Lagotto Romagnolo - Ansvarlig avl og genetik

Lagotto Romagnolo er en middel-lille, robust vandhund fra Italien, FCI gruppe 8, sektion vandhunde. Racen er oprindeligt udviklet som apportør i vådområderne i Romagna, men er i moderne tid verdenskendt som specialiseret trøffelhund, hvilket afspejles i dens næsearbejde, udholdenhed og vilje til at samarbejde. Den korrekte type er kompakt og kvadratisk, med god benstamme uden at være tung, tør muskulatur og effektive, jordvindende bevægelser. Hanner bør være ca. 42–49 cm og tæver 40–47 cm, 11–18 kg, med tydeligt kønspræg. Hovedet er let trapezformet, næsepartiet en anelse kortere end skallen, og øjnene udtrykker opmærksomhed og mild intelligens. Pelsen er en dobbelt, tæt, ulden krøl, der danner tydelige, tætte krøller over hele kroppen og beskytter mod vand, snavs og torne. Farverne er ensfarvet offwhite, brun, brunmeleret eller orange, eller hvid med brune eller orange aftegninger; ekstreme eller modeprægede farvevarianter hører ikke hjemme i avlen. Den korrekte pels skal fremstå naturlig og funktionel, ikke føntørret til fluff, og den skal klippes regelmæssigt for at bevare sund hud og arbejdstypiske egenskaber. Temperamentet skal være ivrigt, kærligt og med lavt vedligeholdelsesbehov i hjemmet, men med stor arbejdsglæde og duftlyst i naturen. Nervøsitet, aggressivitet eller udtalt lydfølsomhed er diskvalificerende i avlsmæssig forstand. Da racen trives i vand og elsker at grave, er det centralt at sikre et hjem og en hverdag, der rummer mere end to timers daglig motion, næsearbejde og indlæringsopgaver. Lagottoen kan bo i et mindre hus, hvis aktivitetsbehovet dækkes, og den sociale kontakt prioriteres. En racetypisk Lagotto er harmonisk, sund og funktionel, med kapacitet til at arbejde en hel dag i skov og krat, uden at miste glæden ved tæt samarbejde med sin fører.

Ansvarlig Lagotto-avl begynder med forståelse for genetisk diversitet og kontrolleret risikostyring. Racen er relativt lille globalt, og historiske flaskehalse samt populære hanhunde kan hurtigt reducere den effektive populationsstørrelse. Sigt, om muligt, efter en lav indavlskoefficient (COI), eksempelvis under 6,25 % beregnet over mindst 5–10 generationer, og vurder samtidig slægtskabsgrad mellem de konkrete avlsdyr. En lav COI garanterer ikke sundhed, men det sænker risikoen for recessive sygdomme og indavlsdepression (mindre kuld, ringere vitalitet, nedsat fertilitet). For Lagotto er der identificeret flere autosomalt recessive varianter, som kan håndteres gennem DNA-test og balanceret parring: Benign familiær juvenil epilepsi (BFJE), Lagotto Storage Disease (LSD; ATG4D-varianten) og prcd-PRA. Bærere kan bevares i avlen for at beskytte den genetiske bredde, så længe de kun parres med genetisk frie partnere, og afkom derefter testes. At fjerne alle bærere vil ofte indsnævre genpuljen unødigt. Farvegenetikken i Lagotto er enkel: brun skyldes typisk varianter på B-locus, orange/pheomelanistiske nuancer på E-locus, og hvide aftegninger styres overvejende af S-locus. Der bør ikke selekteres bort fra funktionelle egenskaber for at opnå modefarver, da det kan skabe utilsigtet selektionspres. Pelskrøllet skyldes varianter i blandt andet KRT71, men der er ingen grund til at DNA-teste for “furnishings” i racen, da skæg og behæng hører til standarden. Vægt også mental arvbarhed: samarbejdsvilje, mod, stabilitet og lav reaktivitet er ønskeligt i en trøffel- og næsearbejdsrace. Dokumentér familiens adfærdsmæssige styrker og svagheder, og undgå kombinationer, der dobler op på lydfølsomhed, separationsproblemer eller ressourceforsvar. Brug stambogsdatabaser, COI-beregning og, hvor muligt, genomisk diversitetsprofil (f.eks. heterozygositetsindeks) til at lede dine valg.

