Nødsituationer med Bullmastiff: Beredskab og førstehjælp

En Bullmastiff er stor, stærk og kærlig, men dens størrelse og prædisposition for visse akutte tilstande betyder, at din førstehjælpskasse skal være ekstra robust. En god kasse er ikke et erstatningsforløb for dyrlægehjælp, men den kan stabilisere, indtil I når klinikken.

Pak følgende i en solid, vandafvisende taske, som både kan stå hjemme og i bilen: digitalt termometer med fleksibel spids samt glidemiddel/vaseline; steril saltvandsopløsning og øjenskyllebruser; store non-stick kompresser, polstret gaze og selvklæbende elastisk bandage i brede ruller (7,5–10 cm) til den brede brystkasse og kraftige ben; hemostatisk gaze til større blødninger og blodstandsende pulver til negle; saks med afrundet spids, pinset, flåtfjerner og engangshandsker i XL; SAM-skinne (XL) til midlertidig immobilisering; polstrede potesokker/booties og sportstape til “stirrups”, så bandager ikke glider af; stor trekantklud eller et håndklæde, der kan bruges som løfteslynge; bred stofmundkurv eller snor til en improviseret mundkurv (anvendes aldrig ved åndedrætsbesvær, varme/kvalme eller opkast); tæppe til varme/kæling, køleelement og en batteridrevet ventilator; hunde-elektrolytopløsning og honning/sukker-gel til mistanke om lavt blodsukker; lommelygte/pandelampe; ekstra halsbånd/line; samt en liste over kontaktoplysninger til egen dyrlæge, dyrlægevagt og eventuel sygeforsikring.

For en kæmperace er logistik en del af beredskabet: Hav en rampe til bilen, et skridsikkert underlag til gulv og bagagerum, og en robust sele med sikkerhedsfastgørelse til transport. Opbevar kopi af journal/medicinliste, eventuelle laboratorieresultater (fx ved kendt hypothyreose eller hjertelidelse) og notér hundens aktuelle vægt, da dosering og triage ofte afhænger af den. Gennemgå kassen hver 6. måned, udskift udløbne artikler, og øv familiens roller, så alle ved, hvor udstyret er, og hvordan det bruges.

Start altid med ABC: luftvej (A), vejrtrækning (B) og kredsløb/blødning (C). Tal roligt, nærm dig fra siden, og brug mundkurv, hvis hunden er bange eller smertepåvirket – dog aldrig ved opkast, kramper eller vejrtrækningsbesvær.

Normale værdier for en voksen Bullmastiff: temperatur 38,0–39,2 °C, puls 60–100/min, respirationsfrekvens 10–30/min, slimhinder lyserøde med kapillærfyldningstid under 2 sekunder. Afvigelser, sammen med svaghed, blege gummer, kollaps eller udtalt smerte, er røde flag.

Varmeslag: Kæmperacer opvarmes hurtigt, særligt i sol, fugtigt vejr eller ved hård aktivitet. Tegn er stærk gispende vejrtrækning, savlen, røde eller grålige gummer, desorientering, opkast/diarré og kollaps. Flyt straks hunden i skygge, brug køligt (ikke iskoldt) vand over bryst, armhuler og lyske, læg ventilator på, og tilbyd små slurke vand. Stop aktiv nedkøling ved 39,5 °C. Søg altid dyrlæge, da organskader kan opstå.

Oppustethed/GDV: Bullmastiffen er en dybbrystet molosser og disponeret for mavedrejning. Klassiske tegn er rastløshed, mislykket forsøg på at kaste op, spændt trommestram mave, savlen og hurtigt forværrende kredsløbspåvirkning. Giv ikke mad, vand eller smertestillende, forsøg ikke at “rulle” hunden, men kør omgående til dyrlæge.

Kramper: Fjern farer, sluk lys/lyd, lad hunden være i fred og noter varigheden. Hold ikke i kæberne og put ikke noget i munden. Efter kramper holdes hunden varm og rolig, kontakt dyrlæge samme dag – akut, hvis kramper varer >3–5 minutter eller kommer i klynger.

Fejlsynkning/kvælningsmistanke: Hoste, pawing mod munden, cyanose eller pludselig kollaps kan ses. Tjek mundhulen, hvis det er sikkert, fjern synlige fremmedlegemer. Hvis ingen vejrtrækning og du mistænker obstruktion, kan abdominale tryk (hundens forpoter på gulv, armene rundt om maven lige bag ribbenskanten, 3–5 faste tryk opad) forsøges, og derefter mundhule tjek igen. Uanset udfald: til dyrlæge.

Traumer/fald: Stabiliser, kontroller blødning med direkte tryk, undgå unødige bevægelser, og kør til klinik.

Bullmastiffer er nysgerrige, stærke og kan åbne skraldespande eller skabe. Typiske toksiner er chokolade, xylitolholdige produkter (tandtyggegummi), druer/rosiner, menneske-smertestillende (ibuprofen, naproxen, paracetamol), rottegift, nikotin/cannabis, rengøringsmidler og frostvæske (ethylenglykol). Også kompost, løg/hvidløg og visse prydplanter kan være problematiske.

