Hjortehund vinteromsorg: Koldt vejr og hundens behov

Hjortehunden er en stor, stridt pelset mynde med dobbelt pels, som giver et rimeligt værn mod kulde i tørt, stille vejr. Men den lange, slanke kropsform, den relativt lave fedtprocent og den tynde hud betyder, at den taber varme hurtigt i blæst og regn, og særligt når pelsen gennemvædes. Derfor trives racen bedst i kulde, når vejr og underlag er tørt, og når tiden udendørs doseres med omtanke. Hvalpe, slanke unge hunde, ældre hjortehunde samt hunde med hypothyreose, er mere kuldefølsomme og skal skærmes ekstra, hvilket også gælder efter klipning af lange hår mellem trædepuder, hvor poter lettere bliver kolde.
Vær opmærksom på tidlige tegn på kuldestress: rysten, sammensunken holdning, løft af poter, stiv gang, jamren eller modvilje mod at fortsætte. Bliver hunden apatisk, varm om kroppen men kold på ekstremiteterne, eller reagerer den langsomt, skal den straks ind i varmen, tørres grundigt og monitoreres. Frostskader ses primært på ører, halespids og pung; huden bliver bleg eller grålig, og efterfølgende rød og øm. Undgå at gnubbe – lun langsomt op med kropsvarme, tæppe og lunkne omslag.
Vindafkøling, våd sne og is forværrer kuldebelastningen markant. Brug derfor regndækken i vådt vejr, og afkort turene ved temperaturer omkring frysepunktet, hvis det blæser. Efter intens leg kan hjortehunden hurtigt blive gennemblødt af sne og sved; skift til tørt dækken, når I går hjemad. Af hensyn til maveudvidelse og -drejning (GDV) må der ikke motioneres hårdt en time før og to timer efter måltid, og undgå store mængder iskoldt vand eller at lade hunden æde sne. Hjertepatienter (DCM) bør have konservativ vinterplan med blide, men hyppige ture, fokus på opvarmning og pause ved mindste tegn på træthed.

Det rigtige udstyr gør vinteren både tryg og behagelig for en hjortehund. Et vindtæt, vandafvisende dækken med isoleret for er basis; vælg en model, der dækker brystkassen og den lange lænd, og som ikke begrænser skulderfriheden. Til tør kulde er et let fleecedækken ideelt, mens et regndækken er uundværligt i slud og tø. En blød halsvarmer (snood) beskytter den lange, tynde hals samt ører mod vind, og kan bæres under dækkenets krave.
Poterne kræver særlig omtanke. Hvis I går langt på saltede fortove eller på grov is, er robuste potesko med god pasform og mønster en klar fordel. Til kortere ture kan en bivoks- eller lanolinbaseret potesalve beskytte mod salt, is og revner. Hav altid et lille håndklæde i lommen, så isknuder mellem tæerne kan fjernes undervejs.
Sikkerhed i mørke er afgørende for en stor, mørkfarvet mynde. Brug refleksvest eller reflekspiping på dækkenet, LED-halsbånd og pandelampe til føreren. En lang, polstret line giver kontrol på glat underlag, uden at forstyrre hundens naturlige bevægelser.
Til bilen anbefales en skridsikker måtte i buret, et tørredækken efter tur og, ved længere transporter, en isolerende måtte, så kulden ikke trænger op fra bilens gulv. Medbring lunkent vand i termoflaske og en isoleret skål, da metal hurtigt afkøler væske. Indendørs hjælper skridsikre tæpper, neglegrip eller potesokker med greb på glatte gulve, så den store hund ikke glider og overbelaster led og muskler. Husk regelmæssigt at kontrollere pasformen på udstyret – hjortehundens dybe brystkasse og smalle talje kræver præcis tilpasning for at undgå gnavesår.

