Kulturel historie af Nova Scotia Duck Tolling Retriever: Fra oprindelse til moderne tid

Nova Scotia Duck Tolling Retriever, i daglig tale “Toller”, opstod i begyndelsen af 1800-tallet i Yarmouth County, Nova Scotia, Canada, hvor kystens bugter, tidevandsflader og iskolde vand stillede særlige krav til jagthundens fysik og samarbejdsevne. Racens særkende – tolling – er kunsten at lokke ænder og gæs tættere på ved at lege livligt langs bredden, mens jægeren skjuler sig. Fænomenet er inspireret af rævens naturlige adfærd, som vandfugle fascineres af. Mennesker har i århundreder udnyttet samme princip, og tidlige kolonister kendte til europæiske lokkehunde, blandt andet fra England og Holland, som sandsynligvis påvirkede udviklingen.

De første hunde i Nova Scotia var robuste, mellemstore, røde eller orange hunde med en energisk, nysgerrig fremfærd og en tydelig, flagrende hale – alt sammen træk, der vækker vandfuglenes opmærksomhed. Lokale avlere forenede formodentlig egenskaber fra datidens retrievere, spaniels og gårdcollier, for at få en hund, der både kunne lokke og apportere i iskoldt vand. Den dobbelte, mellem-til-lange pels, den vandafvisende underuld og den kompakte, men smidige krop gjorde Toller’en velegnet til det barske, maritime klima.

Fra begyndelsen var målet en alsidig arbejdshund: vågen, intelligent og kærlig i hjemmet, men med en stærk apportlyst og en næsten magnetisk tiltrækning til vand. Farverne – i nuancer fra rød til orange, ofte med hvide aftegninger på bryst, fødder og halespids – var ikke blot æstetiske, men også funktionelle i jagtens visuelle spil. Denne kombination lagde kimen til den moderne Toller: en mediumstor, udadvendt, social hund, der trives i tæt samarbejde med mennesker, og som fra naturens hånd er komfortabel i vand i meget høj grad.

I løbet af 1800- og tidligt 1900-tal blev racen kendt som Little River Duck Dog, opkaldt efter et lokalt område i Nova Scotia, hvor dens evner blev forfinet. Efterhånden som jagtmetoder og våben udviklede sig, blev Toller’en værdsat som en effektiv, stilfærdig hjælper, der både kunne lokke flokke ind og apportere skudt vildt fra isnære bredder og åbent vand. Racens udvælgelse foregik praktisk: avlsdyr blev vurderet på arbejdsvilje, kulde- og vandtolerans, samt en balanceret, familiesikker temperament.

Den canadiske kennelklub (CKC) anerkendte racen i 1945, hvilket stabiliserede navn, standard og systematisk stambogsføring. I efterkrigstiden oplevede racen perioder med tilbagegang, men en kerne af dedikerede opdrættere sikrede fortsat avl på sunde linjer. Internationalt vandt Toller’en for alvor fodfæste i 1980’erne og 1990’erne, hvor både Skandinavien og Storbritannien tog racen til sig. FCI optog racen i gruppe 8 (apporterende jagthunde), og i USA blev Toller’en fuldt anerkendt af AKC i 2003.

I dag er Toller’en kendt som en alsidig brugs- og familiehund. Den gør sig gældende i markprøver, lydighed, rally og agility, og den trives som aktiv ledsager i hverdagen. I Danmark er racen fortsat en relativ niche, men med stabil interesse: omkring 162 nyregistreringer og en popularitetsplacering som nr. 73 – et udtryk for, at racens særlige kombination af intelligens, kærlighed og arbejdslyst tiltaler et publikum, der ønsker kvalitet frem for kvantitet. Den oprindelige brug som lokke- og apportør lever side om side med moderne hundesport og et familieliv, hvor racens tilpasningsevne – også i mindre huse – værdsættes, når blot dagsbehovet for aktivitet og nærvær mødes.

Nova Scotia Duck Tolling Retriever er et regionalt ikon i sin hjemprovins: I 1995 blev racen udnævnt til Nova Scotias officielle provins-hund, hvilket understreger dens historiske og kulturelle rødder i lokalsamfund langs Atlanterhavskysten. Toller’en repræsenterer en særlig jagttradition, hvor list, leg og lydløshed er mindst lige så vigtige som rå styrke. Den udtrykker også det canadiske kystlivs pragmatik: en hund, der om morgenen arbejder i kulde og bølger, og om aftenen ligger tæt hos familien.

Kulturelt har Toller’en opnået status som brobygger mellem jagt- og familiehundekulturer. I Skandinavien, herunder Danmark, er den blevet et symbol på den moderne, alsidige hund, der kan indgå i alt fra jagt og dummyarbejde til små hundesportsgrene, skolebesøg og friluftsliv. Dens livlige, udadvendte, men venlige natur gør den velegnet som ambassadør for ansvarligt hundeejerskab: Den kræver tid, træning og motion, men kvitterer med loyalitet, humor og arbejdsglæde.

