Mudi - Ansvarlig avl og genetik

Mudi er en ungarsk hyrdehund i FCI Gruppe 1 (Hyrde- og Kvæghunde), kendt for sit vågne udtryk, sine stående ører og den elastiske, bølgede til krøllede pels. Racen er lille til mellemstor, typisk 38–47 cm i skulderhøjde og 8–13 kg, med en let, tør og atletisk konstruktion, der muliggør smidig, energisk bevægelse hele dagen. En funktionel Mudi er først og fremmest en arbejds- og sportshund: hurtig, lynhurtigt lærende, udpræget førerorienteret og med en naturlig evne til at læse og styre flokke. Temperamentet skal være tillidsfuldt, nysgerrigt og modigt uden uberettiget skarphed; reserverethed over for fremmede kan forekomme, men nervøsitet, aggressivitet eller skyhed er uønsket i avl.

Hovedet er kileformet med tørre læber, stramme øjenkanter og middelstore, mandelformede øjne. Ørerne er typisk rejste, meget mobile og bidrager til det opmærksomme udtryk. Bidet skal være korrekt saksebid med fuldt tandsæt. Kroppen er let rektangulær, med fast overlinje, dyb brystkasse og velvinklet bagpart for effektiv fremdrift. Bevægelsen skal være fri, elastisk og jordvindende uden overdrivelser. Hale kan være lang, mellemlang eller naturligt kort (naturlig bobtail forekommer), og skal bæres i harmoni med helheden; halekupering er ikke tilladt i Danmark.

Pelsen er kortere og glat på hoved, benenes forside og ører, men 3–7 cm, bølget til krøllet og fyldig på krop, bryst og bukser. Fælder moderat, og Mudien er ikke hypoallergen. Godkendte farver i racen omfatter bl.a. sort, merle (ofte kaldet "blue merle"), brun, askegrå, fawn/creme og hvid; tegning og intensitet varierer, men næse og pigment skal harmonere med farven. Avl på farve må aldrig gå forud for sundhed og temperament.

Som arbejdshund kræver Mudi betydelig fysisk og mental aktivering. Dagligt behov er typisk 60–120 minutters varieret motion samt hjernearbejde (lydighed, hyrdning, nose work, agility). Racen trives i aktive hjem og kan bo i lejlighed, hvis behovene imødekommes. Kuldstørrelse er ofte 4–7 hvalpe. De fleste Mudier er komfortable i vand, når de introduceres roligt, og pelsen tørrer relativt hurtigt. Levetiden ligger typisk på 12–14+ år, når sundhed, avl og miljø prioriteres.

Ansvarlig Mudi-avl starter med forståelse for racens relativt lille avlsbase. Målet er at bevare funktion, sundhed og genetisk diversitet. To centrale værktøjer er indavlskoefficient (COI) og strategier mod populær han-effekten. Arbejd med COI beregnet over mindst 5–8 generationer, og stræb efter at ligge under racens gennemsnit eller under 6–8 %, når det er praktisk muligt. Undgå at gentage de samme kombinationer og fordel avlsbrug over flere dyr, så den effektive population ikke indsnævres unødigt. Overvej import af nyt blod og brug af frossen sæd fra dokumenteret sunde, mentalt stabile linjer for at udvide variationen.

Farvegenetik kræver særlig omtanke i Mudi. Merle (M-lokus) er ufuldstændig dominant, og parring mellem to merle (M/M) er forbundet med betydelig risiko for døvhed, øjenanomalier (mikroftalmi, colobom, synsdefekter) og pigmentrelaterede problemer. Da kryptisk eller lav-længde merle kan være svært at se fænotypisk, er DNA-test for M-lokus anbefalet, før merle-bærere anvendes i avl. Tilsvarende kan kraftig hvidhed/piebald og kraftig fortynding (d-lokus) potentielt medføre øget risiko for høre- og hudproblemer i visse linjer; disse fænomener er ikke udtalt i Mudien generelt, men opmærksomhed og dokumentation er klogt.

