Mastiff - Allergi og intolerance: Komplet guide

Mastiffen er ikke hypoallergen. Den har en kort, tæt dobbeltpels, som fælder moderat året rundt og kraftigere i fældeperioder, og både hår, skæl og spyt kan udløse symptomer hos mennesker med hundeallergi. Racens markante læbefolder og udtalte savlen betyder, at spyt ofte afsættes på gulve, møbler og tekstiler, hvor det tørrer ind og bliver til luftbårne allergener. Hvis der er mennesker i hjemmet, der reagerer på hunde, er Mastiffen sjældent et godt valg, uanset hvor meget man børster eller støvsuger.
For Mastiffen selv gælder, at den – som mange molosser – kan være disponeret for atopisk dermatitis (inhalationsallergi), tilbagevendende ørebetændelser og hudfoldsproblemer. Den tunge, løse hud, de brede poter og de fugtige mund- og næsefolder skaber mikroklimaer, hvor gær og bakterier trives, hvis hudbarrieren er kompromitteret. Samtidig kan racens rolige temperament betyde, at tidlige tegn på kløe overses, fordi hunden fremstår stoisk, selv om den er utilpas.
Det er væsentligt at skelne mellem allergi og intolerance. Allergi er en immunmedieret reaktion, der typisk giver kløe, røde ører, hududslæt og sekundære infektioner. Intolerance er ikke-immunologisk og ses oftere som mave-tarm-symptomer, f.eks. luft i maven, blød afføring eller vekslende diarré. En Mastiff kan have begge dele samtidig. Fordi racen vejer 79–86 kg, bliver selv små hud- og øreproblemer hurtigt til store logistiske udfordringer – både i håndtering og i behandlingsomkostninger. En konsekvent, forebyggende tilgang til pelspleje, miljøstyring og fodring er derfor nøglen, hvis man vil minimere allergener i hjemmet og reducere risikoen for, at hunden selv udvikler kroniske hud- og maveproblemer.

Effektiv styring af allergi hos Mastiff starter med tidlig genkendelse af symptomer. Hold øje med gentagen slikning af poter, hovedrysten, røde ører, kløe i armhuler og lyske, ”hot spots”, ildelugtende hud eller tilbagevendende maveproblemer. Notér sæson, foder, godbidder, nye rengøringsmidler og udeture, så du sammen med dyrlægen kan se mønstre.
En fast hudplejerutine er central. Børst ugentligt med en gummikarde eller nubret handske for at fjerne løse hår og skæl, og bad hver 3.–4. uge med en mild, fugtgivende eller medicinsk shampoo, som er målrettet hundens aktuelle hudtilstand. Skyl grundigt, og tør hudfolder, læbefolder og mellem tæer helt tørre, da fugt forlænger kløe og fodrer gær. Rens ørerne ugentligt med en ørerens med tørrende egenskaber, især hvis hunden elsker vand eller har hængende ører.
Parasitkontrol er ufravigelig. Lopper kan alene udløse kraftig kløe (loppeallergisk dermatitis), så anvend et effektivt, helårspræparat ordineret af dyrlægen, og kontroller tæer, bug og halerod jævnligt. Efter gåture i græs og på marker kan en hurtig afskylning af poter og bugtøj med lunkent vand, eller klorhexidin-vådservietter efter behov, reducere pollen- og skimmelmængden på huden.
Vægtstyring beskytter hud og led. En Mastiff med idealvægt har bedre hudbarriere og færre folder, der klør, og den kan motioneres lidt mere, uden at led belastes uhensigtsmæssigt. Vælg lav-impact-aktiviteter, f.eks. flere korte gåture på 15–20 minutter, næsearbejde og indendørs berigelse. Endelig bør du have en ”kløe-beredskabsplan”: en oppustelig krave eller bodystocking til at bryde kløe-krads-cyklussen, kølige hvilepladser, samt aftalt dyrlægeopfølgning, når symptomer blusser op.

Foder spiller en stor rolle ved hud- og maveproblemer. Mistænkes foderallergi, er guldstandarden en eliminationsdiæt i 8–12 uger, hvor hunden kun får én, nøje udvalgt proteinkilde (novel protein) eller et fuldt hydrolyseret dyrlægefoder. Ingen andre proteiner må ind – heller ikke smagsprøver, tyggeben eller medicin med smagsstof. For en Mastiff er portionsstørrelser og økonomi væsentlige, så planlæg sammen med dyrlægen, hvilket diætfoder der er realistisk at fastholde.
Hyppige foderallergener hos hunde er okse, kylling, mælkeprodukter, soja og hvede, men enhver proteinkilde kan udløse reaktioner. Når symptomerne er faldet til ro, kan man, i kontrollerede provokationer, genintroducere én ingrediens ad gangen for at be- eller afkræfte overfølsomhed. Vælg herefter et fuldfoder, der opfylder FEDIAF/AAFCO, og som undgår de dokumenterede triggere. Undgå hjemmeblanding uden faglig opskrift, da fejlernæring er en reel risiko i kæmperacer.
Omega-3-fedtsyrer kan dæmpe inflammationen i huden. En praktisk tommelfingerregel er 40–100 mg EPA+DHA pr. kg kropsvægt dagligt, i samråd med dyrlægen, for at balancere effekt og sikkerhed. Vælg produkter til hunde, og tænk det ekstra kalorieindtag ind i den daglige ration. Probiotika med dokumenterede stammer kan støtte en følsom mave; start lavt, og optrap efter tolerance. Opløselige fibre (f.eks. loppefrøskaller) kan stabilisere afføring, men kræver tilstrækkeligt vand.
Minimér ”lagermider” i tørfoder ved at købe i passende sække, opbevare i originalposen i en lufttæt beholder, og bruge posen op inden 4–6 uger. Våd- og fryserå foder kan være alternativer hos enkelte hunde, men vælg sikre leverandører, og håndter hygiejnisk. Har din Mastiff cystinuri, skal foderstrategien altid lægges med dyrlægen, da proteinmængde, natrium og urinens pH påvirker risikoen for sten.

