Bolognese - Ansvarlig avl og genetik

Bolognese er en lille, kvadratisk selskabshund med en harmonisk og tør konstruktion, hvor kønspræget er tydeligt. Hanner måler typisk 27–30 cm og tæver 25–28 cm, med en idealvægt på ca. 2,5–4 kg. Helhedsindtrykket er elegant og elastisk, uden at hunden virker fin eller skrøbelig. Hovedet er proportionelt med kroppen, skallen er let hvælvet, stop moderat markeret, og næsepartiet er lige og en anelse kortere end skallen. Bidet er korrekt saksebid med komplet tandsæt, og kæberne skal være stærke for størrelsen. Øjnene er store, mørke og vågne, men ikke udstående, og øjenrandene samt næsespejlet er fuldt pigmenteret i sort. Ørerne er hængende, højt ansatte og bæres tæt til kinden. Halsen er godt ansat, ryggen lige, lænden kort og fast, og krydset let afrundet. Brystkassen er dyb til albuen, og for- og baglemmer er korrekt vinklede, så bevægelsen bliver fri, let og effektiv. Halen er ansat i ryglinjen og bæres elegant krøllet over ryggen, uden at være stram. Pelsen er racens signatur: lang, bølget og silkeblød-bomuldsagtig i teksturen, med fylde hele vejen ned ad kroppen, men uden fletning eller slangeagtige krøller. Farven er ren hvid uden aftegninger, men let creme nuance i pelsens dybde kan forekomme. Hudpigmentet bør være mørkt og jævnt, og tear-staining bør ikke forveksles med farvefejl. Temperamentet er afgørende: Bolognese skal være hengiven, rolig og opmærksom, med en legesyg side, men uden nervøsitet eller overdreven skyhed. Avl bør styre mod denne helhed af sund konstruktion, funktionel bevægelse, korrekt pels og stabilt, venligt sind, frem for ekstremer i størrelse eller pelsmængde.

Som en sjælden toy-race har Bolognese et relativt snævert genmateriale, hvilket gør bevidst styring af indavlsgraden afgørende. Brug altid koefficienten for indavl (COI) beregnet over så mange generationer som muligt; som tommelfingerregel tilstræbes COI under ca. 6–8 % på planlagte kombinationer, og gerne lavere end racens gennemsnit. Kombinér COI med slægtskabsbaseret parring (mean kinship), så du både holder indavlen nede og bidrager til at bevare racens genetiske bredde. Undgå “popular sire”-effekten, hvor få hanner leverer en uforholdsmæssigt stor del af næste generation; sæt interne loft over afkom pr. han, og fordel avlen på flere sundhedstestede individer. Mange sygdomme i små selskabshunde nedarves autosomalt recessivt, eksempelvis visse former for PRA (progressiv retinal atrofi). Her er målet at matche bærer til fri partner, ikke at udelukke bærere totalt, så man undgår genetiske flaskehalse. Andre tilstande, som patellaluksation og mitralklapsygdom, er komplekse, polygenetiske og miljøpåvirkelige; her er selektion over flere generationer, baseret på både egenstatus og slægtninges data, mest effektiv. Vær opmærksom på størrelsesrelateret risiko: ekstremt små avlsdyr kan give øget forekomst af dystoci, hypoglykæmi hos hvalpe og tandtrængsel. Hold dig tæt på racens midterområde for højde og vægt. Farvegenetikken er enkel: Bolognese skal være hvid, men ikke albinotisk; fuld pigmentering (næse, øjenrande, læber, trædepuder) er ønsket og bør prioriteres i avlsvalget. Genetisk diversitet kan styrkes gennem velovervejet internationalt samarbejde i racen, hvor sundhed, temperament og type vejer tungere end udstillingsmeritter alene. Dokumentér alt: slægtskab, helbredsdata og afkomsresultater, så du kan træffe valg baseret på fakta og ikke synsning.

