Mastin de los Pirineos - Ansvarlig avl og genetik

Mastin de los Pirineos, også kendt som Pyrenæisk Mastiff, er Spaniens historiske kvæg- og hjordevogter fra Aragon og Pyrenæerne. Racen er udviklet til at beskytte mod rovdyr, og standarden afspejler derfor en stor, modig og stabil hund med imponerende substans og en rolig, afbalanceret fremtoning. Under FCI hører racen til Gruppe 2 (Pinschere, Schnauzere, Molosser og Sennenhunde), sektion 2.2 (Molossoide, bjergtype), uden brugsprøve.

En korrekt Mastin de los Pirineos er massiv, men aldrig grov eller tung i bevægelsen. Hannerne er tydeligt kønsprægede, med en skulderhøjde over 77 cm, tæver over 72 cm; vægten ligger typisk i 60–90+ kg. Helhedsindtrykket skal være harmonisk: stærk knoglebygning, dyb brystkasse, god længde i kroppen, fast overlinje og stærk, muskuløs bagpart. Hovedet er stort og ædelt, med moderat stop, kraftig næseryg og korrekt saksebid. Ørerne er middelstore, trekantede og båret nedad. Bevægelsen skal være effektiv, jordvindende og uden rullen; et elastisk trav er at foretrække hos den voksne hund.

Pelsen er tæt, dobbelt og middel-lang med grov dækpels og rigelig underuld, som giver vejrbestandighed. Farverne er karakteristiske: Hvid grundfarve med en velafgrænset mørk maske, og veldefinerede pletter i fx sort, grå, gylden, brun eller sand – hvidt skal være dominerende. Pigmentet, herunder mørke øjenrande og næse, bør være fuldt.

Temperamentet er racens signatur: rolig, værdig, modig og beskyttende, uden urimelig skarphed. En god mastin er social i familien, tålmodig med børn, neutral overfor fremmede, og beslutsom, hvis en reel trussel opstår. I avlssammenhæng er det afgørende, at mental stabilitet, selvkontrol og belastbarhed prioriteres lige så højt som eksteriør. Ekstremiteter skal undgås – for meget masse eller for løs hud kan kompromittere sundhed, bevægelse og funktion. Målet er en funktionel, holdbar hund, der kan arbejde i bjergterræn såvel som fungere harmonisk i en moderne familie med plads og struktur.

Som en relativt sjælden kæmperace kræver Mastin de los Pirineos en bevidst strategi for at bevare genetisk diversitet, samtidig med at racens særpræg fastholdes. Nøglen er at balancere linjer, undgå flaskehalse og modvirke den såkaldte popular-sire-effekt, hvor få, meget brugte avlshanner uforholdsmæssigt præger genpuljen.

Koefficient af indavl (COI) er et centralt værktøj. Stræb efter et 5–10 generations COI på helst under 6–8 %, og vær opmærksom på, at korte stamtavler kan undervurdere COI. Brug moderne værktøjer (fx MyDogDNA/Optimal Selection, Embark eller nationale klubdatabaser) til både COI og slægtskabsanalyser på tværs af kenneler og lande. Kombinér stamtavle-COI med genomisk diversitet (heterozygositet), så man undgår at forene to genetisk snævre individer, der blot ser “ubeskægtede” ud på papiret.

Mange sundhedstræk i store racer er polygene og tærskelbaserede, herunder hofte- og albueled. Heritabiliteten er moderat, hvilket betyder, at kombinationen af forældre og familiens samlede resultater er vigtigere end enkeltdyrs scores. Anvend slægtskabsdata: søskende-, halvsøskende- og afkomsresultater vægter højt. Vælg parringer, hvor den ene parts svagheder kompenseres af den anden parts styrker, uden at man “dobler” på samme fejl, fx løshed i øjenrande eller for flad kryds.

Farveavl bør være sekundært i forhold til sundhed og mentalitet. Racens hvide grundfarve med maske er standard, men jagten på bestemte pletmønstre må aldrig ske på bekostning af sundhed, bevægelse og temperament. Ekstrem størrelse frister, men høj vægt øger ortopædiske risici; udvælg hunde, der er store og solide, men proportionerede og funktionelle. Endelig bør avlere tænke i effektiv populationsstørrelse: fordel avlsbrug bredt, frys sæd fra sunde, veldokumenterede hunde, og brug internationalt samarbejde for at udvide variationen uden at kompromittere standarden.

Selv om racen ikke er kendt for racespecifikke sygdomme, deler Mastin de los Pirineos risici med andre kæmperacer. Et gennemtænkt testprogram reducerer risikoen for at videreføre problemer, og giver hvalpekøbere tryghed.

• Minimum anbefalinger før avl:
• Hofter (HD) og albuer (AD): Officielle røntgenundersøgelser med FCI-godkendt afkodning, typisk fra 18–24 måneders alder. Stræb efter HD A/B og AD 0; C kan i særlige tilfælde kombineres med A og fremragende familieprofil. Overvej supplerende PennHIP for objektiv laxity-score.
• Øjenundersøgelse (ECVO): Årlig screening, især for entropion/ektropion og distichiasis. Dokumentér øjenrandenes stramhed og pigment.
• Hjertevurdering: Klinisk auskultation hos kardiolog; ved mislyd eller familiehistorik – ekkokardiografi.
• Thyroideaprofil: T4/TSH (gerne udvidet panel) for at screene for hypothyreose, som ses i nogle store racer.
• Generelt helbred: Blodprofil (hæmatologi/biokemi), tjek af tandstilling/bid, hud og bevægeapparat. Hold kropskondition i 4–5/9 før parring.

