Nova Scotia Duck Tolling Retriever som arbejdshund

Nova Scotia Duck Tolling Retriever opstod i det tidlige 1900-tal i Nova Scotia, Canada, hvor lokale jægere udviklede en specialiseret retriever til at lokke og hente vandfugle. Tolling er en metode, hvor hunden med rævelignende, legende bevægelser langs sivkanten vækker ænder og gæs’ nysgerrighed, så flokken svømmer tættere ind mod kysten og skudhold. Føreren skjuler sig i skjul, og hunden arbejder i korte, kontrollerede bursts: løbe, dreje, snuse i sandet, hente og bære en kastet pind eller dummy, og svirpe med sin kraftige hale – gerne med hvid tip – som visuelt lokkemiddel. Når fuglene løfter, falder skuddet, og tolleren skifter øjeblikkeligt fra lokkehund til præcis apportør i koldt vand.

Racen blev selekteret for robusthed, vandglæde og et højt arbejdstryk. Den tætte, vandafvisende dobbeltpels med rig underuld isolerer i nær-frysende vand, og de let svømmehudede poter giver effektiv fremdrift. Den moderate størrelse (hanner ca. 46–53 cm og 17–23 kg, tæver lidt mindre) balancerer udholdenhed, smidighed og bære-kraft. En naturligt blød mund beskytter vildtet, mens en hurtig restitution gør hunden i stand til at løse mange apporter på en jagtdag.

Karakterologisk er tolleren intelligent, udadvendt og kærlig over for familien, men med et fokuseret arbejdshoved i felten. Den er ofte meget førerorienteret, lærer hurtigt mønstre og håndsignaler, og den ikoniske, højlydte “Toller scream” kan høres ved høj arousal – noget man historisk har accepteret, men som kræver moderne impulskontroltræning i skjulet. Disciplin, ro i udgangspositionen, præcis markering af nedfald og sikre, direkte indsvømninger er bærende elementer i racens oprindelige arbejdsfunktion, der stadig definerer dens kernekompetencer i dag.

Selv om klassisk tolling i dag er sjældnere end tidligere, trives Nova Scotia Duck Tolling Retriever fortsat som alsidig arbejdshund. I Skandinavien og resten af Europa arbejder mange tollere som apporterende jagthunde til ande- og gåsejagter, hvor de udmærker sig i skjul, på marken og i koldt vand. Racens størrelse og smidighed gør den effektiv i vanskeligt terræn, og dens vedholdenhed kombineret med et fint næsearbejde kan også udnyttes til eftersøgning af anskudt vildt på spor.

Uden for jagtsæsonen ser man tollere i konkurrencer som Working Test og markprøver for retrievere, hvor bedømmelsen fokuserer på markering, dirigering, vandarbejde, søg og ro/steadiness. Racens hurtige indlæring og høje belønningsværdi gør den ligeledes stærk i lydighed, rally og agility, hvor præcision og tempo belønnes. I næsearbejde – fx nose work og specialsøg – er tolleren en solid kandidat, ikke mindst fordi den typisk kan arbejde selvstændigt uden at miste kontakten til føreren.

Nogle individer anvendes i redningshundearbejde (spor og område), men racens størrelse og høje arousal kræver omhyggelig udvælgelse og træning for at sikre udholdenhed, miljøfasthed og ro i kæden. Vandredning er mindre udbredt end hos de tunge vandhunde, men tolleren kan med målrettet træning udføre line- og apportopgaver fra båd og strand. Som servicehund til mobilitetsopgaver er den ofte for let, mens den kan være velegnet til varslings- og psykiske støtteopgaver for erfarne ejere, der kan styre dens energi.

Kort sagt, racens moderne styrker er kombinationen af vandarbejde, præcis apportering, fin næse og høj trænerbarhed. Begrænsningerne er primært, at den kan blive vokal og mentalt overkørt uden en klar ramme, og at den kræver struktureret, daglig aktivering året rundt.

En Toller præsterer bedst med en træningsfilosofi, der kombinerer positive forstærkninger, tydelig struktur og konsekvent impulskontrol. Start med et stærkt fundament: sikker indkald, plads/fod, sit/blev, og en stabil afleveringsadfærd direkte i hånd. Byg en robust bytte- og apportmotivation med korte, kontrollerede greb og beløn for rolig mund. Introducer dernæst markeringer på land i enkle vindforhold og uden forstyrrelser, før du gradvist lægger vand, skud og decoys på.

