Odderhund vinteromsorg: Koldt vejr og hundens behov

Odderhunden er bygget til arbejde i fugtige omgivelser, og den ru, dobbelte pels giver en vis naturlig isolering i kulde. Men så snart pelsen bliver våd, mister den meget af sin isoleringsevne, og vindafkøling gør kulden mere gennemtrængende. Racen elsker vand, hvilket om vinteren kræver ekstra omtanke, fordi iskanter, smeltevand og slud hurtigt kan nedkøle en stor hundekrop. Lær, hvordan din hund reagerer på kulde: Begynder den at ryste, løfte poter skiftevis, blive stille eller søge tæt ind til dig, er det tegn på kuldestress. Bleg eller blålig hud på ørekant og poter, eller hård og voksagtig hud, kan varsle frostskader. Øget døsighed, langsomme bevægelser og lav kropstemperatur er faresignaler for hypotermi.
Hvalpe, ældre hunde og slanke individer tåler kulde dårligere end velmuskulerede voksne, og den enkelte odderhund varierer meget. Racens store størrelse betyder, at kernekroppen holder varmen godt, mens poter, ører og hale hurtigere køles ned. Husk, at fugt i de lange ørekanaler, kombineret med kulde, øger risikoen for ørebetændelse, og at sneklumper i skæg og faner kan trække varme væk fra kroppen.
Energiomsætningen stiger i kulden. Mange odderhunde har gavn af 10–20 % flere kalorier i kolde perioder, hvis aktivitetsniveauet er uændret, men justér altid efter huld, så du undgår overvægt, som belaster hofter og albuer. Dehydreringsrisikoen overses ofte om vinteren, fordi hunden ikke virker tørstig; tilbyd derfor lunkent vand før og efter ture. Af hensyn til racens kendte risiko for mavedrejning bør du fordele fodringen på 2–3 mindre måltider, og undgå hård aktivitet 60–90 minutter før og efter fodring.
Tilpas udendørstiden efter temperatur, vind og underlag, og planlæg pauser, hvor hunden kan stå i læ, blive tørret let, og få varmen igen, før I fortsætter.

En odderhund er ikke en typisk “frakkebehøver”, men i dansk vintervejr, hvor fugt og blæst er kombineret, gør et let, vand- og vindtæt dækken en stor forskel. Vælg et dækken med god skulderfrihed, så den rummelige brystkasse kan arbejde frit, og med justerbar bugklap, der beskytter maven mod sjap. Et absorberende tørredækken eller en mikrofiberkåbe er guld værd i bilen og derhjemme, så pelsen hurtigt kommer tør og lun igen.
Poteudstyr er særligt relevant, fordi salt, is og skarpe iskanter kan give sår. Tynde, fleksible potesokker eller vinterstøvler giver beskyttelse; vælg modeller med ru sål for bedre greb. Start indlæring indendørs i korte sessioner, så hunden accepterer dem, når det gælder. En potebalsam med bivoks eller sheasmør kan bruges som barriere før turen og som pleje efter turen.
Af hensyn til racens jagtglæde og stærke næse anbefales sele fremfor halsbånd, så træk fordeles over brystet. En robust, polstret Y-sele med refleks samt en 5–10 m langline giver sikkerhed på glat føre og i sne, hvor dufte kan trække. Tilføj kraftige reflekser på både hund og fører, og suppler med rød/hvid LED-lys, der ses i tåge. Et GPS-halsbånd er en fornuftig investering til en hund, der kan forfølge et spor langt.
Medbring altid et håndklæde, ekstra potesokker, en sammenklappelig skål og lunkent vand. Til bilen anbefales skridsikkert underlag i buret og et tæppe, der kan lægges over som vindstop, når hunden hviler efter turen. Overvej desuden et tyndt fleecesnood til ører og hals på blæsende dage, så ørekanten ikke afkøles unødigt.

Odderhunden har brug for mere end to timers daglig motion, også om vinteren, men kvalitet og sikkerhed vægter højere end ren varighed. Del dagens motion op i 2–3 pas, så hunden kan tørres og varmes mellem turene. Start med 5–10 minutters rolig opvarmning i skridt og roligt trav på fast, ikke-glat underlag, så sener og muskler er klar, og slut af med nedvarmning og grundig tørring af bryst, bug, skæg og ører.
Undgå svømning i koldt vand og usikre isflader, også selv om racen elsker at bade. Brug i stedet næsearbejde, spor og “sniffari”-ture, hvor hunden får lov at strukturere ruten med næsen. Det stimulerer hjernen og trætter på en sund måde uden at overbelaste. Kortere intervalpas med bakkevandring på sne, dyb sne i moderate mængder, eller træk af tom pulka/snor (kun på godt føre og med korrekt sele) kan give styrke og kondition, men øg gradvist og undgå ryk på glat underlag.
Af hensyn til risikoen for mavedrejning, fodr i mindre portioner og planlæg hård aktivitet væk fra fodringstidspunkter. Vælg tidspunkter på dagen, hvor temperaturen er højest, og vinden mindst; ofte midt på dagen. Brug skovstier med naturligt greb fremfor blanke fortove. Hvis der er strøet med salt, så planlæg ruten, så en del foregår på ubesaltede stræk.
Træning af indkald og sporhåndtering er ekstra vigtig i vintermånederne, hvor færtforhold ændrer sig. Brug langline og markerede ruter i sneen, så hunden ikke følger et vildtspor for langt. Tilføj indendørs træning på hviledage: targetarbejde, shaping, lugtdiskrimination og problemløsningslege, der tilfredsstiller racens nysgerrighed og arbejdsiver, uden at kulde og glat føre bliver en faktor.

