Sundhedsguide for Briard: Forebyggelse og tidlig opdagelse

Briarden er en stor, arbejdsglad hyrdehund med en lang, bølget dobbeltpels. Racen er generelt robust, men den bærer en kendt risiko for flere specifikke lidelser, som det er klogt at kende og screene for. Albuedysplasi (ED) er blandt de vigtigste ortopædiske problemer. Tilstanden skyldes udviklingsforstyrrelser i albueleddet, hvilket giver smerte, stivhed og nedsat præstation, typisk fra unghundestadiet. Behandlingen spænder fra vægtkontrol, fysioterapi og tilpasset motion, til medicinsk smertebehandling eller kirurgi, afhængig af læsionernes art. Hos store racer ses også hofteledsdysplasi (HD), der kan give lignende symptomer; selv om den ikke er specifikt listet som typisk for Briard, bør den betragtes som en reel risiko.
Øjensygdomme er et andet fokusområde. Briarder forekommer med Congenital Stationary Night Blindness (CSNB), som giver livslang nedsat syn i dæmpet lys fra tidlig alder, ofte uden store dagvariationer, samt Progressive Retinal Atrophy (PRA), en arvelig, fremadskridende degeneration af nethinden, der over tid kan føre til blindhed. Begge tilstande kan identificeres via DNA-tests, og avlsdyr bør øjenundersøges regelmæssigt. Tidlig opdagelse hjælper ejeren med at tilpasse miljø og træning, så hunden trives på trods af nedsat syn.
Von Willebrands sygdom (vWD) forekommer i racen og medfører en blødnings-tendens på grund af mangel på et specifikt koagulationsprotein. Klinisk kan det vise sig som forlænget blødning efter små sår, negleklip eller tandfrembrud. Kendskab til hundens vWD-status er afgørende før enhver operation eller tandrens under anæstesi.
Hypothyreose (nedsat stofskifte) ses også i Briard. Den giver ofte snigende symptomer som træthed, vægtøgning, kuldskærhed, tør hud og pelsforandringer, samt tilbagevendende hud- eller øreproblemer. Diagnosen stilles med blodprøver (T4/TSH), og tilstanden behandles effektivt med livslang medicinering og opfølgning.
Som stor, dybbrystet race har Briarden en ikke ubetydelig risiko for mavedrejning (gastric dilatation-volvulus, GDV). Tilstanden opstår pludseligt og er livstruende, med opkastningsforsøg uden effekt, udspilet bug, uro og savlen. Akut dyrlægehjælp er påkrævet; forebyggende gastropexi kan overvejes hos disponeret hunde.
Pels og ører kræver særlig opmærksomhed. Den tunge, filtertilbøjelige pels kan skjule hudirritation og sår, og de behårede, hængende ører disponerer for ørebetændelse (otitis externa). Hot spots, hudfolderirritation og interdigital irritation kan opstå, hvis pelsplejen halter. Endelig er tandsygdom hyppig hos alle hunde, og Briardens robuste kæber kan maskere begyndende paradentose, indtil problemet er fremskredent. Systematisk tænder- og mundhulepleje er derfor en del af den samlede sundhedsstrategi.

