Redbone Coonhound som arbejdshund

Redbone Coonhound er en amerikansk jagthund skabt til nattelig eftersøgning og “treeing” af vaskebjørn og andet pelsvildt i det sydøstlige USA. Racen opstod i 1800-tallet gennem selektion af rødfarvede foxhound-typer og andre støvere, der kunne arbejde effektivt i tæt skov, kuperet terræn og i vandløb. Målet var en hurtig, udholdende og lydstærk støver med sikker næse, der kunne følge såvel varme som kolde spor og give en klar, taktfast hals både under forfølgelse og ved træet, når vildtet var “stillet”. Den ensartede, dybrøde pels blev et signaturtræk, samtidig med at temperamentet blev formet til at være imødekommende, arbejdsvilligt og let at samarbejde med i jagtlaget.
Som klassisk treeing-støver kombinerer Redbonen tre nøgleegenskaber: næsearbejde, motorik og stemmeføring. Dens “chop”-agtige hals ved træet gør den let at lokalisere om natten, og dens udholdenhed gør den i stand til at dække store områder. Samtidig er den mere førerorienteret end nogle andre coonhound-varianter, hvilket historisk har gjort den populær hos jægere, der ønskede en alsidig hund, som også fungerede roligt i hjemmet mellem jagterne.
I dag beskrives racen som stor, atletisk og muskuløs, typisk 53–68 cm i skulderhøjde og 20–32 kg. Pelsen er kort, tæt og glansfuld, i en ensartet rød nuance, evt. med små hvide markeringer på bryst og poter. Levetiden ligger ofte omkring 10–12 år. Den er ikke FCI-anerkendt, men henføres funktionelt til FCI gruppe 6 (drivende og schweisshunde); i USA er den anerkendt i AKC Hound Group og har en lang tradition i UKC’s coonhound-prøver. Redbone Coonhound er ikke hypoallergen, men pelsplejen er beskeden og består primært af ugentlig børstning og regelmæssig ørepleje. Racens afmålte, venlige og behagesyge natur er et resultat af bevidst avl, der prioriterede samarbejdsvillighed uden at gå på kompromis med jagtlysten.

Selv om klassisk vaskebjørnejagt ikke er relevant i Skandinavien, trives Redbone Coonhound i en bred vifte af moderne næsebaserede arbejdsroller. Den naturlige sporvilje, udholdenhed og evne til at arbejde selvstændigt gør racen velegnet som schweisshund til eftersøgning af påskudt hjortevildt, hvor lange, kolde spor, skift i underlag og vandskæringer er dagligdag. Redbonens stabile temperament og sociale væsen er desuden en fordel i mantrailing, hvor hunden med line og sele arbejder målrettet efter et menneskes individuelle fært i skov, bymiljø og overgangszoner.
Racen kan også lykkes i rednings- og eftersøgningstjeneste (SAR), især som sporhund eller arealsøger, forudsat at føreren investerer i grundig lydighed, ro ved kilde og sikre markeringer. I sportslig sammenhæng er Nose Work et oplagt match: disciplinen kanaliserer den jagtligt betingede næsebrug ind i kontrollerede søg i containere, bygninger, udendørsarealer og på køretøjer, hvilket både stimulerer mentalt og styrker hund/fører-samarbejdet.
Derudover kan en Redbone indgå i biologiske detektionsopgaver, fx søg efter invasiv flora/fauna eller vildtbiologiske prøver, hvor udholdenhed, systematik og god næse er afgørende. Racen er generelt vandglad og bevæger sig trygt i sumpede eller fugtige områder, men kræver efterfølgende ørepleje. Som vagthund eller i beskyttelsesarbejde (IPO/IGP) er den mindre velegnet; bidarbejde er ikke en del af racens funktionelle profil, og dens styrke ligger i spor, eftersøgning og markering via hals eller passiv indikation.
I hverdagen forudsætter en arbejdende Redbone høj daglig aktivitet: 90–150 minutters motion, heraf mindst 30–45 minutters målrettet næsearbejde 4–6 dage om ugen. En sikker, højt indhegnet have, langline, GPS-tracker og planlagt restitution er praktiske nødvendigheder, hvis hunden skal holde i topform og samtidig være til at leve med.

Træningen bør bygge på positiv forstærkning, klar kriteriestyring og en struktureret progression fra simple til komplekse opgaver. Start med fundamentet: et stabilt indkald på langline, gå pænt, et sikkert frigivelsessignal (fx “slut”) og ro på måtte. Disse færdigheder gør det muligt at tænde og slukke for hundens jagtlyst efter behov.
Sporarbejde kan introduceres tidligt. Begynd med 100–200 meters lige, friske spor i vindstille vejr, lagt med fodfært eller et sportræk med små belønningsøer. Brug en dedikeret sporline og sele, og indfør en fast start-ritualisering (“spor!”), så hunden lærer at skifte til arbejdsmode. Øg gradvist sværhedsgraden: længere liggetid, flere knæk, forstyrrelser og underlagsskift. Træn lineføring aktivt; en Redbone dækker gerne terræn i fart, og en kompetent fører læser hundens hovedposition, haleføring og tempo for at skelne mellem målrettet fært, søgeadfærd og tapning.
Til schweissarbejde kan du variere blodmængde, liggetid og sporlayout, og indlære en klar markering ved anskudssted og ved bytte: nogle hunde halsgiver, andre tilbyder passiv indikation. I mantrailing er håndteringen af referencefærten kritisk: brug rene duftkilder, tydelig startboble og konsekvent kriterier for tap-løsning og genoptagelse. Bytræning kræver tidlig desensibilisering til trafik, trapper, glatte gulve og menneskemylder.
Nose Work-progressionen bør omfatte kildebevidsthed, stabil kildefastholdelse, forstyrrelseskontrol og søgsystematik. Arbejd med korte, succesrige pas og høj belønningskvalitet, så hundens indre motivation forbliver høj. Supplér med konditionstræning (kontrolleret trav ved cykel eller løb), core-øvelser for stabilitet, pote- og klohygiejne samt øretræning, så håndtering tolereres. Planlæg variation og restitution: en 48-timers pause efter meget lange spor kan være nødvendig, så lugtepithel og muskulatur restituerer fuldt. Træn altid med sikkerhed for øje: brug refleksvest i skumring, hold afstand til vildt, og væn hunden til GPS-udstyr, hvis den skulle slippe linen.