• Selv om Bolognese overordnet anses for robust, er systematiske sundhedstests en hjørnesten i ansvarlig avl. Følgende anbefales som minimumsprogram:
• Patellaluksation: Klinisk undersøgelse og gradinddeling hos dyrlæge før avl, gentaget efter behov. Avl på grad 0, og vær restriktiv ved grad 1 i slægten.
• Øjenundersøgelse (ECVO): Årlig eller inden for 12–18 måneder før parring, hos specialuddannet øjenpaneldyrlæge, for at screene for PRA, katarakt og andre arvelige øjensygdomme.
• DNA-panel: Én gang pr. hund for at klarlægge bærerstatus for relevante mutationer (fx prcd-PRA, m.fl.), samt for at vurdere genetisk diversitet/heterozygositet. Brug resultaterne aktivt i parringsplanlægning.
• Hjertevurdering: Auskultation årligt fra 3–4 års alder for tidlig opsporing af mitralklapsygdom; ekkokardiografi ved mislyd eller familiær belastning.
• Hørelse (BAER): Selektivt, især ved usikkerhed om hørelse eller ved linjer med kendt problematik. Hvid pels kan være associeret med døvhed i visse racer; proaktiv screening er derfor fornuftig i små populationer.
• Hips/ortopædi: Røntgen ved mistanke om Legg-Calvé-Perthes eller ved ortopædiske tegn; ellers klinisk ortopædisk status som del af avlsgodkendelse.
• Tand-/mundhule: Tandskema og vurdering af bid, tandtrængsel og parodontal status; plan for tandprofylakse og avlsselektion mod udtalte problemer.
• Leverfunktion (galdesyretest): Selektivt hos små racer for at udelukke portosystemisk shunt, især ved kliniske tegn eller familiær historik.
• Infektionsscreening før parring: Brucellose-test ved import/international parring og efter risikoprofil. Sørg desuden for basisvaccinationer og parasitkontrol.
  Timing og registrering er vigtig: Indsamling af sundhedsdata fra søskende, forældre og afkom øger den genetiske “oplysning” og gør selektion mere præcis. Del resultater åbent via racens klub og DKK’s databaser, så hele populationen nyder godt af indsatsen.

Etik i avl handler om at sætte hundens velfærd over alt andet. Start med klare principper: Følg DKK’s til enhver tid gældende avlsregler og racens specialklubretningslinjer, inklusive alderskrav, tævens belastning og dokumentationskrav. Parring planlægges på tævens præmisser: korrekt fysisk og mental modenhed, passende kondition, optimal ernæring og dyrlægetjek før løbetid. Undgå “teacup”-tendenser; avl på ekstremt små individer kompromitterer fødedygtighed og hvalpevelfærd. Begræns antallet af kuld pr. tæve, giv fuld restitution mellem kuld, og stop avl, hvis reproduktion eller helbred indikerer det. Popular-sire management er etik i praksis: selv flotte championtitler må ikke give fripas til ubegrænset brug. Transparens er centralt: del sundhedsresultater, fortæl om kendte styrker og svagheder, og brug skriftlige parringsaftaler, der præciserer ansvar, ejerskab af data og beredskab ved komplikationer. Hvalpene skal prioriteres fra første dag: sikker drægtighed, fødsel under overvågning, om nødvendigt med fødselshjælp, og opvækst i stimulerende, renlige omgivelser. Implementér et dokumenteret socialiseringsprogram fra 3.–12. uge, der ruster den hengivne, rolige Bolognese til hverdagens lyde, håndtering og alene-træning, så racens tilbøjelighed til separationsstress forebygges. Etisk avl inkluderer “lifelong responsibility”: tag hvalpe tilbage ved behov, tilbyd købervejledning, og match kun hvalpe til hjem, der forstår racens pleje- og samværsbehov. Markedsføring skal være ærlig: “hypoallergen” betyder mindre fældning og ofte færre reaktioner, ikke at ingen får allergi. Prioritér funktionel pels, god pigmentering og sund anatomi over grooming-effekter. Når sundhedstests, diversitetshensyn og velfærd vægtes lige så højt som type og temperament, løfter du hele racens fremtid.

Valget af partner bør være databaseret og målrettet. Start med en klar avlsmålsætning: Hvad skal forbedres eller bevares i netop din Bologneses linje – temperament, knæstabilitet, pigment, pelsstruktur, størrelse eller bevægelse? Gennemgå stamtavlen 5–10 generationer tilbage, beregn COI for den planlagte kombination, og vurder slægtskab i både han- og hunlinjer. Sikr, at sundhedsprogrammet er gennemført hos begge hunde, og match eventuelle DNA-bærere med genetisk fri partner. Studér fænotype i detaljer: vælg en partner, der komplementerer dine svagheder, frem for at duplikere dem. En tæve med tendens til tandtrængsel bør parres med han med stærk underkæbe og korrekt tandstilling; let tear-staining søges modvirket med god øjenkantspigmentering, korrekt øjenform og tør øjenkant. Hold dig i midtfeltet for størrelse og substans for at reducere fødselskomplikationer. Temperament vejer tungt i en selskabshund: besøg potentielle partnere flere gange, vurder deres hjemmeadfærd, reaktion på fremmede, håndtering og miljøskift. Indhent oplysninger om søskende og afkoms mentalitet. Brug racens og DKK’s databaser samt internationalt netværk; sjældne racer drager fordel af velovervejet, geografisk bredt samarbejde. Aftal logistik, ejerskifte af sæd ved insemination, brugsret til resultater og opfølgning på hvalpenes helbred. Planlæg reproduktion professionelt: progesteronmålinger for optimal timing, brucellosetest ved behov, og beredskab for kejsersnit hos toy-racer. Efter fødsel indsamles data systematisk på hele kuldet – vægtkurver, tandfrembrud, knæstatus og eventuelle øjenfund – så næste avlsgeneration bygger på verificerede resultater, ikke formodninger.