Nova Scotia Duck Tolling Retriever specialdiæter og ernæringsråd

Tolleren er en aktiv, intelligent retriever, som samtidig kan være disponeret for hud- og øreproblemer, der ofte hænger sammen med foderreaktioner. Kløe i poter, hud og ører, tilbagevendende ørebetændelser, blød afføring samt mavesuro er typiske tegn, der bør få dig til at overveje en struktureret eliminationsdiæt. Start, efter aftale med dyrlægen, med 8–12 ugers strikt prøvefodring med enten et fuldt hydrolyseret diætprodukt eller et veldokumenteret ”limited ingredient” foder med én ny proteinkilde, som hunden aldrig har fået før, for eksempel and, hjort, kanin eller insektprotein. I perioden må hunden ikke få andre proteinkilder overhovedet – det gælder godbidder, tyggeben, tandpasta med smag og selv kapslers/medicins smagsstoffer. Når symptomerne er faldet til ro, udføres en kontrolleret provokation med den tidligere proteinkilde for at bekræfte diagnosen. Hydrolyserede diæter er ofte det mest pålidelige valg, fordi proteinerne er nedbrudt til molekyler, immunsystemet sjældent reagerer på. Vælg produkter fra producenter, der publicerer næringsdata, har veterinære ernæringseksperter og dokumenterer fodringsforsøg. ”Kornfrit” er ikke det samme som allergivenligt, og foder med meget bælgfrugt bør vurderes kritisk. Læs altid ingredienslisten, og vælg klare, deklarerede proteinkilder frem for ”animalske biprodukter” uden artsangivelse. Overvej fiskebaserede diæter med moderat fedt, hvis huden er tør, men vær opmærksom på, at fisk naturligvis ikke er allergifrit i sig selv. Opbevar tørfoder lufttæt, køligt og tørt, gerne i originalposen placeret i en beholder, og undgå at blande gamle og nye sække. Hos følsomme hunde kan lagermider forværre symptomerne; du kan reducere risikoen ved at købe mindre poser og bruge dem hurtigt. Da Tollere elsker vand, kan foderallergi udløse sekundære øreproblemer; et allergivenligt foder kombineret med god ørehygiejne efter svømning er derfor ofte den mest holdbare løsning.

En Toller på 17–23 kg trives bedst i slank, atletisk kondition (kropskonditionsscore 4–5/9). Overvægt øger risikoen for hofteproblemer og belaster led og ryg, hvilket er særligt relevant for en race, der skal kunne arbejde i terræn og vand. Brug energiberegning som udgangspunkt: RER = 70 × (kropsvægt i kg)^0,75. For 20 kg er RER ca. 660 kcal/dag; de fleste voksne, kastrerede Tollere har behov omkring 1,4–1,6 × RER (ca. 925–1.060 kcal), mens dage med jagt, agility eller langtræning kan kræve 2–3 × RER. Justér efter ugens aktivitetsniveau, ikke kun efter vægten på posen. Vej foderet på køkkenvægt for præcision, og revider mængden hver anden uge baseret på vægt og BCS – små justeringer på 5–10 % ad gangen er ideelle. Godbidder til træning er uundværlige for en intelligent, madmotiveret retriever, men lad dem højest udgøre 10 % af dagens kalorier; vælg mikrogodbidder på 1–3 kcal, eller brug en del af den daglige ration som belønning. Ved vægttab vælges et foder med højt proteinindhold for at beskytte muskelmassen, moderat fedt og øget fiber for mæthed. Del gerne dagsrationen i 2–3 måltider, og brug slowfeeders eller aktivitetslegetøj for at fremme ro og mental stimulering. Hold øje med ”skjulte kalorier”: tyggeben, rester fra bordet og olieholdige fiskeprodukter kan hurtigt tippe bægeret. Efter sterilisation/kastration falder energibehovet ofte 10–20 %; modregn det i fodringen. Hvalpe skal vokse jævnt, ikke hurtigt; undgå fri fodring og calciumtilskud, og vælg et hvalpefoder til mellemstore racer med korrekt calcium-fosfor-forhold (ca. 1,2–1,4:1), da for hurtig vækst kan øge risikoen for hofteledsdysplasi.

