Berner Sennenhund hos dyrlægen: Forventninger og forberedelse

En Berner Sennenhund er stor, rolig og godmodig, men dens størrelse og særlige helbredsprofil betyder, at planlagte dyrlægebesøg bør være både hyppige og grundige. Som hvalp anbefales sundhedstjek hver 4. uge fra 8 til 16 uger i forbindelse med vaccinationer. Her vurderer dyrlægen vækstkurven, bid, hjerte- og lungelyde, mave/tarm og tidlige tegn på medfødte problemer som portosystemisk shunt (PSS). I unghunde- og voksenfasen er et halvårligt tjek ideelt for store racer, især fordi berneren vokser hurtigt og kan udvikle ortopædiske udfordringer. Fra 6-7 års-alderen, hvor racen betragtes som senior, bør du prioritere halvårlige tjek med basale blod- og urinprofiler, så ændringer i organfunktion opdages i tide.
Ved hvert tjek forventes en fuld klinisk undersøgelse: gennemgang af hud og pels (bernerens tætte, dobbelte pels kræver opmærksomhed på hotspots og fugteksem), ører, tænder og tandkød, kropsscoring (BCS), vægt, bevægelsesapparat og gang. Særligt fokus bør være på albuer og hofter, da dysplasi er udbredt i tunge, hurtigtvoksende hunde. Dyrlægen kan lave fleksionstest, palpere led for smerte og evt. anbefale røntgen ved halthed. Øjenlysning eller oftalmologisk kontrol er relevant gennem livet på grund af risiko for progressive retinal atrophy (PRA), som sniger sig ind med natteblindhed.
Da berneren ofte er venlig, men lidt reserveret med fremmede, kan miljøtræning gøre dyrlægebesøg mere trygge. Træn håndtering hjemme: røre poter, kigge i ører, børste pelsen, åbne munden. Lær hunden at gå op på klinikkens vægt og stå roligt på skridsikkert underlag. Medbring altid tidligere journaler, medicinliste, kosttilskud, forsikringsoplysninger og noter om adfærd, appetit og motion siden sidste besøg. For store hunde er en god sele med greb, en skridsikker måtte i bilen og evt. en rampe nyttigt for at skåne led ved ind- og udstigning.
Endelig bør ernæring diskuteres løbende. En stor race som berneren trives ofte bedst på stor-race foder, der balancerer kalcium/fosfor og modererer energitæthed, så vækstkurven holdes jævn og overvægt undgås. Overvægt forværrer både albuedysplasi og panosteitis, ligesom det øger risikoen ved bedøvelse og operation.

Et målrettet vaccinationsprogram beskytter berneren mod alvorlige infektionssygdomme og reducerer risikoen for komplikationer ved sygdom. I Danmark regnes DHP (hundesyge/distemper, smitsom leverbetændelse/adenovirus og parvovirus) som kernevacciner. Standardprogrammet er DHP ved 8, 12 og 16 uger, efterfulgt af en revaccination omkring 12 måneder. Herefter gives DHP typisk hvert tredje år, medmindre dyrlægen vurderer andet ud fra livsstil og lokale forhold.
Leptospirose anbefales ofte årligt, især hvis hunden færdes i vådområder, på landet eller i villakvarterer med rotter. Vaccinen mod kennelhoste (parainfluenza og Bordetella bronchiseptica) er relevant for hunde, der går til træning, udstilling, pension eller ofte møder mange hunde. Til rejse uden for Danmark kræves rabiesvaccination efter gældende regler, ligesom et EU-selskabsdyrspas, korrekt chipmærkning og overholdelse af karensperioder er påkrævet. Ved rejse til områder med særlige parasitter kan dyrlægen anbefale ekstra beskyttelse eller ormekur, både præ- og post-rejse.
Store racer kan i sjældne tilfælde reagere med kortvarig træthed eller ømhed efter vaccination. Det er normalt, men hold øje med kraftig hævelse, vejrtrækningsbesvær eller nældefeber de første timer, og kontakt straks dyrlæge ved mistanke om allergisk reaktion. Planlæg gerne vaccination i en uge uden store belastninger som udstilling eller hård træning.
For hvalpe og unghunde, som vokser hurtigt, er timingen afgørende. Undgå større kirurgiske indgreb eller intens træning få dage omkring vaccination, så kroppen kan reagere hensigtsmæssigt. Husk, at vacciner kun er én del af beskyttelsen. God hygiejne, fornuftig socialisering og undgåelse af uhygiejniske miljøer, indtil fuld basisimmunitet er opnået, er vigtige supplementer i hvalpeperioden.