Førstehjælp: Fjern hunden fra kilden, gem emballage/prøve, og ring straks til dyrlæge eller giftlinje for instruktion. Giv ikke mælk, salt, kul eller madolie uden faglig anvisning. Fremkald ikke opkast, medmindre du specifikt bliver bedt om det – særligt ætsende, skummende eller olieholdige stoffer må aldrig bringes op igen. Ved hudkontakt skylles med rindende lunkent vand og mild sæbe i 10–15 minutter. Ved øjeneksponering skylles med rigelig steril saltvand i mindst 10 minutter, og hunden ses af dyrlæge samme dag.

Tegn på alvorlig forgiftning omfatter opkast, diarré, savlen, rystelser, kramper, blege eller meget røde gummer, næseblod/blødninger, hurtig eller besværet vejrtrækning og pludselig svaghed eller kollaps. Det er akut – kør til dyrlæge med prøver og emballage. Ring i forvejen, så teamet kan forberede dekontaminering, blodprøver og modgift, hvor relevant.

Husk, at en stor hund kan indtage store mængder, før symptomer ses. Tidlig kontakt til fagpersoner forbedrer prognosen markant, og korrekt håndtering de første minutter gør en stor forskel.

Blødning: Læg direkte tryk med store, sterile kompresser i 10–15 minutter uden at “kigge” for tidligt. Brug hemostatisk gaze ved kraftig blødning. Hvis blod siver igennem, læg flere lag ovenpå – fjern ikke det første lag. Hævede, blege gummer, svag puls eller kolde ekstremiteter er tegn på shock – hold hunden varm, lav hoved, og kør straks til dyrlæge.

Sår og bid: Bullmastiffens hud og underhud er tyk, og selv små huller kan skjule dybe lommer. Skyl med rigelig steril saltvand, klip pels væk omkring såret, og læg en let, ren bandage. Giv ikke salver i dybe sår. Alle bidskader skal vurderes af dyrlæge pga. infektions- og lommeproblematik.

Poter/neglerifter: Rens, stop blødning fra negl med blodstoppulver eller tryk, dæk med non-stick kompres, polstret gaze og elastisk bind. Lav “stirrups” med sportstape omkring tæerne, så bandagen ikke glider. Tjek tæerne for hævelse/kolde poter hver 15.–20. minut – løs bandagen, hvis den strammer.

Øjne: Racen kan have entropion og er derfor sårbar for hornhindesår. Ved smerte, knibning, tåreflåd eller uklarhed – beskyt øjet mod gnidning (krave/kræmmer), skyl forsigtigt med steril saltvand, og søg dyrlæge. Anvend ikke steroidholdige dråber uden undersøgelse.

Forstuvning, korsbåndsskade eller fraktur: Pludselig halte, manglende vægtbæring og smerte kræver ro, kold kompres de første 10–15 minutter og skånsom immobilisering. Brug SAM-skinne ved mistanke om fraktur, polstr godt, og undgå at stramme. Løft bagparten med håndklæde-slynge for at aflaste. Giv ikke human smertestillende.

Brændskader/kemiske ætsninger: Skyl med rigeligt lunkent vand i mindst 15 minutter, fjern halsbånd/snor, og dæk løst med sterilt materiale. Kør til dyrlæge.

Efterbehandling: Store, muskuløse hunde kan kompensere og “skjule” smerte. Planlæg opfølgning, brug skridsikre gulve i hjemmet, og begræns aktivitet efter skade – korte snorlufte, ingen trapper og ingen glatte overflader, indtil I har en plan fra dyrlægen.

Søg altid akut dyrlægehjælp ved: mistanke om GDV, kraftig blødning, alvorligt traume, vejrtrækningsbesvær, kramper >3–5 minutter, kollaps, manglende evne til at rejse sig, mistanke om gift, svære øjensmerter eller når du er i tvivl.

Ring før ankomst. Oplys race, alder, vægt, køn, kendte diagnoser (fx hypothyreose, hjertemislyd/subaortal stenose, cystinuri), medicin, forsikring, tidspunkt for symptomdebut og hvad der er sket. Følg anvisninger om ikke at give mad/vand og om transport.

Transport af en kæmpehund: Brug sele med sikkerhedsfastgørelse eller bur, læg skridsikkert underlag, og hold hunden varm. Mundkurv kan beskytte alle, men må ikke bruges ved kvalme/opkast eller dyspnø. Hav en rampe eller to personer til løft for at skåne rygge.

CPR, kun hvis hunden ikke trækker vejret og ingen puls mærkes: Læg hunden på højre side på fast underlag. Placér hænderne over den bredeste del af brystkassen, tryk 1/3–1/2 af brystdybden, 100–120 tryk/minut. Hvis du er alene, giv 30 kompressioner efterfulgt af 2 indblæsninger (forlæng snuden, luk munden, pust til brystet hæver sig). Skift ikke position unødigt, og fortsæt til hunden trækker vejret, eller til fagfolk overtager. CPR kræver øvelse – overvej et førstehjælpskursus målrettet hund.

Forebyggende snak med dyrlægen redder liv: Drøft GDV-risiko og om profylaktisk gastropexi er relevant, plan for varmesikring ved motion (>2 timer dagligt) og håndtering af kendte lidelser. Hav en årlig beredskabsgennemgang, og sørg for, at alle i husstanden kender nødplanen.