Naturlig kort hale (NBT) forekommer i racen. Nogle NBT-varianter skyldes T-box-mutationer, som ved parring NBT×NBT kan øge risiko for halebens- eller ryganomalier. Hvis NBT ønskes videreført, bør forældre testes, og kombinationer planlægges T/N×N/N for at undgå homozygoti. Viden om præcis mutationstilstedeværelse i de enkelte linjer kan variere; brug racens sundhedsdatabaser og genetiske paneltests, hvor tilgængeligt.

Arvelige sygdomsanlæg i hyrderacer inkluderer bl.a. hofteledsdysplasi (polygen), patellaluksation og enkelte øjenlidelser. MDR1/ABCB1-mutation (lægemiddelfølsomhed) er udbredt i visse hyrderacer; den synes sjælden i Mudi, men test kan overvejes, især ved usikkert ophav. Avlsmål bør altid vægte stabilt, arbejdsvilligt temperament, nerver og sund struktur over kosmetiske træk. Samtidig skal man undgå selektion for ekstremt højt drift- og vokaliseringsniveau, hvis afkom primært skal fungere som familie- og sportshunde, da overdreven lydfølsomhed eller stressbarhed kan være arveligt betinget.

Sundhedsvurdering af avlsdyr skal kombinere kliniske undersøgelser, billeddiagnostik og relevante DNA-tests. En gennemført protokol for Mudi omfatter typisk:

• - HD-røntgen (hofter) og vurdering efter officiel skala. Vælg helst A eller B for avl; C kan i særlige tilfælde kombineres med A, hvis øvrige parametre er fremragende og racens avlsanbefalinger følges. ED-røntgen (albuer) kan tilføjes, selv om forekomsten er lav.
• Patellaundersøgelse ved dyrlæge, da små til mellemstore, lette racer kan være disponerede for patellaluksation. Kun grad 0 anvendes bredt i avl; grad 1 kræver stram selektion og kombination med fri partner.
• ECVO-øjenundersøgelse udført af øjendyrlæge før første parring og derefter med 1–2 års interval i aktiv avlskarriere. Dette fanger katarakt, PRA-suspekt fund m.m. PRA-specifik DNA-test kan supplere, hvis der er kendte anlæg i linjen.
• BAER-høretest anbefales, når der avles med merle eller markant hvidhed, samt ved mistanke om lydproblemer i linjen. Test alle hvalpe i kuld med merleafstamning for at dokumentere status.
• DNA for M-lokus (inkl. merlelængde), NBT/T-box ved kort hale, og eventuelt panel, der inkluderer MDR1/ABCB1 og SOD1 (degenerativ myelopati), hvor racens klub anbefaler det eller der er linjebekymring.
• Generel helbredsstatus: fuld klinisk undersøgelse, tandstatus, hjerteauskultation, ortopædisk gennemgang og parasit-/fæcescreening. Brucella canis-test er god praksis ved international parring/impotering for at beskytte tæve, han og kommende kuld.
• Reproduktion: tævens cyklus overvåges med progesteronmålinger for optimal parringstidspunkt; hanhund kan sædvurderes for kvalitet og fertilitet.

Dokumentér resultater i DKK’s eller racens sundhedsdatabaser, og tag avlsbeslutninger ud fra helheden: sundhed, temperament, arbejdsevne og eksteriør i funktionel balance. Husk, at miljø påvirker fænotype; korrekt vægt, kontrolleret træning og passende fodring før og under avl/x-kuld mindsker risiko for skader og reproduktionsproblemer.

