Engelsk Toy Terrier - Ansvarlig avl og genetik

Engelsk Toy Terrier (ETT) er en lille, elegant terrier med tydelig atletisk linjeføring, og den skal fremstå tør, velafbalanceret og med god benlængde i forhold til kroppen. Højden ligger typisk på 25–30 cm for begge køn, og vægten ideelt på 2,7–3,6 kg. Helhedsindtrykket må aldrig være spinkel skrøbelighed; knoglebygningen skal være fin, men stærk. Hovedet er langt og smalt med flad skalle og let markeret stop, næsepartiet er kileformet med tørre læber, og bidet ønskes rent saksebid. Fuld tandstatus er at foretrække i avl, da tænderne i toy-racer har en øget risiko for trængsel og parodontale problemer. Øjnene skal være små til middel, mørke og livlige, uden synlig hvid i normal blikretning. ETT’s særkende er de højt ansatte, smalle, opretstående “candle-flame”-ører, som bæres faste og symmetriske. Halsen er tør og let hvælvet, overlinjen plan, brystet dybt, men ikke bredt, og ribbenene velansatte uden tøndeform. For- og bagpart skal stå korrekt med tørre led, faste poter og elastiske, men faste koder. Bevægelsen er fri, effektiv og parallel, med godt fraskub og uden krydsning. Pelsen er meget kort, tæt og glansfuld uden underuld, farven er kulsort med skarpt afgrænsede rustrøde aftegninger: på snude, kinder, over øjnene, på brystet (små pletter), under halen, på ben og poter, samt indersiden af baglår. Farve og aftegn er ikke kun kosmetik; skarp afgrænsning signalerer korrekt pigment, og udviskning eller dilution bør fravælges i avl. Temperamentet er livligt, kvikt og vågent, men ikke nervøst eller skarpt. Avl skal fremme en mentalt robust, social og førerorienteret lille terrier, der trives i moderne familieliv uden at miste sin naturlige terrier-energi.

Som en sjælden race med relativt begrænset avlsmateriale er genetisk forvaltning afgørende for Engelsk Toy Terrier. Målet er at forene racetypiske kvaliteter med en bred genetisk base for at begrænse indavlsdepression. Arbejd aktivt med indavlskoefficient (COI) beregnet over mindst 5–10 generationer, og sigt efter at ligge under racens gennemsnit, gerne under 6,25 %, hvor populationen tillader det. Undgå matadorhanner, altså uforholdsmæssigt stor brug af få populære avlshanner, da det hurtigt reducerer den effektive populationsstørrelse og kan akkumulerer skjulte recessive sygdomsalleler. Racens faste farvekrav (sort med rustrøde aftegninger) indsnævrer selektionsrummet, og det stiller ekstra krav til at balancere valg for eksteriør med valg for sundhed og temperament. Tænk i familiegrupper og slægtskabsgrad, ikke kun i enkeltindividers meritter. Vurder linjers sundhedsprofil over tid: forekomst af øjensygdomme (glaukom/disposition til snævre kammervinkler), blødningsforstyrrelser (Von Willebrands sygdom, type 1) og ortopædi (patellaluksation). Visse terrierlinjer har historisk set båret på genetiske øjenproblemer; derfor giver det mening at prioritere øjenstatus og kammervinkler i slægtens helhed. Nogle lande arbejder lejlighedsvis med nøje kontrollerede outcross-projekter for at styrke genetisk diversitet, ofte med nært beslægtede linjer under klubtilsyn; følg altid national klub- og kennelklublovgivning, og planlæg kun sådanne tiltag med sundhedsdata og tilbagekrydsning klart defineret. Strukturel sundhed er tæt koblet til genetik: meget smal underkæbe øger risiko for tandtab og malokklusion, mens for let knoglebygning øger skadesrisiko. Vælg derfor for moderat, funktionel type og korrekt kæbeudvikling, også selv om det betyder, at man fravælger et ellers vindende individ. Temperament nedarves komplekst; vær konsekvent i at parre stabile, miljøsikre hunde, så racens kvikke, men balancerede sind fastholdes.

