Labrador Retriever hos dyrlægen: Forventninger og forberedelse

For en Labrador Retriever, der er venlig, aktiv og udadvendt, er faste dyrlægebesøg nøglen til et langt og sundt liv. Som stor race, 25-34 kg, belastes led og hjerte mere, og racen har kendte dispositioner, som gør systematiske kontroller særlig vigtige. Planlæg hvalpebesøg ved ca. 8, 12 og 16 uger, unghundekontrol ved 6-12 måneder, herefter årlig helbredsundersøgelse som voksen og halvårlige seniorbesøg fra 7-8 års alderen. Ved hvert besøg bør dyrlægen vurdere kropsvægt og body condition score, da Labradors er madglade og let tager på, hvilket øger risikoen for hofte- og albueledsdysplasi samt anstrengte knæ og ryg. En ortopædisk gennemgang med palpation af hofter, albuer, skuldre og knæ er relevant, ligesom vurdering for osteochondrose hos unge. Øjenundersøgelse er vigtig, da katarakt og PRA forekommer i racen. Hjerteauskultation kan afsløre mislyde forenelige med trikuspidalklapsdysplasi, og en basal neurologisk vurdering kan opfange tegn på epilepsi eller muskelsvaghed. Da Labradoren elsker vand, bør ører inspiceres for rødme, lugt og voks, og huden tjekkes for hot spots. Halen kan være øm ved cold tail efter intens svømning; det er oftest forbigående, men skal vurderes, hvis det gør ondt. Tænder og tandkød gennemgås for tandsten og gingivitis, og hjemmebørstning aftales. Blod- og urinprøver anbefales som baseline i 1-2 års alderen og årligt, når hunden bliver senior, for at monitorere lever, nyrer, stofskifte og inflammation. Forbered besøgene ved at træne rolig håndtering, bringe højværdig belønning og have journal, medicinliste og EU-pas klar. Kørsel og venteværelse håndteres bedst på tom mave, så kvalme og overdreven ophidselse mindskes.

Et gennemtænkt vaccinationsprogram beskytter din Labrador mod alvorlige sygdomme, som trives, når sociale og aktive hunde mødes i skov, på træningsplads eller i pension. Kernevacciner omfatter hundesyge, smitsom leverbetændelse og parvovirus; ofte gives disse som kombination med parainfluenza. Hvalpe anbefales vacciner ved ca. 8, 12 og 16 uger, så immuniteten bygges robust op. Leptospirose er udbredt i Danmark, især hvor der er vand og gnavere; start ved 12 uger med to doser med 4 ugers mellemrum og derefter årlig revaccination. Kennelhoste anbefales årligt til Labradors, der træner i hold, går i hundeskov, på udstilling eller i pension; vaccinen kan gives som næsedråber eller oral/indsprøjtning med dækning for Bordetella og parainfluenza. Rabies er påkrævet ved rejse, kan gives fra 12 uger og bliver gyldig 21 dage efter; revaccination sker typisk hvert 1.-3. år afhængigt af præparat og rejsekrav. Voksne hunde revaccineres for kernevacciner hvert tredje år og for leptospirose og kennelhoste årligt, med mindre en titer-test for kernevacciner, efter aftale med dyrlægen, dokumenterer tilstrækkelig beskyttelse. For jagt- og apporteringslinjer, der svømmer meget, øger vandkontakt risikoen for leptospirose, hvorfor rettidige boostere er særligt vigtige. Hold en buffer på 2-3 uger før større arrangementer eller rejse, så eventuelle milde bivirkninger som træthed er ovre. Notér alle vaccinationer i EU-selskabsdyrspasset og i en digital journal. Kontakt dyrlægen akut, hvis der efter vaccination opstår ansigtshævelse, vejrtrækningsbesvær, gentagne opkast eller kollaps, da det kan være tegn på en sjælden allergisk reaktion.

