Nødsituationer med Gammel Dansk Hønsehund: Beredskab og førstehjælp

En Gammel Dansk Hønsehund er en robust, arbejdsivrig jagthund, som trives i mark, skov og ved vand. Netop derfor er en skræddersyet førstehjælpskasse uundværlig, både i hjemmet og i bilen. Vælg materialer i størrelser, der passer til en stor, dybbrystet hund, og pak i en vandtæt taske med tydelig mærkning. Indhold, der dækker racens aktiviteter, bør omfatte: sterile kompresser (10×10 cm) og non-stick sårpuder, elastisk selvklæbende bandage (7,5–10 cm), gaze- og bomuldsruller, trekantet tørklæde, medicinsk tape, hæmostatisk gaze eller blodstandsende pulver til negle, pincet og flåttang, stump saks og klotang, saltvandsampuller/0,9 % NaCl til skyl, klorhexidin 0,05 % til sårdesinfektion omkring – ikke i – dybe sår, steril øjenskyl, hydrogel til overfladiske hudafskrabninger, potesokker/booties og potebalsam, digitalt termometer med vandbaseret gel, engangshandsker, redningsfolie, SAM-skinne eller anden letvægts-splint, engangspose til is/vamepakker, mundkurv eller bredt gazebind til midlertidig mundbinding, kort line/sliplead samt sammenklappelig vandskål. Opbevar også telefonnumre til nærmeste døgnåbne dyrehospital, egen dyrlæge og forsikringsselskab, hundens vægt og chipnummer samt vaccinationsstatus (inkl. leptospirose, hvis relevant for jagt/vand).
For en Gammel Dansk Hønsehund, der ofte arbejder i tæt vegetation og på ujævnt underlag, er ekstra potesokker, en større mængde elastikbind og en ordentlig splint især værdifulde. Undgå at opbevare lægemidler uden aftale med dyrlægen; antihistaminer, aktivt kul og brintoverilte til fremkaldelse af opkast må kun bruges efter professionel vejledning. Kontroller kassen hvert kvartal, udskift udløbne produkter, og lav en fast pakkeliste til jagtsæsoner, hvor risikoen for rifter, potelæsioner, flåter og øreproblemer stiger. Træn desuden hunden i at acceptere mundkurv og rolig håndtering, så førstehjælp kan gives sikkert og effektivt.

Selv om racen er sindig og velafbalanceret, arbejder Gammel Dansk Hønsehund ofte langt fra fører, i højt tempo og i varierende terræn. Det øger risikoen for bestemte akutte situationer, som det betaler sig at kende på forhånd.
Oppustethed/mavedrejning (GDV): Som stor, dybbrystet hund har racen en øget risiko for GDV. Tidlige tegn er rastløshed, udspilet mave, kvalme uden opkast, savlen, smerte og hurtig vejrtrækning. Mål temperatur og puls, giv ikke mad eller vand, og kør straks til dyrlæge. Tid er afgørende.
Varmebelastning/hedeslag: På varme dage eller under intens jagt kan hunden overophede. Tegn er kraftig gispen, røde eller blege gummer, slaphed, koordinationsproblemer og evt. opkast. Flyt til skygge, begynd skånsom køling med lunkent vand og ventilation, og stop nedkølingen ved ca. 39,5 °C. Opsøg dyrlæge, hvis symptomerne er moderate til svære.
Vandrelaterede hændelser: Ikke alle Gammel Danske Hønsehunde er naturtalenter i vand. Pas på kraftig strøm, koldt vand, iskanter og sekundær drukning (hoste, besvær med at trække vejret timer efter hændelsen). Hold øje med ører efter badning, da fugt kan udløse øregangsbetændelse.
Traumer og sår: Potepuder skæres let på flint, glas eller is, og halen/ører kan få flænger i tæt krat. Brug trykforbinding, potesok og rolig transport til dyrlæge ved dybere sår eller blødninger, der ikke stopper på få minutter.
Flåter og plantedele: Flåter kan overføre borrelia/anaplasma; fjern dem hurtigt. Awns (græsfrø) kan bore sig ind mellem tæer, i ører og armhuler, hvilket giver akut irritation, halthed eller hovedrysten. Søg dyrlæge, hvis fremmedlegemet ikke kan ses og fjernes sikkert.
Kramper og forgiftning: Pludselige kramper kan bl.a. skyldes toksiner. Fjern farer i omgivelserne, undgå at holde i munden, og søg straks dyrlæge, hvis anfaldet varer over 3 minutter, eller hvis der opstår flere anfald.

En nysgerrig, næsefast jagthund kan komme i kontakt med giftstoffer i natur og hjem. Hurtig, korrekt håndtering forbedrer prognosen markant. Typiske toksiner i Danmark omfatter rottegift (antikoagulantia og D3), sneglegift (metaldehyd), menneskemedicin (ibuprofen, paracetamol), xylitol i tyggegummi/snacks, chokolade og druer/rosiner, løg/hvidløg, frostvæske (ethylenglykol), olieprodukter, ukendte svampe, pesticider samt cyanobakterier (blågrønalger) i sensommeren. Ved kysten kan både saltforgiftning (for meget havvand) og vandforgiftning (for meget ferskvand) opstå.
Gør sådan: Fjern straks adgang til kilden, behold emballage/prøve, og noter tidspunkt, mængde og hundens vægt. Skyl pels og poter med lunkent vand ved hudkontakt. Giv ikke mad, mælk, kul eller salt uden aftale. Fremkald ikke opkast uden at tale med dyrlæge – det kan være farligt ved ætsende stoffer, petroleum, skarpe genstande eller hvis hunden er sløv. Ring straks til nærmeste døgnåbne dyrehospital, beskriv symptomer (opkast, rysten, blødning, blege/mørkerøde gummer, øget tørst, ændret adfærd), og følg anvisninger. Aktivt kul, brintoverilte og antihistamin anvendes kun efter specifik faglig rådgivning om indikation og dosis.
Ved mistanke om rottegift: Hold hunden i ro, undgå slag/stød, og kom afsted – blødning kan være forsinket. Ved metaldehyd (sneglegift): Hold mørkt og stille, da lys/lyd kan trigge kramper. Ved blågrønalger: Skyl straks hele hunden, undgå at lade den slikke pelsen, og kør til dyrlæge med det samme. Ved xylitol: Hurtig indsats er afgørende pga. risiko for lavt blodsukker og leverskade.
Forebyggende for en Gammel Dansk Hønsehund: Lær et solidt “slip”-signal, så hunden frivilligt afleverer fundne ting; bær frisk vand på ture; undgå drik ved stillestående, algefyldt vand, og hold skarpt opsyn ved gårde og udhuse, hvor gift ofte opbevares.

