Hollandsk Kooikerhondje - Ansvarlig avl og genetik

Hollandsk Kooikerhondje er en lille, elegant apporterende og apporterende/driver-hund fra Holland, udviklet som lokkehund ved andefang (eendenkooi). Racen tilhører FCI gruppe 8, sektion 2 (Spaniels), med standardnummer FCI 314. Helhedsindtrykket er harmonisk og atletisk, med en rektangulær kropsramme, let opadbåret hale med tydelig hvid fane og et vågent, venligt udtryk. Hanner måler typisk 40 cm i skulderhøjde (± 2 cm), tæver cirka 38 cm (± 2 cm), og vægten ligger oftest mellem 9 og 11 kg.

Hovedet er tørt og middelbrede, næsepartiet er moderat langt og parallelt med skallelinjen. Øjnene er mandelformede og mørkebrune, med et mildt, opmærksomt blik. Ørerne er middelstore, tæt ansatte og bæres hængende med fin behåring; de karakteristiske sorte hårspidser på ørebehænget, de såkaldte "earrings", er ønskelige, men ikke obligatoriske. Brystkassen er dyb til albuen, ryggen fast, og bevægelserne er lette, jordvindende og økonomiske.

Pelsen er middel-langt hårlag med blød, tæt underuld, let bølget eller glat, med rige faner på hale, ben og bryst. Farven er klart hvid bundfarve med velafgrænsede orange-røde plader; sort på kroppen er uønsket, mens sorte spidser på ørene tolereres. En hvid halespids foretrækkes, og hovedtegning med gennemgående hvid blis er typisk. For meget eller for lidt farve er en fejl i udstillingsmæssig forstand, men bør ikke vægte højere end sundhed og temperament i avlsbeslutninger.

Temperamentet er venligt, årvågent og hurtigt reagerende, med en vis reserverethed over for fremmede uden at være nervøs. Kooikeren er førerorienteret, intelligent og følsom for hårde metoder, hvorfor blid, konsekvent træning er afgørende. Som tidligere vandarbejdende jagthund er den ofte glad for vand, og dens alsidighed gør den velegnet til lydighed, rally og næsearbejde. Pelspleje kræver gennemredning flere gange om ugen, og racen trives bedst med daglig, varieret aktivitet.

Kooikerhondjen blev genopbygget som race i midten af det 20. århundrede fra et relativt lille antal avlsdyr. Denne historik med grundlæggerflaskehals betyder, at ansvarlige opdrættere aktivt bør forvalte genetisk diversitet, samtidig med at kendte arvelige sygdomme kontrolleres. Målet er ikke blot at undgå syge hvalpe, men også at bevare en bred genpulje for at reducere risikoen for fremtidige recessive problemer.

Et praktisk værktøj er løbende at overvåge indavlskoefficienten (COI). Som tommelfingerregel stræbes der efter en 5–10 generations COI så lav som muligt, ofte under 6,25 % på den planlagte parring, alt efter racens effektive populationsstørrelse. Vurder altid både stamtavlebaseret COI og, hvor muligt, genomisk slægtskabsanalyse, da sidstnævnte kan afsløre skjult slægtskab. Undgå matadoravl; begræns udbredelsen af meget populære hanhunde for at mindske genetisk drift.

Farveavl bør fastholde racens standard uden at favorisere snævre træk, der kan reducere diversiteten, f.eks. konsekvent selektion efter meget markante "earrings". Funktionelle egenskaber – nervefasthed, førerfokus, arbejdsglæde og sund, effektiv bevægelse – prioriteres. Vægt nøje balancen mellem eksteriør, sundhed og mentalitet, så man ikke låser avlen i få linjer med ensartet type.

En vigtig nuance i Kooikerhondje er håndteringen af kendte recessive mutationer. For at bevare diversitet kan bærere indgå i avl, når de parres med genetisk fri (clear) partnere, og afkom testes. Denne "bærer-til-fri"-strategi er internationalt anerkendt, når den kombineres med gennemsigtighed og systematisk sundhedsscanning. Parallelt bør racens effektive populationsstørrelse (Ne) løbende monitoreres via klub og databaser, og nye linjer kan med fordel introduceres gennem internationalt samarbejde, når sundhedsstatus og temperament er dokumenteret.

Selv om Hollandsk Kooikerhondje generelt anses for sund, findes der en række racerelevante undersøgelser, som bør indgå i ethvert avlsprogram. Følgende anbefalinger går igen i flere europæiske specialklubber; tjek altid de gældende nationale krav før parring.

• DNA-tests (recessive):
• Von Willebrands sygdom type III (vWD type 3): en alvorlig blødersygdom. Test alle avlsdyr. Avlskombinationer: Fri × Fri eller Bærer × Fri er acceptable; undgå Bærer × Bærer og enhver kombination med Afficeret. Dokumentér status i kontrakter og stambogsindberetning.
• Arvelig nekrotiserende myelopati (ENM/HNM): en dødelig neurologisk lidelse hos hvalpe. Samme parringprincip som ovenfor: undgå at parre to bærere.

• Øjne (ECVO):
• ECVO-øjenundersøgelse årligt eller inden for 12 måneder før parring, med fokus på katarakt, PRA og øvrige arvelige forandringer. Hvalpe inspiceres af dyrlæge, men avlsdyr bør have gentagne, officielle ECVO-attester over tid.

