Cavalier King Charles Spaniel - Ansvarlig avl og genetik

Cavalier King Charles Spanielen er en selskabshund i FCI gruppe 9, og racens standard beskriver en harmonisk, moderat bygget toyspaniel med et blødt, venligt udtryk. Idealmålet er 31-33 cm i skulderhøjde for begge køn, og vægten ligger typisk mellem 5,4 og 8 kg. Udtrykket formes af et let hvælvet kranie med moderat stop, en næse med åbne næsebor og en velproportioneret næseryg, der hverken må være for kort eller for lang. Øjnene skal være store, mørke og runde uden at være udstående, med stram pigmenteret øjenrand for at beskytte hornhinden. Ørerne er lange, rigt behårede og højt ansatte, men falder tæt ind til hovedet.

Kroppen er kompakt uden at være tung, med en middellang, tør hals, en lige, fast ryg og et bryst med moderat forbryst og tilstrækkelig dybde. For- og bagbensvinklerne skal være afbalancerede, så bevægelserne bliver frie, jordvindende og elastiske. Hale bæres muntert i ryglinje uden at krølle ind over ryggen. Pelsen er silkeblød, middel i længden og kan være let bølget, aldrig krøllet. Faner på ører, bryst, ben og hale er ønskelige. Tilladte farver er fire: blenheim (kastanjebrun på perlemorshvid bund), tricolour (sort og hvid med tan-aftegninger), ruby (ensfarvet rubinrød) samt black and tan (sort med tan-aftegninger).

Temperamentet er racens varemærke: kærlig, blid og yndefuld, uden spor af nervøsitet eller aggressivitet. I avlen bør man aktivt udvælge hunde, der trives i hverdagens mange situationer, da Cavaliers er tæt på deres mennesker. Samtidig bør standarden læses sundhedsmæssigt: tilstrækkelig næselængde og åbne næsebor for god vejrtrækning, runde, men ikke udstående øjne for at mindske risiko for øjenirritation, korrekt saksebid, fast lænd og velfungerende knæ for stabile bevægelser. En Cavalier må aldrig avles hen imod ekstrem brachycephali eller overdreven øjenstørrelse, da det kompromitterer velfærden.

Cavalieren er en relativt lille population med kendte arvelige udfordringer, og målrettet genetisk styring er derfor central. Start med at arbejde aktivt med indavlskoefficienten, COI. Som tommelfingerregel bør COI på 5-10 generationer holdes så lav som praktisk muligt, ideelt under 6,25 procent og gerne under 5 procent. Kombinér stambogsanalyser med gennemsnitligt slægtskab, så du ikke utilsigtet parrer nært beslægtede linjer. Begræns brugen af såkaldte matadorhanner; en enkelt han bør ikke stå for mere end cirka 3 procent af et års registreringer, så den effektive populationsstørrelse beskyttes.

Flere centrale sygdomme i racen er polygenetiske tærskel-træk, især mitralklapsygdom (MVD) og Chiari-lignende malformation med syringomyeli (CM/SM). Her kan man ikke DNA-teste sig til en simpel bærer/ikke-bærer-status. I stedet reduceres risiko gennem kombinationen af sund fænotype, avlsalder, dokumenteret frihed hos forfædre og, hvor tilgængeligt, avlsværdier eller risikomodeller. En veldokumenteret strategi mod MVD er at bruge avlsdyr, der er hjertelydsfri ved minimum 2,5 år, og som har forældre, der var hjertelydsfri ved 5 år eller ældre. Den strategi hæver tærsklen for klinisk debut og skubber sygdommen til senere i livet.

For CM/SM peger forskningen på en sammenhæng mellem ekstrem hovedtype og højere risiko. Vælg derfor en moderat hovedtype med tydelig næseryg og god kraniekapacitet. MRI-gradueringer (A, B, C osv.) og matrices for kombinationer kan hjælpe til at matche hunde, så afkommets forventede risiko reduceres. Det er bedst at scanne ved modne aldre, typisk fra 2,5-3 år, da SM kan være aldersafhængig.

To alvorlige, men simple, recessive tilstande har tilgængelige DNA-tests: Episodic Falling (EF) og Dry Eye Curly Coat Syndrome (DE/CC). Her gælder, at man kan parre clear til carrier uden syge hvalpe, men man bør undgå carrier til carrier. Ved konsekvent at registrere og dele resultaterne kan man bevare genetisk variation uden at indsnævre genpuljen unødigt.

Husk, at farvegenetik i racen kun i begrænset omfang påvirker sundhed. Det er tilladt at blande helfarver og parti-farver, men vær opmærksom på udstillingsmæssige præferencer. Lad altid sundhed, temperament og funktion gå forud for kosmetik.

En ansvarlig Cavalier-avl bygger på systematiske, gentagne helbredsundersøgelser og dokumentation. Følgende tests og screenings er racerelevante:

Hjerteundersøgelse for MVD: Alle avlsdyr bør have årlig kardiologisk auskultation fra ca. 1 års alder. Før parring anbefales, at hunden er fri for bilyde ved minimum 2,5 år. Ekko-kardiografi kan tilføje værdifuld information, særligt ved tvivlstilfælde eller lette bilyde. Følg et aldersbaseret avlsprogram, hvor forældre er fri ved 2,5 år, og bedsteforældre fri ved 5 år eller senere, for at skubbe debutalderen for MVD.

