Italiensk Mynde - Ansvarlig avl og genetik

Italiensk Mynde er en lille, elegant mynde med oprindelse i Italien og tilhører FCI gruppe 10 (mynder). Racens ideal er en harmonisk, let og atletisk silhuet, der kombinerer ædelhed med funktionel sundhed. Højden er 32–38 cm for begge køn, og vægten højst 5 kg. Pelsen er kort, glat og fin, og farverne er ensfarvet sort, grå, skiferfarvet eller gul; hvidt er kun tilladt på bryst og poter. Helhedsindtrykket er tørt og let, men ikke spinkelt i en grad, der kompromitterer holdbarheden i knogler og led. Hovedet er langt og smalt med flad skalle, markeret men ikke overdrevet næseryg og et tørt, elegant næseparti. Øjnene er store og udtryksfulde uden udstående præget, og ørerne er små, fint foldede og højt ansat. Halsen er lang og let buet, ryggen fast med en let hvælvet lænd, brystet dybt og smalt med god hjertevolumen, og benene er lange, tørre og parallelle med kattepoter. Bevægelsen skal være fri, elastisk og jordvindende, med tydelig effektivt driv bagfra og stabilt forben. Temperamentet er følsomt, årvågent og legesygt; racen er skabt som selskabsmynde og lille jæger, hvilket stadig ses i dens hurtighed og reaktionsevne. Avlsmål bør forene racetypisk elegance med sund konstruktion: moderat benstamme, korrekt vinkling og stærke poter, så risiko for overbelastning og frakturer mindskes. Tandsættet ønskes komplet med korrekt saksebid; udtalte malokklusioner er ikke forenelige med avl. Farvefordelingen skal respektere standarden; udbredt hvid på kroppen eller ikke-standardfarver fravælges. En Italiensk Mynde skal være tryg, nysgerrig og social uden vedvarende skyhed eller nervøsitet i hverdagen.

Racen er numerisk lille og globalt relativt tæt beslægtet, hvorfor systematisk håndtering af indavl og genetisk diversitet er central. Beregn og monitorer indavlskoefficient (COI) på både 5- og 10-generationers stamtavler samt genomisk diversitet, når data foreligger. Som tommelfingerregel tilstræbes COI under 6,25 %, og gerne lavere, når det ikke medfører kompromis på sundhed og temperament. Undgå "popular sire"-effekten; mange afkom efter få hanner indsnævrer genpuljen og øger risikoen for recessive defekter. Flere af racens væsentlige sygdomme har genetisk komponent. Progressive Retinal Atrophy (PRA) er i de fleste racer autosomal recessiv, men specifikke mutationer kan variere; følg laboratoriets fortolkning og avlsråd. Von Willebrand’s Disease (vWD, ofte type I) har kompleks arvegang med variabel penetrans; brug DNA-status og eventuelt kvantitativt antigen/aktivitet til parringer, så afficerede afkom undgås. Vitreous degeneration synes at have polygen/aldersrelateret baggrund; konsekvent øjenlysning og registrering er nødvendig for at klarlægge mønstret i linjerne. Patellaluksation, Legg-Calvé-Perthes og generel knoglestyrke er polygenetiske/komplekse træk med miljøpåvirkning; selektion for korrekt bygning, solide poter og moderat benstamme kan reducere risiko. Portosystemisk shunt (PSS) optræder sporadisk; arvegangen er ikke fuldt afdækket – fravælg dyr med påvist shunt og brug systematiske galdesyremålinger i familien. Farvefortynding (blå/grå) er tilladt, men dobbelte fortyndingslinjer kan i nogle racer øge risiko for color dilution alopecia; registrér hud-/pelsproblemer i slægten og par med omtanke. Bevar racens adfærdsmæssige særkende: følsom, men stabil og social. Skyhed og lydsensitivitet har arvelige komponenter; vægt avlsmæssigt på tryggere individer. Brug internationale parringer for at brede genbasen, men valider sundhedsdata og DNA-kompatibilitet. En helhedsorienteret genetisk strategi kombinerer COI-styring, målrettet sygdomsforebyggelse og selektion for funktionel anatomi og temperament.

