Sundhedsguide for Galgo Espanol: Forebyggelse og tidlig opdagelse

Galgo Español er generelt en robust mynde med få specifikke arvelige lidelser, men racens anatomi og brugshistorik giver et særligt sundhedsprofil. Som slank, dybbrystet atlet er den mest udsat for belastnings- og traumerelaterede problemer, især i tæer, karpalled og muskel-/seneapparatet. Forstuvninger, tåsene- og mellemfodsskader, samt iliopsoas- og gracilisproblemer ses hyppigere hos hurtige hunde, der accelererer og bremser brat. På længere sigt kan gentagne mikrotraumer udvikle sig til slidgigt.
Den tynde hud og sparsomme underuld betyder, at Galgoen lettere får hudafskrabninger, skrammer og trykpunkter, hvis den ligger på hårde underlag. Kuldefølsomhed er almindelig, og solfølsomhed kan forekomme hos lyst pelsede individer. Tandsygdom er, som hos de fleste hunde, udbredt uden forebyggelse, og tynde kæber kan skjule betydelige tandkødsproblemer, før ejeren opdager dem.
Mave-tarm-systemet er typisk velfungerende, men som dybbrystet race har Galgoen en vis risiko for mavedrejning (GDV). Risikoen er langt fra den højeste blandt store racer, men bør tages alvorligt, fordi tilstanden udvikler sig hurtigt. I relation til mynder generelt er der særlige anæstesihensyn: lavere fedtprocent og anderledes farmakokinetik gør, at visse ældre bedøvelsesmidler ikke er optimale. Moderne protokoller er dog sikre, når dyrlægen kender myndeparametre.
En del Galgoer er adopteret fra Spanien. Hos disse bør man tænke på vektoroverførte sygdomme, herunder leishmaniose, ehrlichiose, babesiose og hjerteorm, som kan være latente og først give symptomer måneder til år efter ankomst. Endelig har mynder ofte race-specifikke normalområder for blodprøver, blandt andet lavere total T4 og højere hæmatokrit end gennemsnittet, hvilket kan forveksles med sygdom, hvis dyrlægen ikke kender til mynde-referenceværdier.

Forebyggelse begynder med, at man tager højde for Galgoens fysik. Planlæg træning med gradvis opbygning af kondition, og brug konsekvent opvarmning og nedkøling. 8–10 minutters lineføring i trav før sprint, og tilsvarende afjog efter, reducerer risikoen for muskel- og seneoverbelastninger. Vælg underlag med godt greb (græs, skovsti), og undgå gentagne eksplosive starter på glat parket eller hård asfalt. Hold neglene korte, tjek tæer for hævelse eller ømhed efter løb, og brug potesalve eller beskyttende sko ved ru underlag.
Hold vægten slank. En kropstilstand på 4/9 er typisk passende for en Galgo, hvor ribben netop kan mærkes tydeligt uden overdreven fedtdækning. Overvægt belaster led og øger skadesrisiko. Foderet bør være af høj kvalitet med moderat fedt og tilpasset aktivitetsniveau. For at mindske risiko for mavedrejning, fodr 2–3 mindre måltider dagligt, undgå store portioner før intens leg, og lad hunden hvile mindst en time efter måltid.
Tandhygiejne er et must: daglig eller mindst 3–4 gange ugentlig tandbørstning, suppleret med dokumenterede tandtyggeprodukter, mindsker parodontitis. Hud og pels beskyttes med bløde senge, tæpper og dækkener i koldt vejr. Lyst pigment kræver solfornuft; undgå middagssol og overvej solbeskyttelse på tyndt behårede områder ved længere ophold.
Parasitsikring skal være helårs i Danmark for lopper og flåter, og udvides ved rejser sydpå med sandflue-afvisende midler mod leishmania. For importerede eller rejsende Galgoer er screeningsprogrammer for vektoroverførte sygdomme fornuftige. Endelig, sørg for sikker indhegning og god indkaldstræning eller brug af langline, da jagtdriften kan udløse uforudsete sprint og dermed traumer.

Tidlig opdagelse beror på, at man kender Galgoens subtile signaler. Halthed kan være diskret: kortere skridtlængde, tøven ved at springe ind i bilen, eller at hunden vender foden let udad. Tåskader viser sig ofte ved ømhed, hævelse omkring kløerne, eller at hunden aflastende sætter kun tåspidserne i. Iliopsoas- og lyskeskader kan give smerte ved hofteekstension, ubehag ved at gå på trapper, eller at hunden sætter sig skævt.
Mavetorsion udvikler sig typisk med rastløshed, oppustethed, savlen og forsøg på at kaste op uden at kunne. Puls kan være hurtig, og hunden virker smertepåvirket. Dette er akut – kør til dyrlæge straks. Mave-tarm-forstyrrelser som blodig diarré, gentagne opkastninger eller sort afføring kræver også hurtig vurdering.
Hold øje med sår og liggesår, især på albuer og hofter; varm, rød, fugtig hud eller ildelugt indikerer infektion. Tandproblemer viser sig ved dårlig ånde, rødme i tandkødet, savlen, at hunden tygger på den ene side, eller at den undgår hårdt foder.
For Galgoer med rejse-/adoptionshistorik fra Syd- eller Østeuropa kan leishmaniose give uspecifikke tegn: vægttab trods normal appetit, trist pels, fortykkede hudområder, næseblod, øjenirritation, haltheder og forstørrede lymfeknuder. Ehrlichiose og babesiose kan give feber, sløvhed og blege slimhinder. Mynder kan virke “lavt stofskifte-agtige” med træthed og lav T4 på blodprøver, uden at være hypothyroide; kliniske tegn som kuldeintolerance, hudforandringer og vægtøgning skal være til stede, før behandling overvejes.
Endelig, røde, irriterede øjne, lysfølsomhed eller tåreflåd bør vurderes; UV-eksponering kan forværre visse overfladiske hornhindetilstande hos mynder.