MRI for CM/SM: Magnetresonansskanning af kranie og cervikal ryg anbefales til avlsdyr fra ca. 2,5-3 år. Brug en racerelevant scoringsprotokol og matrice til at matche A- og B-klassificerede hunde, så forventet risiko i afkommet bliver lavere end forældrenes. Husk, at fravær af kliniske symptomer ikke udelukker SM, og at alder er vigtig for vurderingen.

DNA-tests: To recessive tilstande har sikre DNA-tests: Episodic Falling (EF) samt Dry Eye Curly Coat (DE/CC). Test én gang i livet, og registrér status. Par clear til carrier for at bevare variation, men undgå carrier til carrier. Dokumentér resultater i offentligt tilgængelige databaser, hvor muligt.

Patellaluksation: Undersøgelse ved ortopædkendt dyrlæge fra minimum 12 måneders alder, gerne gentaget i voksenlivet. Avl kun på hunde med grad 0, eller i særlige tilfælde forsigtigt med stabile grad 1 kombineret med partner med dokumenteret grad 0 og god, funktionel bevægelse.

Øjenundersøgelse: Årlig ECVO-screening anbefales for at monitorere hornhinde, tåreproduktion og linseforandringer. Keratoconjunctivitis sicca (KCS) kan være et problem; Schirmer tåretest kan supplere. Udeluk hunde med klinisk relevante kroniske øjenproblemer fra avl.

Supplerende sundhed: Tjek tænder og bid for korrekt saksebid og fuldt tandsæt, vurder luftveje (åbne næsebor, fri vejrtrækning under motion), mål kropskondition regelmæssigt for at undgå overvægt, og overvej hofter og albuer, hvis der er kliniske tegn eller familiær historik. Et baseline-blodpanel før avl kan være nyttigt for tæver. Infektionskontrol før parring omfatter ormebehandling, opdaterede vaccinationer og, hvor relevant, herpesvirus-vaccination efter dyrlægens rådgivning.

Etisk avl starter med hundens velfærd før, under og efter avl. Cavaliers er først og fremmest familiehunde, og avlsdyr skal trives som sådanne. Vælg kun sunde, mentalt stabile individer med racetypisk kærligt temperament. Hunden må ikke vise angst, overdrevet skyhed eller aggressivitet. Velfærd går forud for rosetter og salgstal.

Alder og belastning: Tæver bør tidligst bruges i avl omkring anden eller tredje løbetid og ideelt efter 2 år, når både krop og sind er modne, og nødvendige helbredstjek er gennemført. Planlæg maksimalt et moderat antal kuld pr. tæve med passende pauser imellem, så hun kan restituere fuldt. Sæt en øvre aldersgrænse, typisk 7-8 år, afhængigt af helbred og dyrlægens vurdering. Kejsersnit bør ikke normaliseres; oplever en tæve dystoci, bør man nøje overveje, om hun overhovedet skal avles videre.

Transparens og datadeling: Del alle relevante sundhedsresultater åbent, inklusive mindre flatterende fund. Brug klubdatabaser og internationale registre, så købere og kolleger kan foretage informerede valg. Undlad at skjule tidlig hjertelyd, neurologiske symptomer eller øjenproblemer i linjen.

Genetisk ansvar: Balancér risiko-reduktion med bevarelse af genetisk diversitet. I stedet for at udelukke hele familier ved enkelte observationer, brug målrettede parringer, hvor svagheder kompenseres af en partner med dokumenteret styrke. Undgå overdreven brug af populære hanner, og hold COI lav.

Opdrætteransvar: Forbered hvalpene på livet gennem systematisk socialisering, miljøtræning og positive håndteringsøvelser fra 3-8 uger. Udlever skriftlige pasningsvejledninger, købsaftale med sundhedsgaranti, og tilbyd livslang support. Hav altid en tilbagekøbs- eller omplaceringsklausul, så ingen Cavalier ender i klemme.

Start med at definere dine mål: sundhed først, derefter temperament og funktionel type, og til sidst kosmetiske detaljer som farvefordeling. Indsamle fuld dokumentation på begge hunde: nyere hjerteattest, eventuelt hjerteskanning, MRI-rapport og grad, DNA for EF og DE/CC, patellastatus samt seneste ECVO-øjenattest. Vurder derefter stamtavlen for COI og slægtskab over 5-10 generationer, og kontroller, at du ikke gentager samme populære forfædre i tæt lag.

Se hundene i virkeligheden. Vurder næselængde, næsebor, øjenform, pigment, overlinje, kryds, haleansætning og bevægelse i trav. Cavaliers skal være atletiske nok til daglig motion på op til en time; vælg derfor hunde, der kan bevæge sig frit og ubesværet. Temperamentet skal være blidt og socialt, men ikke nervøst; observer håndtering hos fremmede og ro i nye miljøer.

Match svagheder med styrker. Har tæven en tendens til korte næsepartier, så vælg en han med tydelig næseryg og god luftvej. Har linjen tidlig MVD, så prioriter en partner, der er hjertelydsfri i høj alder og har nære forfædre, der var det samme. Ved CM/SM bruges MRI-matricer til at kombinere grader, så forventet risiko i afkommet reduceres.

Planlæg praktikken: Lav en skriftlig parringsaftale, der beskriver honorar, gentagelsesret, ejerskab af sæd, ansvar ved få eller ingen hvalpe og hvad der deles af data. Planlæg progesteron-testning for optimal timing, smitteforebyggelse før under og efter parring, og sørg for rolig transport og ophold. Efter parring aftales opfølgning, herunder ultralydscanning, kost, motion og fødselsforberedelse.