Dalmatiner - Ansvarlig avl og genetik

Dalmatineren er en stor, atletisk og udholdende race, der er skabt til at bevæge sig effektivt over lange distancer. Oprindelsen spores traditionelt til Adriaterhavskysten/Dalmatien, og racen er i dag placeret i FCI Gruppe 6 (Drivende jagthunde, sporhunde og beslægtede racer), standard nr. 153. Voksne hunde måler typisk 48–61 cm ved skulderen og vejer ca. 24–35 kg. Levetiden ligger ofte omkring 11–13 år.

Helhedsindtrykket skal være kvadratisk og tørt, med god knoglekraft uden at blive grov. Ryglinjen er fast, brystkassen dyb med god forbryst, og lænden kort og muskuløs. Bevægelserne er frie, jordvindende og elastiske, med et korrekt for- og baghjul, der arbejder parallelt. Temperamentet er værdigt, intelligent og udadvendt; en Dalmatiner skal være venlig og samarbejdsvillig uden skarphed, men kan være naturligt opmærksom og reserveret over for fremmede uden at være frygtsom.

Pelsen er kort, tæt og glat, med kraftig fældning året rundt. Farven er hvid med velafgrænsede, runde pletter, enten sorte eller leverbrune. Næsespejl og øjenrandspigment følger farven (sort ved sortplettet, brun ved lever). Øjnene er brune til mørkebrune, hos leverfarvede ofte ravfarvede; lyse/blå øjne er uønskede. Store sammenhængende farveplamager (patches) er diskvalificerende i FCI, ligesom farver som lemon, blå og tricolour. Ensartet pigmentering, særligt omkring ører og øjenrande, værdsættes og korrelerer med lavere risiko for døvhed.

Som brugs- og familiehund kræver racen betydelig aktivering. Daglig motion på 1,5–2 timer, herunder travløb, apport og næsearbejde, understøtter sund fysik og stabilt temperament. Pelsplejen er enkel, men konsekvent: ugentlig børstning fjerner løse hår og understøtter hudbarrieren. Forhold i hjemmet bør være aktive og strukturerede, med plads til bevægelse og mental stimulering, for at racens arbejdsvillighed og udholdenhed kan komme til sin ret.

Ansvarlig avl handler om at balancere racetypisk eksteriør med sundhed og genetisk diversitet. Hos Dalmatineren er flere arveanliggender særligt relevante.

Medfødt sensorineural døvhed er racekendt. Den er multifaktoriel, men knyttes til det ekstreme hvidplettede mønster (MITF-komplekset). Pigmentmangel i indre øre kan forårsage degeneration af hårceller i sneglehuset de første leveuger. Forekomsten varierer, men anslås ofte til 15–30 % unilateralt og 5–8 % bilateralt i ikke-selekterede populationer. Risikoen er højere ved mangelfuldt ørepigment og blå eller meget lyse øjne. Konsekvent brug af BAER-test og selektion for komplet hørelse og god pigmentering reducerer forekomsten betydeligt over tid.

Hyperurikosuri (HUU), forårsaget af en mutation i SLC2A9, medfører forhøjet udskillelse af urinsyre og disponerer for uratsten. Historisk var alle Dalmatinere homozygote for mutationen (hu/hu, ofte kaldet HUA). Backcross-projektet har indført en normal allel (N), så man i dag møder N/N (LUA), N/hu (bærere) og hu/hu. Arvegangen er autosomal recessiv, og parringer bør planlægges bevidst: N/N x hu/hu giver 100 % N/hu (ingen klinisk HUU, men bærere), N/N x N/hu giver 50 % N/N og 50 % N/hu, mens N/hu x N/hu giver 25 % hu/hu, som er uønsket i avl. Målet er gradvist at øge frekvensen af N-allellen uden at indsnævre genpuljen.

Iris Sphincter Dysplasia (ISD) ses i racen og kan give lysskyhed, dilatation og let forhøjet risiko for sekundære øjenproblemer. Arvegangen er ikke fuldt klarlagt, men familieophobning peger på genetisk komponent; øjenundersøgelse er derfor relevant.

Hofteledsdysplasi (HD) er polygen og miljøpåvirkelig. Selektiv avl mod lave HD-indeks, kombineret med korrekt vækst- og fodringsstrategi, er effektive værktøjer. Hudallergier/atopi forekommer; undgå at kombinere to individer med kløeproblematik, tilbagevendende hotspot eller kronisk otitis.

Genetisk diversitet er et kerneelement. Undgå popular-sire-effekt, og styr COI (inavlskoefficient) over 5–10 generationer. Som praktisk tommelfingerregel tilstræbes COI under 6–8 % på planlagte parringer, hvor populationen tillader det, samtidig med at sundhed, temperament og funktion prioriteres.

Forudsigelig sundhed kræver systematisk testning, korrekt tolkning og åben deling af resultater.

BAER-høretjek: Hele kuldet BAER-testes ved 6–8 ugers alder, og avlsdyr testes før brug. Kun bilateralt hørende hunde bør indgå i avl. Unilateralt hørende kan leve gode familieliv, men bør som hovedregel ikke bruges i avl, da de statistisk øger risikoen for døvhed i afkommet.

SLC2A9 (HUU/LUA) DNA-test: Test alle avlsdyr for HUU-status. Rapportering som N/N (LUA), N/hu (bærer) eller hu/hu (HUA). Undgå parringer, der kan producere hu/hu. Hvis man arbejder målrettet med LUA-linjer, planlægges parringer, så andelen N/N og N/hu øges uden at hæve COI. Hunde med hu/hu bør ikke bruges i avl; hvis de allerede er i racen, kræver de livslang management: rigelig vand, hyppige luftninger, lav-purin-foder, urin-pH-monitorering og tidlig udredning ved dysuri.

