Avlsstandard
Field Spaniel er en robust, mellemstor apportør fra Storbritannien, med en idealhøjde omkring 46 cm for begge køn og en vægt på 18–25 kg. Racens helhedspræg er harmonisk og funktionelt, med moderat benstamme, god længde i kroppen uden at være langrygget, samt en stærk, lige ryg og veludviklet brystkasse, der giver god lungekapacitet til arbejde på mark og i vand. Bevægelsen skal være fri, jordvindende og elastisk, med tydeligt for- og bagbensskub, og uden løshed i albuer eller knæ.
Hovedet er ædelt, tørt og let konvekst med moderat stop; snuden er relativt lang med tørre læber og kraftigt, fuldt saksebid. Øjnene er middelstore, mandelformede og mørke, med et venligt, vågent udtryk; øjenranden skal slutte tæt til for at mindske risiko for ektropion. Ørerne er forholdsvis lange, lavt ansatte og rigt beklædte – men uden overdrivelse, så luftcirkulationen bevares. Halsen er tør og muskuløs, skulderpartiet godt tilbagelagt, og krydset let faldende. Haleansættelsen er moderat lav; halen bæres i ryglinje under bevægelse, aldrig flagremusagtigt højt.
Pelsen er glat til let bølget, middellang og tæt, med god fjer på ører, bryst, bug, ben og hale. Underuld skal være vejrligstæt uden at blive tung. Farverne er sort, lever eller spættet (roan), alle eventuelt med tan-aftegninger; farvevalg bør dog aldrig veje tungere end sundhed og funktion. Levetiden er typisk 10–12 år.
Temperamentet er racens sjæl: sød, følsom og livsglad, samarbejdsvillig og loyal. En Field Spaniel skal være stabil, nysgerrig og arbejdsivrig uden nervøsitet eller aggressivitet. Avlsmålet bør være en alsidig familie- og brugshund, der trives med daglig motion omkring en time, mentalt arbejde og regelmæssig pels- og ørepleje.
Genetiske overvejelser
Field Spaniel har en relativt lille avlspopulation i Norden, hvilket gør genetisk diversitet til en hovedprioritet. Indavlskoefficient (COI) bør beregnes over mindst 5–10 generationer, og målet bør være at holde COI lav (helst under 6–8 %) samtidig med, at man bevarer racetypen. Undgå “popular sire”-effekten, hvor én hanhund får uforholdsmæssigt stor indflydelse og reducerer den effektive populationsstørrelse. Overvej at bruge nye, ubeslægtede linjer fra udlandet, når sundhed, temperament og type kan dokumenteres.
De fleste arvelige sygdomme i racen er polygenetiske (fx hofteledsdysplasi, epilepsi, allergisk disposition og autoimmunitet), hvilket betyder, at man skal tænke i slægtsrisiko frem for enkelttest. Brug stamtavleanalyse og gerne slægtskabs/kinship-værktøjer og avlsværdital (EBV), hvis tilgængelige, til at kombinere hunde klogt. For monogene recessive varianter (fx visse PRA-former i linjer, hvor det kendes) er strategien at parre bærer til fri (clear), og så teste afkom for at fastholde sundhed uden at miste diversitet.
Funktionelt eksteriør er sundhed: moderat længde på ører og korrekt øjenrandsspænding reducerer risiko for øreproblemer og ektropion. Undgå at forfølge ekstrem fjerpels eller tung knogle, som kan hæmme bevægelse og øge skadesrisiko. Bevar racens apporteringslyst, næse og samarbejdsvilje; mental robusthed og glæde i arbejdet har også arvelig komponent. Vær opmærksom på, at følsomhed, som er racetypisk, ikke må tippe over i blødagtighed eller lydfølsomhed – vælg sikre nerver i jagt- og hverdagsmiljø.
Farvegenetik (sort, lever, spættet og evt. tan) bør håndteres uden snæver selektion for modefarver; farver er sekundære til sundhed, temperament og arbejdsfunktion.
Sundhedstests
Ansvarlig avl på Field Spaniel kræver systematisk sundhedsscreening af begge forældre, gennemført tæt på parringstidspunktet og løbende opdateret.
- Muskel-skelet:
- Hofter (HD): Røntgen med FCI/OFA-vurdering. Brug primært A/B-hunde; C kan i særlige tilfælde overvejes med A-partner og lave aflsværdier/COI.
- Albuer (ED): Anbefales i en mellemstor, arbejdende race for at fange subklinisk sygdom.
- Øjne:
- ECVO-øjenlysning årligt, inklusive vurdering for katarakt og PRA-tegn.
- Gonioskopi mindst én gang før første parring (og gerne gentaget ved 4–5 år) for at vurdere pectinat-ligament og glaukomrisiko.
- DNA-test for PRA-varianter, hvis kendt i linjen, eller via panel (hos fx Embark/Orivet) for at identificere bærere.