På sociale medier og i hundeklubber fylder Toller’en en niche, hvor viden om vandarbejde, apportteknik og impulskontrol deles flittigt. Dens karakteristiske farve og intensitet på billeder har uden tvivl forstærket racens synlighed. Samtidig har racen haft en positiv afsmittende effekt på interessen for nænsom, belønningsbaseret træning, fordi den reagerer hurtigt, når træningen er klar og retfærdig. I en dansk kontekst passer den godt til aktive familier med lyst til udeliv året rundt, og som sætter pris på en intelligent, kærlig hund, der kan trives i et lille hus, forudsat at dens daglige aktivitetsbehov mødes.

Nutidens avl på Nova Scotia Duck Tolling Retriever balancerer fire hovedmål: sundhed, temperament, funktion og type. På sundhedssiden er racen velundersøgt, og seriøse opdrættere anvender både kliniske screeninger og DNA-tests. Standardpakker omfatter typisk: HD- og AD-røntgen, øjenundersøgelse (årlig/periodisk), samt DNA-tests for prcd-PRA og CEA. Hos Tollere findes desuden relevante gentests for juvenil Addison (JADD), degenerativ encefalopati (DE) og visse ganespalter (CP1). Disse værktøjer gør det muligt at planlægge parringer, der minimerer risikoen for syge afkom, uden at smalle genpuljen unødigt.

Temperamentet prioriteres højt. Toller’en skal være intelligent, udadvendt og kærlig, men også have impulskontrol og samarbejdsvilje. I praksis betyder det, at opdrættere aktivt udvælger linjer, der kan matche både jagt- og sportshjem samt aktive familier. Forstærket fokus på nervesystemets robusthed – lav lydfølsomhed, god tilpasning i nye miljøer og stabil social adfærd – er en tydelig tendens.

Funktionelt holdes racens oprindelige egenskaber i live via markprøver, jagt og målrettet vandarbejde. Det er fortsat en prioritet, at hundene har ægte apport- og vandlyst, samt den karakteristiske legende stil, der muliggør tolling. Samtidig vægtes eksteriør, så hunden bevarer sin mellemstore, atletiske krop, dobbelte pels og varetegnene i farve og aftegninger. Farveskalaen – rød til orange, med mulige hvide aftegninger – forvaltes varsomt, så funktion og sundhed trumfer mode.

Endelig arbejder flere opdrættere med populationsgenetik: indavlskoefficient (COI), slægtskabsmålinger og brug af software til at forudsige genetisk diversitet. Målet er at bevare racens brede sundhedsprofil og mentalitet på lang sigt, mens man undgår flaskehalse og moderacer i avlen.

Toller’ens fremtid formes af tre drivere: ansvarlig avl, kloge træningsvalg og en realisme omkring livsstil. Urbanisering og ændrede fritidsvaner kræver hunde, der kan trives i mindre boliger, uden at gå på kompromis med behovet for aktivitet og mental stimulering. For Toller’en betyder det struktureret hverdagstræning, ro på signal, samt varieret, men tidsmæssigt overskuelig motion – ofte op til omkring en time dagligt, suppleret med hjernegymnastik.

På sundhedsområdet vil datadrevne beslutninger fylde mere: helhedsgranskning af slægter, årlige øjenlysninger efter behov, standardiserede HD/AD-programmer, og en ansvarlig brug af DNA-tests, så diversiteten bevares. Autoimmune tilstande (fx Addison og thyroiditis) og neurologiske sjældenheder (fx DE) kalder på åben registrering og samarbejde på tværs af lande. Et tværfagligt fokus – dyrlæger, genetikere, trænere og klubber – bliver nøglen.

Funktionsmæssigt vil racen fortsat have en stærk base i jagt og dummyarbejde, men nye sportsgrene som nose work, mantrailing og canicross giver flere hverdagsvenlige udløb. Klimaforandringer kan påvirke vandtemperaturer og sæsoner, hvilket stiller krav om sikkerhed og gradvis vandtilvænning. Samtidig kan bedre seniorprogrammer øge livskvaliteten for ældre Tollere, der ofte lever 10–14 år.

I Danmark peger fremtiden på et stabilt, vidensbaseret miljø omkring racen: små, velovervejede kuld på 6–10 hvalpe, gennemsigtig sundhedsdata, og ejere, der efterspørger dokumentation for temperament og funktion, lige så meget som stamtavle og udstillingsmeritter. Med denne kurs vil Toller’en fortsat være et lysende eksempel på, hvordan historisk jagtkultur kan forenes med det moderne familieliv – uden at gå på kompromis med hundens natur.