Bracco Italiano - Ansvarlig avl og genetik

Bracco Italiano er en stor, stående jagthund fra Italien i FCI gruppe 7, kendt for sin blide karakter, store udholdenhed og et særegent, skulptureret hoved med lange ører. Racen skal fremstå harmonisk og atletisk, med en rektangulær kropsramme og en funktionel, jordvindende bevægelse. Hanner måler typisk 58–67 cm og tæver 55–62 cm, med en vægt omkring 25–40 kg. Pelsen er kort, tæt og glat, og farverne er hvid, hvid med større eller mindre aftegninger i nuancer fra lys orange til kastaniebrun eller hvid spættet med de samme farver.

Hovedet er langt og tørt med en let konveks næseryg, et moderat stop og veludviklede, men ikke overdrevne læber. Ørerne er lange, fine og ligger tæt ind til kinderne. Øjnene er ovale, med et venligt udtryk. Bidet er saksebid. Kroppen har en dyb brystkasse, robuste lemmer og stærke poter, som tåler et langt dagsværk i marken. Bevægelsen skal være flydende og rummelig, med et stærkt trav, der afspejler racens arbejdskapacitet. I Danmark er halekupering forbudt, hvorfor hale og pels skal være naturlige og funktionelle.

Temperamentet er centralt for avlsstandarden: Braccoen skal være kærlig, entusiastisk og intelligent, med en samarbejdsvillig, blød natur, god impulskontrol og stabilt nerveapparat. Den er sjældent hård i temperamentet, hvorfor uønsket nervøsitet eller aggressivitet ikke tolereres i avl. Da racen er udviklet til jagt, prioriteres næse, stand, søgsmønster, førbarhed og apporteringsevne højt. Avlen bør tilgodese funktion før form og undgå ekstremer – for megen løs hud, markant ektropion/entropion, tung krop, korte overarme eller for stejle skuldre er kontraproduktivt for sundhed og arbejdsduelighed. Plejebehovet er beskedent, men ugentlig gennemgang af pels, hud og især ører er en del af racetypisk vedligehold.

En ansvarlig avlsstandard for Bracco Italiano samler derfor tre ben: funktionel anatomi, sundhed og et venligt, arbejdsvilligt temperament, der passer til racens aktive liv med mere end to timers daglig motion.

Bracco Italiano er stadig relativt sjælden i Danmark, hvilket gør bevidst genetisk styring afgørende. Med en lille population øges risikoen for genetiske flaskehalse, popular-sire-syndrom og stigende indavlskoefficient (COI). Et centralt mål er at fastholde genetisk diversitet, så racen bevarer robusthed og fertilitet samt reducerer risikoen for ophobning af recessive fejl.

Planlæg parringer med COI over 10 generationer holdt så lavt som praktisk muligt, ideelt under 6 %. Brug både stamtavleanalyse og moderne værktøjer (f.eks. MyDogDNA/Embark eller klubværktøjer), som estimerer slægtskab og heterozygositet. Undgå matadorhan-effekten ved at fordele brugen af populære hanner, så én han ikke sætter et uforholdsmæssigt stort genetisk aftryk i en årgang. Rotér hanner, og overvej import af sæd eller avlsdyr fra ubeslægtede linjer for at øge den effektive populationsstørrelse.

Håndter recessive anlæg strategisk. Hvis en hund er bærer af en kendt variant, kan den – under ansvar – parres med en fri partner, så afkom kun bliver bærere og ikke afficerede. Dette bevarer værdifulde egenskaber, uden at man kasserer hele linjer. Transparens om bærerstatus er afgørende for at undgå utilsigtede bærer × bærer-parringer i næste generation.

Balance mellem funktion og eksteriør er et genetisk anliggende. Selektér på jagtligt drive, næse og samarbejdsevne samtidig med korrekt anatomi og sundhed. Undgå at snævre avlen ind omkring en smal tolkning af type (f.eks. meget tunge læber eller overdrevne hudfolder), da det kan kompromittere øjen- og hudsundhed. Planlæg på tværs af tre generationer, og målret langsom, stabil fremgang frem for hård selektion i én generation, som ofte reducerer diversitet. Samarbejd med racens klubber i Italien og Norden, del sundheds- og præstationsdata åbent, og brug internationale databaser til at monitorere genetiske tendenser.

Der er ikke veldokumenterede, racespecifikke arvelige sygdomme, som dominerer hos Bracco Italiano, men racen deler generelle risici med andre store, stående jagthunde. Et struktureret sundhedsprogram før avl er derfor nødvendig for at forebygge problemer og dokumentere status.

Ortopædi: Røntgenundersøg hofter (HD) og albuer (ED) efter FCI’s protokol. Avl bør fortrinsvis ske på hunde med HD A/B og ED 0. Overvej supplerende skulderrøntgen (OCD) ved bekymring i linjen. Registrér resultater centralt, så klub og kolleger kan bruge data.

Øjne: Gennemfør en ECVO-øjenundersøgelse inden for 12 måneder før parring. Hos tunghovedede racer ses lejlighedsvis ektropion/entropion, distichiasis og “cherry eye”. Hunden bør ikke anvendes i avl ved klinisk betydende øjenlidelse eller efter kirurgisk korrektion for entropion/ektropion. PRA er ikke kendt som udbredt i racen, men hold øje med familiehistorik.

