Drever - Ansvarlig avl og genetik

Dreveren er en svensk, drivende jagthund i FCI gruppe 6, skabt til langsomt, vedholdende drev på hare og råvildt. Helhedsindtrykket er rektangulært og jordnært: en langstrakt, men ikke ekstrem krop med faste linjer, god benstamme og et roligt, arbejdsklart udtryk. Hanner måler ca. 32-38 cm over skulderen, tæver 30-36 cm, vægt typisk 14-16 kg. Hovedet er tørt, temmelig langt og ædelt; skalle og næseparti omtrent lige lange. Øjnene er middelstore, helst mørkebrune, med venligt, opmærksomt blik; entropion eller ektropion er uønsket. Ørerne er relativt lange, hængende, bløde og ligger tæt ind til kinderne. Biddet er korrekt saks. Halsen er middel­lang og tør med god overlinieovergang. Ryggen skal være plan og fast, lænden kort og stærk, og krydset let faldende med god muskulatur. Brystet er dybt til albuen, med lang ribbenskurv for lungekapacitet; forbryst veludviklet uden at være overdrevent. Lemmerne er lige og tørre; forben med moderat forhjørning, bagpart med kraftige lår og velvinklede knæ og haser. Poterne er faste og ovale, med gode trædepuder. Bevægelsen er jordvindende, effektiv og parallel, uden rul eller stramhed. Halen er ansat i forlængelse af ryglinjen, bæres i blød bue uden at krølle over ryggen. Pelsen er kort, tæt og dobbelt, vejrbestandig uden fane. Farver: alle farver er tilladt i kombination med hvide aftegninger, som skal være synlige fra alle sider, så hunden tydeligt kan ses i terrænet. Temperamentet er afmålt, loyalt og bestemt; Dreveren skal være modig, men ikke skarp, med stabilt nervefast sind og tydelig, klangfuld stemme i jagten. Funktionalitet har førsteprioritet: korrekt type, sunde bevægelser og moderat længde/højde-forhold understøtter lang og holdbar brugsevne uden overdrivelser.

Ansvarlig avl på Drever kræver balance mellem jagtlig funktion, sund anatomi og genetisk diversitet. Racens langstrakte bygning giver naturligt en øget biomekanisk belastning af rygsøjlen; derfor er det vigtigt at undgå ekstremer i kropslængde, benlængde og vinkler, fordi sådanne selektionsmål kan øge risikoen for diskusproblemer. Mange centrale egenskaber er polygenetiske: hofteledsdysplasi (HD) har typisk moderat heritabilitet, og rygproblematikker som diskusforkalkning har både genetiske og miljømæssige komponenter. Øjenrandslidelser som entropion samt gentagne ørebetændelser påvirkes dels af hoved- og ørebygning, dels af miljø og management. Adfærdsprofilen – ro, mod, socialitet, jagtdrift, førerbarhed og lydhørhed – rummer også genetiske bidrag, hvorfor konsistente linjer med stabile, velfungerende temperamenter bør prioriteres. For at bevare racens sundhed og robusthed, tilstræbes lav indavlskoefficient (COI) på planlagte kombinationer. Brug gerne stamtavlebaseret COI over 5-10 generationer, suppleret med DNA-baserede diversitetsmål (heterozygositet, genomisk COI), hvor muligt. Hold COI lavt i den enkelte parring, men også på kennel- og raceniveau, så effektiv populationsstørrelse ikke undergraves. Undgå overdreven brug af populære avlshanner, da det kan skabe flaskehalse og øge risikoen for ophobning af skjulte sygdomsalleler. Farve må aldrig være primært selektionskriterium; racestandarden tillader alle farver med hvide aftegninger, men sundhed, funktion og temperament vægter højere. Brug af avlsindeks/EBV (hvor tilgængeligt i de nordiske databaser) for eksempelvis HD kan hjælpe med at løfte hele populationen. Endelig bør man tænke i komplementaritet: en langrygget, meget lavt stillet tæve matches med en mere moderat han, en følsom hund med en mentalt meget stabil partner, så afkommet bevæger sig mod racens optimale, funktionelle midte.