Et solidt sundhedsprogram er nøglen til bæredygtig Lagotto-avl. Minimumsanbefalinger omfatter: 1) Hofteledsdysplasi (HD) røntgen med officiel aflæsning (FCI). Anbefaling: kun A eller B i avl; kombinationer med C frarådes. Undersøgelsesalder typisk fra 12–18 måneder, afhængigt af nationale regler. 2) Albueledsdysplasi (ED) røntgen, mål: 0 på begge albuer. 3) Patellaluksation klinisk undersøgelse ved dyrlæge, gerne fra 12 måneder; avl kun på frie hunde. 4) Øjenundersøgelse (ECVO) årligt eller mindst inden parring, for at screene for katarakt og andre arvelige lidelser; prcd-PRA fanges med DNA-test, men den kliniske øjenkontrol fanger øvrige forandringer. 5) DNA-tests: BFJE, LSD (ATG4D) og prcd-PRA. Resultaternes brug: – Fri × Fri: alle afkom fri. – Fri × Bærer: 0 % syge, ca. 50 % bærere; test afkom til målrettet videreavl. – Bærer × Bærer: 25 % risiko for syge hvalpe; undgås. Hunde testet som afficerede indgår ikke i avl. Supplerende: tandstatus og bid, generel ortopædisk gennemgang, hjerteauskultation og blodprofil før første parring, særligt hos ældre avlsdyr. Da Lagotto ofte arbejder i vådt terræn, er forebyggelse af øreproblemer vigtig: hold ørerne rene og tørre efter bad og svømning, pluk ikke hår aggressivt i øregangen, hvis der ikke er klinisk indikation. Hold pelsen filt-fri, da hudinflammation kan opstå under tætte krøller. Hold vægten slank; overvægt forværrer HD/ED-risiko og belaster led. Dokumentér sundhedsdata åbent, og del dem med hvalpekøbere og racemiljøet. Et helhedsorienteret program, der kombinerer strukturelle røntgenundersøgelser, øjenscreening og målrettet DNA-diagnostik, reducerer risikoen for sygdom og bevarer racens arbejdskapacitet og levetid, som for Lagotto typisk er 14–17 år ved god pleje.

Etisk avl handler om mere end tests; det handler om helhed, gennemsigtighed og livslang ansvarsfølelse. Avlsdyr bør være fysisk og mentalt modne: tæver først efter 2. løbetid og helst 20–24 måneder, hanner typisk fra 18 måneder. Undgå for tætte parringsintervaller; giv tæven ordentlig restitution mellem kuld, og sæt et maksimum for antal kuld i hele livet. Planlæg hvalpenes prægnings- og socialiseringsforløb systematisk: miljøtræning fra uge 3–12, kontrollerede møder med mennesker, hundevenlige lyde, forskellige underlag, kasse- og biltræning samt leg med næsearbejde, der matcher racens formål. Vælg hjem, der kan levere mere end to timers daglig aktivitet, mental stimulering og pelspleje hver uge. Vær åben om DNA-status, røntgenresultater og kendte familiære forhold – både styrker og svagheder – og skriv klare købskontrakter med sundhedsgarantier, tilbagekøbs-/omplaceringsklausul og forventninger til pelspleje og træning. Undgå salgsargumenter, der lover “allergifri” hund; Lagotto fælder minimalt og er ofte bedre for allergikere, men ingen hund er garanteret allergivenlig for alle. Avl ikke primært på showmeritter, hvis funktion, sundhed og temperament ikke matcher; tilsvarende er ren “arbejdslinje” uden mental stabilitet eller sund bygning ikke etisk forsvarlig. Søg mentorordning i specialklubben, brug dyrlægefaglig rådgivning, og prioriter samarbejde over konkurrencementalitet – en lille race trives bedst med fælles standarder. Overvej mentalbeskrivelse som supplerende værktøj, og fravælg dyr med markant lydfølsomhed, separationsproblemer eller dårlig socialitet. Husk, at avl på meget unge eller meget gamle dyr, ekstremt store eller meget små individer, og på hunde med usikker historik, strider mod god praksis.

Start med en målprofil: Hvilke egenskaber skal forbedres, og hvilke skal bevares? For en Lagotto betyder det typisk næsearbejdsevne, arbejdslyst i naturen, stabilt og kærligt temperament, sund konstruktion og korrekt, funktionel pels. Gennemgå stamtavler, sundhedsdata og mentalbeskrivelser på begge linjer. Beregn COI over mindst 5–10 generationer, og kortlæg fælles forfædre; minimer “popular sire”-effekt ved ikke at gentage de samme hanlinjer. Brug DNA-resultater aktivt: kombiner bærere af BFJE, LSD eller prcd-PRA kun med frie dyr, og planlæg test af afkom til fremtidig avl. Ved øjen-, hofte- og albueresultater, match svagheder med styrker – undgå at parre to dyr med samme risikoprofil. Se hunden i bevægelse og i arbejde: en korrekt Lagotto skal bevæge sig let, elastisk og økonomisk, vise glæde ved søg og have naturlig vandlyst uden at tippe over i stress. Mål pelskvaliteten med hænderne, ikke kun med øjnene; krøllen skal være tæt og elastisk, huden sund og uden hot spots. Geografisk og genetisk udparring inden for racen kan øge diversitet; samarbejd på tværs af kenneler og lande, men bevar fokus på standarden. Lav en skriftlig parringsplan med a) mål, b) risikovurdering, c) sundhedskrav, d) socialiseringsprogram for kuldet, og e) plan for opfølgning, herunder kontakt til hvalpekøbere og sundhedsrapportering tilbage til avlspartnerens ejer. Slutteligt, vælg partner ud fra helhed: sundhed først, temperament og funktion som tæt sekund, og udstillingstitler som bonus. Lad tid, data og faglighed veje tungere end bekvemmelighed.