En struktureret sundhedsplan giver ro i maven. Hvalpe og unghunde bør følge et vaccinations- og ormeprogram, vægt- og vækstkontroller, samt tidlig tandtjek, så tandbørstning etableres som rutine. Tal med dyrlægen om det rigtige tidspunkt for neutralisation, da tidlig neutralisation kan påvirke muskel- og skeletudvikling; beslutningen bør være individuel og aktivitetsafhængig.
For voksne Galgoer anbefales årlige helbredstjek, gerne halvårlige for aktive løbere. Bed om en mynde-tilpasset gennemgang: gang- og bevægelsesanalyse, palpation af tæer og sener, ryg og hofter, samt mundhuleundersøgelse. Ved recidiverende halthed kan targeted billeddiagnostik (røntgen/ultralyd) af tæer og bløddele være afgørende. Tandrensning under anæstesi udføres efter behov; aftal moderne, mynde-venlige anæstesiprotokoller (f.eks. præmedicinering med opioider/alfaxalon, induktion med propofol/alfaxalon, vedligehold med iso-/sevofluran), aktiv varmestyring og blid væsketerapi.
Blod- og urinprofil hvert 12.–24. måned giver baseline-værdier. Vær opmærksom på, at mynder ofte har højere hæmatokrit, lavere total T4 og i nogle tilfælde lavere kreatinin end gennemsnittet på grund af lavere muskelmasse – tolkning bør ske med mynde-referencer. Import-/rejsehunde bør screenes ved ankomst og derefter årligt for leishmania, ehrlichia, babesia og hjerteorm, eller efter dyrlægens risikovurdering.
Aldrende Galgoer (>7–8 år) har gavn af halvårlige tjek med udvidede blodprøver, blodtryk, urin, tandstatus og muskel-/ledvurdering. Tidlig indsats mod slidgigt – vægtoptimering, øvelsesterapi, omega-3, smertestyring efter behov – forlænger mobilitet og livskvalitet. Vær også opmærksom på knogle- og bløddelstumorer hos ældre hunde; pludselig halthed eller hårde hævelser kræver hurtig udredning.

Tænk i levetider fra dag ét. For Galgo Español, der typisk lever 12–15 år, er en plan for motion, miljø, ernæring, forebyggelse og økonomi nøglen. Etabler daglige rutiner med kombination af rolige gåture, kortvarige sprint i sikre omgivelser, og mental aktivering (næsearbejde, spor, problemløsning). Varm altid op, og planlæg hviledage efter hård træning. Underlaget i hjemmet bør være skridsikkert; tæpper og løbere forebygger mikroglid og tåoverbelastning.
Sammensæt en ernæringsstrategi, der følger livsstadiet: hvalpefoder til store/atletiske racer i vækst for at undgå for hurtig vækst, voksenfoder med dokumenteret kvalitet, og seniorfoder med fokus på ledstøtte og passende energi. Monitorér kropsvægt og -tilstand hver måned, og justér fodringen ved 5 % afvigelse. Et tandprogram med daglig børstning, årlige mundtjek og behovsbaseret tandrensning sparer både ubehag og udgifter på sigt.
Planlæg for klima og rejse. Galgoen har tynd pels og lav fedtreserve; et godt dækken under 10 °C, og kølemåtte/skygge på varme dage, forebygger temperatursvingninger. Ved rejse til sydlige egne, start sandflueprofylakse i god tid, og aftal relevante tests efter hjemkomst. Lær hunden at bære mundkurv positivt, hvilket øger sikkerheden ved skader, dyrlægebesøg og i offentlige rum.
Byg et sundhedsfundament med forsikring, der dækker større skader og avanceret diagnostik. Hav et hjemmeapotek med plaster, potebandager, steril saltvand, sårgel, en blød mundkurv og telefonnumre til vagtveterinær. Registrér træning, hvile, vægt og eventuelle skader i en logbog, så mønstre opdages tidligt. For den ældre Galgo: investér i fysioterapi, low-impact motion som kontrolleret vandløbebånd, komfortable senge og ramper ved trin. Afslutningsvis, tal tidligt med dyrlægen om smertevurdering og værdig seniorpleje, så beslutninger bliver trygge og planlagte.