Selv om Redbone Coonhound ikke er FCI-anerkendt, kan den i Danmark og resten af Norden deltage i en række brugshundeprøver og sportsgrene, hvor registrering og stambog typisk håndteres via nationale klubber eller alternative registre. De mest relevante for en arbejdende Redbone er:
Schweissprøver: Flere udbydere fører prøver i forskellige længder og liggetider (fra korte, friske spor til længere, ældre spor). Kravene omfatter normalt arbejde i line og sele, ro ved anskudssted, tap-håndtering og etisk fremfærd ved fund. Forbered dig på administrative krav, som chip, vaccination, gyldig forsikring og dokumentation for hundens alder.
Nose Work: Nationale Nose Work-organisationer tilbyder certificeringer i niveauer, der tester søg i containere, bygninger, udendørsarealer og på køretøjer. Der bedømmes på fundnøjagtighed, kildefastholdelse og teamsamarbejde. Træning mod debut bør omfatte bekendtskab med prøveformater, tidsstyring og forstyrrelser.
Mantrailing: Flere klubber tilbyder interne eller eksterne certificeringer, ofte med fokus på startdisciplin, sporfastholdelse, forstyrrelseshåndtering og markering. Operativ mantrailing/SAR kræver typisk en længere uddannelsesvej, løbende evalueringer og samarbejde med organisationer, der har beredskabsopgaver.
Rally og lydighed: Som supplerende kontrol og samarbejde er Rally og lydighedsprøver nyttige. De styrker præcision, kontakt og arousalstyring, hvilket smitter positivt af på sporarbejdet.
USA-specifik historik og muligheder: I USA er Redbones klassiske deltagere i UKC Nite Hunts og AKC Coonhound Events, hvor pointsystemer belønner korrekt “strike” og “tree”. Denne tradition illustrerer racens arv og kan være interessant viden, hvis du arbejder internationalt eller ønsker at benchmarking-træne.
Praktisk: Tjek altid de opdaterede reglementer hos den relevante organisation. Start i lave klasser for at bygge erfaring, log dine træninger i en arbejdsdagbog, og få en ekstern coach/figurant til at udfordre jeres svage punkter. En helbredsattest og en plan for førstehjælp i felten (pote-kit, flåttang, væske) er klogt – og nogle arrangører kræver det.

En Redbone Coonhound kan være en herlig familiehund, men den er først og fremmest en arbejdshund. Forskellen ligger i forventningsafstemning, struktur og miljø. I et familiehjem trives racen, når den får daglige opgaver, hvor næsen er i spil, og når der er tydelige rutiner for aktivitet og hvile. Uden dette kan den blive rastløs, vokalisere (halse) og søge selvforstærkende adfærd.
Bolig og rammer: Ideelt set et hus med sikker, høj indhegning. Lejlighedsliv er muligt for erfarne ejere, men kræver minutiøs plan for motion og næsearbejde. Racen er generelt venlig over for børn og andre hunde; dens jagtdrift kan dog give udfordringer med smådyr, så introduktion og management er vigtigt.
Hverdagsbalance: Planlæg 90–150 minutters daglig motion fordelt på snuseprægede gåture, strukturerede søg og frit løb i indhegnet område. Lær hunden at koble af på en måtte, og brug tyggeaktiviteter og foderberigelse på hviledage. Vokalisering kan reduceres markant ved at tilfredsstille søgebehovet og ved at indlære en alternativ ro-adfærd under opspil.
Sundhed og pleje: Kort pels gør pelspleje let, men hængeører kræver jævnlig rens, især efter vandarbejde. Som stor, dybbrystet hund har racen en vis risiko for mavedrejning; fodr i ro, undgå store måltider lige før/efter hårdt arbejde, og overvej slowfeeder. Hold idealvægten; høj ydeevne forudsætter god kondition og muskelstyrke. Øjensyn, poteeftersyn og flåtsikring er vigtige for hunde, der arbejder i krat og skov.
Konklusion: En Redbone Coonhound kan levere på højt niveau i spor, nose work og eftersøgning og samtidig være en blid, social familiemakker – hvis du møder dens behov for struktureret næsearbejde, motion og rotræning. Gør du det, får du en robust, optimistisk og driftssikker arbejdspartner i mange år.