Træningsguide til Brandlbracke: Metoder, der virker

Brandlbracke er en mellemstor, robust støver med selvstændige jagtinstinkter og et roligt, venligt væsen i hjemmet. For at få en lydhør familiehund, der samtidig kan arbejde, skal træningen bygge på samarbejde, konsekvens og stor respekt for næsearbejde. Start tidligt med socialisering mod lyde, miljøer og mennesker, og lær hunden, at kontakt til føreren altid kan betale sig. Et markørord eller en klikker hjælper dig med at time belønninger præcist, hvilket er afgørende for en race, der hurtigt finder egen belønning i omgivelserne (dufte!).

Begynd med navnekendelse og kontaktøvelser, og læg derefter fundamentet: sit, dæk, bliv, plads og indkald. Træn i meget korte pas på 3–8 minutter, 2–4 gange dagligt, og afslut mens hunden stadig er engageret. Indfør en tydelig frikommando, f.eks. “fri”, så hunden ved, hvornår opgaven er slut. Øv ro-træning på en fast måtte; send Brandlbracken på måtten efter aktivitet og beløn rolig adfærd. Det giver en værdifuld on/off-knap i hverdagen.

Gå pænt i snor er obligatorisk for en sporstærk støver. Brug sele og belønningsbaseret løs line-træning: beløn for blød line og lav rolige U-vendinger, når linen strammes. En langline på 10–15 meter er uundværlig i indkaldstræningen, især udendørs. Lær en nødindkaldslyd (fløjte med dobbeltpip), der altid belønnes ekstraordinært. Træn først i have/indkørsel, byg så forstyrrelser gradvist på: fra lette dufte til vildtspor.

Skab en fast ugerytme: 3–4 korte lydighedspas, 1–2 næselege hjemme, et par gåture med strukturerede stop og kontaktøvelser, samt én længere tur med kontrolleret snus. Med den struktur bliver basislydigheden stærk – også når næsen fanger spændende spor.

Brandlbracke, også kendt som den østrigske sort og tan støver, tilhører FCI gruppe 6 (støver- og beslægtede racer). Den er skabt til at følge fært i kuperet terræn, hvilket betyder, at næsearbejde ikke bare er underholdning – det er et primært behov. Selvom daglig motion på op til en time rækker for mange familiehunde, kræver racen målrettet mental stimulering for at være tilfreds og afslappet.

Læg en klar plan for næsearbejde: start med enkle spor i kort græs med 5–10 minutters liggetid og 20–30 meters længde. Brug fødebelønning i hvert andet fodaftryk og en markering af sporslutten (en skål eller en genstand). Øg kun ét kriterium ad gangen: længde, liggetid, terræn eller vind. Når fundamentet er solidt, kan du gå mod schweissspor med blodklove, længere liggetider og vinkler, og senere forskellige forstyrrelser. Alternativt er mantrailing et glimrende bymiljø-supplement.

Indkald i jagtkontekst skal trænes systematisk. Brug fløjteindkald med kæmpe jackpot, og lad indkaldet give adgang til noget, hunden vil (Premack): “kom” – og derefter få lov at snuse igen. Arbejd i sæsonen med kontrolleret eksponering for vildtfært, altid i langline, og træn stand-by-adfærd (stå eller dæk) før frigivelse til snus. Lydrespons på afstand kan styrkes med tydelige håndsignaler og et kort, konsekvent kommando-vokabular.

Terræntræning er også kropslig: korte passager over væltede stammer, små stigninger og ujævnt underlag udvikler kropskontrol og forebygger skader. Afslut altid med ro på måtte eller næse-puslespil i hjemmet for at sikre mental nedregulering efter arbejde.

Som klassisk støver er Brandlbracke ofte mest motiveret af dufte. Brug det aktivt i træningen. Arbejd med en belønningsbank: højt værdisatte godbidder (tørret kød, ost), leg (træk/interaktiv jagtleg), social belønning og – vigtigst – kontrolleret adgang til at snuse. Anvend Premack-princippet: simple, ønskede adfærd (“kontakt”, “plads”, “kom”) udløser adgang til stærkere belønning (snuse i grøftekanten i 10–20 sekunder).

Brug et markørord (“dygtig”) eller klikker for præcis timing. Placer belønningen smart: giv godbidden tæt ved dit ben i lineføring for at forstærke position, kast den bag hunden efter indkald for at lave en naturlig bue tilbage til dig, eller læg den i sporslut for at gøre slutkassen ekstra attraktiv. Variation i belønning og en delvis variabel forstærkningsplan holder engagementet højt uden at gøre hunden afhængig af konstant godbidsgivning.