Forebyggelse er nøglen til et langt og godt hundeliv, og for en Berner Sennenhund gør systematisk forebyggelse en stor forskel. Parasitter først: Flåter er udbredte i Danmark og kan overføre Borrelia og andre sygdomme. Vælg et effektivt flåt- og loppepræparat året rundt eller sæsonbaseret, afhængigt af aktivitet og geografi. Dyrlægen kan rådgive om receptpligtige tyggetabletter, spot-on eller halsbånd. Tjek pelsen efter hver tur i krat og højt græs, og brug en flåtfjerner korrekt. Indvoldsorm screenes eller behandles efter behov; rejser I sydpå, kan forebyggelse mod hjerte- og hjernelungeorm blive relevant.
Led- og vægtpleje er særlig vigtig hos berneren. Hold en stabil, slank kropskondition (BCS 4-5/9), da selv få ekstra kilo øger belastningen på albuer og hofter markant. Overvej dokumenterede tilskud som omega-3 fra fiskolie (EPA/DHA) og eventuelt glucosamin/chondroitin til ledstøtte, især fra unghundestadiet og fremefter. Regelmæssig, moderat motion på blødt underlag, gerne dagligt op til cirka en times samlet aktivitet, hjælper muskulaturen med at støtte leddene. Undgå gentagne højimpakt-aktiviteter som voldsomme kastelege og glatte gulve.
Tandpleje forebygger smerte og systemisk belastning. Børst tænder 3-4 gange ugentligt med hundetandpasta, suppler med tandrensende tyg, og få professionel tandrens efter dyrlægens vurdering. Ører og hud holdes rene og tørre; den tætte dobbeltpels fordrer grundig tørring efter bad og regn, så hotspots forebygges.
Drøft neutralisation med dyrlægen. Hos store racer er der argumenter for at vente med sterilisation/kastration, til hunden er fuldt udvokset, for at skåne skelettet. Omvendt beskytter sterilisation tæver mod livmoderbetændelse og nedsætter risiko for visse tumorer. Beslutningen bør bero på racens forhøjede cancerrisiko, individets temperament og jeres hverdag. En sundhedsforsikring med udvidet dækning for store racer kan være en god investering, da udgifter ved ortopædi og akut mave-tarm-kirurgi (fx mavedrejning) kan være betydelige.
Træning til håndtering er også forebyggelse: Lær hunden frivillig mundundersøgelse, pote-target og stå stille under berøring. Det reducerer stress, forkorter konsultationstiden og forbedrer undersøgelsens kvalitet.

