Hamiltonstovare - Ansvarlig avl og genetik

Hamiltonstovaren er Sveriges nationale støver, skabt af grev A. P. Hamilton i slutningen af 1800-tallet ved selektion på engelske foxhounds, harrier og nordiske støvere. Den tilhører FCI Gruppe 6 (Drivende jagthunde, sporhunde og beslægtede racer), sektion 1.2. Racen er middelstor og rektangulær, hanhunde typisk 53–61 cm og tæver 49–57 cm i skulderhøjde, med vægt omkring 23–27 kg. Pelsen er kort, glat og tætliggende med hård struktur, og farven er klart trefarvet: sort sadel over varm tan samt tydelige hvide aftegninger. Ørene er middelstore og hængende, halen bæres lige eller let sabelformet til hasehøjde, og biddet skal være korrekt saksebid. Bevægelsen er jordvindende og effektiv, uden løshed eller fransk forstilling. Temperamentet skal være modigt, venligt, selvstændigt og samarbejdsvilligt – aldrig sky eller aggressivt. Hamiltonstovaren er avlet til at jage hare og ræv alene med klingende drev, hvorfor mental robusthed, koncentrationsevne og god næse er centrale avlsmål på linje med eksteriør. Levetiden ligger typisk omkring 11–13 år. Racen er ikke hypoallergen, men den er letplejet; ugentlig gennemredning og ørekontrol er som regel tilstrækkeligt, dog kræver jagtbrug hyppigere eftersyn. Den daglige motionsmængde bør være høj – minimum 90–120 minutters varieret aktivitet, gerne spor-/næsearbejde. Kuldstørrelse ligger oftest på 5–8 hvalpe. En stabil, energisk Hamiltonstovare trives i aktive hjem med adgang til natur; en have er en fordel, men det afgørende er opfyldelse af racens jagtlige og mentale behov. Ved avl bør man prioritere funktionel eksteriør (dyb brystkasse uden overdreven snæverhed, stærk overlinje, tør muskulatur og hårde poter), så hunden kan holde til mange års jagt og sporarbejde.

Hamiltonstovaren har en relativt lille global population, og ansvarlig avl kræver aktiv forvaltning af den genetiske variation. Start med at beregne indavlskoefficient (COI) på både 5 og 10 generationer og sammenhold med racens gennemsnit; hold COI for planlagte kuld så lavt som muligt, ideelt under 6,25 % eller under racens aktuelle gennemsnit. Endnu bedre er at arbejde med slægtskabsbaserede mål som Mean Kinship (MK), hvor man vælger partnere med lavere MK end racens middel for at bevare variationen. Undgå populære hanhunde-effekten ved at begrænse antallet af parringer/afkom per han inden for en årgang, så ét individ ikke dominerer genpuljen. Polygene træk som hofte- og albueled (HD/AD), bevægelse og mentalitet har moderat arvelighed; brug tilgængelige avlsværdier (EBV), når de findes, og kombiner individer klogt (højrisiko med lavrisiko) for at sænke populationsrisikoen over tid. Farvegenetikken er enkel: tricolour skyldes tan-point (A-locus) med hvidt fra S-locus; racen bærer hverken merle eller fortynding (dilute), og sådanne farver må ikke introduceres. Selektér for korrekt, klart afsat trefarve, men undgå farveavl på bekostning af sundhed og funktion. Adfærd har også genetisk komponent: jagtlyst, sporvilje, skudfasthed og social stabilitet varierer mellem linjer. Vælg linjer med dokumenteret mental robusthed via BPH/MH, jagtprøver og konsistente observationer af søskende og nære slægtninge. Strukturelt bør man værne om moderat, funktionel bygning og undgå ekstreme proportioner. Meget dyb og snæver brystkasse kan være associeret med øget risiko for mavedrejning; avl efter velformet, men ikke overdrevent dyb brystkasse og korrekt, fast buglinje kan være et forsigtigt, sundhedsfremmende valg. Internationalt samarbejde – f.eks. brug af frossen sæd fra ubeslægtede linjer – kan markant forbedre effektiv populationsstørrelse.