• Bevægelsesapparat:
• Hofter (HD): røntgen og bedømmelse efter FCI. Stræb efter A eller B. Undgå kombinationer, der øger risikoen for moderate/svære forandringer. Selvom racen er lille, er solid hoftebygning vigtig for et langt, aktivt liv.
• Patellaluksation: klinisk undersøgelse ved certificeret dyrlæge. Anbefalingen er at avle på grad 0 (fri). I særlige tilfælde kan en mild grad 1 kun overvejes sammen med dokumenteret fri partner og stærk helhedsprofil – følg klubbens regler.

• Supplerende:
• Epilepsi: der findes ingen sikker DNA-test; registrér forekomster i linjer, og undgå at gentage kombinationer, hvor der er påvist idiopatisk epilepsi i nært slægtskab.
• Autoimmun/myopatirelaterede problemstillinger: vær opmærksom på kliniske tegn (synkebesvær, udtalt motion intolerance). Henvis ved mistanke; undgå avl på afficerede og førstegradsslægtninge, indtil der foreligger klar rådgivning.

Testtidslinje og dokumentation: DNA-tests kan udføres én gang i livet. Patella tidligst fra ca. 12 måneder, HD typisk fra 12–18 måneder afhængigt af nationale retningslinjer, ECVO årligt. Indhent skriftlig dokumentation, og del resultater i åbne databaser (f.eks. klubregister), så racen samlet set avancerer sundhedsmæssigt.

Ansvarlig avl handler om mere end tests og stamtavler; det er en helhedsorienteret forvaltning af hundenes velfærd før, under og efter avl. Kooikerhondjen er sensitiv, samarbejdende og stærkt knyttet til sine mennesker, og det forpligter til etisk gennemtænkte valg.

Alder og frekvens: Par ikke tæver før fysisk og mentalt modenhed – ofte tidligst ved 2. løbetid og minimum 18–24 måneder. Respekter pauser mellem kuld, og sæt en fornuftig øvre grænse for antal kuld pr. tæve. Hanhunde bør først bruges, når sundhedsdata og mentalitet er veldokumenteret, og deres brug skal spredes i populationen for at undgå matadoravl.

Transparens: Offentliggør sundhedsresultater, DNA-status og kendte hændelser i linjen, herunder neurologiske eller epileptiforme tilfælde. Ved bærerstatus for vWD3 eller ENM er det etisk fuldt forsvarligt at avle med korrekt matchet, fri partner, hvis formålet er at bevare diversitet og forbedre racens helhed – forudsat at købere informeres skriftligt.

Velfærd før og efter parring: Forbered tæven med passende kondition, vaccinationer, parasitkontrol og ernæring, og giv et trygt, roligt miljø under drægtighed og diegivning. Kooikeren trives i et hjemmemiljø med struktur; minimér stress og hårdhændet håndtering. Tidlig socialisering af hvalpe (kontrolleret eksponering for mennesker, lyde, milde miljøskift, underlag og håndtering) fra 3.–12. uge er central for racens følsomme temperament.

Placering og opfølgning: Match hvalpe med ejerprofiler, der tilbyder daglig, varieret aktivitet og blid, konsekvent træning. Inkludér købskontrakt med sundhedsattester, rådgivning om pelspleje og motion, samt avlsklausuler der beskytter hundens velfærd. Tilbyd livslang support, og indsamle helbreds- og adfærdsdata løbende, så erfaringer føres tilbage i avlsbeslutninger. Det er god etik at tage en hund retur eller hjælpe med omplacering, hvis hjemmet ikke er det rette.

At vælge den rette avlspartner til en Hollandsk Kooikerhondje kræver en balanceret vurdering af sundhed, temperament, funktion og type. Start med sundhedsmatrixen: kombiner kun DNA-bærere af vWD3 eller ENM med fri partner, og tilstræb lave COI-værdier over 5–10 generationer. ECVO-øjne skal være aktuelle, patella fri og hofter sunde.

Temperament og brugsegenskaber: Racen er årvågen, hurtig og ofte førerfokuseret. Prioritér stabile nerver, miljørobusthed og arbejdsglæde. Undgå kombinationer af to udtalte, reserverede linjer, hvis målet er familieegnede sportshunde. Vurder hundene i neutrale miljøer og under pres (fremmede lyde, glatte gulve, vandarbejde), og indhent objektive data fra mentalbeskrivelser eller standardiserede adfærdstests, hvor det findes.

Eksteriør og bevægelse: Stræb efter korrekt størrelse (han ca. 40 cm, tæve ca. 38 cm), velbygget front, fast overlinje, funktionel vinkling og elastisk, jordvindende bevægelse. Ønskede farvefelter og ører med "earrings" er plusser, men må aldrig trumfe sundhed og mentalitet. Undgå ekstreme trækindskaber, der indskrænker genpuljen.

Komplementaritet og data: Brug avlsværdital, slægtskabsindeks og objektive præstationsdata (lydighed, rally, næsearbejde). Gennemgå søskende- og afkomsdata, ikke kun individets meritter. En tiltalende udstillingschampion er ikke nødvendigvis den bedste genetiske match, hvis søskendeflokken rummer patella- eller adfærdsudfordringer.

Praktik: Aftal på forhånd logistik, helbredskrav, parringstype (naturlig/insemination), gentagelsesparring ved tomhed, og ejerskab af sæd/frossen sæd. Dokumentér alt skriftligt. Ved import eller brug af udenlandske linjer skal sundhedsdata verificeres, og lokale regler for registrering og karantæne følges. Ved enhver tvivl vægtes velfærd og gennemsigtighed højest.