Clumber Spaniel - Ansvarlig avl og genetik

Clumber Spanielen er en middelstor, tungbenet og lavtstillet jagtspaniel, udviklet i England og navngivet efter Clumber Park i Nottinghamshire. Den tilhører FCI gruppe 8, sektion 2 (Stødende jagthunde), og er skabt til rolig, vedholdende søgning i tæt terræn. Idealtypen er kompakt, stærk og funktionel, med en rektangulær kropsprofil, dyb brystkasse, kraftig knoglebygning og en bred, tør lænd. Hanner vejer typisk 25–32 kg, tæver 20–27 kg; skulderhøjden ligger omtrentlig på 43–51 cm. Hovedet er markant uden overdrivelser: godt udviklet skalle, moderat stop, tørre, tætsluttende læber i praksis, samt middelstore, let mandelformede øjne, der ikke må være runde eller fremstående. Øjenrandene skal være sunde og funktionelle; en anelse synlig haw kan forekomme, men udtalte øjenlågslidelser er uønskede. Ørerne er store, vinbladsformede og bæres tæt til hovedet. Bidet er normalt saksebid. Haleansætningen er lige og i forlængelse af ryglinjen; bevægelsen er jordvindende, elastisk og ubesværet, uden rul eller paddling. Pelsen er lige, tæt og vejrbestandig med rige faner; farven er overvejende hvid med citrongule eller orange aftegninger og eventuelt let fregning. Racen fælder moderat til kraftigt, og kræver regelmæssig pelspleje. Levetiden ligger omkring 10–12 år. Temperamentet er roligt, morsomt og gentleman-agtigt: en lydig, intelligent og venlig hund, som knytter sig stærkt til familien. Clumber Spanielen er ofte glad for vand, men er ikke bygget til langvarig svømning i hårde forhold. Daglig motion bør være moderat (45–75 minutters afmålt aktivitet plus næse- og hjernetræning), særligt med fokus på lav-impact underlag, da racen er tungt bygget. Hypoallergen er den ikke. Ideelt hjem er roligt med adgang til have, men racen tilpasser sig lejlighedsliv, hvis dens aktivitets- og pelsplejebehov mødes. Typisk kuldstørrelse ligger på 5–8 hvalpe. Bidstyrken er moderat for størrelsen og må aldrig kombineres med skarphed. Ved avlsudvælgelse prioriteres funktionel sundhed, frie bevægelser, korrekt temperament, pigment og sunde øjen- og ørelåg, så racens oprindelige brugsformål og trivsel bevares.

Clumber Spanielen har en relativt lille avlspopulation i Skandinavien, og i Danmark registreres der få kuld årligt. Det stiller skærpede krav til bevidst håndtering af indavl og genetisk diversitet. Indavlskoefficient (COI) bør holdes så lav som praktisk muligt over 5–10 generationer, og helst under racens gennemsnit, da høj COI øger risikoen for recessive sygdomme, nedsat fertilitet og svækket immunrespons. Brug både stamtavlebaseret COI og, hvis tilgængeligt, genomiske diversitetsprofiler (f.eks. MyDogDNA/Optimal Selection), som kan afsløre skjult slægtskab. Undgå nært beslægtede parringer, også når de involverer populære, prisbelønnede individer. Populær han-effekten skal begrænses; fordel parringer på flere genetisk forskellige hanner, og koordinér gerne internationalt for at bringe nye linjer ind, dog med samme sundhedsstandard som hjemme. Flere nøgleegenskaber i racen er polygenetiske, herunder hofte- og albuedysplasi, øjenlågsfejl (ektropion/entropion), samt hud- og øreproblemer. Avlsfremskridt opnås bedst ved at kombinere lav COI, konsekvent sundhedsscreening og brug af avlsværdital (EBV), hvor de findes. En vigtig monogen lidelse i Clumber er PDP1-mangel (pyruvatdehydrogenase-fosfatase 1), nedarvet autosomalt recessivt. Den kan give svaghed, nedsat ydeevne og neurologisk påvirkning. DNA-test bør indgå i avlsstrategien; bærere kan bevares i avlen, når de parres med genetisk fri partner, så racens diversitet ikke indskrænkes unødigt. Farvegenetikken omfatter overvejende piebald-hvid med citrusrøde aftegninger; stærkt hvidt præget pels kan hos nogle racer øge risikoen for medfødt døvhed. Clumber er ikke udpræget ramt, men BAER-hørescreening er fornuftig, særligt til avlsdyr. Endelig bør man styre mod moderat type. Overdreven masse, for løse øjenlåg og alt for tungt skind øger sundhedsrisikoen uden at bidrage til funktion. Avlsmålet bør være en arbejdbar, holdbar spaniel med sund bevægelse, robust psyke og langtidsholdbar anatomi.

