Keeshond - Ansvarlig avl og genetik

Keeshonden er en middelstor spidshund, der, i henhold til FCI, tilhører spidshundegruppen. Ideel skulderhøjde ligger i intervallet 43–55 cm for begge køn, og vægten typisk omkring 20–30 kg. Racen er kompakt, velproportioneret og kvadratisk, med en tydelig kileformet hovedprofil, små, trekantede stående ører og mandelformede øjne, der, sammen med mørke aftegninger, danner de karakteristiske “briller” (spectacles) omkring øjnene. Sakset bid foretrækkes. Halsen er velansat, ryggen fast, brystet dybt og halen bæres tæt krøllet over ryggen.

Pelsen er en rig, dobbelt pels: en blød, tæt underuld og en længere, mere lige og rigelig dækpels, som skaber tydelig krave og bukser, særligt hos hanner. Farven er sølvgrå med sorte hårspidser, og hovedets aftegninger skal være præcise uden overdrivelse. Avlsarbejdet bør fastholde korrekt pelsstruktur (elastisk, ikke bomuldsagtig) og farvespil uden at fremme ekstreme mængder pels, som kan gå ud over sundhed og funktionalitet.

Bevægelsen skal være fri, jordvindende og stabil, med god drive bagfra og fast ryglinje. Temperamentet er racens sjæl: udadvendt, livlig og venlig, med en naturlig opmærksomhed og god selskabelighed. Keeshond er ikke hypoallergen, og pelsplejen er daglig, men overskuelig, hvis pelsen holdes ren og fri for filtre.

Som tidligere pram- og bådhund i Nederlandene og den tysktalende region har racen tradition for alsidighed og vagtsomhed. Avl bør derfor vedligeholde mentalt overskud og moderat aktivitetsniveau (ca. op til 1 times daglig motion), sammen med en stabil, omgængelig natur, der trives tæt på familien og uden overdreven gøen. Korrekt type må aldrig prioriteres over sundhed, bevægelse og temperament.

Ansvarlig avl af Keeshond starter med forståelsen af, at mange egenskaber – sundhed, temperament, bevægelse og pels – er polygenetiske og påvirkes af både arv og miljø. Det gælder især hofteledsdysplasi (HD), patellaluksation, hypothyreose, epilepsi og tendens til allergier. Addison’s disease og diabetes forekommer i racen, men arvegangen er sandsynligvis kompleks og multifaktoriel. Single-gen tilstande, som visse former for progressiv retinal atrofi (PRA) eller von Willebrands sygdom (vWD), kan i nogle tilfælde undersøges med specifikke DNA-tests; alligevel er helhedsgenetik og diversitet nøglen til bæredygtig avl.

Genetisk diversitet skal bevares. Hold indavlskoefficienten (COI) så lav som praktisk muligt, gerne under 6–8 % målt over mindst 5–10 generationer, og undgå “popular sire”-effekten, hvor enkelte hanner anvendes uforholdsmæssigt meget. Overvej slægtskabsgrad (kinship) fremfor alene COI for at fordele arvemassen mere jævnt i populationen. Selektér samtidigt mod sygdom og for funktion: korrekte vinkler, stærk ryg, faste poter og sund bevægelse. Undgå at selektere snævert på pelsmængde, hovedtype eller “show-udtryk”, hvis det reducerer den effektive populationsstørrelse eller forringer sundhed og temperament.

Temperament har arvelige komponenter. Keeshond skal være venlig og stabil, med moderat vagtsomhed. Undgå avl på linjer med overdreven lydfølsomhed, vedvarende gøen uden udløser eller udtalt separationsproblematik. Samtidig kan adfærd påvirkes af miljø, hvorfor systematisk hvalpesocialisering og avlshundens livsbetingelser skal indtænkes i avlsplanen.

Farvegenetikken er relativt snæver. Hold dig til standardens sølvgrå med sorte hårspidser og præcise ansigtsaftegninger, men lad ikke farvenuance alene styre partnervalg. Bevar variation, og undgå at udelukke genetisk værdifulde dyr for små kosmetiske detaljer, når helheden i sundhed og temperament er stærk.

Et struktureret testprogram reducerer risikoen for arvelige lidelser og dokumenterer ansvarlighed. For Keeshond anbefales følgende før avl:

• - Hofteled: Røntgen og scoring efter FCI, ideelt fra 18–24 måneders alder. A eller B prioriteres til avl; C kun med stor varsomhed og kun med partner med A, hvis populationen kræver det.
• Patellaluksation: Klinisk undersøgelse og gradinddeling fra ca. 12 måneder. Kun grad 0/0 i avl; grad 1 kræver stram restriktion og grund til at bevare individet.
• Øjne: ECVO-øjendyrlægeundersøgelse inden for 12 måneder før parring, gentaget årligt. Sigt mod ingen arvelige øjendefekter. Ved PRA i linjen anbefales DNA-panel for relevante mutationer, hvor tilgængeligt.
• Von Willebrands sygdom: DNA-test, hvis raceline eller population indikerer risiko. Bærere kan – i nogle tilfælde – anvendes forsigtigt og kun til fri partner for at bevare diversitet, men aldrig parres med bærer.
• Thyroidea: Udvidet skjoldbruskkirtelprofil (T4, fT4, TSH samt evt. TgAA) fra 2 års alder, gentaget med passende intervaller, da hypothyreose ofte er autoimmun og udvikler sig over tid.
• Metabolisk screening: Basisblodprøver inkl. glukose (og evt. fructosamin) samt almen helbredsprofil før avl. Addison’s kan ikke udelukkes fuldstændigt præavls, men hold øje med klinik og familiær forekomst.
• Infektionssikkerhed: Test for canine brucellose før parring (særligt ved import/frossen sæd) og sørg for opdateret vaccinations- og parasitprogram i god tid før løbetid.