Selv om en diæt ikke kan kurere arvelige lidelser, kan målrettet ernæring være et effektivt element i håndteringen af flere tilstande, som Tolleren kan møde. Ved hofteledsdysplasi og generelle ledproblemer er kropsvægtkontrol det vigtigste, mens et foder med højere indhold af EPA/DHA fra fisk (f.eks. 0,3–0,5 % på tørstofbasis) kan dæmpe inflammation i led. Diæter med dokumenterede ledkomplekser (glucosamin/chondroitin/GLM) kan overvejes, men effekten varierer; vælg produkter med angivne mængder og producentdokumentation. Ved kroniske øjenlidelser som PRA og CEA kan antioxidanter og DHA støtte den generelle nethindesundhed, men de ændrer ikke sygdommens forløb; fokusér i stedet på optimal kropskondition og et fuldfoder med balancerede mikronæringsstoffer. Hud- og øreproblemer, som ofte følger med foder- eller miljøallergi, håndteres bedst med eliminationsdiæt og efterfølgende langtidsstyring på dokumenteret allergivenligt foder. Mave-tarm-følsomhed kan profitere af letfordøjelige diæter med moderat fedt, stabil opløselig fiber (fx psyllium/inulin) og faste rutiner; undgå pludselige foderskift. Tollere er madglade og belønningsdrevne; rigelige, fedtholdige træningsgodbidder kan disponere for pancreatitis hos følsomme individer, så vælg magre alternativer og fordel belønningerne fornuftigt. Arbejdende Tollere i jagtsæsonen kan have gavn af performance-diæter med 26–30 % protein og 14–20 % fedt for at dække energibehov og støtte restitution; giv hovedmåltid 2–3 timer før aktivitet, tilbyd små mængder vand hyppigt, og server et let måltid kort efter endt arbejde for at fremme rehydrering. Hvalpe og unghunde bør fodres med vækstfoder målrettet mellemstore racer, så væksten holdes jævn, og mineralbalancen forbliver korrekt; undgå rå ben og ukontrollerede tilskud, som kan forrykke Ca:P-forholdet.

Mange ejere ønsker en mere ”naturlig” fodringsstrategi, hvad enten det betyder hjemmelavet, skånsomt tilberedt mad eller råfodring. Uanset tilgang gælder ét ufravigeligt krav: Diæten skal være fuldt dækkende og balanceret over tid. Hjemmelavet, tilberedt foder kan fungere glimrende til en Toller, som kræver høj kvalitet og konsistent energi, men opskriften bør være udviklet af en dyrlæge med ernæringsuddannelse, så protein, fedt, essentielle fedtsyrer, vitaminer og mineraler rammes præcist. I praksis indebærer det ofte: magre animalske proteiner, en kulhydratkilde med god tolerance (ris, kartoffel, havre), grøntsager med opløselige fibre, en veldefineret fedtkilde samt et komplet vitamin-mineraltilskud. At ”gætte” på mikronæringsstoffer med enkelte piller eller olier er utilstrækkeligt. Råfodring kan i teorien levere næring, men indebærer en dokumenteret hygiejnerisiko for både hund og familie (Salmonella, Campylobacter, E. coli). Tollere bor ofte tæt med børn og besøger vandsteder og hundeskove; risikoen for at sprede patogener stiger derfor. Hvis du alligevel vælger rå, bør du som minimum følge HACCP-lignende køkkenhygiejne, vælge produkter med lave kimtal og sikre komplet vitamin-mineral-balance, men en skånsomt tilberedt, fuldbalanceret hjemmelavet diæt er typisk det sikrere valg. Undgå kogte knogler, som kan splintre; rå knogler kan give tandfrakturer og forstoppelse. Dæk i stedet tygge- og apportbehov med sikre tyggeprodukter og fyldte aktivitetslegetøj (f.eks. frossen KONG med del af dagsrationen). Uanset fodringsform bør nye ingredienser introduceres enkeltvis over 5–7 dage, så du kan opdage, om din Toller reagerer. Dokumentér hud, afføring og energiniveau i en logbog, så ændringer kan spores og diskuteres med dyrlægen.

Tilskud kan være nyttige, når de bruges målrettet og i korrekte doser, men de kan også forrykke en ellers velbalanceret diæt. Ved ledstøtte er fiskeolie med EPA/DHA det bedst underbyggede valg; sigt mod 75–100 mg kombineret EPA+DHA pr. kg kropsvægt dagligt (en 20 kg Toller: ca. 1.500–2.000 mg), og vælg produkter med tydelig renheds- og oxidationskontrol. Koordiner altid fiskeolie med dyrlægen, især hvis hunden får NSAID eller har blødningsproblemer. Glucosamin (ca. 15–20 mg/kg) og chondroitin (ca. 12–15 mg/kg) kan forsøges i 8–12 uger og fortsættes ved synlig effekt; grønlæbet musling (ca. 20 mg/kg ekstrakt) er et alternativ. For hud- og tarmbalance kan dokumenterede probiotikastammer give stabilitet; gå efter 1–5 mia. CFU/dag af navngivne stammer (f.eks. Enterococcus faecium NCIMB 10415 eller Lactobacillus/Bifidobacterium-blends), og brug dem i 4–6 uger ad gangen. Øjensundhed kan støttes generelt af et fuldfoder med passende vitamin E og A samt DHA; specifikke antioxidanter som lutein og zeaxanthin er lovende, men evidensen hos hund er begrænset – undgå megadoser. Kollagen type II og MSM bruges ofte til led, men produktkvaliteten varierer; vælg kun tredjepartstestede produkter. Undgå selvstændige vitamintilskud (især D, A og jod), medmindre blodprøver viser mangel, da overdosering er reel risiko. Gurkemeje/curcumin har lav biotilgængelighed og kan interagere med medicin; brug kun i samråd med dyrlægen. Til sidst, husk at tilskud aldrig kan kompensere for en ubalanceret basisdiæt eller mangelfuld vægtstyring – start altid med korrekt foder, mængde og rutine, og læg tilskud ovenpå efter behov og dokumentation.