Nødsituationer med Borzoi: Beredskab og førstehjælp

En velforsynet førstehjælpskasse er fundamentet for et godt beredskab, når du lever med en Borzoi. Som stor, dybbrystet mynde med silkeblød pels og tynd hud, har Borzoien særlige behov for bandagering, immobilisering og skånsom håndtering. Sammensæt derfor en kasse, der både rummer basisudstyr og race-specifikke løsninger. Det skal med: • Sterile saltvandsampuller (0,9 % NaCl), så du kan skylle øjne og sår, uden at irritere vævet. • Sterile kompresser i flere størrelser, non-stick sårpuder samt ruller af gazebind. • Elastisk, selvklæbende bandage (f.eks. Cohesive/VetWrap), der ikke klæber til pelsen. • Polstring (bomuldsvat/underlag) og lette skinner (aluminium/foam), så lange lemmer kan støttes, hvis der er mistanke om fraktur. • Blødt mundkurv eller snudebånd i mynde-model, da en smertepåvirket hund kan nappe, selv om den er kærlig af natur. • Termometer (rektalt) og vandbaseret gel, så du kan måle kropstemperatur hurtigt. • Klotang og blodstandsende pulver til negleskader. • Engangshandsker, saks med stump spids, pincet/flåtfjerner og et par engangstæpper (folie og fleece) til varmebevarelse. • Chlorhexidin 0,05 % til huddesinfektion, kun til omkringliggende hud – aldrig i øjne eller dybe sår. • En oppustelig krave eller kegle (E-collar), så øjne og sår beskyttes mod gnidning. • En flaske 3 % brintoverilte kan medtages, men må kun bruges til at fremkalde opkast, hvis dyrlægen udtrykkeligt instruerer det. Dokumentér desuden vigtige numre: din faste dyrlæge, nærmeste døgnåbne dyrehospital og forsikringsoplysninger. Læg et kort med din Borzois vægt, normale værdier (puls 60-90/min, respiration 10-30/min, temp. 38,0-39,0 °C) og eventuelle kendte sygdomme eller medicin. Opbevar kassen tørt og tilgængeligt, og gennemgå indholdet hver 6. måned, så du udskifter udløbet materiale.

Nogle akutte situationer ses hyppigere hos Borzoi end hos andre racer, fordi de er store, dybbrystede og meget hurtige. Kend tegnene, så du handler korrekt og hurtigt. Mavedrejning (GDV): Som dybbrystet race er Borzoi i risikogruppen. Typiske symptomer er rastløshed, spændt og udspilet bug, savlen og forgæves opkastforsøg. Det er en livstruende tilstand, der kræver øjeblikkelig kirurgisk behandling. Giv hverken mad eller vand, forsøg ikke selv at afhjælpe – kør direkte til dyrehospital. Overophedning/hedeslag: Mynder kan overophede ved fartlege eller i varmt vejr, især hvis pelsen er våd og der er høj luftfugtighed. Tegn er voldsom halspusten, rød tunge, svaghed og evt. kollaps. Flyt hunden i skygge, påbegynd aktiv afkøling med lunkent (ikke iskoldt) vand og en ventilator, og stop kølingen, når temperaturen når ca. 39,5 °C. Søg dyrlæge, da følgeskader kan opstå. Kramper: Beskyt hunden mod at slå sig, hold afstand til munden, og mål tiden. Kramper over 5 minutter eller gentagne anfald kræver akut dyrlægehjælp. Kvælning/fremmedlegeme: Hoste, kvælningslyde og cyanotiske (blålige) slimhinder er røde flag. Hvis hunden kan trække vejret, skal du undgå at rode i munden, da du kan skubbe emnet længere ned. Bliver den bevidstløs, kan HLR og modifikationer af Heimlich for hunde være nødvendige – få kursus i forvejen. Øjenskader: Borzoi jagter med synet, hvorfor hornhindesår og øjenlæsioner ses. Skyl forsigtigt med saltvand, undgå at hunden gnider øjet, og søg dyrlæge samme dag. Traumer/forstuvninger: Lange, fine lemmer og tynd hud gør dem sårbare for flænger og ledskader efter høj fart eller sammenstød. Stabiliser, læg trykbandage ved blødning, og begræns bevægelse, indtil dyrlægen har undersøgt hunden.