Etisk Mudi-avl handler om hundenes velfærd før, under og efter reproduktion – og om ærlighed over for hvalpekøbere. Start med alder og kondition: tæver bør være fysisk og mentalt modne (ofte >18 måneder og efter minimum anden løbetid), have normal kropssammensætning og dokumenteret sundhed. Hanhunde bør være voksne, mentalt stabile og gennemtestede. Respekter nationale regler og klubanbefalinger for maksimal kuldhyppighed og avlsalder, og giv tæven tilstrækkelige pauser mellem kuld.

Udvælg temperament højt: Mudi skal være førerfokuseret, arbejdsvillig og socialt velfungerende. Mentalbeskrivelse (fx BPH/MH) eller dokumenteret adfærd i hverdagsmiljø og sport kan vægtes stærkt. Undgå at avle på hunde med udtalt lydfølsomhed, vedvarende angst eller uprovokeret aggressivitet. Velfungerende nerver og god afreaktionsevne er lige så arvelige og vigtige som hofter og øjne.

Planlæg fødsel og opvækst miljømæssigt: roligt føderum, hygiejne, temperaturkontrol og løbende dyrlægetilsyn. Implementér tidlig neurologisk stimulering og alderssvarende socialisering fra uge 3–8, gradvis eksponering for lyde, underlag, mennesker og artsfæller. Lever kun hvalpe, der er sundhedstjekkede, vaccinerede efter plan, ID-mærkede og registrerede. Match købere realistisk med racens behov: Mudi kræver daglig aktivering, og en mindre bolig kan fungere, hvis aktivitetskrav opfyldes.

Vær transparent om farve- og hale-genetik, og undgå bevidst avl på kombinationer, der kan skabe sundhedsproblemer (fx merle×merle, NBT×NBT). Selektér ikke primært efter farve, pels eller showmeritter; beløn funktion, samarbejdsvilje og sund bygning. Indgå skriftlige kontrakter, der dækker sundhedsgaranti, tilbagekøbs-/omplaceringsklausul og forventninger til træning og aktivering. Følg afkom over tid, og del data – også når noget går galt. Det er sådan, racen løftes ansvarligt.

En velvalgt avlspartner komplementerer din hunds styrker og adresserer dens svagheder, samtidig med at indavl holdes i skak. Start med stamtavleanalyse og COI-beregning over 5–8 generationer. Undgå tætte kombinationer og gentagne linjeopdræt, medmindre der foreligger stærk dokumentation for sundhed og mental robusthed – og selv da med omtanke. Søg bredde gennem nationale og internationale linjer, og læg vægt på dokumenterede sundhedsresultater for individ, søskendekuld og nære slægtninge.

Match temperament først: vælg partnere med stabilt, førbart sind, god arbejdsmoral og passende drift for jeres mål (hyrdning, sport eller alsidig familiehund). Gennemgå video fra hverdags- og arbejdssituationer, resultater i sport/prøver og mentalbeskrivelser. Strukturelt bør partneren tilbyde en funktionel overlinje, korrekt vinkling og effektive bevægelser, hvis din hund f.eks. er stejl bagtil eller har løs albue. Sikr korrekt, komplet tandsæt og saksebid i begge forældre.

Genetik og farver: lav M-lokus-test, hvis merle er involveret, og planlæg altid merle×solid (ikke-merle). Ved naturlig kort hale, test for NBT/T-box og undgå NBT×NBT. Farvefortynding og udtalt hvidhed kræver ekstra omtanke og dokumentation for sundhedsstatus i linjen. Undgå at jagte “sjældne” farver på bekostning af sundhed.

Logistik og reproduktion: vurder fertilitetshistorik (tidligere kuld, sædkvalitet), praktiske forhold (afstand, sædtransport, reproduktionsklinikkens erfaring) og plan for kejsersnit, hvis påkrævet – selv om Mudi generelt føder ukompliceret. Aftal økonomi, ejerskab af sæd/frosne doser og brugsret skriftligt. Endelig: søg sparring hos erfarne Mudi-opdrættere og racens specialklub; kollegial feedback forebygger fejlkombinationer og styrker racens fremtid.