Forebyggelse er den mest omkostningseffektive sundhedsstrategi for en Labrador Retriever. Parasitter: Flåter og lopper håndteres med månedlige tabletter eller spot-on midler; vælg et præparat, der dækker flåter, da Borrelia og Anaplasma forekommer i Danmark. Tjek pelsen efter skovture, især bag ørerne, i armhuler og lyske. Ormebehandling sker efter behov; overvej fæcesprøve hver 3.-6. måned, hyppigere ved råfodring eller i hjem med små børn. Rejser I sydpå, drøft også beskyttelse mod hjertorm og sandfluer. Ernæring: Brug storrace-hvalpefoder med kontrolleret calcium/fosfor frem til 12-18 måneder, så vækstplader skånes, og risikoen for OCD og dysplasi reduceres. Voksne Labradors har høj appetit; sigt mod en body condition score på 4-5/9, mål foder nøjagtigt, og vej hver måned. Overvej omega-3 (EPA/DHA) til led og hud; glucosamin og grønlæbet musling kan understøtte leddene, men bør introduceres i samråd med dyrlægen. Tandpleje: Børst tænder 3-7 gange ugentligt, suppler med VOHC-godkendte tyggeprodukter, og planlæg professionel tandrens ved behov. Ører og hud: Tør ører grundigt efter bad og svømning, brug en ørerens med tørrende effekt ved tendens til ørebetændelser, og skyl samt tør pelsen for at forebygge hot spots. Motion og led: Som FCI apporterende jagthund trives Labradoren med varieret motion over 2 timer dagligt, men undgå gentagne høje hop, glatte gulve og hårdt underlag under vækst. Mave-tarmsikkerhed: Del dagsrationen i 2-3 måltider, brug slow feeder, og undgå intens motion 60-90 minutter før og efter fodring for at reducere risikoen for oppustethed og mavedrejning. Sikkerhed: Brug bilsele eller bur, hold ID og mikrochip opdateret, og overvej sygeforsikring, især da store racer oftere kræver ortopædisk behandling.

Kend alarmsymptomerne, så du reagerer hurtigt. Mavedrejning (GDV) rammer især store, dybbrystede hunde og kan også forekomme hos Labrador: oppustet, hård bug, rastløshed, uproduktivt savlen og forsøg på at kaste op, hurtig puls og blegede slimhinder; det kræver øjeblikkelig kørsel til dyrlæge. Hedestress opstår efter intens træning på varme dage: kraftig hæsen, hurtig vejrtrækning, svaghed, opkast og kollaps; flyt hunden i skygge, skyl med lunkent vand, giv små slurke vand, og kør til dyrlæge. Akutte ørebetændelser er almindelige efter svømning: hovedrysten, smerte, brunligt eller ildelugtende flåd. Hot spots kan udvikle sig på få timer med rød, fugtig, smertefuld hud. Forgiftninger ses hos madglade Labradors: chokolade, vindruer/rosiner, xylitol, rottegift, humanmedicin og salt/vandintoksikation ved ekstrem vandapport; ring dyrlægen med det samme, og fremprovokér kun opkast efter konkret anvisning. Pludselig halthed eller bagbenssvigt kan være korsbåndsruptur; hold hunden i ro, og søg dyrlæge. Ved anfald: fjern genstande, sluk lys, mål varighed, og søg akut hjælp, hvis det varer over 5 minutter eller kommer i klynger. Kald altid klinikken før ankomst, så de kan forberede sig. Transportér sikkert i bur eller med sele, hold hunden varm men ikke overophedet, og medbring oplysninger om vægt, medicin, forsikring og eventuelle toksiner. En lille førstehjælpspakke med elastikbind, saltvandsampuller, termometer, pincet til flåter og sterile kompresser er guld værd i bilen.

Løbende hjemmeovervågning gør, at du fanger problemer tidligt. Sæt 10 minutter af ugentligt til at tjekke vægt, ribben og talje, så body condition score holdes på 4-5/9. Notér appetit, aktivitetsniveau, restitution efter løb og humør; Labradorer skjuler ofte ubehag, mens de stadig vil arbejde og apportere. Registrér afføringskonsistens, hyppighed og evt. slim eller blod, samt vandindtag og tisseture; ændringer kan pege på mave-tarm, nyrer eller urinveje. Gennemgå hud og pels for rødme, fugtige områder og sår; tjek ører for lugt og rødme, især efter bad og jagtdage. Hold øje med øjne for uklarhed, ændret pupilstørrelse, blændfølsomhed eller snublen i skumring, som kan være tidlige tegn på katarakt eller PRA. Vurder bevægelse: stivhed ved opstart, kaninhop på trapper, slæbende poter eller modvilje mod at hoppe kan indikere ledproblemer. Filmer du kort video af halthed, kan det hjælpe dyrlægen i vurderingen. Notér eventuelle episoder med rystelser eller bevidsthedstab; ved mistanke om epilepsi føres anfaldsdagbog med varighed, tidspunkt og potentielle triggere. Når din Labrador bliver senior, planlæg helbredstjek hver 6. måned med blod- og urinprøver, blodtryk og hjertevurdering. Overvej kognitive ændringer: uro om natten, forvirring, ændret social adfærd; mental aktivering, rolige rutiner og kosttilskud kan lindre. Optimér miljøet: skridsikre gulvtæpper, ortopædisk seng, ramper til bil og sofa og regelmæssig negleklip. Brug gerne aktivitetstracker til at sikre, at den får mere end to timers daglig motion uden overbelastning. Del dine observationer med dyrlægen; sammen kan I finjustere træning, kost og behandling.