En ansvarlig avlsplan for ETT bør omfatte både kliniske undersøgelser og relevante DNA-tests. Øjne: En årlig ECVO-øjenundersøgelse anbefales til avlsdyr, og en gonioskopi (vurdering af kammervinklen/pectinate ligament dysplasi) hvert 2.–3. år eller før første parring. Hunde med udtalte kammervinkelanomalier bør ikke indgå i avl, da det øger risikoen for primært glaukom. Overvej desuden måling af intraokulært tryk ved mistanke. Blodkoagulation: DNA-test for Von Willebrands sygdom, type 1 (vWD1), er relevant i racen. Avlsstrategien bør være, at en bærer (carrier) kun parres med en genetisk fri (clear) partner, og at bærer × bærer undgås. Notér og offentliggør status i klubregistre for gennemsigtighed. Ortopædi: Patellaluksation skal screenes af dyrlæge med dokumenteret resultat; kun hunde med PL grad 0/0 bør anvendes i avl. Lettere grader (1) bør som udgangspunkt fravælges, særligt i kombination med andre risikofaktorer som lav vægt og smal knoglebygning. Tænder/kæbe: En grundig mundhuleundersøgelse er vigtig før avl. Registrér eventuelle manglende tænder, malokklusion eller udtalt trængsel, og brug ikke kombinationer, der forværrer disse forhold. Hjerte: Auskultation for mislyde (f.eks. tidlige tegn på mitralklapsygdom) er fornuftig i toy-racer, særligt hos ældre avlsdyr. Infektionskontrol: Brucella canis-test er stærkt anbefalet før import/eksportparringer og ved brug af sæd fra udlandet. Reproduktion: Hanhundes sædkvalitet (spermiogram) kan med fordel kontrolleres, og tæver bør have præ- parringscheck, inklusive progesteronforløb for optimal timing. Generelle laboratorier: Basal helbredsprofil (hæmatologi/biokemi) før drægtighed kan afdække skjulte problemer. Udvidede DNA-paneler kan overvejes linjebetinget; tal med racens sundhedsudvalg om relevans for f.eks. PRA eller PLL i netop din linje. Dokumentér alle resultater i klubbens database, så racen samlet set bevæger sig i den rigtige retning.

Etikken ved avl på Engelsk Toy Terrier begynder og slutter med hundens velfærd. Tæver bør ikke parres før de er fysisk og mentalt modne; som tommelfingerregel tidligst ved 18 måneder, og ofte fornuftigt ved 2. løbetid. Hold kuldfrekvensen moderat med god restitutionstid (mindst én løbetid imellem), og begræns det samlede antal kuld pr. tæve. Toy-tæver kan have øget risiko for fødselskomplikationer; planlæg derfor fødslen i samarbejde med reproduktionskyndig dyrlæge, og hav en klar beredskabsplan. Undgå at fremme ekstremt små individer; for lav vægt øger risikoen for eklampsi, hypoglykæmi og skader. Etisk avl betyder også åbenhed: del sundhedsdata, kendte problemer i linjen og avlsmål med hvalpekøbere og klub. Vælg temperament højt: en ETT skal være vågen og livlig, men den må ikke være panisk, mistroisk eller aggressiv. Systematisk socialisering af hvalpe er opdrætterens ansvar; giv dem trygge, kontrollerede erfaringer med mennesker, lyde, underlag og håndtering. Hvalpe bør blive hos moderen til mindst 8 uger, og helst længere, hvis der er særlige hensyn. Sørg for korrekt ernæring af drægtig og diegivende tæve; undgå højdosis-calcium under drægtighed, og støt først med calcium efter fødsel og kun efter dyrlægeråd. Registrer fødselsvægte, overvåg daglig vægtstigning og søg hjælp tidligt ved afvigelser. Overvej genetisk mangfoldighed som et selvstændigt etisk mål, også når det betyder længere rejser eller brug af avlspartnere uden for landet. Indgå skriftlige aftaler, der omfatter sundhedsgaranti, tilbagekøbs-/omplaceringsklausul og forventninger til ansvarlig hundehold. Hold kontakt til hvalpekøbere, indsamle helbredsopfølgningsdata, og del erfaringer med klubben – det er sådan en lille race bevares sund i mange generationer.

Valget af avlspartner i ETT skal balancere type, sundhed, temperament og genetisk variation. Start med et nøgternt helhedstjek: måler hunden inden for 25–30 cm, og ligger vægten funktionelt omkring 2,7–3,6 kg? Undgå at kombinere to meget letbenede hunde, da det kan forringe robusthed. Kig kritisk på hoved og bid: smal underkæbe eller manglende tænder skal matches med en partner med stærk kæbe og komplet, korrekt bid. Ørerne skal være højt ansatte og fast båret; bløde, brede eller væltende ører bør ikke forstærkes i kombinationer. Farve og tan-aftegninger skal være dyb sort med skarpt afgrænsede rustrøde felter; uønsket udviskning eller dilution er diskvalificerende i avl. Bevægelse afslører meget om konstruktion: søg god skulderlægningsvinkel, fast overlinje og parallel føring. Temperament vægtes højt: vælg en rolig, førerorienteret partner, der håndterer travle miljøer uden at stresse op. Sundhedsdata vægtes lige så højt som meritter: kombiner kun vWD1-bærer med genetisk fri partner; brug kun øjenlyste hunde med acceptable kammervinkler; og kræv PL 0/0. Vurder COI for kombinationen, ikke kun individet; brug klubbens eller kennelklubbens COI-beregner og sammenlign med racens gennemsnit. Overvej geografisk bredde: import af gener via naturlig parring, friskkøl eller frossen sæd kan sænke COI og tilføre ønskede egenskaber, men kræver skarp planlægning og test for Brucella canis. Aftal forventninger om antal parringer, kontraktvilkår og deling af sundhedsoplysninger på forhånd. Endelig: se hvalpe fra partnerens tidligere kuld, når det er muligt – afkom siger ofte mere end rosetter. Dokumentér alt, følg op på kuldet i mindst 2–3 år, og brug erfaringen til at finjustere næste generations valg.