Bolognese specialdiæter og ernæringsråd

Selv om Bolognese er kendt som en hypoallergen race i forhold til pels og skæl, gælder det ikke automatisk for maven. Fødevareoverfølsomhed kan optræde hos enhver hund, og den viser sig typisk som kløe, rød hud, tilbagevendende øreproblemer, tåreflåd/ansigtsfarvning eller løs mave. Hos små selskabshunde ser vi hyppigst reaktioner på bestemte proteiner (f.eks. kylling, okse, mælk, æg) og i sjældnere grad korn. Nøglen er at vælge et målrettet, letfordøjeligt foder med ren ingrediensliste og korrekt energi- og mineralbalance til en toy-hund på 2,5–4 kg.

Til diagnostik er de bedste valg enten en elimineringsdiæt baseret på novel protein (f.eks. and, kanin, vildt eller fisk) med én kulhydratkilde, eller et fuldt hydrolyseret veterinærfoder, hvor proteinerne er spaltet, så immunforsvaret ikke reagerer. En prøveperiode på 8–12 uger, helt uden andre proteinkilder eller godbidder, er nødvendig for at vurdere effekten. Når symptomerne er faldet til ro, kan man kontrolleret udfordre med enkeltingredienser for at kortlægge skyldneren.

Til den daglige drift kan et ”limited ingredient”-foder med få, tydelige råvarer være fordelagtigt. Vælg små kroketter, så Bolognesen kan tygge komfortabelt, og undgå kunstige farvestoffer og smagsforstærkere, som kan medvirke til misfarvning ved tåreflåd og gærvækst i ansigtspelsen. Et let fordøjeligt fedtindhold (12–18 % i tørstof) og moderate mængder fermenterbare fibre (f.eks. roefiber, FOS, MOS) stabiliserer maven. Probiotika og præbiotika kan være en stor hjælp ved sart tarm.

Hold øje med kalorieindholdet: Mange ”sensitive” og ”små racer”-fodre er energitætte. En voksen, kastreret Bolognese har typisk brug for omtrent 200–320 kcal/dag, afhængigt af vægt, kropskondition og aktivitetsniveau. Justér i små trin hver 1–2 uge efter afføringskvalitet, hud/ørestatus og kropsform.

Den legesyge, men forholdsvis rolige Bolognese trives med lejlighedsliv, hvilket gør portionskontrol afgørende. Selv få ekstra godbidder kan tippe balancen hos en hund på blot 3 kg. Stræb efter en huldscore på 4–5/9, hvor ribben kan mærkes let uden overflødig fedtpude, taljen ses oppefra, og buglinjen løfter sig fra brystkassen.

Beregn først hvileenergi (RER): 70 × (kropsvægt i kg^0,75). For 3,5 kg er RER cirka 180 kcal/dag. Multiplicér med 1,2–1,6 for vedligeholdelse (alder, køn, kastration og aktivitet). Mange voksne Bologneser ligger omkring 220–280 kcal/dag. Ved vægttab bruges 0,8–1,0 × RER som start, med ugentlig vejning (mål 1–2 % vægttab pr. uge) og justering ved behov.

Vælg et foder med moderat energi tæthed og høj mæthedsværdi: højere protein (26–32 %), fiber 6–12 % og eventuelt L-carnitin. Vådfoder eller opblødt tørfoder kan øge portionsvolumen uden for mange kalorier. Undgå fri adgang til mad; del i 2–3 præcist opmålte måltider. Lad ikke den charmerende ”tiggen” styre planlægningen – aftal faste regler i hele familien, så den kloge lille manipulator ikke får dobbeltgodbidder.

Aktivitet er vigtig, men skånsom: 20–30 minutters daglig bevægelse, fordelt i korte, sjove intervaller, er rigeligt. Brug søgelege, slikke-måtter og slowfeedere for mental mæthed. Overvej tandvenlige, kalorielette godbidder (f.eks. frysetørret hvidfisk i små stykker), og hold den samlede godbidsmængde under 10 % af dagens kalorier. Registrér alt, der ryger i munden – også det, der ”bare lige” faldt af køkkenbordet.

Selv om der ikke er velbeskrevne, racespecifikke sygdomme hos Bolognese, findes der flere tilstande, hvor diæt spiller en central rolle hos små selskabshunde.

Mave-tarm: Ved kronisk, sart mave kan et letfordøjeligt GI-foder med moderat fedt, tilsat præ-/probiotika og opløselige fibre, give ro i systemet. Ved mistanke om foderallergi er hydrolyseret diæt guldstandarden i udredningen.

Højt fedt og pancreatitis: Små hunde er sårbare over for fettrige rester. Efter en akut pancreatitis anbefales et lavfedt-foder (ofte <10 % fedt i tørstof) og nøje godbidskontrol. Undgå fede oste, pølser og stegesky.

