Engelsk Bulldog - Ansvarlig avl og genetik

Engelsk Bulldog hører under FCI Gruppe 2 (schnauzere, pinschere, molosser og sennenhunde) og er en middelstor, kompakt molosser med kort, glat pels. Racens særkende er den brede front, tydelige, men moderate ansigtsfolder, markant forbryst og en karakteristisk, rullende gang. Vægten ligger typisk omkring 25 kg for hanner og 22,7 kg for tæver; højden er ikke fastsat i standarden. Farverne spænder fra ensfarvet rød i nuancer, fawn eller brindlet, med eller uden sort maske og/eller hvide aftegninger. Temperamentet skal være roligt, modigt og venligt – en tryg familiehund med stor menneskekontakt.

I ansvarlig avl er nøgleordet funktion. En moderne Bulldog skal være atletisk nok til, at gå daglige ture på op til en time i køligt vejr, uden tegn på respiratorisk stress. Åbne næsebor, fri luftpassage, klar øjenkant uden vedvarende irritation og en hud, der ikke kræver daglig behandling for folddermatitis, er centrale mål. Næsepartiet må gerne være kort, men ikke så ekstremt, at det kompromitterer vejrtrækning eller termoregulering; søg et craniofacialt forhold, hvor næseryggen reelt er synlig fra siden. Halen bør være fri, mobil og uden dybt hudfoldet “tail pocket”. Bidet skal være sundt og funktionelt, uden alvorlig tandtrængsel, der disponerer for parodontale problemer.

Bevægelsen er en vigtig indikator for sund konstruktion. Et korrekt skulderleje, god muskulatur og fast lænd giver en fri, jordvindende skridtserie – ikke kun ringappel, men reel daglig funktion. Levetiden bør forædles op mod 11–13 år gennem selektion for robusthed og fravær af kroniske problemer. Avlere bør tolke standarden med vægt på sundhed og velfærd: mindre overdrivelse, mere balance. En Bulldog, der kan parre naturligt, trække vejret frit, føde uden komplikationer og holde normal kropstemperatur i dansk klima, lever bedst op til racens formål i dag.

Engelsk Bulldog har en relativt smal genetisk base. Det gør aktiv styring af genetisk diversitet afgørende. Arbejd systematisk med inavlskoefficient (COI) på både 5 og 10 generationer, og tilstræb, at COI holdes lavt i forhold til racens gennemsnit. Kombinér stamtavleanalyse med moderne genetiske profiler (heterozygositet via f.eks. MyDogDNA/Embark) for, at bevare variation i immunforsvaret og mindske risikoen for polygen nedarvede problemer som hud- og luftvejssygdomme.

• Mange af racens største udfordringer er polygenetiske og form-relaterede: brachycefalt luftvejssyndrom (BOAS), snævre næsebor, forlænget blød gane, tyk tunge, tracheal hypoplasi samt vertebrale anomalier (hemivertebrae) forbundet med kort, snoet hale. Selektion for en fri, lige eller let buet hale og vægt på en mere moderat kraniomorfologi korrelerer med færre neurologiske og respiratoriske problemer. Brug målbare fænotyper:
• Åbne næsebor (graderet af dyrlæge)
• Craniofacialt forhold (snudelængde i forhold til kranielængde; efterstræb moderat snude)
• Funktionel test af vejrtrækning under kontrolleret motion
• Rygsøjlerøntgen på avlsdyr fra linjer med halefejl eller neurologiske symptomer

Monogene sygdomme bør styres med DNA-test og balanceret avl. I racen kan hyperurikosuri (SLC2A9), cystinuri-varianter og degenerativ myelopati (SOD1, med ufuldstændig penetrans) forekomme; desuden rapporteres CMR1 (canine multifokal retinopati) i beslægtede bulldogracer og ses i nogle linjer. Bærere kan indgå i avl, hvis de parres med fri partner, så afkom ikke bliver afficeret – det bevarer diversitet uden, at øge sygdomsrisikoen.

Farveavl skal være etisk og inden for standardens rammer. Undgå at jagte sjældne farver, der kan være koblet til sundhedsrisici eller ikke er standardmæssige. Endelig bør matadoravl undgås; fordel genetisk indflydelse på flere hanner og tæver, så den effektive populationsstørrelse øges og fremtidige avlsmuligheder bevares.

Et struktureret sundhedsprogram før avl mindsker risikoen for syge hvalpe og avlsmæssige blindgyder. Planlæg følgende som minimum:

• Luftveje og funktion:
• BOAS-funktionsvurdering (f.eks. Cambridge BOAS-test) inkl. auskultation og recovery-tid efter standardiseret anstrengelse. Kun dyr med grad 0–1 bør gå i avl.
• Klinisk vurdering af næsebor, blød gane og evt. endoskopi ved mistanke.
• Thorax-/halsrøntgen ved mistanke om tracheal hypoplasi.

• Bevægeapparat og ryg:
• Hoftefotografering efter FCI; tilstræb A eller B.
• Patella-luksationstest (grad 0 ønskes).
• Rygsøjlerøntgen hos hunde fra linjer med halefejl/neurologiske tegn for at identificere hemivertebrae.