Forebyggelse starter ved kilden. Vælg en ansvarlig opdrætter, der kan dokumentere sunde hofter og albuer (officielle HD/ED-resultater), normale skjoldbrusktal, gyldige øjenundersøgelser (ECVO) og DNA-test for relevante øjengener (CSNB, PRA) samt von Willebrands sygdom. Spørg til indavlskoefficient (COI) og sundhed i linjen. For familiehunde uden avlsplaner er dokumentation stadig værdifuld, da den guider din fremtidige sundhedsopfølgning.
Ernæring og vægtkontrol er næste søjle. Fodr hvalpe med et dokumenteret stor-race-hvalpefoder, der balancerer energi og calcium/fosfor (omkring 1,1–1,3:1), og undgå ekstra mineraltilskud. Målet er jævn, kontrolleret vækst – ikke hurtig vægtøgning. Hold kropshuldet stabilt i BCS 4–5/9 gennem hele livet. Vej månedligt, justér portioner proaktivt, og del dagration i 2–3 måltider for at stabilisere maven. Brug skål på gulvet frem for hævet skål, og anvend evt. slowfeeder for at dæmpe slugning. Undgå hård aktivitet lige før og efter fodring, som led i GDV-forebyggelse.
Motion skal matche racens behov for mere end to timers daglig aktivitet, men planlægges klogt. Indtil vækstzonerne er lukkede (ofte 18–24 måneder i store racer), bør højimpact, repetitiv spring/stop-leg begrænses. Prioritér varieret, underlagsskånsom motion, kontrollerede snuse- og hyrde-inspirerede opgaver, stabilitets- og kropskontroløvelser, samt mental stimulering (spor, næsearbejde, lydighed). Varm op og køl ned ved hver træning, og brug skridsikre underlag i hjemmet for at skåne led. Svømning er glimrende, men husk at Briardens tunge pels suger vand; skyl og tør grundigt for at forebygge hot spots.
Pels- og ørepleje er daglige rutiner. Børst systematisk i lag, så du kommer helt ind til huden, og kontroller hotspots-zoner: bag ører, i armhuler, lyske, hale og mellem tæer. Trim forsigtigt pels mellem trædepuder, og hold de dobbelte bagkloer velklippede og rene, så de ikke hænger fast eller generer. Rens ører efter behov med dyrlægens anbefalede ørerens, og tør ører godt efter bad og svømning.
Tandsundhed kræver forebyggelse: børst tænder 3–5 gange om ugen med hundetandpasta, suppler med godkendte tyggeprodukter, og planlæg professionelle tandeftersyn.
Sørg for opdaterede vaccinationer og helårlig flåtbeskyttelse, da flåtbårne sygdomme forekommer i Danmark. Lav en fast kalender for intern og ekstern parasitkontrol baseret på livsstil. Til risikohunde kan man overveje profylaktisk gastropexi i forbindelse med neutralisation, efter drøftelse med dyrlæge.

Tidlig opdagelse afhænger af, at du kender de små tegn, der kommer før de store problemer. Ved albue- eller hofteproblemer ses ofte stivhed efter hvile, modvilje mod at hoppe op i bil, kortere skridtlængde, “bunny hopping” i trav, eller at hunden sætter sig skævt. Nedsat lyst til at lege, orkefald på ture og irritation ved berøring over led kan også være signaler.
Ved CSNB og PRA er de første tegn ofte usikkerhed i skumring og mørke: hunden tøver ved trapper, støder let ind i møbler, eller følger hellere din stemme end visuelle signaler i dårligt lys. Udspilede pupiller og øget reflektering i øjenbunden kan forekomme. En simpel hjemmeobservation er at dæmpe lyset i et kendt rum og se, om hunden bliver mere usikker end normalt.
Von Willebrands sygdom kan vise sig som forlænget blødning ved småskrammer, næseblod, blod i spyt efter tygning på hårde genstande eller uforholdsmæssig blødning ved negleklip.
Hypothyreose giver gradvist tiltagende træthed, vægtøgning trods normal fodring, kuldskærhed, tynd eller mat pels, hårtab på hale og sider, samt tendens til tilbagevendende hud- eller ørebetændelser.
Hold også øje med tegn på mavedrejning: pludselig oppustet mave, rastløshed, uro, savlen og forgæves opkastninger. Søg akut hjælp ved mistanke.
Generelle røde flag omfatter nyopstået halthed, ændret appetit, markant øget tørst eller urinering, dårlig ånde, halitosis, hævelse omkring tænder, vedvarende ørelugt, eller sår der heler langsomt. Briardens lange pels kan skjule hudlæsioner, flåter og små sår, så regelmæssig, grundig håndgennemgang fra snude til hale er afgørende.

