Podengo Portugues - Ansvarlig avl og genetik

Podengo Português er Portugals nationale jagthund og tilhører FCI gruppe 5 (spidshunde og primitive typer). Racen findes i tre størrelser – Pequeno (dværg, ca. 20–30 cm/4–5 kg), Médio (mellem, ca. 40–55 cm/16–20 kg) og Grande (stor, ca. 55–70 cm/20–25 kg) – samt i to pelsvarianter: glat/silkeblød og ruhåret/stridt. Godkendte farver er gul, fauve eller sort med eller uden hvide aftegninger, eller hvid med gule eller sorte aftegninger. Levetiden ligger typisk på 12–14 år. Som funktionel jagthund er Podengoen tør i typen, atletisk og letfodet, med en kileformet hovedprofil, store, opretstående, trekantede ører, og et moderat langt, ført haleflag. Bevægelsen skal være frimodig, effektiv og økonomisk. Et korrekt saksebid foretrækkes, og tænderne bør være komplette. Bidstyrken er moderat; racen er ikke udviklet til beskyttelse, men til hurtig, udholdende jagt og skærpet sanseapparat. Temperamentet er uafhængigt, vaks og intelligent. Den er opmærksom uden at være nervøs, og den må ikke være aggressiv eller sky. En velfungerende Podengo har sund nysgerrighed, robusthed og samarbejdsvilje, når den inviteres. Pelsplejen er ukompliceret; ugentlig gennembørstning er normalt tilstrækkeligt, og fældningen er moderat. Racen er ikke hypoallergen. Motionstilpasningen er god: De fleste trives med op til en times varieret aktivitet dagligt, herunder frie bevægelser, næsearbejde og let konditionstræning. Podengoen kan tilpasse sig et mindre hjem, hvis den får sin daglige fysiske og mentale stimulering, hvilket gør den velegnet til et lille hus. Den er generelt komfortabel i vand, når den introduceres positivt, men er ikke en specialiseret vandhund. Kuldstørrelse er ofte 3–6 hvalpe i Pequeno og 4–8 i Médio/Grande. En racetypisk Podengo kombinerer sund anatomi, funktionsdygtig konstruktion og et vågent, stabilt sind, som samlet udgør den praktiske avlsstandard i tillæg til FCI’s eksteriørbeskrivelse.

Ansvarlig avl af Podengo Português begynder med en klar plan for genetisk diversitet. Racens tre størrelser udgør reelt separate avlspopulationer, og især Grande kan i perioder have lille effektiv populationsstørrelse. Det øger risikoen for flaskehalse og såkaldt popular-sire-syndrom, hvor få avlshanner får uforholdsmæssigt mange afkom. For at modvirke dette bør man bredt fordele avlsbrugen og aktivt søge linjer, der er underrepræsenterede. Inavlskoefficient (COI) er et centralt styringsværktøj. Stræb efter COI under cirka 6–8 % beregnet over 8–10 generationer, og undgå kombinationer, der forventes at give COI over 12,5 %. COI skal dog ses i sammenhæng med reelt slægtskab: To hunde kan have lav COI på papiret, men stamme fra de samme få grundlæggere. Supplér derfor med stambogsanalyse, indeks for genetisk diversitet og gerne software/mate-selection-værktøjer fra kennelklub eller specialklub. Pelsvariant og farver er ligeledes genetiske faktorer. Avl bør respektere racens standard for pelsstruktur og farver. Krydsning mellem pelsvarianter og/eller størrelser reguleres af national klub og FCI, og bør kun ske, hvis det eksplicit er tilladt og dokumenteret gavnligt for sundhed og diversitet. Undgå selektion mod ekstreme træk, der kompromitterer funktion (for kort brystkasse, for stejl skulder, svag overlinje). Hofteledsdysplasi og patellaluksation har polygen arv, hvorfor sundhed forbedres gennem konsekvent selektion på kliniske resultater over flere generationer. Arvelige øjensygdomme kan være recessive; dokumentér derfor øjenstatus før avl og følg op i afkom. For Pequeno er fokus ofte på knæ, tandsæt og korrekt størrelse; for Médio/Grande på hofter, albuer, udholdenhed og funktionsbygning. Endelig er det klogt at begrænse hver avlshans aftryk til en lav procent af fødte hvalpe i populationen over en femårsperiode, så genpuljen forbliver bred og bæredygtig.