Ører og hud: De lange ører disponerer for otitis externa. Dokumentér sunde ører ved klinisk tjek og otoskopi; udeluk hunde med tilbagevendende, kroniske infektioner. Vurder læbefolder og hud for irritationsproblemer, og undgå avl på udtalte hudfolder.

Infektionsscreening og reproduktion: Test begge parter for Brucella canis før avl, især ved importlinjer eller international parring. Sikr basisvaccination, parasitkontrol og et normalt kropshul (BCS 4–5/9). Hos tæver anbefales præ-avlsundersøgelse med almen klinik, hæmatologi/biokemi og reproduktionsvurdering; hos hanner kan sædanalyse være nyttig ved første brug. Progesteronmåling og eventuelt vaginalcytologi optimerer timing.

DNA og diversitet: Der findes ikke obligatoriske, Bracco-specifikke DNA-tests, men et raceagnostisk panel kan identificere sjældne varianter og give et laboratorieberegnet COI/heterozygositet, som supplerer stamtavle-COI. Test specifikke varianter (f.eks. prcd-PRA, HUU eller DM) kun, hvis de er dokumenteret i slægten.

Praktik og alder: Vent med første parring, til hunden er skeletmoden og mentalt klar (typisk omkring 24 måneder). Følg DKK’s til enhver tid gældende avlsrestriktioner for alder, antal kuld og pauser mellem kuld.

Ansvarlig Bracco-avl sætter hundens velfærd først og bygger på åbenhed, dokumentation og langsigtet ansvar for afkommet. Start med en ærlig vurdering af sundhed, temperament og funktion. En Bracco skal være kærlig, førbar og stabil – usikkerhed, lydfølsomhed eller aggressive tendenser er uforenelige med avl.

Transparens er nøglen: Del sundhedsresultater, reproduktionshistorik og eventuelle kendte problemer i linjen med avlspartner og hvalpekøbere. Undlad bevidst at avle for “sjældne farver” eller ekstreme træk; hold dig til standardens farver og en moderat, funktionel type. I Danmark er halekupering ulovlig, og avlen skal respektere gældende dyrevelfærdslovgivning og DKK’s regler.

Tænk på målgruppen. Bracco Italiano kræver mere end to timers daglig motion og et aktivt hjem. Planlæg avl efter reelt behov, før du laver et kuld, og match hvalpe til hjem, der kan dække racens mentale og fysiske behov. Indarbejd en tydelig socialiseringsplan fra 3–12 uger, inklusive håndtering, lyde, forskellige underlag, korte bilkørsler og positive møder med mennesker og andre hunde. Et godt temperament er både arveligt og miljøformet.

Etiske retningslinjer bør omfatte skriftlig købsaftale, sundhedsattester, garantiordning og livslang tilbagekøbs-/omplaceringsforpligtelse. Respektér passende pauser mellem kuld og tævens helbredstilstand ved hver drægtighed. Undgå matadorhan-praksis og samarbejd hellere i netværk, så avlsmateriale fordeles bredt. Transport og international avl skal planlægges, så stress og smitterisiko minimeres.

Kort sagt, etik er ikke en tillægsydelse, men fundamentet: Vælg kun avl, når kombinationen løfter racens sundhed, adfærd og funktion – og når du som opdrætter kan stå på mål for hvalpenes velfærd hele livet.

At vælge den rette avlspartner til en Bracco Italiano kræver en helhedsvurdering af sundhed, temperament, funktion og genetisk diversitet. Start med sundhedsdata: HD A/B, ED 0 og en aktuel, fri ECVO-øjenattest er minimum. Udeluk hunde med klinisk betydende ektropion/entropion, kronisk otitis eller hudfoldsproblemer. Gennemgå familiehistorik for ortopædi, øjne og eventuelt mavedrejning (GDV).

Temperament og anvendelse vejer tungt. Vælg partnere, der bekræfter racens venlige, samarbejdsvillige natur og har dokumenteret jagtligt potentiale gennem markprøver, apportering og vandglæde, eller igennem struktureret træning og praktisk jagt. Undgå at forstørre svagheder: par en meget blød, let stressbar hund med en rolig, selvsikker partner; korrigér for konstruktion (f.eks. skuldervinkel, overlinje, poter) uden at ofre bevægelse og holdbarhed.

Genetik og slægtskab: Beregn COI over 10 generationer, og sigt lavere end populationens gennemsnit. Vurder faktisk slægtskab (kinship) mellem de to hunde, ikke kun deres individuelle COI. Overvej internationalt samarbejde eller sædimport for at undgå gentagelse af de samme hanlinjer. Brug tilgængelige EBV’er for HD/ED, hvor klub eller kennelklub tilbyder dem.

Praktik: Match størrelse og proportioner for at reducere risikoen for fødselskomplikationer; ekstremt tunge hanner til små tæver øger risikoen for store hvalpe. Planlæg logistik, sundhedstests og parringstidspunkt via progesteronkurver, og aftal klare betingelser for parring, gentagelse og registrering. Hav en plan B (f.eks. kølesæd/frossen sæd) for at sikre timing.

Efter avlen: Følg op på afkommets sundhed, temperament og præstationer over tid. Del data åbent med racens klub – det er råmaterialet til næste, endnu bedre avlsbeslutning.