forringe andre. Internationalt samarbejde, import af avlsmateriale (herunder frossen sæd) og bevidst rotation af hanhunde er effektive strategier, som modvirker flaskehalse. Vær også opmærksom på tegn på indavlsdepression, herunder faldende kuldstørrelse, øget neonatal dødelighed, nedsat frugtbarhed og flere diffuse infektionstilfælde, og justér avlsstrategien, hvis sådanne indikatorer optræder.

Der er aktuelt ikke veldokumenterede, racetypiske sygdomme med høj prævalens i Barbado da Terceira, men netop derfor bør vi være proaktive. Et standardiseret sundhedsprogram bidrager til at holde racen robust og arbejdsdygtig. Ortopædi: HD- og ED-røntgen med officiel FCI-aflæsning anbefales til alle avlsdyr. Stræb efter kombinationer, der reducerer risiko (f.eks. HD A/B og ED 0/0 eller 0/1), og undgå at kombinere svagheder. Patellaluksation er sjældnere hos mellemstore, robuste hyrdehunde, men en klinisk vurdering kan indgå ved tvivl. Øjne: Årlig ECVO-øjenlysning for avlsdyr er en lavpraktisk forsikring mod uerkendte arvelige øjensygdomme (PRA, katarakt m.fl.). DNA: Da racen er lille og international, kan et bredt DNA-panel (f.eks. MyDogDNA/Embark) identificere eventuelle skjulte bærerskaber. Bærere udelukkes ikke nødvendigvis fra avl, men parres med fri partner, så afkom ikke bliver syge, og diversitet bevares. Neurologisk/degenerativt: Overvej test for DM (SOD1-variant), vel vidende at variantens betydning kan være racespecifik; brug resultatet som pejlemærke, ikke som absolut dom. Generel reproduktionssundhed: Tæver bør have grundig helbredsundersøgelse forud for parring (blodprofil, UL ved behov), og hanner bør få sædanalyse ved usikker fertilitet. Test for Brucella canis før parring eller inseminering, især ved internationalt samarbejde. Kondition og præstation: En fysisk kapacitetsvurdering (f.eks. 5–10 km trav uden overbelastning) og adfærds-/miljøtest (temperament, lydsensitivitet, sociale reaktioner) hjælper med at sikre, at kun mentalt og fysisk egnede hunde indgår i programmet. Endelig, sørg for opdateret vaccination, parasitkontrol og dokumentation af eventuelle allergier eller følsomheder, da mave-/hudproblemer også kan have arvelige komponenter.

Etisk avl handler om mere end tests; det handler om gennemsigtighed, velfærd og ansvar for racens fremtid. Avlsalder og belastning: Tæver bør være fysisk og mentalt modne (typisk tidligst ved 20–24 måneder) ved første kuld, og kuldfrekvensen skal være moderat, med passende restitution mellem kuld. Mange klubber anbefaler maksimalt 3–4 kuld pr. tæve og sidste kuld før 6–7-årsalderen; følg altid lokale kennelklubregler. Hanhunde kan bruges fra ca. 18–24 måneder, når helbred og temperament er dokumenteret, og bør revurderes helbredsmæssigt med alderen. Popular-sire-syndrom bør aktivt undgås ved at begrænse antallet af afkom pr. hanhund i en generation. Velfærd og miljø: Drægtige og diegivende tæver skal have ro, god ernæring og sikker opstaldning. Hvalpe skal socialiseres systematisk fra uge 3–8 med kontrollerede sanseindtryk, blide lydeksponeringer, forskellige underlag og positive menneskekontakter, så racens naturlige mod og samarbejdsevne understøttes. Funktion over form: Undgå overdrev – meget tung knoglebygning, for rigelig pels eller snæver fokus på bestemte farver må ikke kompromittere sundhed, bevægelse og arbejdsevne. Gennemsigtighed: Del åbent sundhedsresultater, COI, stambog, mentalbeskrivelse og fotos/video af bevægelser. Med købsaftale bør følge livslang rådgivning, returforsikring/omplaceringsklausul og klare forventninger til motion, pelspleje og træning. Bevar diversitet: Brug genetiske bærere strategisk med frie partnere, så vi undgår at smide sjældne linjer ud med badevandet. Evaluer afkom ærligt, og træk hunde ud af avl ved gentagne sundheds- eller adfærdsproblemer. Et tæt samarbejde med racens specialklub og kolleger i Portugal/Azorerne løfter den samlede kvalitet og sikrer, at erfaringer og data deles til racens bedste.

En velvalgt avlspartner bygger bro mellem mål, genetik og praktik. Definér først dine avlsmål skriftligt: sund bevægelse, stabilt og arbejdsdueligt temperament, korrekt pelsstruktur og funktionel størrelse (typisk 20–27 kg), samt dokumenteret sundhed. Lav derefter en stambogsanalyse 5–10 generationer bagud, beregn COI og vurder slægtskabslinjer. Som tommelfingerregel bør man undgå parringer, der giver COI over f.eks. 6–8 % på 10 generationer, og man bør ikke gentage kombinationer, som øger slægtskabet i en lille population. Vælg komplementaritet: Par ikke to hunde med samme svagheder (f.eks. blød ryg, for stram skulder eller forsigtighed i nye miljøer). Temperamentsmæssigt giver det ofte et stabilt kuld at kombinere en meget energisk hund med en roligere, men stadig arbejdsvillig partner, så længe begge er sociale og førbare. Gransk sundhedsdata: HD/ED, øjne, relevante DNA-profiler, og tjek at eventuelle bærerskaber ikke kombineres. Praktisk due diligence: Se afkom og hel-/halvsøskende fra den potentielle partner, gerne i bevægelse og i hverdagssituationer. Indhent Brucella-test, lav en tydelig parringskontrakt (inkl. stud fee, gentagelsesbetingelser, frossen sæd-procedurer), og planlæg logistik, herunder progesteronmålinger, rejse og forsikringer. Undgå overbrugte hanner ved at vælge en kvalitetsmæssigt stærk, men genetisk mindre udbredt partner. Endelig, tænk på racens oprindelige funktion: vælg hunde, der kan arbejde i fugt og kuperet terræn, som er trygge ved vand og har robuste poter og pels – egenskaber, der gør Barbado da Terceira til en holdbar familie- og brugshund i mange hjem, fra aktiv lejlighed til hus med have, når aktivitetsbehovet dækkes.