Breton - Ansvarlig avl og genetik

Breton, også kendt som Epagneul Breton, er en kompakt, kvik stående jagthund fra Frankrig. Den er blandt de mindste i FCI’s gruppe 7, men rummer stor arbejdslyst i et lille, praktisk format. Hanner måler typisk 48-52 cm, tæver 46-51 cm, og vægten ligger omkring 13-15 kg. Levetiden er 10-13 år. Pelsen er kort til halvkort, fin til middelkraftig, let bølget, og dobbeltpelset med moderat fjer på ører og ben – pleje ugentligt, gerne oftere, holder pelsen sund og huden fri for irritation. Farverne omfatter hvid og orange, hvid og sort, hvid og brun, samt broget eller skimlet (roan).

Helhedsindtrykket skal være harmonisk, kvadratisk og velvinklet, med god benstamme uden at blive tung. Hovedet er tørt med moderat stop, øjne intelligente og vågne, øreansætning høj og ørerne trekantede og ret korte. Bevægelsen er let, jordvindende og elastisk, der signalerer udholdenhed. Racen er ofte komfortabel i vand og trives i varieret terræn.

Temperamentet er et kardinalpunkt: Breton skal være livlig, venlig, førerblød og samarbejdende, med stærk næse og naturlig kontakt til føreren. Den kræver mere end 2 timers daglig motion og målrettet mental aktivering for at trives. Trods den store motor kan den fungere i et mindre hjem, forudsat at aktivitetsbehovet mødes, og at hunden indgår i et roligt, struktureret hverdagsliv.

Avl mod FCI-standarden bør altid afbalanceres med sundhed og funktion. Funktionel anatomi, der muliggør let, økonomisk bevægelse, sunde poter, korrekt skulder/overarm, stærk toplinje og velplaceret kryds, er helt centrale egenskaber for en alsidig jagt- og familiehund som Breton.

Ansvarlig Breton-avl kræver aktiv styring af genetisk diversitet. Med en relativt lille dansk population (moderat antal årlige oprettelser) risikerer racen populære hanhundesyndrom og stigende indavlskoefficient (COI). Sigt mod en 5-generationers COI under ca. 6-8 %, og undgå at genbruge de samme linjer i tæt sekvens. Brug gerne både stambogsværktøjer og genomiske COI-estimater fra moderne DNA-paneler, da de beskriver forskellige aspekter af slægtskab.

En racerelevant nøglefaktor er genet for naturlig stump hale (NBT). Mange Breton fødes med kort hale som følge af en TBX (T-box) mutation. Heterozygote dyr har kort hale, mens homozygoti for mutationen er embryonalt letal. Konsekvensen er praktisk: Parres to NBT-hunde, øger man risikoen for resorption af fostre. Den etisk sikre strategi er at parre NBT-bærer med fuldhalede partnere og at kende NBT-status via DNA-test, før parring planlægges.

Farvegenetikken – fx orange/hvid, sort/hvid, brun/hvid og roan – er sekundær til sundhed og funktion. Der er ikke veldokumenterede farvebundne sygdomskomplekser i racen, så farvevalg bør ikke snævre genpuljen unødigt. Undgå at selektere snævert for modefarver, da det accelererer tab af diversitet.

Indavlsdepression viser sig typisk ved lavere fertilitet, mindre kuld, øget hvalpedødelighed og diffuse sundhedsproblemer. Modvirk dette ved at sprede avlsbrug af hanhunde (maksimer antal halvsøskendefrie kombinationer), importere nyt blod, hvor det er fornuftigt, og ved at prioritere robuste, langtidssunde linjer. Balancér type, jagtlig funktion og mental sundhed, så racens signaturtræk – samarbejdsvilje, førerblødhed og arbejdslyst – bevares uden at skabe nervøsitet eller overdrevet skarphed.

Breton er generelt sund, men ansvarlig avl forudsætter dokumenteret helbred. Følgende test- og screeningspakke anbefales, inden hunden indgår i avl, og med passende gentagelser over livet:

• - Hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (ED): Røntgen og officiel scoring, tidligst ved 12 måneder, gerne 15-18 måneder for mere sikker vurdering. Avl på HD A/B og sunde albuer minimerer risiko i afkommet.
• Øjne: Årlig øjenundersøgelse (ECVO) for at screene for katarakt, PRA og andre arvelige øjensygdomme. Unge dyr screenes før første parring, herefter regelmæssigt.
• Skjoldbruskkirtel: Thyroideaprofil med T4/FT4, TSH og TPO-antistoffer fra 2 års alder, gentaget med intervaller. Hypothyreose i racen er oftest autoimmun – undlad avl på afficerede og vær varsom med TPO-positive dyr.
• Neurologi/epilepsi: Der findes ingen enkel DNA-test for idiopatisk epilepsi. Fravær af kramper hos hunden selv og nærmeste slægt, plus høj avlsalder for populære linjer, reducerer risiko. Indsaml helbredsdata fra søskende og afkom i familienetværk.
• DNA-panel: Test for NBT (TBX) hale-genstatus for parringstilrettelæggelse. Et bredt screeningspanel kan desuden identificere sjældne varianter, inkl. visse PRA-varianter og andre stofskifte-/neurologiske tilstande, hvor relevante.
• Infektionssikkerhed: Brucella canis-test af begge avlsdyr før parring, særligt ved import eller parring på tværs af lande. Vurder herpesvirus (CHV-1) risikostyring efter dyrlægeråd.
• Reproduktionsfysiologi: Tæver bør have normal cyklus, god fertilitet og stabilt huld (BCS 4-5/9). Hanhunde bør have testikelstatus og evt. sædanalyse, hvis de bruges bredt.

Supplerende sundhedspleje omfatter løbende vægtkontrol, tandstatus, ørepleje (racen kan få otitis i fugtigt miljø), og fodring med balanceret fuldfoder. Registrér kuldstørrelser (typisk 6 i snit, men 1-11 forekommer), drægtighedsforløb og neonatal overlevelse, og brug data i fremtidige avlsbeslutninger.

Etisk avl handler om at sætte hundens velfærd før præmier og efterspørgsel. Start med klare mål: sundhed, mental robusthed og funktion foran kosmetiske detaljer. Transparens over for hvalpekøbere og opdrætterkolleger er en forudsætning for tillid og langsigtet racestyring.

• - Avlsalder og hyppighed: Par ikke tæver før fysisk og mentalt moden alder, ideelt tidligst omkring 2. løbetid og ≥ 24 måneder. Giv tæven rigelig restitution mellem kuld, og begræns antallet af kuld pr. liv. Stop avl, hvis tævens trivsel kompromitteres.
• Hanhundebrug: Undgå populære hanhundesyndrom ved at sætte et loft over afkom fra én han i den nationale population, så genetisk variation bevares.
• NBT-etik: Planlæg parringer, så NBT ikke parres til NBT, af hensyn til embryonal levedygtighed og til ansvarlig genforvaltning.
• Mental sundhed: Avl ikke på hunde med udtalt angst, lydsensitivitet eller aggressivitet. Breton skal være livsglad, førerblød og samarbejdende, samtidig stabil i skud og vildtbehandling.
• Hvalpemiljø og socialisering: Sørg for roligt, rent fødemiljø, god prægning, tidlig neurologisk stimulering og kontrollerede miljøpåvirkninger. Racens energi kræver systematisk, venlig træning fra dag ét.
• Købermatch: Racen er ikke hypoallergen og kræver >2 timers daglig aktivitet. Match hvalpe med købere, der kan levere motion, næsearbejde og struktur – også i et mindre hjem.
• Kontrakter og livslang støtte: Tilbyd sundhedsgaranti, returret og rådgivning gennem hele hundens liv. Del helbredsdata åbent i racens netværk, så alle bliver klogere.

Valg af partner bør være en velovervejet balance af sundhed, temperament, funktion og type. Kort sagt, avl for helhedshunden.

• - Sundhed og genetik: Kombinér hunde med komplementære fortrin og uden overlappende risici. Match DNA-profiler, så bærere ikke parres sammen for samme variant. Kend NBT-status og planlæg herefter. Hold COI lavt – alternative linjer kan være mere værdifulde end den mest vindende han.
• Funktion: Breton er en stående jagthund; prioriter dokumenteret næse, søgsstil, samarbejde, blød mund og skudfasthed. Vandglæde og terrænsmidighed er plusser for alsidigheden.
• Mentalitet: Vælg stabile, venlige hunde med tydelig off-switch i hjemmet og tænd/sluk på arbejde. Test i virkelige miljøer – mark, skov, by – ikke kun på banen.
• Eksteriør: Se efter funktionel anatomi: korrekt front med god skulder/overarmsvinkel, stærk ryg/rygkryds, fast lænd, velkloede poter og korrekt pels. Undgå ekstremiteter, der hæmmer bevægelsen, eller overdrevne proportioner, der øger skadesrisiko.
• Praktiske hensyn: Logistik, tilgængelighed, kontraktvilkår, og avlsmål skal være gennemtænkt. Indhent referencer og se afkom, hvor muligt. Undersøg søskendeflokke for skjulte svagheder.

Planlæg parringen, så kuldet gavner racen frem for kortsigtet markedsføring. Et kuld bør have et klart formål: at bevare eller forbedre sundhed, mentalitet og jagtlig funktion hos Breton, i tråd med racens franske ophav og FCI’s standard.