Træn i korte, succesrige sekvenser. Del øvelser op i lette trin og “shap” adfærden frem, i stedet for at lokke for længe med mad. Indfør ro som belønning: vejrtrækningsøvelser hos føreren, ro på måtte og stille kontakt giver pauser, der forebygger overstimulering. Undgå hårde korrektioner; de kan få en følsom støver til at lukke ned eller søge sin egen forstærkning i omgivelserne.

Planlæg “snusevinduer” på turene: 1–2 minutters fri snus på signal efter 2–3 minutters pænt-følge. Det skaber en klar kontrakt og reducerer trækket mod grøftekanten. Afslut hver session med en sikker succes, f.eks. et let indkald, så hunden bevarer lysten til næste pas.

Træk i snor: For en spororienteret hund er træk næsten selvforstærkende. Brug en veltilpasset sele til gåture og eventuelt en frontklips-sele til træning af løs line. Beløn enhver frivillig aflastning af linen. Når hunden trækker, stop roligt og vent på slip i linen, eller lav en blød U-vending. Undgå at gøre turen til tovtrækning.

Svært indkald: Et stærkt nødindkald kræver mange succeser uden forstyrrelser før mødet med vildtfært. Træn i have, derefter på tomme marker, og først til sidst i skov. Brug fløjte og betal med ekstra værdi (håndfodring i 5–10 sekunder, efterfulgt af frikommando til snus). Lad aldrig hunden prøve uden langline i vilde miljøer, før hitraten er 90 %.

Vokalisering/gøen: Støvere kan give lyd under ophidselse. Lær et “stil”-signal ved at belønne korte pauser i gøen og ved at tilbyde alternative adfærd (søg på måtte, tyggeaktivitet) i ophidsende situationer. Forebyggelse via passende næsearbejde og ro-træning er nøglen.

Reserverethed over for fremmede: De er normalt venlige, men kan være tilbageholdende. Brug kontrolleret socialisering: “se på – få godbid” (LAT-metoden), frivillige hilsner og retrettemulighed. Pres aldrig på kontakt.

Jagtlyst/selvstændighed: Management er en del af træning. Langline, GPS-halsbånd i nye områder, tydelige rutiner og belønning for at “tjekke ind” med dig hver 10.–20. meter skaber vaner. Træn “stå” under indkald, så du kan fryse hunden på afstand.

Sundhedsrelateret drift: Tjek hængeører efter skovture, tør ydre øregang let og hold øje med rødme/lugt. Inspicér poter for rifter og anvend potesalve ved slitage. Undgå hård aktivitet 60 minutter før/efter fodring for at skåne mave og undgå ubehag. Hold vægten slank for at minimere belastning på led.

Når fundamentet er på plads, trives Brandlbracke med opgaver, der kombinerer præcision og næse. Opbyg schweissspor: begynd med 200–300 meter, 2–4 timers liggetid, 2–3 rette vinkler og tydelig sporslut (klov + skål). Senere kan du variere underlag, introducere tilbagehop, længere liggetider og krydsforstyrrelser. Træn et roligt start-ritual (sele på, “søg spor” på lavt tonefald) og et lige så roligt slut-ritual (ro på måtte), så arousal kurven holdes kontrolleret.

Udbyg distancekontrol: “stå”, “dæk” og “sit” på afstand giver sikkerhed i naturen. Start på 2–3 meter uden forstyrrelser, brug tydelige håndsignaler og betal rigt. Kryb langsomt op i afstand og forstyrrelser, og indfør efterhånden variabel forstærkning, så adfærden holder, selv når vildtfært frister.

Dirigering og genstandssøg: Lær hunden at markere fund (frysmarkering eller ligge ved genstanden) frem for at apportere, hvis du vil have præcis lokalisering. Lav enkle feltsøg i højt græs med 3–5 små genstande, og øg feltet gradvist. Duftdiskrimination (f.eks. førerens duft på et filter) bygger fokus og udmønter racens næsearbejdspotentiale i hjemlige rammer.

Kropskontrol og skadesforebyggelse: Indfør balancepuder, lave cavaletti og kontrollerede bakkeøvelser 2–3 gange ugentligt for at styrke kernemuskulaturen. Hold pas på 5–8 minutter og sæt altid teknik over tempo. Afslut med stræk og ro for at sikre restitution.

Konkurrence- og aktivitetsidéer: Nose Work, schweissprøver, rallylydighed på begynder/øvet niveau og let canicross i kontrollerede distancer giver variation uden at overbelaste. Vælg aktiviteter, der passer til hundens alder, vægt (typisk 16–27 kg) og dagsform.