Urinveje: Toy-racer kan udvikle krystaller/sten (struvit eller calciumoxalat). Diæt kan ændre urinens pH og mineralbalance, men vigtigst er høj vandindtagelse for at fortynde urinen. Brug vådfoder, tilføj vand til maden, og tilbyd hyppige tisseture. Specifikke urinsten-diæter vælges i samråd med dyrlægen og afhænger af stentypen.

Tænder: Parodontose er udbredt hos små racer. Diæter med tandteknologi (VOHC-godkendte) og større, sprøde kroketter kan reducere plak, men erstatter ikke tandbørstning. Et foder, der opmuntrer til tygning, kan være en værdifuld del af den daglige rutine.

Vægtbærende led: Ved løs knæskal (patella luxation) lindrer slankekur og muskelstyrke belastningen; et ledstøttende foder eller tilskud kan overvejes.

Hvalpe og småtspisende: Toy-hvalpe kan være disponerede for lavt blodsukker. Tilbyd 3–4 måltider dagligt af et energitæt, fuldfoder til vækst, og undgå fasteperioder over 6–8 timer. Tal med dyrlægen ved sløvhed, rystelser eller opkast.

For mange ejere betyder ”naturlig” enten hjemmelavet eller rå (BARF). Det kan fungere, men kræver stringent planlægning for en lille hund med smalt sikkerhedsmargin. Ubalancer i calcium-fosfor, jod, kobber, zink og vitamin D er almindelige i egenkomponerede opskrifter og kan på kort sigt give hud-/pelsproblemer og på længere sigt påvirke knogler og immunforsvar. For en 3 kg Bolognese kan selv små fejl blive store.

Hvis du ønsker hjemmelavet, så få en recept udarbejdet af en certificeret veterinær ernæringsekspert, og brug et komplet vitamin-/mineraltilskud, som matcher opskriften. Indfør opskriften gradvist over 5–7 dage, og mål vægt hver uge i den første måned. Vælg magre, veltilberedte proteiner, sikre kulhydrater (f.eks. ris, havre) og grøntsager i hundevenlige mængder; pas på løg, hvidløg, druer/rosiner og krydderier, som er giftige.

Råfodring indebærer risiko for bakterier (Salmonella, Campylobacter) og skader fra ben. Hos små hunde er risikoen for tandfrakturer og forstoppelse særligt problematisk, og råfodring frarådes i hjem med børn, ældre eller immunsvækkede. Hvis du alligevel vælger råt, så følg strenge hygiejneregler, undgå hele knogler, og anvend fuldfoderopskrifter, der er næringsbalancerede.

”Naturligt” kan også være kommercielt foder med kort ingrediensliste, gennemsigtighed om råvarers oprindelse, uden kunstige farver og med omega-3 fra fisk eller alger. Rotationsfodring mellem 2–3 kompatible, komplette fodre kan give smagsvariation og bredere næringsstofprofil, men skift langsomt for at beskytte en sart mave. Husk, at naturligt ikke automatisk betyder sundt – næringsmæssig komplethed og korrekt energiindtag er altid vigtigst.

Tilskud kan være nyttige, når de løser et konkret behov, og når basisfoderet allerede er fuldt og balanceret.

Omega-3 (EPA/DHA): Godt til hud, pels og lavgradig inflammation. Sigt efter cirka 40–100 mg kombineret EPA+DHA pr. kg kropsvægt dagligt, fra fiske- eller algeolie. Start lavt, og øg gradvist for at undgå løs mave.

Probiotika: Ved sart tarm eller efter antibiotika kan 1–3 milliarder CFU dagligt af dokumenterede stammer (f.eks. Enterococcus faecium, Lactobacillus- eller Bacillus-stammer) stabilisere afføringen og reducere gas. Vælg produkter med batch- og stammeangivelser.

Ledstøtte: Glukosamin, chondroitin og grønlæbet musling kan være relevante ved patellaproblemer eller alderdom. Effekten er moderat og individuel; vurder efter 8–12 uger.

Tandhelse: VOHC-godkendte tyggeben og tanddiæter har dokumenteret effekt på plak/tandsten. Klorhexidin-gel eller -servietter kan supplere tandbørstning.

Hud/pels: Biotin og zink kan støtte hudbarrieren hos hunde med tør pels, men giv kun målrettet og undgå overdosering. Ofte dækker et kvalitetsfuldfoder behovet.

Multivitaminer: Kun nødvendige ved hjemmelavede opskrifter, der kræver et komplet balancetilskud. Undgå at ”dobbelt-dosere” vitaminer over et allerede komplet fuldfoder.

Tåreflåd/ansigtsfarvning: Fokusér først på grundårsager (tænder, øjne, hudfolder, foderreaktion). Undgå ”mirakelpulvere” med antibiotika. God øjenhygiejne, korrekt klipning omkring øjet og et rent, enkelt foder hjælper oftest mest.

Som tommelfingerregel: Ét tilskud ad gangen, klart mål, og evaluer effekt systematisk. Tal med dyrlægen, hvis din Bolognese får medicin eller har kronisk sygdom.