Et ansvarligt avlsprogram for Italiensk Mynde kombinerer DNA-tests, klinisk screening og løbende opfølgning. Anbefalet minimum før avl: 1) Øjenundersøgelse (ECVO) årligt fra 12 måneder: screener for PRA-tegn, vitreous degeneration, katarakt og andre arvelige øjenlidelser. 2) Patellastatus hos dyrlæge/ortopæd fra 12 måneder: kun dyr med PL grad 0 bør indgå i avl. 3) Von Willebrand’s Disease: DNA-test for kendte varianter samt evt. kvantitativ vWF-aktivitet; par kun kombinationer, der ikke kan give afficerede afkom. 4) Thyroideaprofil fra 24 måneder (total T4, fri T4, TSH og evt. TgAA) for at fange autoimmun thyroiditis/hypothyreose. 5) Leverfunktion: faste- og postprandiale galdesyrer før første parring for at screene for subklinisk PSS. 6) Ortopædisk vurdering: klinisk gennemgang af hofter/knæ og bevægeapparat; ved halthed eller racelinjer med Legg-Calvé-Perthes suppleres med røntgen af lårbenshoved. 7) Brucella canis-test til både han og tæve kort før parring (avlshygiejne og smitteforebyggelse). 8) Tandsæt/bid: dokumentér komplet tandsæt og korrekt saksebid; udtalte fejl fravælges. Yderligere anbefalinger: standard sundhedsprofil (hæmatologi/biokemi) for anæstesi- og drægtighedsforberedelse; hjerteauskultation som basis-screening. Sighthounds, herunder Italiensk Mynde, kan være mere følsomme for visse anæstesimidler; vælg moderne protokoller (propofol/isofluran) og undgå barbiturater. Registrér resultater i relevante databaser (DKK/klub), og gentag øjenlysning årligt, patellakontrol ved 3–4 år samt thyroideaprofil hvert 1–2 år for aktive avlsdyr. Drægtighed og fødsel: racen har ofte små kuld (2–4 hvalpe) og kan have øget risiko for kejsersnit; planlæg fødsel med erfaren dyrlæge, monitorér kalkbalance, og overvej herpesvaccination (CHV-1) efter dyrlægerådgivning. Systematisk postnatal opfølgning af hvalpe (vægtkurver, bid/knæ, øjne) giver værdifulde data til fremtidig selektion.

Etik i avl handler om mere end tests – det handler om velfærd før, under og efter avl. Italiensk Mynde er en følsom, social selskabshund, der trives på nærhed; avlsdyr skal derfor udvise tryghed, venlighed og god tilpasning til hverdagslivet. Vedvarende skyhed, aggressivitet eller udtalt lydsensitivitet er diskvalificerende for avl. Følg nationale regler (f.eks. DKK/FCI) for avlsalder, kuldinterval og dokumentationskrav. Som rettesnor bør tæver ikke parres før fuld fysisk og mental modenhed (typisk ≥ 18 måneder og helst efter anden løbetid), og antallet af kuld begrænses af hensyn til velfærd og restitution. Transparens er central: offentliggør sundhedsresultater, COI og parringsovervejelser, og del data med raceklubben for samlet fremdrift. Undgå popular-sire praksis, og fordel avlen over flere linjer. Fravælg kryptorchide hanner, dyr med PL > 0, dokumenteret PSS, gentagne øjenfund eller vedvarende hormonforstyrrelser. Respekter standarden uden at forfølge ekstreme træk: for fin benstamme eller for lille størrelse kan øge skadesrisiko; mål efter funktionel elegance. Etisk ansvar omfatter også hvalpekøberne: grundig screen­ing af hjem, klar købsaftale med sundhedsgaranti og livslang tilbagekøbs-/omplaceringsklausul. Planlæg systematisk præge- og socialiseringsprogram (lyd, miljø, berøring, kloklip, bilkørsel) fra 3–12 uger, og rådgiv om racens behov for selskab, moderat daglig motion (op til 1 time) og skånsom træning. Til kælelinjer kan begrænset avlsret eller neutralisering aftales for at undgå uplanlagte kuld. Endelig, vær fagligt nysgerrig: søg sparring, efteruddannelse og deltag i sundhedsprogrammer, så dine beslutninger forbliver opdaterede og datadrevne.

Start med en ærlig, skriftlig linjevurdering af tævens fortrin og svagheder: temperament (tryg/social), bevægelse, konstruktion (overlinje, brystdybde, vinkler), benstamme/poter, tandsæt/bid, patella 0/0 samt øjenstatus og DNA-profiler. Definér 3–5 prioriterede avlsmål for netop dette kuld (fx lavere COI, stærkere poter/benstamme, bedre skulderfrihed, roligere nervesæt). Søg herefter en han, der komplementerer disse mål uden at introducere nye risici. Krav til hanhund: dokumenteret patella 0/0, gyldig ECVO uden anmærkninger, relevant DNA-status (PRA, vWD) kompatibel med tævens, normal galdesyretal, stabilt temperament og sund afkomsstatistik, hvis han er brugt før. Vælg en han med COI- og slægtskabsprofil, der sænker kuldets forventede COI; anvend genomiske værktøjer, hvor muligt. Hold størrelsen inden for 32–38 cm og vægten under 5 kg, men undgå parringer mellem to meget små og meget fine individer, hvis målet er bedre robusthed. Farver: hold dig til standardfarver; undgå kombinationer, der øger risiko for uønsket hud-/pelsproblematik i linjer med dokumenteret fortyndingsalopeci. Gennemfør logistiske og reproduktionsmæssige forberedelser: præ-AVLS sundhedstjek, brucellatest, sædanalyse/progesteronforløb, klar fødselsplan med dyrlæge. Vurder temperamentet hands-on: han og tæve skal være sociale, nysgerrige og håndterbare i nye miljøer. Bed om at møde afkom eller nære slægtninge for at se, hvad han reelt nedarver. Dokumentér hele beslutningsprocessen, så valg kan efterprøves, og justér strategien ved næste kuld ud fra data (sundhed, vækstkurver, bevægelse, tandstatus, adfærd). Denne systematik skaber sunde, racetypiske hvalpe med bæredygtig genetik.