En struktureret sundhedsplan hos dyrlægen maksimerer chancen for tidlig opdagelse. For hvalpe anbefales besøg ved 8, 12 og 16 uger til vaccinationer, vækstkontrol, rådgivning om ernæring og pelspleje, samt baseline-ledvurdering. Ved 6–7 måneder og igen omkring 12 måneder foretages status på tænder (tandfrembrud og bid), adfærd og bevægeapparat.
Voksne hunde ses typisk årligt for fuldt helbredstjek, vaccinationer efter behov og parasitplan. I Briard er det fornuftigt at inkludere: kropshuld- og muskelstatus, ortopædisk bevægelsestjek med gang- og halteanalyse, øre- og hudstatus, mundhuleundersøgelse, samt basisblodprøver og urinprøve ved behov. Fra midalderen kan en årlig stofskifteprofil (T4/TSH) afsløre tidlig hypothyreose. Fæcesprøve til ormetjek planlægges efter livsstil.
Øjne bør kontrolleres jævnligt. Avlsdyr øjenundersøges årligt (ECVO), mens familiehunde med arvelig risiko eller observerede synsændringer bør få øjenlysning efter dyrlægens anvisning.
Før planlagte indgreb eller tandrens i fuld narkose kan test for vWD være relevant, så anæstesiplanen tilpasses. Ved vedvarende eller tilbagevendende halthed kan billeddiagnostik (røntgen/CT) og henvisning til ortopæd/fysioterapeut være afgørende.
Som forebyggelse af mavedrejning kan man, særligt hos dybbrystede individer eller hunde med familiær disposition, diskutere profylaktisk, laparoskopisk gastropexi, ofte i forbindelse med sen neutralisation. Endelig er en skræddersyet vaccinations- og flåtplan vigtig for hunde, der træner meget udendørs, går på hold eller rejser.

En Briard trives, når krop og hjerne aktiveres, og når rutiner understøtter sundhed i hver livsfase. Sæt mål for kropshuld og kondition, og planlæg årlige milepæle: tjek kropsvægt hver måned, udfør BCS-score, og justér foder og motion proaktivt. Arbejd med periodisering af træning: varier intensitet og indhold over ugerne, så hunden får restitution, styrketræning, udholdenhed og hjernegymnastik. På den måde opfylder du racens behov for mere end to timers daglig aktivitet uden at overbelaste led.
Dokumentér alt i en sundhedslog: vaccinationer, afføringsprøver, tandeftersyn, blodprøver, øjenfund, skader, haltheder og respons på behandling. Brug video af gang og løb som reference ved tvivl om subtile ændringer. Tegn en god sygeforsikring tidligt, inklusive tanddækning hvis muligt, og afsæt budget til forebyggende tandrens, fysioterapi og eventuelle specialistbesøg.
Til seniorårene (typisk fra 7–8 år) planlægges halvårlige helbredstjek. Justér energiindtaget, tilføj evidensbaserede ledtilskud efter dyrlægerådgivning (f.eks. omega-3 fra fisk), og tilpas miljøet med skridsikre underlag, rampe til bil og en god sele, der aflaster ved støttebehov. Hold pelsen kortere omkring bug og poter for at lette hygiejne og køling.
Tænk sikkerhed i hverdagen: undgå overophedning i sommerhalvåret, giv pauser og adgang til skygge og frisk vand, og tør hunden grundigt efter regn og svømning for at forebygge hudproblemer. Træn håndtering – tandbørstning, øre- og pote-eftersyn – så din Briard accepterer pleje roligt, også når den bliver ældre.
Afslutningsvis: samarbejdet mellem dig, opdrætter og dyrlæge er nøglen. Med systematisk forebyggelse, tidlig opdagelse og klog tilpasning af hverdag og træning, kan de fleste Briarder få et langt, aktivt og harmonisk liv.