- Endokrint/autoimmunt:
- Skjoldbruskkirtel (thyroidea) fra ca. 2 år: T4/FT4, TSH og thyroglobulinantistoffer (OFA Thyroid-protokol), da hypothyreose kan have autoimmun komponent.
- Neurologi/epilepsi:
- Ingen enkelttest; vælg linjer uden kendte tilfælde, og avl ikke på hunde med anfald eller søskende/afkom med epilepsi, før risiko er grundigt vurderet.
- Allergi/dermatologi og ører:
- Klinisk gennemgang af hud og ører hos dyrlæge. Gentagne øreinfektioner, kronisk otitis eller udtalte allergier taler imod avl.
- Generel sundhed og holdbarhed:
- Klinisk helbredsundersøgelse, tandstatus og bid, hjerteauskultation, baseline blodprøver (hæmatologi/biokemi) og urin. Vægt/BCS bør ligge på 4–5/9.
- Alder og reproduktion:
- Tæver bør helst være mindst 2 år ved første kuld; hanhunde fuldt færdigudviklede. Planlæg ansvarligt i forhold til kuldstørrelse (typisk 4–6) og restituering mellem kuld.
Avlsetik
Etisk avl sætter hundens velfærd og racens langsigtede bæredygtighed først. Det betyder gennemsigtighed om sundhedsresultater, afkomsudvikling og eventuelle problemer, og det betyder, at man fravælger avl, når data peger på øget risiko – også selv om hunden er smuk eller succesfuld i ringen.
Planlæg tævens reproduktion med passende pauser; undgå for tætte kuld og for høj samlet belastning. Tæver med kroniske øreproblemer, udtalte allergier, autoimmun sygdom, epilepsi eller markante adfærdsproblemer bør ikke indgå i avl. Det samme gælder hanhunde med dokumenteret sygdom eller slægtskab til flere syge afkom. Undgå at bruge én hanhund til mange tæver; spred i stedet genetisk indflydelse.
Etik omfatter også mental trivsel. Field Spanielen er følsom og menneskesøgende; avlsdyr skal fungere i moderne familie- og fritidsliv, håndtere bymiljø og nye stimuli uden overdreven stress. Giv hvalpe en målrettet socialiserings- og miljøtræningsplan fra uge 3–8 (lyd, underlag, håndtering, korte bilkørsler), og udlever skriftlig vejledning til hvalpekøbere om motion (op til ca. 1 time dagligt som voksen), pelspleje (ugentligt, gerne oftere), ørepleje og mental stimulation.
Kontrakter bør indeholde sundhedsattester, åbenhed om COI, testresultater og livslang tilbagekøbsret. Et rimeligt depositum og gennemsigtig ventelistepraksis styrker tilliden. Vær tilbageholdende med at eksportere til miljøer uden faglig støtte. Endelig, vær realistisk om racens behov for plads og aktivitet: Et lille hus kan være fint, hvis der er adgang til daglig motion og natur, men lejlighedsliv uden struktur er sjældent optimalt.
Valg af avlspartner
Målet er komplementær avl: vælg en partner, der forbedrer svagheder uden at kompromittere racens kerneværdier. Start med sundhed: begge forældre skal have aktuelle øjenattester (ECVO), HD-resultat og relevant DNA-status. Sammenlign COI og slægtskabsgrad; sigt mod lav, balanceret inavl, og undgå gentagelse af “tunge” forfædre i de første 3–4 generationer.
Vurder temperamentet i praksis: En Field Spaniel skal være venlig, førerblød, men arbejdsivrig. Test i jagt/mark- eller nosework-/apporteringsmiljø, i bymiljø og i hjemmet. Undgå at parre to meget følsomme hunde, hvis afkommet risikerer lav stresstolerance. Se på slægtninge: søskende og tidligere afkom siger ofte mere end hundens egne meritter.
Eksteriør og funktion hænger sammen. Prioritér korrekt proportionering, skulder/vinkel, stærk overlinje og effektive bevægelser frem for pynt. Ører må ikke være ekstremt lange/tunge, og øjenrande skal slutte tæt. Hold størrelsen omkring standard (ca. 46 cm; 18–25 kg) for at bevare arbejdsduelighed og sund krop. Pelsen skal være tæt og vejrbestandig, glat til let bølget; undgå for tung fjer, der samler snavs og fugt.
Farver (sort, lever, spættet, evt. med tan) kan matche efter præference, men lad aldrig farve trumfe sundhed og mentalitet. Overvej internationalt samarbejde for at tilføre ny diversitet, men gør due diligence: kræv dokumentation, helhedsbilleder, bevægelsesvideo og fulde sundhedsdata. En gennemarbejdet parringsplan med tydelige mål og succeskriterier – inklusive kriterier for, hvilke afkom der evt. skal videre i avl – øger chancen for reelt fremgang.