Fertilitet og reproduktion: Tæver bør først parres, når de er fuldt udviklede, typisk efter 2. løbetid og fra ca. 24 måneders alder. Progesteronmåling kan optimere timing. Hanhundens sædkvalitet kan vurderes ved behov. Planlæg fødsel logistik og beredskab; Keeshond føder oftest naturligt, men hav aftale med dyrlæge på plads.

Pels og hud: Allergiske tendenser kan forværres af miljø. Vurder hudstatus og kløehistorik, og undlad avl på hunde med behandlingskrævende atopiske problemer.

Etisk avl sætter hundens velfærd, sundhed og racens langsigtede bæredygtighed før alt andet. Det betyder åbenhed om sundhedsdata, nøgtern vurdering af individers styrker og svagheder, samt ansvar for afkom hele livet.

• - Transparens og dokumentation: Del testresultater (HD, patella, øjne, thyroid, DNA) med avlspartnere og hvalpekøbere. Registrer parringer og helbredshændelser i klub- eller nationale databaser. Negative fund er lige så vigtige som positive.
• Ingen overforbrug af individer: Undgå popular sire-effekten. Sæt interne loft for antal afkom pr. han og pr. tæve. Giv tæver pauser mellem kuld og begræns kuldantal, så sundhed og mentalt overskud bevares. Avl ikke på ældre tæver uden dyrlægevurdering.
• Temperament først: Keeshond skal være venlig, samarbejdsvillig og stabil. Avl ikke på dyr med vedvarende frygt, aggressionsproblemer eller udtalt, uhæmmet gøen. Husk, at racen naturligt kan være vokal, men overdreven barkning er uønsket.
• Ingen kosmetisk “reparation”: Kirurgiske eller medicinske indgreb for at skjule arvelige mangler må ikke bruges til at bringe dyr i avl. Korriger i stedet via selektion og parring.
• Hvalpeopvækst: Giv hvalpe et rigt miljø med tidlig neurologisk stimulering, kontrolleret socialisering, håndtering og miljøskifte. Keeshond trives tæt på mennesker; placer ikke hvalpe i hjem, hvor de efterlades alene i lange perioder.
• Købsaftaler og tilbagekøb: Inkludér sundhedsgarantier, oplysningspligt ved sygdom og klausul om, at opdrætter altid er første kontakt ved omplacering.

Etisk avl er også at værne om racens funktionelle helhed. Undgå ekstremer i pels og hoved, hvis det kompromitterer varmeafgivelse, hudsundhed eller synsfelt. Respekter nationale regler (f.eks. DKK/FCI) og lokal lovgivning for dyrevelfærd, kennelindretning og registrering.

Valget af partner skal bygge på komplementær styrke, lavt slægtskab og dokumenteret sundhed. Start med en ærlig profil af dit eget dyr: type, bevægelse, pelsstruktur, temperament, reproduktiv historik og helbred. Definér, hvad der skal forbedres, og hvad der absolut skal bevares.

• - Slægtskab og COI: Gennemgå 5–10 generationers stamtavle. Sigt mod lavere COI end racens gennemsnit, og undgå nære slægtskaber. Brug værktøjer fra specialklub eller kennelklub, som estimerer slægtskab og genetisk variation.
• Sundhedsprofil: Kræv opdaterede resultater for HD, patella, ECVO-øjne (senest 12 mdr.), relevant DNA (PRA/vWD, hvor aktuelt) og thyroid. Match bærer x fri, aldrig bærer x bærer. Kombinér A- og B-hofter og undgå at dobbeltopkoncentrere kendte problemområder (Addison’s, epilepsi) i samme tavle.
• Temperament: Mød partneren. Vurder kontaktglæde, stressniveau, lydfølsomhed og hverdagsstabilitet. Vælg partnere, der reducerer risiko for overdreven gøen og separationsproblemer, uden at miste racens livlige udtryk.
• Eksteriør og funktion: Match vinkler, overlinje, haleansætning og hovedtype, så helheden forbedres. Pelsmængde og struktur skal balanceres – undgå at kombinere to meget “tunge” pelstyper, hvis det kan give vedligeholdelsestung pels hos afkom.
• Logistik og aftaler: Afklar parringsbetingelser, stud fee, gentagelsesret, sædkvalitet og mulighed for frossen/kølesæd. Timing efter progesteron, korrekt insemineringsmetode og dyrlægestøtte skal på plads. Forvent 3–8 hvalpe, men planlæg både færre og flere.

Afslut med en realistisk avlsplan: mål for sundhed, adfærd og type i de kommende 2–3 generationer og en klar strategi for at undgå overrepræsentation af dine egne linjer i populationen. Dokumentér, evaluer, og justér efter data – ikke efter dagsform eller trends.