Hjortehunden har brug for mere end to timers daglig aktivitet, men vinterens nøgleord er kvalitet og temperaturstyring. Start altid med 10–15 minutters opvarmning i snor: rolig trav, cirkler, sideføre-øvelser, samt lette mobilitetsrutiner for skuldre, ryg og hofter. Det øger blodgennemstrømningen, mindsker skadesrisiko og hjælper den lange muskulatur i gang.
Lad intens friløb foregå i sikkert indhegnede områder med godt fodfæste. Undgå blank is og hårdt, ujævnt underlag, der kan give fiberskader og vrid. Hold de hurtigste spurter korte, og læg hellere flere, korte sekvenser ind end én lang. Afslut med 5–10 minutters nedvarmning i snor, og skift til tørt dækken umiddelbart efter.
Planlæg måltider, så maven ikke er fuld før aktivitet: giv to til tre mindre måltider dagligt, og undgå hård leg en time før og to timer efter fodring for at reducere risikoen for GDV. Server vand lunkent, og tilbyd hyppige, små slurke i stedet for en stor skål iskoldt vand efter tur. Har din hjortehund tendens til at tabe sig i kulden, kan du øge energiindtaget moderat, 5–10 %, og monitorere huld ugentligt med kropsscoring og vægt.
På dage med streng kulde eller storm, flyt fokus til mental og kontrolleret fysisk træning indendørs: næsearbejde (gemsøg, spor i stuen), target- og balanceøvelser, korte cavaletti-sæt, og problemløsning med foderbrætter. Undgå tvungen konditionstræning såsom cykling – det belaster led og bløde væv unødigt på glat føre, og passer dårligt til racens følsomhed. For hjortehunde med DCM eller ældre hunde, prioriter flere, korte ture med lav intensitet og god opvarmning frem for lange, udmattende eftermiddagsruter.

Sunde poter er afgørende for en hjortehunds vintertrivsel. Trim de lange hår mellem trædepuder, så sne og is ikke pakker sig. Kløer skal holdes korte, da lange kløer forringer greb på sne og øger vridrisikoen. Før turen, massér en tynd film potesalve ind i trædepuder og mellem tæerne for at skabe en vandafvisende barriere. Efter turen, skyl poterne i lunkent vand for at fjerne salt og små skarpe ispartikler, og tør grundigt – især mellem tæerne – før du påfører en let, plejende salve ved begyndende tørhed.
Går I langt på saltede veje, er potesko ofte den bedste løsning. Vælg fleksible, men slidstærke sko, der følger potens form, og træn fit og accept indendørs, før I møder sne og is. Kontroller jævnligt for gnavesår; hjortehundens hud er fin, og små irritationer kan udvikle sig hurtigt.
Vær opmærksom på blødning ved rifter fra iskanter. Racen kan have Factor VII-mangel, som øger blødningstendens. Stop blødning med koldt tryk og ren kompres, læg en fast, men ikke stram forbinding, og kontakt dyrlæge ved vedvarende sivning. Hav et lille førstehjælpskit med sterile kompresser og elastisk binde på vinterture i terræn.
Hyppige tisseture forebygger irritation fra salt og sne, og er ekstra relevante, hvis hunden har historik med cystinuri. Lær en hurtig “pote-tjek”-rutine efter hver tur: føl efter varme-, hævelses- eller ømhedsområder, og se efter revner. Små tegn taget i opløbet holder den store mynde smertefri og glad for at komme ud igen næste dag.

Når dagene er korte og kolde, er hjemmet hjortehundens base. Den store krop og knoglebygning kræver en blød, støttende liggeflade: en tyk, ortopædisk madras med memoryskum, gerne hævet en smule fra gulvet, beskytter mod træk og hård kulde fra underlaget. Placér sovepladsen i et roligt, trækfrit hjørne, og læg et uldtæppe ovenpå, som kan skiftes, når det bliver fugtigt. En rumtemperatur på 18–21 °C er fin for de fleste, men en våd eller ældre hund kan have gavn af et let varmetæppe på lav varme under opsyn – aldrig direkte på huden.
Gør hjemmet skridsikkert. Løbere med gummibagside, yogamåtter på kritiske stræk og trimmede kløer forebygger fald og fiberskader, særligt efter friløb, hvor muskulaturen er træt. Tør pelsen grundigt efter våde ture, og børst 2–3 gange ugentligt for at lufte underulden og fjerne skidt; den stridte dobbeltpels må ikke barberes, da det forringer isoleringen. Hud og pels kan blive tørre i opvarmet indeklima, så sørg for adgang til frisk vand, og overvej omega-3 som led i hudpleje efter aftale med dyrlægen.
Aktivér hjernen dagligt: korte lydighedssekvenser med blid stemme, targettræning, rolig trækkeleg med klare regler, samt foderpuslespil, der udtrætter mentalt uden at stresse. Hjortehunden er følsom og trives med venlig, konsekvent rutine; undgå høj stemme og hårde metoder. Hold faste pauser mellem måltider og leg for at beskytte maven mod GDV, og hold øje med tegn på hypothyreose i vinterhalvåret, såsom kuldeintolerance, mat pels og lavere energiniveau – tidlig dyrlægevurdering og blodprøve er guld værd.
Endelig, planlæg hviledage efter meget aktive sneeventyr. God restitution, roligt miljø og en varm, tør krop er formlen på en sund, glad hjortehund gennem vinteren.