Forgiftninger sker oftest via indtag af humanmedicin, rottegift, chokolade, vindruer/rosiner, xylitolholdige produkter eller ibenholtgrøn snegl (sneglemiddel). Mynder har lavt underhudsfedt og kan reagere kraftigt på visse stoffer, hvorfor tidlig indsats er afgørende. Gør sådan: 1) Bevar roen og fjern adgang til toksinet. 2) Notér præcist, hvad der er indtaget, mængde, styrke og tidspunkt. Gem emballage. 3) Ring straks til din dyrlæge eller nærmeste døgnåbne dyrehospital for instruktion. 4) Fremkald aldrig opkast på egen hånd, medmindre dyrlægen specifikt beder dig gøre det – nogle stoffer (ætsende midler, petroleum, skarpe genstande) gør opkast farligere. 5) Ved hudkontakt, skyl med rigeligt lunkent vand og mild sæbe; ved øjeneksponering, skyl med saltvand i 10-15 minutter. Typiske tegn på forgiftning er sløvhed, opkast/diarré, savlen, rystelser/kramper, blege eller meget røde slimhinder og unormal puls. Xylitol giver ofte pludseligt blodsukkerfald og kan føre til leverskade; rottegift kan give indre blødninger dage efter eksponering; ibuprofen/naproxen skader mave-tarm og nyrer. Medbring altid hunden til vurdering, hvis indtaget kan være moderat til stort, eller hvis tegnene udvikler sig. Aktivt kul anvendes kun efter faglig vurdering. Efter behandlingen bør hunden holdes i ro, mens du overvåger vejrtrækning, puls, slimhindefarve og vandladning. Hos Borzoi, som kan være forsigtige spisere i hjemmet, ses forgiftninger ikke nødvendigvis hyppigt, men de kan være alvorlige, fordi toksikokinetikken varierer hos mynder. Hav derfor en plan, så du kan handle hurtigt, hvis uheldet er ude.

Korrekt førstehjælp kan være forskellen på hurtig heling og langvarige komplikationer. Borzoiers tynde hud og lange ben kræver blide hænder og god polstring. Blødning: Læg direkte tryk med sterile kompresser i 5-10 minutter uden at løfte for at kigge. Siver det igennem, så læg flere lag ovenpå. Ved pulserende blødning eller blege, kolde slimhinder, skal du køre til dyrlæge straks. Tourniquet bruges kun i livstruende situationer og med korrekt teknik. Flænger og trævlet hud: Skyl med saltvand, dæk med non-stick pude og let bandage. Borzoi-pels filtrer let sammen med tape, så brug selvklæbende bind og undgå klæb på pels. Pote- og trædepudesår: Skyl, tør forsigtigt, læg polstret bandage, og brug en beskyttende støvle, så bandagen holdes ren og tør. Skifter den gennemvædes, øges infektionsrisikoen. Forstuvning/fraktur: Stabiliser ledet over og under det skadede område med polstring og en let skinne. Flyt hunden så lidt som muligt, og løft helst ind i bilen med støtte under bryst og bagpart. Øjenskader: Skyl kun med saltvand, undgå tryk, og sæt E-collar på, så hornhinden beskyttes. Overvågning for shock: Hurtig puls, svaghed, kolde ekstremiteter og blege eller grålige slimhinder er alarmsignaler. Hold hunden varm med tæpper, læg den på siden med hovedet let fremskudt, og søg akut dyrlægehjælp. Smertebehandling: Giv aldrig humanmedicin som ibuprofen, naproxen, paracetamol eller aspirin – de kan være livsfarlige. Dyrlægen ordinerer sikre præparater. Husk, at mynder, herunder Borzoi, kan reagere anderledes på bedøvelse og visse sedativa; informér altid om racen, når du ankommer. Rehabilitering: Ved led- og bruskskader, herunder Osteochondrosis Dissecans (OCD), er kontrolleret hvile, vægtkontrol og gradvis genoptræning afgørende. Følg øvelsesprogram, så du forebygger sekundære skader.

Lav en klar plan for, hvornår du ringer, og hvor du kører hen. Søg akut hjælp, når: • Du mistænker mavedrejning (udspilet bug, rastløshed, forgæves opkast). • Der er betydelig blødning, eller slimhinderne er blege/grå. • Hunden har vejrtrækningsbesvær, blålige slimhinder eller kollaps. • Kramper varer over 5 minutter, eller der opstår flere anfald samme døgn. • Der er penetrerende sår, øjenskader eller mistanke om fraktur. • Overophedning ikke normaliseres hurtigt trods afkøling. Ring også ved mulig forgiftning, selv om hunden virker upåvirket. Når du kontakter dyrlæge, er det hjælpsomt, at du oplyser: vægt, alder, symptomer og deres varighed, målt temperatur, hvad du allerede har gjort, medicin/sygdomshistorik og forsikringsoplysninger. For en Borzoi er det relevant at nævne, at racen er en dybbrystet mynde, som kan have øget risiko for GDV og kan være følsom over for visse bedøvelsesmidler. Drøft på et roligt tidspunkt med din dyrlæge, om forebyggende gastropeksi er relevant, hvordan du bedst reducerer GDV-risikoen (små, adskilte måltider, ro før/efter fodring, undgå voldsom motion efter mad), og hvordan et genoptræningsprogram bør se ud ved ledproblemer. Hav altid en transportplan: et stabilt bur eller sele, tæpper, og en rampe, hvis hunden er tung. Gem adressen til nærmeste døgnklinik og planlæg rute og parkering, så du ikke mister dyrebar tid, når uheldet er ude.