• Reproduktionssikkerhed:
• Brucella canis-test før parring (især ved internationalt samarbejde eller ifm. import af sæd).
• Semenkvalitet hos hanhund (sædevaluering), progesteronforløb hos tæve for optimal timing.
• Drægtighedsscanning dag 28–30 og evt. røntgen sent i drægtigheden for at estimere kuldstørrelse og fødselsplan.

Genetiske DNA-tests: Racen har ingen specifik DNA-markør, der er obligatorisk, men et panel kan være nyttigt til diversitet og at udelukke kendte varianter, der findes på tværs af racer (fx SOD1 for degenerativ myelopati). DNA-profiler hjælper også med forældrebekræftelse.

Anæstesi og røntgen: Kæmperacer kræver omhyggelig dosering og overvågning; vælg dyrlæge med erfaring i sedation af store molosser. Undersøgelser skal udføres på korrekt tidspunkt – for tidlige billeder kan give falsk sikkerhed.

Data og transparens: Del alle resultater i åbne databaser/klubregistre, også marginale fund. Brede data gør det muligt at forbedre racen systematisk over tid.

Etisk opdræt handler om mere end tests; det handler om at sætte hundenes velfærd først, før, under og efter avl. For Mastin de los Pirineos betyder det at respektere racens behov som stor, sent modnende vogter og at sikre, at avlsdyr har det rette temperament og helbred til at fungere i virkeligheden – ikke kun på papiret.

Alder og frekvens: Tæver bør ikke parres før fuld fysisk og mental modenhed – helst tidligst ved 24 måneder og efter en dokumenteret normal løbetidscyklus. Giv tæven pauser mellem kuld; maks. ét kuld pr. 12 måneder og et fornuftigt livstidsloft. Hanhunde bør være minimum 18–20 måneder og fuldt helbredsscreenede.

Drægtighed og fødsel: Planlæg ernæring til kæmperacer (kontrolleret energi og kalcium/fosfor-balance), hold BCS 5/9, og forbered fødsel i roligt, hygiejnisk miljø. Hav en fødselsplan og nødberedskab med dyrlæge, der kender racens størrelse og behov. Kuldstørrelsen ligger ofte på 6–10 hvalpe; monitorér tævens restitution nøje.

Temperament og socialisering: Avl kun på stabile, miljøfaste individer. En mastin skal kunne håndtere gæster, bymiljø og landliv, uden at miste sin naturlige vagtsomhed. Implementér struktureret socialisering og tidlig neurologisk stimulation (ENS) fra dag 3–16, samt gradvis, kontrolleret miljøeksponering frem til 12–14 uger.

Købermatch og ansvar: Denne race trives bedst i hjem med plads, stærk indhegning og erfaring med store hunde. Oplys om fældning, savl, moderat aktivitetsbehov og behov for mental ro. Kontrakter bør inkludere sundhedsgaranti, avlsaftaler, rådgivning og livslang tilbagekøbsret. Vær transparent om både styrker og svagheder i linjerne, og søg aktivt feedback på afkommets sundhed og adfærd.

Dataetik: Undgå cherry-picking. Offentliggør helhedsdata – også når resultaterne ikke er perfekte. Kun sådan kan racen løftes bæredygtigt.

Valget af partner er den mest indflydelsesrige beslutning i en avlssæson. Arbejd systematisk og målrettet, så kombinationen forbedrer helheden frem for blot at gentage den. Start med klare mål for sundhed, temperament og funktion, og brug derefter eksteriør som finjustering.

Trinvis proces:
1) Sundhedsfilter: Begge dyr skal have dokumenterede HD/AD-resultater, øjenattest, hjertetjek og relevant blodprofil; gennemgå også søskende- og afkomsdata i familien. Kend forekomsten af mavedrejning, kræft og levetid i linjerne.
2) Mentalitet: Prioritér nervefasthed, afreaktion og samarbejdsvilje. En god mastin er rolig i hvile, resolut under pres og socialt stabil i hjemmet. Undgå at forene to individer med samme mentale svaghed, fx usikkerhed i fremmede miljøer.
3) Struktur og bevægelse: Se hundene i bevægelse på forskelligt underlag. Vælg komplementaritet: har tæven lidt løse øjenrande, så vælg en han med stramme og sunde øjne; er krydset fladt, så vælg en han med korrekt kryds og haleansætning. Undgå overtypning: mere masse er ikke bedre.
4) Genetik og slægtskab: Beregn COI og genomisk slægtskab; sigt efter lavere end racens gennemsnit, og undgå tætteste kombinationer. Overvej internationalt samarbejde eller frossen sæd for at bryde små nationale subpopulationer, men verifikér standardnærhed og temperament hos importer.
5) Praktik: Brucella-test, logistik for naturlig parring vs. AI, tydelig kontrakt om registrering, ejerforhold og ansvar for eventuelle komplikationer.

Evaluer helheden ved at indsamle uvildige vurderinger: dommerkritikker, mentalbeskrivelser og arbejdsvurderinger fra erfarne hyrde- og gårdfolk. Vægt linjers holdbarhed: familier med lang levetid, gode fødsler og lav ortopædisk belastning er ofte mere værd end en enkelt toppræmieret hund. Til sidst, planlæg for hvalpenes fremtid: match købere, der kan tilbyde plads, struktur og erfaring – det er det mest ansvarlige "slutpunkt" for enhver parring.