En systematisk sundhedsprotokol giver det bedste grundlag for holdbar avl. Start med en helhedsundersøgelse hos dyrlægen: klinisk status, hjerte- og lungelytning, bevægelsesvurdering, tandtjek og kropskondition (mål BCS 4–5/9). Sørg for opdaterede vaccinationer og parasitprofylakse. Specifikke tests efter størrelse: • Hofteled (HD): Røntgen og officiel aflæsning anbefales stærkt til Médio og Grande, og er fornuftig som minimum i linjer med risiko i Pequeno. Avlspartner bør være HD A eller B; undgå kombinationer, hvor indeks eller familiehistorik peger mod øget risiko. • Albueled (ED): Overvej røntgen og aflæsning i Médio/Grande-linjer, især hvis der ses forbenstivhed, smerte eller kendte tilfælde i familien. • Knæ (Patellaluksation): Klinisk PL-bedømmelse er central for Pequeno og anbefales også for Médio. Stræb efter PL 0/0 hos begge forældre. • Øjne (arvelige øjensygdomme): ECVO-øjenundersøgelse inden for 12 måneder før parring for begge forældre. Gentag årligt, så længe hunden anvendes i avl. • DNA-tests: Der er aktuelt ingen bredt anerkendte, racespecifikke DNA-markører med høj prævalens, men et målrettet panel (fx PRA-varianter, hvor relevant) kan overvejes, særligt ved importlinjer eller uklar familiehistorik. • Reproduktion: Tæver bør være fysisk og mentalt modne (typisk tidligst 20–24 måneder, afhængigt af størrelse). Brug progesteronmåling for at optimere parringstidspunktet. Avlshanner kan med fordel få sædanalyse ved gentagne tomme parringer. Test for Brucella canis ved import/udlandsparring eller uafklaret status. • Bevægelses- og funktionstest: Objektiv gangartsanalyse eller gennemarbejdet bevægelsesvideo er nyttigt som supplement til røntgen; for en funktionel jagthund er udholdende, symmetrisk bevægelse essentiel. • Dokumentation: Indberet og del sundhedsdata via DKK/FCI-databaser og klubbens sundhedsprogram. Transparens skaber bedre beslutninger i hele populationen. Planlæg endvidere opfølgning i afkom ved 12–24 måneder (HD/PL/øjne efter relevans), så avlsplanen kan justeres på fakta og ikke kun på enkeltobservationer.

Etik er det bærende princip i ansvarlig avl. Hundenes velfærd, før, under og efter avl, vægtes højere end ambitioner om udstillingstitler eller hurtige resultater. Vælg kun avlsdyr, der er fysisk sunde og mentalt stabile, og som udviser racens naturlige nysgerrighed og samarbejdsvilje uden overdreven skarphed. Undgå avl på hunde med smerte, kroniske lidelser eller frygtproblematikker. Tæver bør have passende pauser mellem kuld og en øvre grænse for antal kuld i livet; planlæg, så kroppen kan restituere, og undgå avl på meget unge eller ældre tæver, hvor risikoen er forhøjet. Kejsersnit skal være medicinsk begrundet og ikke normal praksis. Hvalpe skal vokse op i et trygt, stimulerende miljø med struktureret socialisering fra 3–12 uger: varierende underlag, lyde, transport, håndtering, fremmede mennesker og hunde i kontrollerede rammer. Som jagthund med byttedrift kræver Podengoen tidlig impulskontroltræning, indkald og næsearbejde, så talent forvaltes positivt. Vær åben om sundhedsstatus, indeks og eventuelle kendte svagheder i linjerne; del også negative fund. Indgå skriftlige aftaler med returret, så ingen Podengo ender i mistrivsel. I Danmark bør avlen følge DKK’s og racens specialklubs retningslinjer, herunder regler for stambogsføring, halekupering (forbudt), ID-mærkning og registrering. Etisk avl tager hensyn til racens funktion: bevar anatomi og egenskaber, der gør Podengoen til en let, udholdende og arbejdsvillig jagtpartner – og en harmonisk familiehund i et moderne, ofte mindre hjem.

Valget af avlspartner er det vigtigste styringsgreb for både sundhed og type. Arbejd systematisk: 1) Definér dine mål for kuldet: sundhed (HD/PL/øjne), funktion (bevægelse, udholdenhed), temperament (selvtillid uden skarphed), og racetypisk eksteriør. 2) Afgræns variant: Par inden for samme størrelse og pelsvariant, medmindre specialklub og FCI udtrykkeligt tillader andet og anbefaler det af sundhedshensyn. 3) Sundhedsfiltrér: Kræv dokumenterede resultater – HD A/B (Médio/Grande), PL 0/0 (især Pequeno), gyldig ECVO. Undgå at parre linjer, der samlet giver høj risiko på de samme svagheder. 4) Beregn slægtskab og COI over 8–10 generationer, og sæt en øvre grænse for COI. Vurder også effektive forfædre (antal unikke avlere i stamtavlen). 5) Vægt funktion: Se hundene i bevægelse på fast underlag og i terræn. Vælg komplementære eksteriørtræk (fx kombiner ikke to med kort overarm), og prioriter sunde poter, korrekt kryds og stærk overlinje. 6) Temperament: Mød hundene i hverdagssituationer. Podengoen må gerne være selvstændig, men skal være kontaktbar, socialt tålelig og håndterbar. 7) Praktik og sikkerhed: Brug skriftlig parringsaftale med klare vilkår for gentagelsesparring, stud fee, ejerskab af frossen sæd, og hvad der sker ved tom tæve. Planlæg logistik, progesteron-timing og evt. AI ved lange afstande. 8) Opfølgning: Følg alle hvalpe i mindst 24 måneder, indsamling af sundhedsdata og adfærdsopfølgning. Evaluer kuldet nøgternt og justér avlsplanen. Ved at vælge partner med lige dele hjerte og data, og ved at holde fokus på funktionel sundhed, styrkes racens langsigtede bæredygtighed.