Korthåret Hønsehund hos dyrlægen: Forventninger og forberedelse

Korthåret Hønsehund er en stor, atletisk stående jagthund fra Tyskland, kendt for sin venlighed, skarphed og vilje til at samarbejde. Som aktiv race, der ofte arbejder i mark, skov og vand, har den stor gavn af strukturerede dyrlægebesøg, der forebygger skader og fanger tidlige tegn på sygdom. Hvalpe og unghunde bør ses jævnligt under opvæksten, typisk ved 8, 12 og 16 uger, derefter ved 6 og 12 måneder, hvor vækstkurve, tandfældning, adfærd og ledudvikling gennemgås. Fra 1-årsalderen anbefales mindst et årligt sundhedstjek, og for meget aktive jagthunde kan to årlige tjek – før og efter sæson – være ideelt.

Til det almindelige sundhedstjek kan du forvente en grundig klinisk undersøgelse med fokus på vægt og huld (målret et slankt BCS 4–5/9), tænder og tandkød, ører (især hvis hunden bader meget), øjne (screening for irritation og tegn på entropion), hud og pels, hjerte og lunger samt mave-tarm. Bevægeapparatet bør prioriteres: dyrlægen vurderer gang, muskeltonus, bevægeudslag i hofter og bagpart, og spørger ind til stivhed efter hvile eller nedsat præstation – tidlige indikatorer på hofteledsdysplasi eller overbelastning.

Hos en racetypisk arbejdshund er det desuden relevant at drøfte neglepleje, pote- og trædepudssår, hale- og hudskader samt eventuelle jagtrelaterede rifter. En årlig afføringsundersøgelse anbefales, særligt hvis hunden færdes, hvor vilde dyr opholder sig. Fra 6–7 års alderen, hvor en stor race anses som tidligt senior, kan en basis blodprofil og urinprøve én gang årligt give værdifuld tidlig indsigt i organfunktion, inflammationsstatus og skjulte infektioner. Det giver et sammenligningsgrundlag over tid, som hjælper med at tilpasse træning, ernæring og forebyggende tiltag, før problemer vokser sig store.

Et velfunderet vaccinationsprogram er nøglen til at beskytte din Korthåret Hønsehund mod alvorlige smitsomme sygdomme. I Danmark indgår kernevacciner mod hundesyge (CDV), smitsom leverbetændelse/adenovirus (CAV), parvovirus (CPV) og ofte parainfluenza (CPi) i standardprogrammet.

• Anbefalet forløb:
• Hvalpe: 8, 12 og 16 uger.
• Booster: Ved ca. 12 måneder.
• Voksne: Kernevacciner hver 3. år, efter dyrlægens vurdering og producentens anbefalinger.

Leptospirose-vaccine anbefales årligt til hunde, der færdes i vådområder, landbrugsmiljøer eller steder med rotter – forhold, som mange Korthårede Hønsehunde typisk udsættes for. Kennelhoste (Bordetella/CPi) er ofte relevant årligt – især før træningshold, pension, konkurrencer eller jagtsæson – og kan gives som injektion, oral eller intranasal vaccine for hurtig lokal beskyttelse. Rabies kræves ved rejse, og gyldigheden afhænger af vaccinevalg; i EU ofte op til 3 år. Planlæg i god tid, hvis du skal til udlandet på jagt eller træningsophold.

Titer-test kan i nogle tilfælde bruges til at vurdere behov for revaccination mod visse kernekomponenter, men erstatter ikke anbefalinger for ikke-kerne vacciner som leptospirose. Dyrlægen vil altid foretage en klinisk vurdering før vaccination, da kun helt raske hunde bør vaccineres. Hold øje med milde forbigående reaktioner som ømhed på injektionsstedet eller let træthed det første døgn. Alvorlige reaktioner er sjældne; kontakt straks dyrlægen ved pludselig hævelse af hoved/hals, nældefeber, opkast eller kollaps. Et veltilrettelagt vaccinationsprogram, tilpasset livsstil og eksponering, giver robust beskyttelse og ro i sindet gennem hundens 12–15 år lange liv.

Som energisk jagthund med kort, tæt pels og stor udendørsaktivitet er Korthåret Hønsehund særligt eksponeret for parasitter, hud- og øreproblemer samt overbelastningsskader. En målrettet forebyggende plan sparer både hunden og dig for bekymringer.

Parasitter: Flåter er udbredte i Danmark og kan overføre borrelia og anaplasma. Vælg et veldokumenteret flåtpræparat (f.eks. isoxazoliner i tabletform hver 1–3 måned eller forebyggende halsbånd), og suppler med daglige flåttjek i sæsonen – især i armhuler, lyske, omkring ører og læber. Lopper bekæmpes med samme midler. Ved rejse sydpå kan hjertelorm og sandfluer være relevante; aftal rejseprofilakse i god tid.

Orme: Rutinemæssig ormekur uden påvist infektion frarådes generelt. I stedet anbefales afføringsundersøgelse 2–4 gange årligt, afhængigt af eksponering. Ved rejse til områder med rævens dværgbændelorm kan praziquantel efter hjemkomst være relevant – aftal konkret med dyrlægen.

Tænder: Daglig eller mindst 3–4 ugentlige tandbørstninger reducerer tandsten, gingivitis og dårlig ånde. Suppler med godkendte dentaltyggeprodukter, og planlæg professionel tandrens ved behov.

