Berner Sennenhund - Allergi og intolerance: Komplet guide

Berner Sennenhunden er ikke hypoallergen. Som en stor, dobbeltpelset race frigiver den en betydelig mængde pels, skæl (dander) og spytbårne proteiner, der kan udløse symptomer hos følsomme mennesker. De vigtigste hundeallergener findes i hud- og talgkirtelsekreter samt i spyt, som tørrer ind på pelsen og spredes i hjemmet. Størrelsen betyder, at den samlede mængde allergen pr. døgn ofte er højere end hos små racer, selv hvis koncentrationen pr. gram pels ikke er anderledes.

Bernerens pels er en middel-lang dobbeltpels med tæt underuld, som fælder moderat til kraftigt, især i sæsoner med pelsskifte. Under fældesæsoner kan udsvinget i allergenbelastning være markant, fordi de løse hår bærer skæl og spytproteiner med sig. Racen kan savle let ved varme og i forbindelse med foder eller vand, hvilket øger kontakt med spytallergener i miljøet, men berneren er som regel ikke blandt de mest savlende molosser.

Det er vigtigt at skelne mellem menneskers allergi over for hund og hundens egen allergi over for foder eller miljø. Begge dele er relevante i en bernerfamilie. Hvis et menneske i husstanden er allergisk, kan konsekvent pleje, god rengøringspraksis og zonestyring i hjemmet reducere symptomerne, men ingen pelspleje kan gøre racen hypoallergen. Hvis hunden selv har allergi (kløe, øre- og hudproblemer eller mave-tarm-symptomer), kræver det udredning og målrettet behandling.

Som koldklimahund trives berneren udendørs i køligt vejr og har gavn af hyppig, men skånsom pelspleje. Racens rolige, samarbejdsvillige temperament og stærke tilknytning til familien gør den som regel medgørlig ved børstning og bad, hvilket er en fordel, når allergenbelastning skal holdes nede. Samtidig skal hudbarrieren beskyttes, så plejen ikke bliver så intensiv, at den tørrer huden og forværrer kløe.

Effektiv allergihåndtering i en bernerfamilie rummer to spor: at mindske menneskers udsættelse for hundeallergener og at kontrollere hundens egne hud- og allergiproblemer. Begge dele starter med en struktureret plejerutine, tilpasset racens tætte dobbeltpels og sæsonvise fældning.

Grooming og bad: Børst pelsen grundigt 2–3 gange ugentligt, og dagligt i fældesæson, med underuldskam og en kvalitetsstrigle, der løsner underulden uden at beskadige dækpelsen. Et skånsomt bad hver 3.–4. uge med en parfumefri, fugtgivende shampoo og efterfølgende balsam kan reducere allergenmængden på pelsen. Overbadning udtørrer huden, så hold en fast, moderat kadence. Tør pelsen helt, især i det tætte bryst- og bagparti, for at forebygge hotspots.

Zoner og rengøring: Hold soveværelset konsekvent hundefrit, og brug betræk på sofaer, der kan vaskes ved 60 °C. Støvsug 2–3 gange ugentligt med HEPA-filter, og brug en luftrenser med ægte HEPA i opholdsrum. Vask hundens tæpper og seler hver uge, og tør aftørringsklude ved høj varme. Mikrofiberklude opsamler skæl effektivt fra hårde flader.

Pollen og udeaktiviteter: Berneren har moderat motionsbehov (op til 1 time dagligt), og gåture er essentielle for mentalt velvære. Ved sæsonallergi kan du vælge ruter med mindre græs og ukrudt i højsæsonen, skylle poter og bug efter tur, og tørre pelsen let med en fugtig klud for at fjerne pollen.

Ører, hudfolder og poter: Tjek ører ugentligt, især hvis hunden klør, ryster på hovedet eller lugter surt fra ørerne. Rens med dyrlægeanbefalet ørerens. Hold poter korte i pelsen mellem trædepuder, så fugt og allergener ikke fastholdes. Klip kløer regelmæssigt, da kløe ofte forværres af mekanisk irritation fra lange kløer.

Indeklima: En stabil luftfugtighed på 40–50 %, røgfrit miljø og mild, parfumefri rengøring mindsker hudirritation hos hunden og luftvejssymptomer hos mennesker.

Foderallergi og foderintolerance hos berner sennenhunde viser sig oftest som kronisk kløe (særligt på ører, poter, armhuler og lyske), tilbagevendende ørebetændelser, hudinfektioner samt mave-tarm-symptomer som løs afføring, flatulens eller opkast. Racen er ikke veldokumenteret som særligt disponeret for foderallergi, men individuelle hunde kan udvikle reaktioner på almindelige proteiner som oksekød, kylling, mælkeprodukter, hvede og soja.

Diagnosen stilles bedst via en struktureret eliminationsdiæt i 6–8 uger, nogle gange op til 10–12 uger ved svære tilfælde. Vælg enten et hydrolyseret veterinærfoder eller et nøje sammensat „novel protein“-foder, hvor både protein- og kulhydratkilde er nye for hunden (fx hjort + kartoffel, kanin + tapioka eller hest + ris). Under forsøget må hunden kun få det valgte foder og vand – ingen godbidder, tyggeben, smagskorrigerede mediciner eller bordmad. Brug i stedet godbidder lavet af det samme protein som i forsøgsfoderet, eller godkendte hypoallergene alternativer.

Efter forsøgsperioden udføres en kontrolleret provokation med det mistænkte protein, for at bekræfte diagnosen. Ved tilbagefald skiftes der tilbage til det tolererede foder. Vær opmærksom på krydskontaminering og skjulte ingredienser – læs deklarationer nøje.