Som stor, dybbrystet race har berneren øget risiko for akut mavedrejning (GDV), som er livstruende og kræver øjeblikkelig behandling. Kend klassiske tegn: rastløshed, udspilet mave, overdreven savlen, forgæves opkastningsforsøg og smertereaktion ved berøring. Ved mistanke, kør direkte til dyrehospital, ring på vej, og undlad at give mad, vand eller medicin.
Andre akutte tilstande inkluderer kraftig, pludselig halthed med smerte (kan være akut ledproblem eller korsbåndsskade), vejrtrækningsbesvær, kramper, kollaps, blodig diarré, vedvarende opkast, eller blege gummer. Hvalpe med PSS kan vise neurologiske tegn efter måltider (desorientering, kramper), sløvhed og dårlig vækst; søg straks dyrlæge. Ved Von Willebrand’s Disease kan blødning efter små sår eller negleklip være mere udtalt end forventet; længerevarende blødning kræver akut vurdering. Stik fra hvepse eller allergiske reaktioner kan udvikle sig hurtigt med hævelse omkring snude og hals.
Hjemmeberedskab gør en forskel. Hav en førstehjælpskasse med steril gaze, elastikbind, saltvandsampuller, flåtfjerner, termometer, potesokker og en stor tæppe- eller bæremåtte. Lær at tjekke slimhindernes farve, kapillærfyldningstid, puls og respirationsfrekvens, så du kan give præcis information til dyrlægen. En skridsikker måtte og en rampe hjælper en tung hund sikkert ind i bilen uden at forværre en skade. Brug altid en solid sele; undgå halsbånd ved vejrtrækningsproblemer.
Forebyg mavedrejning ved at fodre 2-3 mindre måltider dagligt, undgå kraftig motion en time før og to timer efter måltider, og begræns hurtig slubren af vand lige efter aktivitet. Diskutér profylaktisk gastropeksi med dyrlægen ved samtidig sterilisation/kastration; det kan reducere risikoen for drejning, men forhindrer ikke altid udspiling.

Løbende hjemmeovervågning hjælper dig og dyrlægen med at fange ændringer tidligt. Vej hunden månedligt, og registrér kropskondition. Tag korte videoklip af gang og løb på lige stræk hver 2.-3. måned; subtile ændringer i skridtlængde og belastning kan afsløre begyndende albue- eller hofteproblemer. Notér varighed af stivhed efter hvile, lyst til at hoppe ind i bilen og modvilje mod trapper.
Hold øje med øjnene for tegn på PRA: usikkerhed i svag belysning, ændret refleks i nethinden eller bump mod møbler. Blod i urin, næseblod, forlænget blødning fra små sår eller nem dannelse af blå mærker kan pege mod blødningsforstyrrelser som Von Willebrand’s Disease. Unormal sløvhed, vægttab, gentagne infektioner eller knuder i huden bør altid undersøges hurtigt, da kræftforekomst, herunder histiocytære tumorer, er relativt høj i racen. Mave-tarm-symptomer, der opstår efter måltider, neurologiske tegn eller dårlig trivsel hos unge hunde skal vække mistanke om PSS.
Planlæg baseline-blodprøver og urinprøver årligt fra 4-5 års-alderen, og halvårligt fra 7 år, så lever- og nyrefunktion, blodsukker, protein- og blodcelletal følges. Diskutér genetiske tests, hvor tilgængelige, for PRA og vWD, og galdesyretest hos hvalpe, hvis vækst eller adfærd bekymrer. Røntgen af albuer og hofter ved 12-18 måneder giver et udgangspunkt for fremtidige sammenligninger og kan guide trænings- og motionsplaner.
Pelsen fortæller også en historie. Overdreven fældning uden for sæson, matte hårlag, hotspots eller lugt kan afsløre underliggende problemer som allergi, infektion eller hormonelle ubalancer. Børst ugentligt, gerne oftere i fældeperioder, og mærk systematisk efter knuder fra snude til hale. Registrér vandindtag og appetit dagligt, og hold en enkel sundhedslog i en app eller notesbog. Den slags data er guld værd ved dyrlægebesøg, fordi de objektivt viser mønstre over tid.
Endelig er mental sundhed en del af helheden. En rolig, socialt velfungerende berner, der får passende motion og opgaver, håndterer ofte dyrlægebesøg bedre. Indfør derfor næsearbejde, korte træningspas og sikre pauser i hverdagen. Det gavner både trivsel og samarbejde ved kliniske undersøgelser.