Poterne er første kontakt med vinteren, og en målrettet rutine forebygger skader. Trim forsigtigt hårene mellem trædepuderne, så sne og is ikke pakker sig til klumper, der ændrer gangafviklingen og kan give vrid i hånd- og haseled. Læg et tyndt lag potebalsam på tørre poter 10–15 minutter før turen, så det når at danne en barriere. Efter turen skylles salt og smeltevæske af i lunkent vand, poterne tørres omhyggeligt, og der påføres evt. et plejende lag igen.
Indlær brug af potesokker/booties gradvist: Start med 30–60 sekunder indendørs med godbidder, øg tiden over nogle dage, og gå først udenfor, når hunden bevæger sig naturligt med dem. Sørg for korrekt pasform, så sokkerne ikke vrides af eller klemmer. Hold neglene korte for bedre greb, men vær nænsom ved klipning, da enkelte odderhunde kan have tendens til blødning ved CIT (idiopatisk trombocytopeni). Bemærk blå mærker på tæer eller langvarig blødning fra småskrammer, og søg dyrlæge ved mistanke.
Brug lunkent vand fremfor varmt til afskylning, så kar i huden ikke udvider sig for voldsomt i kulden. Tjek jævnligt for revner og rifter i trædepuderne; små revner behandles med potevoks og hvile fra hårdt underlag et par dage. Gå uden om skarpe iskanter og grusstræk, hvor sten let sætter sig fast. For glatte indendørsgulve kan anti-slip sokker eller løbere give bedre fodfæste, hvilket aflaster hofter og lænd hos en stor race som odderhunden. Hav et lille pote-førstehjælpskit med saltvandsampuller, steril gaze og elastikbind, så du kan rense og trykforbinde, hvis uheldet er ude.

Vinteromsorg slutter ikke ved hoveddøren. Et tørt, lunt og roligt indendørsmiljø hjælper odderhunden med at restituere efter kulde og vådt føre. Et hævet, ortopædisk liggeunderlag med støtte til hofter og skuldre beskytter mod træk fra gulvet, og skridsikre løbere på glatte gulve forebygger udskridning, som kan forværre hofteledsdysplasi. Placér sovepladsen væk fra radiatorer og direkte varmeblæsere; lokal, jævn varme er bedst. Varme måtter kan bruges med tilsyn, men undgå overophedning af led og hud.
Skab en fast tørrerutine: Hæng dækken og sele til tørre, dup bryst, bug og skæg tørt, og red pelsen igennem, så den luftes. Den ru, dobbelte pels kræver ugentlig, gerne hyppigere, gennembørstning med karte og kam om vinteren, så filt, sne- og saltklumper ikke bliver siddende. Bad kun ved behov, og brug altid mild hundeshampoo, da hyppige bade udtørrer huden. Tjek ørerne 1–2 gange om ugen; tør øreklapperne efter hver våd tur, og hold øregangens indgang fri for overskydende hår og fugt.
Mental aktivering er nøglen til en ligevægtig, elskværdig odderhund, når vejret begrænser udendørstiden. Planlæg 10–15 minutters næsearbejde, problemløsere og rotræning et par gange dagligt. Brug foderleg, slikkeplader og søgelege, men husk at fratrække fra dagens foderration. Justér energitildelingen efter aktivitetsniveau, og hold øje med huld. Tilskud som omega-3 fra fisk kan støtte hud og led i vinterhalvåret; drøft det med din dyrlæge, hvis din hund har særlige behov.
Hold en fast døgnrytme, så hunden lettere finder ro. Ved kuldepåvirkning, vedvarende stivhed, hoste, ømhed i poter eller tegn på maveubehag, kontaktes dyrlæge. For dybtbrystede racer som odderhunden kan du i samråd med dyrlægen overveje profylaktisk gastropexi, hvis risikoen for mavedrejning skal reduceres yderligere.