Hudbarriere og tarmmikrobiom: Essentielle fedtsyrer (omega-3) kan dæmpe kløe og inflammation og styrke hudbarrieren. Dosering bør ske i samråd med dyrlægen; mange store hunde ender omkring 1–2 g EPA+DHA dagligt, afhængigt af foderets indhold og klinik. Probiotika målrettet hund kan understøtte tarmbalancen under eliminationsdiæt, især ved samtidig mave-tarm-symptomer. Fibre fra fx psyllium kan stabilisere afføring.

Vægt og led: Berneren er stor og belastet af ortopædiske risici (fx albueledsdysplasi). Overvægt forværrer både hudinflammation og ledproblemer. Vælg et energitilpasset foder, afmål portioner nøje, og medregn alle godbidder i dagsrationen. Hvis din hund har diagnosticeret leverlidelse som portosystemisk shunt (PSS), skal kost og tilskud planlægges tæt med dyrlægen, da protein- og medicinvalg kan kræve særlige hensyn.

Miljøallergener som husstøvmider, lagermider, pollen, skimmelsporer og loppebid er hyppige årsager til kløe og hudproblemer hos hunde. Bernerens tætte underuld kan fungere som „filter“, der opsamler mikroskopiske partikler, hvilket øger kontakttid på huden. Samtidig trives racen i kølige omgivelser; i opvarmede, tørre boliger om vinteren kan hudbarrieren udtørre og blive mere gennemtrængelig for irritanter.

• Forebyggelse i hjemmet:
• Husk at vaske sengetøj og hundens tæpper ved 60 °C ugentligt for at reducere husstøvmider.
• Brug allergentætte betræk på madrasser og puder i soveværelset, der holdes hundefrit.
• Ventilér kort og effektivt, og anvend HEPA-luftrenser i de mest brugte rum.
• Hold luftfugtighed på 40–50 % for at beskytte hudbarrieren og mindske støvdannelse.
• Vælg parfumefri vaskemidler og rengøringsmidler for at undgå kontaktirritation.

Udendørs og sæson: I pollenhøjsæsoner (forår/sommer) kan du time gåture til efter regn eller tidligt morgen/aftenen, hvor pollenbelastningen er lavere. Skyl poter og bug efter tur, især hvis hunden ruller i græs. En kort, funktionel trimning af bukser og bug kan mindske opbygning af pollen og fugt, uden at kompromittere pelsens beskyttelse.

Parasitter og sekundære problemer: Konsekvent loppe- og flåtkontrol året rundt er vigtig. Et enkelt loppebid kan udløse kraftig kløe hos en loppeallergisk hund. Vær opmærksom på øregange og hudfolder, hvor fugt og varme fremmer vækst af Malassezia-gær og bakterier, der komplicerer allergi. Hvis der opstår hotspots (akutte, fugtige hudområder), kræver de hurtig tørring, klipning omkring læsionen og ofte dyrlægebehandling.

Medicinsk håndtering afhænger af, om problemet er foderallergi, atopisk dermatitis (miljøallergi), kontaktallergi eller sekundære infektioner. Et typisk forløb starter med klinisk hudundersøgelse, cytologi for bakterier/gær, evt. hudskrab for mider, og en målrettet plan, der kan omfatte eliminationsdiæt, antipruritiske midler og topikal behandling.

Symptomkontrol: Antihistaminer kan hjælpe enkelte hunde, men virkningen er ofte moderat. Moderne, målrettede behandlinger omfatter oclacitinib (Apoquel), der hæmmer JAK-signalering og lindrer kløe hurtigt, og lokivetmab (Cytopoint), et monoklonalt antistof mod IL-31, der kan give flere ugers kløekontrol. Kortikosteroider kan anvendes kortvarigt ved svære opblussen, men langtidseffekter begrænser brugen. Ved sekundære infektioner er topikale eller systemiske antibiotika/antimykotika nødvendige, baseret på cytologi og dyrkning.

Topikal terapi: Regelmæssige, medicinske bade (fx klorhexidin ved bakteriel overvægt eller antifungal shampoo ved Malassezia) kombineret med fugtgivende balsam og barrierestimulerende spot-ons kan reducere behovet for systemisk medicin. Ører renses med passende ørerens; ved otitis behandles målrettet efter mikroskopi/dyrkning.

Udredning og immunterapi: Ved mistanke om miljøallergi kan allergitests (serum IgE og/eller intradermale tests) hjælpe med at skræddersy allergenspecifik immunterapi (ASIT). ASIT er den eneste behandling, der kan ændre sygdommens forløb, men kræver tålmodighed (måneder) og nøje opfølgning.

• Racespecifikke hensyn:
• Von Willebrands sygdom forekommer i racen; informer dyrlægen før invasive procedurer (hudbiopsier, tandindgreb), og undgå medicin, der kompromitterer koagulation uden indikation.
• Ved portosystemisk shunt (sjældent, men rapporteret) kræver sedering/anæstesi, medicindoser og ernæring særlig planlægning; oplys altid om kendte leverproblemer.
• Ortopædiske lidelser som albueledsdysplasi kan nødvendiggøre NSAID-behandling; koordiner dermatologisk og ortopædisk medicinplan for at minimere bivirkninger.

Langsigtet plan: Kombiner hudvenlig pleje, vægtkontrol, konsekvent parasitforebyggelse og individuel medicinering. Planlæg faste kontroller, særligt omkring fældesæsoner, hvor symptomer ofte blusser.