Mops - Ansvarlig avl og genetik

Mopsen er en lille, kompakt selskabshund i Toy-kategorien, 25–28 cm høj og typisk 6–8 kg. Racen stammer fra Kina, blev videreudviklet i Storbritannien, og hører i FCI til gruppe 9. Helhedsindtrykket skal være kvadratisk og solidt: kort lænd, god benstamme, muskuløs uden at være tung. Hovedet er relativt stort, men proportioneret, med kort, bredt næseparti og tydelig, men ikke overdreven næseryg. Næseborene skal være åbne og velformede, så luftpassagen ikke kompromitteres. Øjnene er store, runde og mørke; de må ikke være udstående eller tørre, og øjenrandene skal slutte tæt. Ørerne er små, fine og enten “button” eller “rose”; begge accepteres, men funktionel sundhed prioriteres over kosmetik. Pelsen er kort, fin og glansfuld; farverne er fawn, abrikos, sølv eller sort, altid med korrekt sort maske og markeringer for de lyse varianter. Bevægelsen skal være fri, effektiv og parallel, med god forbrystfylde uden hjulbenet forstilling.

Temperamentet er racens signatur: charmerende, kærlig og småfræk. En stabil, social, modstandsdygtig Mops uden overdreven nervøsitet er et klart avlsmål. Avleren bør aktivt modvirke ekstreme træk, der kan give helbredsproblemer: for kort næse og snævre næsebor (BOAS-risiko), meget dybe hudfolder i ansigtet (folddermatitis), overdrevent store og fremspringende øjne (hornhindesår), for stram dobbeltkrøl på halen (hemivertebrae), samt for tung, kompakt krop, der forringer vejrtrækning og bevægelse. Et moderne, ansvarligt avlsideal for Mops søger en moderat type med funktionel anatomi, god vejrtrækning, sunde øjne og rygg, og en glad, samarbejdende adfærd, der passer til et aktivt familieliv.

Mopsen er en genetisk snæver race globalt, hvorfor styring af indavlsgrad (COI) og undgåelse af “popular sire”-effekten er afgørende. En vedvarende lav COI, beregnet over minimum 5–10 generationer, hjælper med at bevare heterozygositet, hvilket kan reducere forekomsten af recessive lidelser og forbedre fertilitet, immunrobusthed og levetid.

Flere centrale problemkomplekser er polygenetiske. BOAS (brachycephalt luftvejssyndrom) har ikke én enkelt markør; det skyldes summen af kraniologiske og bløddelsmæssige karakteristika (næseborenes åbenhed, næsepartiets længde/bredde, blød gane, larynxstruktur), og påvirkes af kropsvægt og kondition. Selektionsstrategien bør være fenotypisk: avl på hunde med god funktionel vejrtrækning, lave respiratoriske lyde under anstrengelse og ingen behov for luftvejskirurgi.

Rygsøjleproblemer, særligt hemivertebrae, er associeret med skruet haleføring og kiler i bryst- og lændehvirvler. Genetikken er kompleks, men risikoen kan reduceres via røntgenscreening og ved at undgå meget stram halekrøl og kort, stiv ryg. Øjensygdomme som pigmentær keratitis, tørre øjne (KCS) og hornhindesår opstår i et samspil mellem øjenform, øjenlåg, ansigtsfold og tåreproduktion – igen et eksempel på polygen arv og morfologisk påvirkning.

Der findes enkelte DNA-markører med relevans: den såkaldte PDE/NME-risikohaplotyp (pug dog encephalitis/necrotizing meningoencephalitis) kan testes; testen er ikke deterministisk, men bør bruges til at parre bærere på en måde, der minimerer afkoms samlede risiko. SOD1-varianten for degenerativ myelopati testes af nogle linjer, om end forekomsten i racen er lav. Farvegenetik bør håndteres konservativt: hold dig til racestandardens farver, og undgå modefarver eller krydsningsafledte mønstre (fx merle), som både strider mod standarden og kan introducere nye sundhedsrisici.

En ansvarlig avlsstrategi for Mops bygger på systematiske, racerelevante undersøgelser før parring, og løbende monitorering gennem livet.

Luftveje/BOAS: Få en objektiv funktionsvurdering, fx Cambridge BOAS-gradering, inklusive auskultation i hvile og efter standardiseret anstrengelse. Vurder næseborenes åbenhed, blød gane, og noter eventuelle stridor-/snorkelyde. Hunder, der har gennemgået BOAS-kirurgi (åbnede næsebor, forkortet blød gane), bør ikke indgå i avl.

Øjne: Årlig ECVO-øjenundersøgelse anbefales, suppleret med Schirmer tåretest og farvning ved mistanke om hornhindesår. Vurder for entropion/trichiasis, pigmentær keratitis, tørre øjne og proptose-tendens. Øjne skal være klare, velfugtede, og øjenlåg slutte tæt.