Et systematisk sundhedsprogram før avl er nøglen til robuste, holdbare Drevere. Følgende undersøgelser anbefales som minimum, og gerne dokumenteret i DKK/SKK’s databaser eller racens klubsystemer: 1) HD-røntgen: Officiel FCI-aflæsning (A-E). Stræb mod A eller B i avl; undgå at kombinere svage hofter. 2) Øjenundersøgelse (ECVO): Årlig eller inden for 12 måneder før parring for at fange entropion/ektropion, distichiasis og almenscreening af nethinde/linse. Kirurgisk korrigeret entropion bør som udgangspunkt udelukke hunden fra avl, med mindre klubben har klare retningslinjer og tvingende avlsmæssige grunde. 3) Rygvurdering: Selvom der ikke findes et globalt standardprogram for Drever, kan røntgen af rygsøjlen for forkalkede diskusforandringer (i alderen ca. 24-48 måneder) og klinisk neurologisk/ortopædisk undersøgelse give værdifuld risikoviden i linjer med rygproblemer. 4) Ørestatus: Gentagne otitis externa-episoder bør registreres; kroniske problemer kan indikere uheldig øre- og hudkombination og kræver avlsmæssig omtanke. 5) DNA-panel: Et bredt panel kan afdække sjældne, relevante mutationer forekommende i drivende racer. Anvend kun resultaterne avlslogisk: bærere kan i reglen parres til frie partnere; undgå bærer x bærer. 6) Almen helbredsprofil: Klinisk sundhedstjek inkl. hjerteauskultation, tandstatus og BCS (kropskonditionsscore). Normalvægt og god muskeltonus reducerer ortopædisk belastning og risiko for rygsmerter samt diskusprolaps. 7) Adfærds- og brugsprøver: Jagtprøver og evt. BPH/mentalbeskrivelse dokumenterer nervefasthed, jagtlig funktion og samarbejdsvilje. 8) Reproduktionsscreening og smitteforebyggelse: Brucella canis-test ved import/AI eller ved international parring; tævehormoner/progesteron-timing og præ-avlsundersøgelse for at optimere parringen og mindske komplikationer. Derudover er korrekt hvalpefodring (afbalanceret Ca:P) og moderat, kontrolleret motion i opvæksten afgørende for led- og rygsundhed. Samlet set bør teststrategien fokusere på at reducere kendte risici i den konkrete kombination fremfor at opnå et fiktivt “perfekt” enkeltindivid.

Etikken i Drever-avl handler om mere end papirer og prøver: det handler om livskvalitet, gennemsigtighed og langsigtet ansvar. Hundenes velfærd går forud for alt; der avles kun på fysisk og mentalt sunde individer i passende alder og kondition. Tæver bør være fuldt udvoksede (ofte 2+ år), have dokumenterede sundhedsresultater og maksimalt et moderat antal kuld med rimelige pauser. Ingen avl på hunde med alvorlige arvelige lidelser, udtalte adfærdsproblemer, eller funktionelle begrænsninger, der kompromitterer jagt/brug og daglig trivsel. Transparens er centralt: del sundhedsdata, livstidsregistrér helbreds- og adfærdsoplysninger på afkom, og informer åbent om eventuelle problemer. Undgå tæt indavl; hold COI på et fornuftigt niveau for både kombination og kennel over tid. Modvirk “popular sire”-effekten ved at sprede avlen på flere, typiske og sunde hanner. Avlsmålene bør være konkrete og målbare: funktionelle bevægelser, moderat type, fast ryg, stærke poter, stabilt temperament, og jagtlig effektivitet uden overdrivelser i stemme eller selvstændighed. Hvalpekulturen starter hos opdrætteren: giv tæven ro, korrekt ernæring og veterinær omsorg; planlæg prægnans- og perinatalpleje, inklusive herpesvaccination, hvor dyrlægen vurderer det relevant. Socialiser hvalpene systematisk med mennesker, lyde, underlag, transport, burtræning og håndtering, så deres mentale sundhed matches deres fysiske robusthed. Indgå klar købsaftale, match hvalpe til aktive hjem, der kan levere daglig motion (op til ca. 1 time) og mentalt arbejde, og tilbyd livslang support. Kort sagt: avl kun, når kombinationen forbedrer racen, og når du kan stå ved hver eneste beslutning – også når det er svært.

At vælge den rette partner til din Drever kræver både data og dømmekraft. Start med sundhedsprofilen: kombiner stærke hofter (A/B) med tilsvarende eller bedre, og undgå at forene linjer med ryg- eller øjenproblemer. Har tæven tendens til ørebetændelse eller tungt hoved/ørering, så vælg en han med tør, korrekt hovedtype og god øreventilation. Vurder kropsforhold: en meget langrygget, lavt stillet hund matches med en mere moderat partner for at holde funktion og holdbarhed i fokus. Dernæst temperament og brug: Dreveren skal være afmålt, loyal og bestemt, men også samarbejdende. Vælg partnere med dokumenteret jagtlig funktion (jagtprøver, feltmeritter), nervefasthed og kontrolbarhed; en stærk næse og vedholdende sporarbejde må gerne kombineres med god kontaktvilje og sikker indkaldelse. Lydkvalitet (tydelig, ikke hysterisk stemme) er et legitimt, funktionelt selektionskriterium. Gå i dybden med stamtavlen: beregn COI på den konkrete kombination, gerne under 6,25 %, og brug genomiske værktøjer, hvis tilgængelige. Undersøg søskende- og afkomsdata i databaserne for at afdække skjulte risici. Praktisk planlægning tæller også: brucella-test ved international parring, præ-avlsundersøgelse og progesteronforløb for timing, samt klar aftale om parring/AI, ejerskab og helbredsansvar. Til sidst: opstil skriftlige avlsmål for kuldet – f.eks. “forbedre frontens stabilitet og rygfasthed, bevare næse og drev, reducere øreproblemer” – og brug objektive mål (HD-status, ECVO, prøvepræstationer, bevægelsesvideo) til at evaluere, om partneren reelt understøtter målene. Når data og helhedsbedømmelse peger samme vej, står du stærkt i valget.