Indeklima og omgivelser påvirker både menneskers og hundens symptomer. Husstøvmider trives i store hundesenge og polstrede møbler. Vælg betræk med tæt vævning, vask sengetøj ved 60 °C ugentligt, og tør helt. Brug HEPA-filterstøvsuger 2–3 gange om ugen, og overvej en luftrenser i rum, hvor hunden ligger mest. Hold luftfugtigheden omkring 40–50 %, så hud og slimhinder ikke udtørres, men uden at fremme skimmel.
Udendørs er pollen en sæsonfaktor. Planlæg gåture tidligt morgen og sen aften, når pollentallet er lavere, undgå slåningstidspunkter, og hold dig fra højt græs, hvis hunden er reaktiv. Efter ture kan et hurtigt brusebad af poter, bug og bryst, eller aftørring med fugtige klude, fjerne en del allergener. Klip pelsen kort omkring poterne, så skidt og pollen ikke samler sig, men undgå helklip, der kan svække hudbarrieren.
Kemiske irritanter i hjemmet kan forværre kløe. Skift til parfumefri vaskemidler til hundens tekstiler, undgå duftlys, røg og aerosolsprays i hundens opholdsrum, og rengør gulve med milde, skylbare midler. Fødevareopbevaring påvirker også miljøet: store sække foder til en Mastiff åbnes og lukkes ofte, hvilket øger risikoen for lagermider – god beholderpraksis er derfor vigtig.
Endelig spiller udstyr ind. En bred, polstret sele mindsker friktion i hals- og brystfolder. Keramiske eller stålskåle reducerer biofilm sammenlignet med plast. Tænk i flere hvilepladser, så en stor hund kan vælge køligt eller varmt underlag efter behov. En fast rutine for negleklip, potepleje og foldtørring efter regn og bad er små justeringer, der samlet set reducerer hudirritation i en 80+ kilos familiehund.

Diagnosen starter hos dyrlægen, der vil kombinere anamnese med hudundersøgelse, cytologi (påvisning af gær/bakterier), evt. skrab for mider og otoskopi ved øreproblemer. Mistænkes atopi, kan intradermaltest eller serologisk IgE-test bruges til at sammensætte en allergenspecifik immunterapi (ASIT). Ved mistanke om foderallergi er eliminationsdiæt den diagnostiske metode; blodprøver for ”foderallergi” er ikke pålidelige.
Behandlingspakken skræddersys. Sekundære infektioner behandles med topikale eller systemiske midler efter dyrkning, når det er relevant. Kløekontrol opnås ofte med oclacitinib (Apoquel) eller lokivetmab (Cytopoint), som kan reducere steroidbehovet. Kortikosteroider bruges bedst kortvarigt til akutte opblussen, da bivirkningerne er betydelige, især i kæmperacer. ASIT er den eneste sygdomsmodificerende behandling for atopi; effekten indtræder typisk over 3–12 måneder, men kan være langtidsholdbar.
Ørebetændelser håndteres med rens, tørrende ørerens og målrettede øredråber; kontrolbesøg er vigtige, da Mastiffens dybe øregange kan skjule vedvarende inflammation. Hudfoldsdermatitis bedres med vægtkontrol, foldhygiejne og, ved behov, antiseptiske klude eller shampooer med klorhexidin/miconazol. Parasitprofylakse er et ”must” året rundt for at eliminere loppekomponenten.
For mave-tarm-intolerance kan mavebeskyttende midler, probiotika og fibre hjælpe, men kun som supplement til den primære diætstrategi. Mastiffen er stor, så korrekt dosering efter kg og regelmæssig opfølgning er afgørende for både effekt og sikkerhed. Aftal et monitoreringsprogram med dyrlægen, f.eks. kløeskala, fotodokumentation og faste kontrolintervaller. Vær også opmærksom på racerelevante komorbiditeter, f.eks. hypothyreose, der kan forværre hudproblemer, og håndter disse parallelt. Ved akutte reaktioner, f.eks. bi- eller hvepsestik med nældefeber eller vejrtrækningsbesvær, skal der søges akut dyrlægehjælp.