HD/AD-røntgen: Hofter røntgenfotograferes ved 12–18 måneder, vurderet efter FCI-skala (A–E). Avl anbefales fra A eller B. Albuer (ED) screenes efter klubanbefalinger; selv om ED er mindre udtalt i racen, giver baseline-data værdi for populationen. PennHIP kan supplere med laxity-indeks.

ECVO-øjenundersøgelse: Årlige øjenundersøgelser hos godkendt øjenpanel anbefales for at fange ISD og andre forandringer. Dokumentér fund og brug dem i avlsplanlægningen. Lysfølsomhed, atypiske pupillreaktioner og pigmentforandringer skal følges op.

Supplerende helbredskontroller: Rutinemæssig urinanalyse 1–2 gange årligt hos avlsdyr kan fange krystaller tidligt. Thyreoideaprofil kan overvejes ved klinisk mistanke. Regelmæssig otoskopi og hudstatus er praktiske, da racen kan have tendens til otitis og atopisk dermatit. Tandsæt og korrekt saksebid dokumenteres.

Dataregistrering: Indberet alle testresultater til DKK/Hundeweb og racens sundhedsregistrering. Åbenhed muliggør smartere parringsvalg og højere avlsetik. Når det er muligt, bruges avlsværdital/indeks frem for enkeltresultater, da de bedre afspejler avlsdyrets genetiske bidrag.

Etisk avl sætter hundens velfærd over alt andet og forener racens funktion, sundhed og type uden at forfølge ekstreme træk.

Avlsmodenhed og belastning: Tæver bør ikke parres før fysisk og mentalt modne, typisk tidligst ved 2 år og først efter gennemførte sundhedstests. Planlæg højst ét kuld pr. 12 måneder og en livstidsgrænse på maksimalt 4–5 kuld, afhængigt af sundhed og racens klubregler. Hanhunde bør tidligst bruges ved 18–24 måneder, når helbredsstatus er kendt og temperament stabilt.

Hvalpevelfærd: Når kuldet er født, prioriteres rolig socialisering, sikre sanseindtryk, lydtræning og håndtering, så hvalpene får et robust fundament. Historisk har nogle miljøer håndteret døvhed uetisk; det er uacceptabelt. Bilateralt døve hvalpe kan trives i særligt kyndige hjem, men skal neutraliseres og placeres med fuld rådgivning; de må ikke indgå i avl.

Transparens og ansvar: Al sundhedsdata, indavlsprocenter, testresultater og kendte svagheder deles åbent med avlspartner og købere. Kontrakter bør indeholde sundhedsgaranti, tilbagekøb/omplaceringsklausul og forventninger til aktivitet og pleje. Import og anvendelse af LUA-linjer håndteres klart og i overensstemmelse med DKK/FCI-regler og racens klubanbefalinger.

Undgå mode og farvejagt: Avl efter “sjældne” farver (lemon, blå, tricolour) eller patches er i strid med FCI-standarden og bør fravælges. Popular-sire-effekt minimeres ved at fordele hanhundebrug bredt. Fokusér på bæredygtig, langsigtet forbedring frem for kortsigtede titler.

Et godt parringsvalg begynder med klare mål: sundhed og temperament først, derefter funktionel anatomi og racetype. Lav en kravprofil for tæven, og søg en hanhund, der komplementerer svagheder uden at forstærke dem.

Sundhed og genetisk kompatibilitet: Begge avlsdyr skal være BAER-normalhørende bilateralt. Fastlæg HUU-status (SLC2A9) på begge, og vælg en kombination, der ikke kan producere hu/hu. Prioritér HD A/B og gerne dokumenteret fri øjenstatus (ECVO) uden betydende ISD. Beregn COI over 5–10 generationer med Hundeweb eller tilsvarende, og sigt efter en lavere COI end racens gennemsnit uden at kompromittere andre nøgler.

Temperament og funktion: Dalmatineren er værdig, smart og udadvendt. Vælg partnere med stabil nervekonstitution, samarbejdsvilje og naturlig arbejdsglæde. Praktiske temperamentstests, miljøprøver og meritter i fx lydighed, rally, canicross eller spor giver objektive datapunkter.

Eksteriør og farve: Gennemgå bevægelsesvideoer og håndgribelige målinger. Kig efter korrekt overlinje, god skulder- og overarmslængde, stærk kryds/halerod og tørre vinkler. Pigment omkring øjne og ører bør være solidt. Sort x lever er acceptabelt; planlæg farver bevidst, men jag ikke “særlige” markeringer. Undgå kombinationer, der øger risikoen for blå øjne eller patches.

Praktik og opfølgning: Planlæg progesteronforløb, sædkvalitetstest og logistik i god tid. Brug tydelig parringsaftale med klausuler om helbredsdata, gentest og ansvarsfordeling. Når kuldet er født, gennemfør BAER på dag 42–56, ECVO ved relevant alder og vælg eventuel avlsbeholder ud fra helhedsvurdering (sundhed, bevægelse, temperament), ikke blot pletternes æstetik. Følg afkom op med helbreds- og temperamentsdata, og del erfaringerne i racens sundhedsprogram.

Hverdagen hos køber: Match hvalpe med aktive hjem, der kan levere 1,5–2 timers daglig motion, struktureret mental stimulering og konsekvent træning. Oplys om kraftig fældning og hudpleje, vandtilgængelighed (særligt relevant ved HUU-risiko) og behov for regelmæssige sundhedskontroller.