Ører og hud: Hunden bader ofte gerne; tør ørerne skånsomt efter svømning og jagt i vådt terræn for at forebygge otitis externa. Brug kun øreskyl efter aftale med dyrlæge. Tjek hud for rifter, torne og varmepunkter; barber og rengør små sår tidligt for at undgå infektion.

Poter: Inspicér trædepuder for snitsår og slidskader; anvend potevoks før hårdt terræn, og skyl sand/salt af efter ture. Hold neglene korte for at skåne tæer og skuldre.

Ernæring og vægt: Hold hunden slank; et BCS på 4–5/9 beskytter hofter og led. Foder i 2–3 mindre måltider, brug eventuelt slowfeeder, og undgå hård aktivitet 60 minutter før og efter måltid for at reducere risikoen for oppustning og maveudspiling. Tilpas foderets energiindhold til mindst 2 timers daglig motion. Omega-3 (EPA/DHA) kan understøtte led ved høj belastning; tal med dyrlægen om dosis. Undgå overforsyning af calcium hos hvalpe, som kan påvirke skeletudviklingen.

Træning og belastning: Opvarm 5–10 minutter før løb og spring, og afkøl roligt bagefter. Variér underlag, og planlæg hviledage i sæsonen. Ved gentagen stivhed, bunny hopping eller tilbagevendende halthed bør der planlægges ortopædisk udredning og eventuel hoftefotografering.

Selv den bedst forberedte ejer kan ende i en akut situation, særligt med en stor, højaktiv hund, der arbejder i ujævnt terræn og vand. Kend faresignalerne, så du kan reagere hurtigt.

Mavetorsion (GDV): Korthåret Hønsehund er dybbrystet og dermed i risiko. Tegn inkluderer rastløshed, savlen, forgæves opkastforsøg, udspilet mave, svaghed eller kollaps. Det er en livstruende tilstand – kør straks til døgnåben dyreklinik, uden at vente.

Hedestress/hedeslag: Kraftig, ineffektiv vejrtrækning, lyserøde til grå slimhinder, sløvhed/kollaps efter varme jagtdage. Afbryd aktivitet, flyt til skygge, tilbyd små slurke vand, køl forsigtigt med lunkent vand på bug og lyske, og kør til dyrlæge.

Øjenskader: Entropion kan irritere hornhinden; hvis hunden kniber øjet, har tåreflåd eller lysskyhed, er det akut. Undlad at gnide; brug eventuelt krave og søg straks hjælp.

Blødning/traume: Forlænget blødning fra mindre sår kan indikere von Willebrands sygdom. Læg trykforbinding, hold hunden rolig, og kør til klinik.

Vand- og miljøfarer: Cyanobakterier (blågrønalger) kan give opkast, kramper og kollaps – skyl hunden, og søg hjalp akut ved mistanke. Eksponering for rotter og kontamineret vand kan give leptospirose: tegn er feber, sløvhed, opkast, mavesmerter og gulsot; kræver hurtig behandling.

Fremmedlegemer og sår: Torne/avner kan sætte sig i øjne, ører eller poter og give pludselig irritation, hoste eller halte. Pigtrådssår og "happy tail"-skader bløder ofte kraftigt. Rens forsigtigt med saltvand, læg tryk, og søg dyrlæge.

Førstehjælp og transport: Hav en førstehjælpspakke i bilen med trykforbinding, saltvand, pincet/flåttang, elastikbind og nødkrave. Ring altid til klinikken, før du kører, så de kan forberede akuthjælp. Undgå at give humanmedicin uden aftale; det kan forværre tilstanden.

Systematisk overvågning i hjemmet forlænger arbejdslivet og forbedrer livskvaliteten for din Korthåret Hønsehund. Sæt faste rutiner for ugentlige minitjek: kør fingrene over hele kroppen for knuder, sår og ømhed; kig i ørerne efter rødme/ildelugt; løft læberne og vurder tandkødets farve og tandsten; undersøg poter og mellem tæerne for græsfrø og irritation.

Registrér vægt og huld månedligt, eventuelt suppleret med mål af bryst- og lårmuskelomfang. Notér hvilepuls og sovende respirationsfrekvens (mål under dyb søvn; normal < 30 vejrtrækninger/min). Ændringer over tid – nedsat udholdenhed, langsommere restitution, stivhed efter hvile – er signaler om at planlægge dyrlægetjek.

For hofteledsdysplasi gælder, at tidlig opdagelse og vægtkontrol er afgørende. Video af gang og hop kan hjælpe dyrlægen med at vurdere belastningsmønstre. Ved mistanke om lymfødem (vedvarende hævelse i ben, pitting-ødem) bør omfang måles på samme sted ugentligt; hold huden ren og tør for at forebygge infektion.

Vær opmærksom på blødningstegn (næseblod, langvarig blødning fra småsår) og drøft evt. genetisk test for von Willebrands sygdom, især før planlagte indgreb som tandrens eller sterilisation/kastration – præoperativ koagulationsscreening giver tryghed. Øjenirritation, tåreflåd eller vedvarende blink kan pege mod entropion og bør vurderes tidligt for at undgå hornhindeskader.

Fra 7–8 års alderen anbefales halvårlig sundhedskontrol med blod- og urinprøver; det fanger tidlige forandringer i nyrer, lever, stofskifte og inflammationsmarkører, så kost, motion og medicin kan justeres. Brug gerne en logbog eller app til at samle noter, fotos og resultater – det gør samarbejdet med dyrlægen mere præcist og effektivt.