Sundhedsscreening er fundamentet for ansvarlig Hamiltonstovare-avl. Minimum anbefales officiel HD- og AD-røntgen efter FCI-protokol: hofter (A–E) og albuer (0–3), typisk fra 12–18 måneders alder afhængigt af national klub. Som tommelfingerregel avler man kun på HD A eller B og AD 0 (evt. 0/1 kun mod klart lavrisikopartner efter klubanbefaling). Brug EBV, hvor muligt, da det vægter slægtskab og giver mere præcis risikovurdering end individets egen status alene. Epilepsi forekommer i racen, om end med varierende frekvens mellem linjer. Der findes ingen valideret DNA-test; derfor er åben sundhedsrapportering, grundig stamtavleanalyse og udelukkelse af afficerede individer essentielle tiltag. Vær forsigtig med avl på søskende til afficerede, især ved tidlig debut (1–5 år). Øreproblemer (otitis externa) ses relativt hyppigt hos jagtaktive, hængeørede hunde; kroniske eller tilbagevendende infektioner kan have multifaktoriel baggrund, herunder allergisk disposition. Overvej at fravælge avl på hunde med dokumenteret kronisk otitis eller atopisk dermatitis. GDV/mavedrejning er en akut, livstruende tilstand; der findes ingen enkel genetisk test, men oplysninger om forekomst i linjen bør vægtes, og man kan informere valpekøbere om forebyggelse og tidlige symptomer. Supplerende undersøgelser: klinisk almenundersøgelse inkl. hjerteauskultation før avl, skjoldbruskkirtelprofil (i linjer med mistanke om hypothyreose), samt ECVO-øjenlysning som baseline. Brucella canis-test kræves før international parring/import af sæd. Registrér alle fund i DKK/SKK’s databaser eller klubbens sundhedsprogram og del dem åbent. Endelig anbefales mentalbeskrivelse (BPH/MH) og/eller jagtprøve, før hunden godkendes til avl, da mentalitet og arbejdsdrift er kerneværdier i racen.

Etisk avl sikrer både racens fremtid og de enkelte hundes velfærd. Avl på Hamiltonstovare bør først ske, når hunden er fysisk og mentalt moden, typisk tidligst ved 2 år for tæver og 18–24 måneder for hanner, og først efter fuld sundhedsscreening. Tæver bør have passende pauser mellem kuld, og det samlede antal kuld bør være begrænset af hensyn til livslang sundhed. Undgå nært beslægtede parringer; far–datter, mor–søn og hel-/halvsøskende er uforenelige med god etik, og selv linjeavl bør kun ske med klare, sundhedsfaglige begrundelser og lav COI i kuldet. Transparens er afgørende: del fuld sundhedsstatus, mentalbeskrivelser, jagtmeritter og eventuelle kendte problemer i linjen – inklusive epilepsi, alvorlig mave-tarm-problematik eller kronisk otitis. Avl kun på hunde med stabilt, venligt temperament uden aggressionshistorik, udtalt frygt eller skudangst. Prioritér funktionelt eksteriør frem for showmessige overdrivelser; Hamiltonstovaren er først og fremmest en arbejdende støver. Implementér politik mod populære hanhunde: eksempelvis maksimalt X kuld eller Y registrerede hvalpe pr. han over en rullende femårsperiode, afhængigt af national klub. Sørg for ordentlige forhold for drægtig tæve og hvalpe: roligt miljø, evidensbaseret fodring, veterinærtilsyn ved behov og socialisering efter moderne retningslinjer (ENS/ESI, milde miljøeksponeringer og håndtering fra uge 3–8). Lav klare købsaftaler med sundhedsgarantier, tilbagekøbs-/omplaceringsklausul og livslang support til valpekøbere. Registrér og følg systematisk op på afkommets sundhed og mentalitet, og vær parat til at trække linjer ud af avl, hvis der opstår mønstre af alvorlig sygdom.

Definér først dine mål: Hvad skal forbedres – hofter/elbows, bevægelse, øresæt, overlinje, poter, mental skarphed, næse og drev? Brug eksteriørkritikker, video af bevægelse, jagtprøver og mentalbeskrivelse som objektive datapunkter. Kortlæg derefter slægtskabet: beregn COI (5/10 gen), tjek Mean Kinship og identifikér genetisk afstand; prioriter kombinationer med lavere MK end racens middel. Anvend EBV for HD/AD, så en hund med middel egenstatus, men stærk slægt, ikke undervurderes – og omvendt. Match størrelser, så afkom forventes at lande sikkert inden for standarden (han 53–61 cm, tæve 49–57 cm; vægt ca. 23–27 kg), og undgå kombinationer der fremmer tunghed eller overdrevent dyb/smal brystkasse. Vælg kun partnere med stabilt, venligt temperament og skudfasthed dokumenteret i praksis. Overvej geografisk outcross: ubeslægtede linjer fra fx Sverige, Norge, Finland, Storbritannien eller Centraleuropa kan tilføre ønsket variation; frossen sæd er et nyttigt værktøj. Praktisk planlægning: progesteronmålinger for optimal parringstid, brucella-test og infektionsscreening, samt aftale om naturlig parring vs. insemination. Inden parring bør begge hunde have frisk tandstatus, normal vægt/kondition (BCS 4–5/9) og opdaterede vaccinationer/ormekur efter dyrlægens rådgivning. Planlæg kuldet i kalenderen, så du har tid til intensiv socialisering fra uge 3–8 og matchning af hvalpe til egnede hjem (aktive jægere/sportshjem med forståelse for racens behov). Efter kuldet: indsamling af data om sundhed, vækst, HD/AD-status og mentalitet hos afkom, og offentlig deling af nøgletal, så hele racen kan lære af erfaringerne.