Kulturel historie af Cane da Pastore Bergamasco: Fra oprindelse til moderne tid

Cane da Pastore Bergamasco, på dansk ofte kaldet Bergamasco-hyrdehunden, stammer fra områdene omkring Bergamo i Lombardiet, Norditalien. I århundreder fulgte lokale hyrder deres får mellem de alpine sommergræsgange og Po-sletten om vinteren, og de havde brug for en robust, intelligent og selvstændig hund, der både kunne samle, styre og beskytte flokken. Det barske højfjeldsklima, med sne, is og store temperatursvingninger, formede racens mest særprægede kendetegn: den filtede, tætte pels i gråmelerede nuancer eller sort, som isolerer mod kulde, skærmer mod sol og afleder vand. Pelsen består af flere hårtyper, der fletter sig sammen i brede “flokke” – ofte fejlagtigt kaldet snore – og giver en naturlig panserbeskyttelse mod vejr, vegetation og eventuelle rovdyr. Racens temperament afspejler dens historiske funktion. Den er uafhængig, fordi den skulle kunne træffe beslutninger på afstand af hyrden, men samtidig social og stærkt flokorienteret, fordi samarbejdet med både mennesker og dyr var afgørende for succes på fjeldet. Den høje læringskapacitet og en naturlig ro gjorde Bergamascoen i stand til at læse terræn, afkode fårenes bevægelser og arbejde metodisk uden at skabe uro. Med tiden blev typen stabiliseret rundt om Bergamo, og lokale hyrder prioriterede funktion over form: En moderat bygget, stor hund (hanner 58–62 cm, tæver 54–58 cm, typisk 26–38 kg), udholdende og sikker på benene, med god næse og fin rumfornemmelse. Farverne forblev tæt på naturens palet – gråmeleret i alle nuancer og sort, eventuelt med anstrøg af rødbrunt eller grågult – fordi praktiske forhold og camouflage på alpegræsgange var vigtigere end dekorativ variation.

Fra middelalderen og frem til 1800-tallet var Bergamasco-hyrdehunden en integreret del af transhumansen – den sæsonvise flytning af husdyr mellem fjeld og dal. Hunden skulle drive flokken sikkert gennem stejle passager, holde sammen på dyrene i skov og tåge, og om natten fungere som vagthund mod tyve og rovdyr. Den flerfunktionelle rolle skabte en alsidig hyrdehund, der kunne skifte mellem finmotorisk hyrdearbejde og resolut beskyttelse. I takt med industrialiseringen og ændringer i landbruget i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet faldt behovet for store hyrdeflokke i Alperne, og racen gik tilbage i antal. Verdenskrige og urbanisering accelererede denne udvikling, og i midten af det 20. århundrede var Bergamascoen truet. Bevarelsen kom gennem et lille, dedikeret netværk af hyrder og kynologer i Norditalien, som indsamlede typiske, arbejdende eksemplarer og lagde grundlag for en mere systematisk avl. Den italienske kennelklub, ENCI, standardiserede racen i det 20. århundrede, og Bergamascoen blev siden internationalt anerkendt i FCI’s Gruppe 1 (hyrde- og kvæghunde). I anden halvdel af århundredet vandt racen langsomt fodfæste i udstillingsringen og som familiehund, men seriøse opdrættere bevarede fokus på sundhed, mental robusthed og hyrdeinstinkt. Import og eksport mellem Italien, Europa og senere Nordamerika skabte en smal, men voksende genpulje. Samtidig blev viden om pelsens korrekte udvikling konsolideret: De første flokke formes typisk i ungdomsalderen, hvorefter ejeren hjælper med at dele dem, så de bliver brede, luftige og funktionelle – et kendetegn, der adskiller Bergamascoen fra egentlige “corded” racer.