• Øjne og hud:
• ECVO-øjenundersøgelse for cherry eye, entropion, distichiasis m.m.
• Schirmers tåretest ved disposition for dry eye (KCS).
• Hudvurdering for folddermatitis, demodicose og allergi; dokumentér behandlingsbehov over tid.

• Hjerte og basal sundhed:
• Klinisk hjertetjek; ekkokardiografi ved bilyd eller familiehistorik for pulmonal stenose.
• Blodprofil, thyroidea-screening ved mistanke og generel fertilitetsvurdering.

• DNA-tests (race-relevante):
• Hyperurikosuri (SLC2A9) – autosomal recessiv; undgå bærer x bærer.
• Cystinuri-varianter – racerelevans afhænger af linje; test anbefales, hvis tilgængeligt.
• Degenerativ myelopati (SOD1) – recessiv med ufuldstændig penetrans; undgå afficerede kombinationer.
• CMR1 – test ved kendt forekomst i linjen.

• Reproduktion og velfærd:
• Tævens BCS 4–5/9 før parring; overvægt øger risiko for kejsersnit.
• Progesteron-timing for at minimere for tidlige/for sene kejsersnit og neonatal tab.
• Semenanalyse af hanhund; dokumentér naturlig parringsevne.

Dokumentér alle resultater og del dem åbent med hvalpekøbere og racens sundhedsudvalg; transparens driver fremgang.

Etik i Bulldog-avl handler om at sætte hundens velfærd over formmæssige ekstremer og kortsigtet popularitet. Start med et klart mål: sunde, funktionelle hunde, der kan leve et fuldt familieliv uden kronisk medicinsk støtte.

Respiration og varme: Avl kun på individer, der kan motionere 20–30 minutter i køligt vejr uden cyanose, kollaps eller overdreven snorken. Undgå bevidst at kombinere to dyr med snævre næsebor, ekstrem kort snude eller udtalt foldning omkring næseryggen.

Naturlig funktion: Prioritér hunde, der kan parre og – når det er sundhedsmæssigt forsvarligt – føde naturligt. Kejsersnit kan være medicinsk nødvendigt, men gentagne elektive indgreb må ikke være en avlsstrategi. Registrér og del fødselsforløb samt eventuelle komplikationer.

Genetisk ansvar: Begræns matadoravl; sæt f.eks. et loft på afkom pr. han (lokalt klubniveau). Hold COI så lavt som praktisk muligt, og søg diversitet via kloge kryds inden for racen. Bærere af kendte recessive varianter kan anvendes med frie partnere, så variation bevares uden at skabe syge hvalpe.

Alder, antal og pauser: Tæver bør være fysisk og mentalt modne (typisk tidligst ved 2. løbetid og >18–20 måneder), have passende pauser mellem kuld og pensioneres i god tid. Hanhunde evalueres løbende – særligt deres åndedræt, hud og fertilitet.

Transparens og efterværn: Del sundhedsdata, BOAS-grad, røntgenresultater og DNA-profiler åbent. Tilbyd skriftlige sundhedsgarantier og livslang rådgivning til købere. Planlæg socialisering af hvalpe systematisk, så racens venlige temperament fastholdes.

Miljø og hold: Hold avlsdyr slanke, veltrænede og velfriserede; hudfolder renses jævnligt, men avlsmålet er mindst muligt dagligt plejekrav. Etisk avl er en proces: mål, mål, og korrigér – i respekt for hundene.

Valget af partner er det stærkeste redskab til, at forbedre næste generation. Start med en ærlig eksteriør- og sundhedsprofil af dit eget avlsdyr: hvor er styrkerne, og hvor er de funktionelle risici? Find en partner, der komplementerer – ikke forstærker – svaghederne.

Prioritér funktion før pynt: vælg hunde med åbne næsebor, moderat snudelængde, tydelig næseryg og stabil, fri bevægelse. En fri, mobil hale uden dybt hudfold minimerer risiko for tail pocket-infektioner og ryganomalier. Vurdér respiration ved let træning og genopretningstid; vælg partnere med BOAS-grad 0–1.

Stamtavle og diversitet: Beregn COI og eftersøg alternative linjer, som giver et lavere samlet niveau end racens gennemsnit. Undgå tætteste slægtskaber, og vær varsom med populære hanner. Overvej at bruge flere, nøje udvalgte hanner fremfor én “stjerne”.

Sundhedsmatch: Læs hinandens sundhedsresultater parvis. Bærerstatus for recessive sygdomme skal matches til en fri partner. Undersøg hofter, patella, rygstatus, ECVO-øjne og eventuel hjertestatus i begge linjer. Spørg aktivt ind til varmeintolerance, snorken, søvnkvalitet, hudfoldproblemer, demodicose og øjenoperationer i nær familie.

Temperament og livsstil: Vælg venlige, stabile hunde, der fungerer i almindelige familier. Test hundene i nye miljøer; racens ro og mod er værdifuld, men bør ikke være apatiske træk. Dokumentér naturlig parringsevne og tidligere fødselsforløb. Besøg kennelen; se hundene i daglig funktion.

Lav til sidst en realistisk avlsplan: mål for hvalpenes næse- og haleanatomi, luftvejsfunktion, COI, samt en klar socialiserings- og køberplan. Hjælp købere med vægtkontrol og moderat daglig motion, så genetik og miljø arbejder samme vej.