En ansvarlig avlsplan for Clumber Spaniel inkluderer både officielle screeninger og kliniske vurderinger, timet hensigtsmæssigt og tolket nøgternt. Hofter: Røntgen med officiel FCI-bedømmelse efter minimum 12–18 måneder; A eller B foretrækkes i avl. C kan i særlige tilfælde bruges med A-partner, hvis avlsværdi og søskendedata taler for det, men må ikke blive normen. Albuer: Røntgen og scoring, idealet er 0; undgå parring af hunde med klinisk albueproblematik. Øjne: ECVO-øjenundersøgelse inkl. øjenlågsvurdering før første parring og derefter med 1–2 års interval. Gentagne fund af ektropion/entropion, der kræver korrektion, er diskvalificerende for avl. PDP1: DNA-test en gang i livet; kun kombinationen fri × fri eller bærer × fri er acceptabel. Thyreoidea: Udvidet stofskifteprofil (TT4/FT4, TSH og gerne TgAA) fra ca. 2-årsalderen og gentaget i avlsperioden, da hypothyreose er rapporteret i racen. Hørelse: BAER-test anbefales til avlsdyr, især ved udtalt hvidt hoved og svag pigmentering. Hjerte: Klinisk auskultation hos kardiolog er fornuftig, selv om racen ikke har en stærk racepredisposition; dokumentér fravær af mislyde før parring. Ryg/IVDD: Der findes ingen standardiseret præavlsscreening, men hunde med kliniske rygproblemer bør ikke indgå i avl, og stærkt langryggede, lavtgående ekstremer fravælges. Generel præavlsvurdering: Ortopædisk og neurologisk status, hud/ører (kronisk otitis og foldproblemer frarådes i avl), tandstatus og bid. Fertilitet og smittebeskyttelse: Ved parringer på tværs af grænser, eller ved kennelkontakter, anbefales test for Brucella canis (serologi/PCR) til begge avlsdyr. Hanner kan med fordel sædanalysers før planlægning, og tæver tjekkes for normal cyklus. Ernæring og vægt: Hold kropskonditionen ved 4–5/9, og brug stor race-vækstfoder til unghunde for at minimere risiko for dysplasi. Saml og del data: Registrér sundhedsresultater for hele kuld og nære slægtninge, og del dem med raceklubben for at styrke avlsbeslutningerne.

Etikken i Clumber-avl begynder med respekt for individets velfærd og racens langsigtede sundhed. Avlsdyr bør være fysisk og mentalt modne: tæver tidligst ved 20–24 måneder og hanner fra ca. 18–24 måneder, når sundhedsdata foreligger. Tæver bør have passende intervaller mellem kuld, og et maksimalt antal kuld fastsættes ud fra helbred, moderens restitution og veterinær rådgivning. Overvægt, gentagne kejsersnit og kroniske medicinske tilstande er klare stopklodser. Transparens er central: offentliggør sundhedsresultater, DNA-status og eventuelle bemærkninger fra øjen- og ortopædiske undersøgelser. Giv skriftlig sundheds- og tilbagekøbsaftale til hvalpekøbere, og tag ansvar for hele hvalpens livscyklus, herunder at tage hunden retur ved behov. Etisk avl undgår ekstreme træk; jag efter funktionel type, ikke prangende overdrivelser. Temperament prioriteres højt: nervøsitet, aggressivitet eller vedvarende lydsensitivitet er uforenelige med racens formål og bør udelukke avl. Socialiserings- og miljøprogram for hvalpene planlægges på forhånd, så de møder forskellige underlag, lyde, mennesker og håndtering, hvilket mindsker adfærdsproblemer senere. I en lille population er det særligt vigtigt at undgå populær han-syndromet; fordel parringer på flere hanner og koordiner med raceklubben om anbefalinger. Respektér gældende lovgivning om halekupering og dyrevelfærd. Planlæg whelping med beredskab: kend nærmeste vagtdyrlæge, hav udstyr klar, og monitorér tæven tæt i drægtigheden, herunder vægt, kondition og eventuel medicinsk behandling. Endelig, vær ydmyg over for data: evaluér kulds sundhed og mentalitet ærligt, og justér avlsplanen i lyset af facts, ikke følelser.

At vælge den rette partner til en Clumber Spaniel kræver en struktureret, datadrevet proces, der samtidig respekterer racens funktion. Start med målsætning: hvad vil du forbedre eller bevare – hofter, øjenlåg, bevægelse, ryg-linje, pelsstruktur, næsearbejde, temperament? Lav dernæst en shortlist baseret på dokumenterede sundhedsresultater (hofte/albue, øjne/øjenlåg, PDP1, thyreoidea), temperament og merit i brug og udstilling. Kontroller COI for de planlagte kombinationer, og prioritér kombinationer under racens median, eller som markant sænker din kennels gennemsnit, uden at gå på kompromis med sundhed. Brug søskendedata og afkomsdata, hvor de findes; en han med mange sunde, velfungerende afkom er ofte et bedre valg end en uprøvet champion. Kig kritisk på eksteriør og funktion: vælg en partner, der komplementerer – en tung, kortbenet tæve kan have gavn af en mere moderate, lettere han med friere front og bedre skulder, mens en let, tør tæve kan matches med en han med korrekt substans, så helheden stadig er funktionel. Vurder bevægelse på hårdt og blødt underlag, og se hunden i terræn, hvis muligt. Undersøg stamtavlers diversitet, og overvej internationalt samarbejde for at udvide genbasen, så længe sundhedsstandarden er ens. Aftal praktiske forhold tidligt: smittebeskyttelse (B. canis-test), logistik, kontrakt, ejerskab af frosset sæd og brugsret, samt plan B, hvis tæven ikke tager. Efter kuldet, følg systematisk op på sundhed og mentalitet i hele kuldet, og del resultaterne – det er det mest værdifulde input til dit næste avlsvalg.