Bergamascoen er et levende symbol på den lombardiske hyrdekultur, hvor menneske, hund og får historisk har udgjort et tæt arbejdsfællesskab. I lokale traditioner, markeder og sæsonfester omkring kvæg- og fåreflytninger er hyrdehunden en naturlig del af fortællingen, og racens særlige silhuet med de filtede flokke vækker interesse, når den viser sig i byrum og på kulturarrangementer. I nyere tid har racen også fået en rolle som brobygger mellem land og by: Dens rolige, sociale væsen og moderate aktivitetsniveau gør den velegnet til opgaver, hvor den møder mange mennesker – eksempelvis demonstrationshyrdning ved landbrugsdage, pædagogiske forløb om husdyrbrug og, i begrænset omfang, som certificeret besøgshund for dem med hundeerfaring. Den visuelle identitet – en “moppefrakke”, der faktisk er en funktionspels – har gjort Bergamascoen til et ikon for naturlig tilpasning og bæredygtigt brug af dyr i hårde miljøer. Samtidig har racen inspireret samtaler om bevaring af gamle arbejdsracer i en moderne verden, hvor funktioner ændres hurtigere end genetik. I hundesport repræsenterer Bergamascoen en sjældent set kombination: Den er ikke sprinter som en border collie, men udmærker sig i næsearbejde, balanceopgaver og rolige, præcise discipliner. Dette forankrer et kulturelt narrativ om tålmodighed, eftertænksomhed og samarbejde – værdier, der traditionelt har præget livet i bjergene. For familier, der vælger racen i dag, bliver den ofte en samtalestarter om håndværk, landbrug og naturforståelse, hvilket fastholder kulturarven i hverdagen.

Moderne avl af Cane da Pastore Bergamasco balancerer tre hensyn: sundhed, mentalitet og type. Den globale bestand er relativt lille, hvorfor samarbejde mellem lande er centralt for at undgå snæver avl og populær-han-effekt. Seriøse opdrættere arbejder med stamtavleanalyser, koefficient for indavl over flere generationer og målrettet udveksling af linjer for at bevare genetisk variation. Helbredsmæssigt ligger fokus især på hofteledsdysplasi, hvor hoftefotografering og avl på sunde linjer har høj prioritet. Som dybbrystet race kan Bergamascoen i sjældne tilfælde udvikle mavedrejning (GDV), hvilket har ført til oplysning om fodringsrutiner og, i enkelte tilfælde, profylaktisk gastropexi efter veterinærfaglig vurdering. Pelsen er et særligt avls- og plejetema: Målet er brede, elastiske flokke, der lufter huden og bevarer funktionalitet. Overdreven, snoragtig pelsekstremer, som kompromitterer hudsundhed eller bevægelse, frarådes. Temperamentsmæssigt prioriteres den klassiske kombination af uafhængighed og social stabilitet: en hund, der kan tænke selv, men som samtidig er samarbejdsvillig og tryg i moderne omgivelser. Internationalt har racen fundet små, men engagerede miljøer i Europa og Nordamerika. I Danmark er den fortsat sjælden, men interesse for hypoallergen-lignende racer med lav fældning, kombineret med overskueligt motionsbehov (cirka en time dagligt, suppleret med mental stimulering), har givet et langsomt voksende publikum. Klubarbejde og opdrætternetværk prioriterer åbenhed om sundhedsdata, adgang til rådgivning om pelspleje samt træningsvejledning, der matcher racens læringsstil og selvstændighed.

Fremtiden for Bergamascoen afhænger af, at racen bevares som en funktionel hyrdehund i sind og krop, samtidig med at den trives i moderne familier. Klimaændringer og urbanisering stiller nye krav: Pelsen skal plejes, så den ventilerer i varmere somre, og ejere skal være opmærksomme på grundig tørring efter bad og regn for at forebygge hudproblemer. Digitale værktøjer til populationsforvaltning, genetiske sundhedsdatabaser og internationale avlsaftaler vil være nøgler til at fastholde diversiteten. Træningsmæssigt ligger potentialet i næsearbejde, spor, sporadiske hyrdeaktiviteter og samarbejdsorienterede lydighedsformer, som respekterer hundens selvstændige problemløsning. Uddannelse af ejere er et andet fokusområde: Forventningsafstemning om pelsens særlige udvikling, korrekt socialisering og rolig, konsekvent ledelse mindsker omplaceringer og bevarer racens omdømme. Sundhedsmæssigt kan bedre dataindsamling på tværs af lande yderligere afklare racens lave, men eksisterende risici for hofteledsdysplasi og mavedrejning, så forebyggelse kan skræddersys. Endelig rummer racen et kulturformidlingspotentiale: ved at deltage i landbrugsdage, naturvejledning og bevaringsprojekter kan Bergamascoen fortsat være ambassadør for den alpine hyrdetradition. For opdrættere betyder fremtiden en vedvarende indsats for gennemsigtighed, moderat eksteriør og mental sundhed; for familier betyder den en stabil, social og intelligent ledsager, der kræver daglig pleje og meningsfuld aktivering, men som belønner indsatsen med loyalitet, ro og en unik kulturel historie i huset.