Sikkerhed først: En smertepåvirket hund kan bide i affekt. Anvend mundkurv eller et bredt gazebind som midlertidig mundbinding, med mindre hunden har åndedrætsbesvær eller opkast. Hold hunden varm og rolig.
Blødning: Læg direkte tryk med steril kompres i 3–5 minutter uden at kigge. Forstærk med elastikbind til en fast, men ikke strammende trykforbinding. Ved sprøjtende blødning, stor sårflade eller gennemblødt forbinding, kør straks til dyrlæge. Tourniquet er sidste udvej og kræver træning og tidsregistrering.
Pote- og negleskader: Skyl med saltvand, fjern synlige småstumper, læg non-stick sårpude, polstr med vat/gaze mellem tæerne, og afslut med elastikbind og potesok. Ved revet negl kan blodstandsende pulver bruges, men dæk til, og få dyrlægen til at vurdere negleroden.
Øre og hale: Øreflænger bløder voldsomt. Læg tryk, og tape forsigtigt øret fast oven på hovedet med gaze mellem hudlagene. Haleender kan beskyttes med polstring og elastikbind.
Øjne: Ved stik eller sår i øjet – undgå tryk, undlad at skylle aggressivt, og beskyt med en løs kop/krave; kør til dyrlæge straks.
Mistanke om fraktur eller rygskade: Flyt så lidt som muligt. Brug brædder, dørmåtte eller tæppe som båre til denne store race. Midlertidig splint kan anlægges, hvis du er trænet; ellers blot polstring og immobilisering under transport.
Hugormebid: Hold hunden i ro og i snor, løft ikke unødigt, og søg dyrlæge omgående. Ingen is, ingen udmalkning, ingen snørebåndsafklemning. Hold øje med hævelse, smerte, sløvhed.
Flåter og græsaks: Fjern flåter med flåttang ved at trække lodret. Opsøg dyrlæge, hvis et aks sidder i øre/næse eller giver vedvarende irritation/halten.
Varme/kulde: Ved hedeslag – begynd kontrolleret køling (lunkent vand, ventilation), tilbyd små slurke vand, mål temperatur hvert 5. minut, og stop ved 39,5 °C. Ved nedkøling – tør hunden, pak i tæpper og brug kropsvarme/varmeposer indpakket; undgå direkte varmepistol/varmepude. Ved nærdrukning – hold luftvejene frie, læg i sideleje, og kør til dyrlæge; start HLR kun, hvis du er trænet, og hunden ikke trækker vejret og ikke har puls.
For GDV-mistanke: Giv hverken vand eller mad, lad ikke hunden rulle, og kør direkte til dyrehospital.

Kend på forhånd din nærmeste døgnåbne klinik, rute og estimeret køretid. Ring altid før afgang, så teamet kan forberede sig. Søg akut, hvis din Gammel Dansk Hønsehund har: mistanke om GDV, åndedrætsbesvær, kollaps, vedvarende opkast/diarré, kramper over 3 minutter eller flere i træk, svære smerter, ukontrollerbar blødning, øjenskade, hugormebid, mistanke om gift, temperatur > 40,5 °C eller < 36,0 °C, eller hvis noget “ikke stemmer”.
Oplys til dyrlægen: starttidspunkt, udløsende hændelse/eksponering, observerede symptomer, førstehjælp udført, hundens vægt og medicinsk historik (seneste måltid, medicin, forsikring). Mål hjemmemæssige vitalparametre, hvis muligt: temperatur 38,0–39,0 °C, hjertefrekvens ca. 60–100/min i hvile for en stor hund, respirationsfrekvens 10–30/min, lyserøde fugtige gummer og kapillærfyldning på 1–2 sekunder. Afvigelser – især blege/blålige/mørkerøde gummer, hurtig svag puls eller meget anstrengt vejrtrækning – er alarmsignaler.
Transport: Brug skridsikker overflade i bagagerum med sele eller bur, polstring ved mistanke om fraktur, og hold hunden varm og i ro. Giv ikke smertestillende fra husholdningen; mange humanpræparater er toksiske for hunde.
Forebyggelse og beredskab, tilpasset racen: Reducér GDV-risiko ved at fodre i 2–3 mindre måltider, undgå voldsom aktivitet 60 minutter før/efter måltid, brug eventuelt slowfeeder, og diskuter profylaktisk gastropexi med dyrlægen, hvis der er familiær risiko. Tjek poter og ører efter hver jagtdag, brug flåtprofylakse i sæson, og træn håndtering (stå, vis pote, åbn mund), så undersøgelser går gnidningsfrit. Konditionér til mundkurv og sikre bilrutiner. Hav numre og adresse til klinikker gemt i telefon og på kort i førstehjælpskassen, og lav halvårlig gennemgang af udstyr og procedurer.