Ortopædi/ryg: Patellaluksation graderes af erfaren dyrlæge; kun grad 0 (og evt. stabile grad 1 uden klinik) bør anvendes. Hofter kan scores efter FCI/BVA; sigt efter A/B. Røntgen af thorakal/lumbal ryg (inkl. overgangsregion) for at identificere hemivertebrae og kilehvirvler; undgå avl på hunde med multiple kiler eller kliniske tegn (smerte, ataxi, inkontinens).

Dermatologi/immunologi: Gentagne hudinfektioner, generaliseret demodicose eller svær atopi taler imod avl. Hudskrab ved behov, og dokumentér behandlingsforløb. Cheyletiella (“walking dandruff”) skal behandles og saneres; det er ikke i sig selv en avlsdiskvalifikation, men recidiv og generel hudskrøbelighed er et advarselsflag.

Neurologi: Epilepsi og NME/PDE forekommer i racen. Der er ingen fuldt prækdiktiv test for epilepsi; undgå at avle på dyr med idiopatisk epilepsi, og vær tilbageholdende med nære slægtninge.

Reproduktion og almen helbred: Tjek hjertet, tænder/kæbestilling (undgå traumatiske bid), kropsvægt (BCS 4–5/9), og udfør standard infektionsscreening (fx Brucella canis i relevante scenarier). Hanhunde bør have sædanalyse ved tvivl. Vær opmærksom på vaccinationsreaktioner; tilpas protokoller ved tidligere følsomhed.

Etisk Mops-avl sætter hundens velfærd før type og titler. Vælg moderat eksteriør, og fravælg hunde med træk, der dokumenteret øger sygdomsrisiko. Transparens er nøgleord: offentliggør sundhedsresultater, BOAS-lydfiler/video fra funktionsprøver, røntgenfund og øjenattester. Undlad at avle på dyr, der har krævet luftvejskirurgi, har klinisk betydende øjensygdom, generaliseret demodicose, svær allergi, patella grad ≥2, hofter C–E, multiple kliniske hemivertebrae eller epilepsi.

Alder og reproduktionsetik: Tæver bør først parres, når de er fysisk og mentalt modne, typisk tidligst ved 2 år, efter fuld sundhedsudredning. Tætte gentagne kuld undgås; giv god restituering mellem kuld, og sæt en fornuftig øvre grænse for kuld pr. tæve. Planlæg fødsel med dyrlæge, og vær realistisk om risiko for kejsersnit. Kejsersnit kan redde liv, men gentagne planlagte snit som avlsstrategi er uetisk.

Temperament: Avl på stabile, venlige, nysgerrige individer uden overdreven stressfølsomhed. En Mops skal kunne håndtere byliv, børnefamilier og normal håndtering uden angst eller aggression. Overvej adfærds-/mentalbeskrivelse som supplement til sundhedsdata.

Genetisk diversitet og retfærdighed: Begræns brugen af populære hanhunde, og spred avlsindsatsen. Brug COI-styring og slægtskabsdata til at planlægge kombinationer. Farveavl må aldrig trumfe sundhed; hold dig til standardfarver. Overhold nationale regler og kennelklubbens BSI-anbefalinger for brachycephale racer. Sørg for skriftlige aftaler om sundhedsgaranti, åben kommunikation til hvalpekøbere, og livslang “take-back”-politik, så ingen Mops står uden hjem.

Målet er at matche styrker og svagheder, så afkommet får bedre funktion end begge forældre. Start med funktionel respiration: vælg en partner med dokumenteret lav BOAS-grad, åbne næsebor, god udholdenhed uden stridor og normal restitution efter moderat motion. Prioritér øjensundhed (friske ECVO-attester, normal tåreproduktion) og en rygg uden klinisk problematiske kiler. Undgå at kombinere to linjer med kendte ryg-/øjenproblemer, selv hvis den enkelte hund er klinisk ukompliceret.

Beregn COI på kombinationen; sigt efter en lavere COI end racens gennemsnit, og helst under 6,25 %, når det er praktisk muligt. Brug slægtskabs- og diversitetsværktøjer (fx DKK’s eller akkrediterede genetiske databaser), og overvej at brede dig ud over lokale, nære linjer via velafprøvede internationale hunde med dokumenteret sundhedsprofil.

Eksteriørmæssigt bør du vælge moderat type: let længere næseparti, gode næsebor, begrænset næsefold, korrekt øjenfacon og fast, elastisk hud. Undgå dobbeltkrøllet, meget stram hale i kombination med kort ryg. Match størrelser for at reducere fødselskomplikationer; ekstremt brede hoveder i begge linjer øger risiko for vanskelig fødsel. Farver holdes inden for standarden; planlæg ikke parringer ud fra modefarver.

Fertilitet og logistik: Hanhundens sædkvalitet kan dokumenteres ved analyse; tævens cyklus monitoreres med progesteron, og parringen planlægges køligt og skånsomt (undgå varmebølger). Avl kun på normalvægtige hunde (BCS 4–5/9), og dokumentér helbred efter sygdomsfrihed i minimum 12 måneder, hvis der har været større helbredsproblemer. Indgå klare kontrakter, og aftal helbredsopfølgning på afkom for løbende avlsfeedback.