For jagtopgaver bør hunden lære fløjtesignaler til indkald og stop samt håndtegn/casts (venstre, højre, bagud) til dirigering af blinde apporter. Træn “steadiness” systematisk: ro ved kast og skud, ro i skjulet og ro ved andres apporter. Brug korte sessioner (2–5 min), hyppige pauser og en klar tænd/sluk-progression, så hunden kan falde til ro mellem opgaver. Læg tidligt fokus på vandarbejde, men beskyt den unge hunds led: undgå hårde hop fra højde, lange svømmeture i stærk kulde og gentagne højbelastningsøvelser, til røntgen og vækstplader er modne.

Teknisk forfinelse omfatter: linjeføring til startpunkt, solidt ankerpunkt i fronten før afsendelse, straight lines gennem dækning og vand, og at holde næsen i vinden i søg. Proof under realistiske forhold: båd, siv, skud, fjer og kød, koldt vand, med- og modvind. Brug dummyer, koldvildt og senere frisk vildt under kyndig vejledning. Evt. brug af fjernbelønning, placeboard og steadiness-line kan hjælpe med præcision. Elektroniske hjælpemidler bør kun anvendes af erfarne trænere og aldrig erstatte grundlæggende læring.

Suppler med fysisk og sundhedsmæssig forberedelse: hold idealvægt (BCS 4–5/9), styrk core og bagskulder med bakke- og balanceøvelser, vedligehold poter og kløer, og tør ører efter hver svømmetur. Pelspleje med gennemredning 2–3 gange ugentligt begrænser filt og hjælper huden, især i perioder med intensivt vandarbejde.

I Danmark kan tollere deltage i brugsprøver og markprøver for apporterende hunde under DKK og specialklubber som Dansk Retriever Klub. De mest udbredte formater er Working Test (WT) på dummy, B-prøve/markprøve med koldt vildt og forskellige begynder-, åben- og eliteklasser, der tester markering, dirigering, søg, vandarbejde og ro. En brugsprøve/aptitude-test kan være et godt indstigningstrin for unge hunde. I lydighed og rally findes officielle DKK-programmer, og i nose work er der klasseoprykninger med definerede dufte og miljøer.

Internationalt kan racen opnå titler i AKC/CKC Hunt Tests (JH, SH, MH) samt Working Certificate (WC/WCX), og i Storbritannien og Norden findes Gundog Working Tests og field trials efter nationale regler. For redningshunde kan man certificere efter IRO/IPO-R-standarder via relevante organisationer; det kræver flerårig, målrettet uddannelse og egnet temperament.

Inden man påbegynder seriøst arbejde, anbefales sundhedsscreening: HD/AD-røntgen, øjenlysning (PRA/retinale sygdomme), og relevante DNA-tests, herunder prcd-PRA, CEA og EIC, hvor tilgængeligt. Nogle opdrættere screener også for sygdomme med kendt racetilknytning, fx autoimmune komplekser og Addison-relaterede markører, hvis tests findes. Dokumenteret sundhed, stabilt temperament og træningsmodenhed vægtes af dommere og instruktører, og kan blive afgørende for sikkerhed og holdbarhed i sport og jagt.

Som familiehund er tolleren kærlig, tilpasningsdygtig og relativt let at have i hjemmet, så længe dens behov for mental og fysisk aktivering mødes dagligt. Racestandarden anbefaler op til cirka en times motion om dagen, men en arbejdende toller kræver derudover målrettet hjernegymnastik og struktureret opgaveløsning. Korte, fokuserede træningspas kombineret med næsearbejde, apportlege og rotræning i kurven giver en harmonisk hverdag.

Forskellen mellem arbejdshund og ren familiehund handler først og fremmest om kvaliteten af aktiveringen. En familie-toller, der “bare” luftes, risikerer at blive vokal, selvopfundet kreativ og trække mod uønsket adfærd. En arbejdende toller lærer at skifte mellem høj drift og dyb ro, hvilket også gør den nemmere at leve med i lejlighed eller et lille hus. Indfør faste rutiner for hvile, træning og fri leg, og prioriter ro efter ophidsende aktiviteter.

Pelspleje er moderat, men mere omfattende i fældeperioder og ved hyppig svømning; skyl og tør pelsen, og tjek hudfolder og poter. Efter vandarbejde bør ørerne altid tørres for at forebygge infektioner. Socialt er racen venlig og ofte god med børn, men dens intensitet og hurtige acceleration betyder, at samspil bør superviseres, og at hunden lærer kontrollerede hilsevaner.

Endelig bør man have et sundhedsberedskab: hold idealvægt, planlæg årlige helbredstjek og øjenundersøgelser, og vær opmærksom på tidlige tegn på halthed, træthed eller adfærdsændringer. Med en professionel tilgang til træning, sundhed og restitution får man en bæredygtig arbejdspartner, der samtidig er en hengiven familiemedlem.