Russisk-Europæisk Lajka hos dyrlægen: Forventninger og forberedelse

Den Russisk-Europæiske Lajka er en robust, mellemstor spidshund, udviklet til jagt i barske skovområder. Den kombinerer høj udholdenhed, stærk næse og stor selvstændighed, hvilket stiller særlige krav til det forebyggende dyrlægearbejde. Et struktureret sundhedsprogram, der tager højde for racens arbejdsprofil, er derfor nøglen til et langt og velfungerende hundeliv.

Hvalpe bør ses ved 8, 12 og 16 uger for sundhedstjek, vægtkurve, tandfrembrud og tidlige adfærdsråd. Her drøftes socialisering, jagtlyst og indkaldstræning, da Lajkaens selvstændighed kan udfordre hverdagen. Ved 6–12 måneder anbefales et unghundetjek med fokus på led og vækstzoner, idet aktive unghunde let overbelaster sig selv.

Voksne Lajkaer bør som minimum tilses årligt. For aktive jagthunde giver det mening, at planlægge to årlige kontroller: et forårstjek med fokus på tænder, pels, poter og kondition, samt et sensommer- eller tidligt efterårstjek før sæsonstart, hvor idealvægten finjusteres, og forebyggende parasitprogram opdateres. Ved den kliniske undersøgelse gennemgår dyrlægen hjerte og lunger, bevægeapparat (hofter, albuer, knæ og ryg), hud og pels (dobbeltpels med fældeperioder), øjne og ører, samt mundhule for tandsten og tandkød.

Afhængigt af brug og alder kan supplerende tiltag være relevante: basal blodprofil og urinanalyse som helbredsbaseline, fæcesundersøgelse for tarmparasitter efter ophold i skov og moser, samt ortopædisk gennemgang med ganganalyse, hvis hunden arbejder hårdt i ujævnt terræn. Avlsinteresserede ejere bør drøfte HD/AD-røntgen og øjenlysning som led i ansvarlig avl.

Regelmæssige kontroller giver også rum til at justere foderplan efter aktivitetsniveau, drøfte restitution mellem jagtdage, og fastlægge hjemmerutiner for pelspleje, potepleje og tandhygiejne. Med en planlagt rytme forebygger man småproblemer, før de vokser sig store.

Et målrettet vaccinationsprogram beskytter Lajkaen mod smitsomme sygdomme, som den kan møde i skov, ved vandhuller og på træningspladser. I Danmark anbefales de såkaldte kernevacciner til alle hunde: hundesyge (distemper), smitsom leverbetændelse (adenovirus) og parvovirus. Disse gives som hvalpeserie ved ca. 8, 12 og 16 uger, efterfulgt af en revaccination omkring 12 måneder. Herefter revaccineres kernevaccinerne typisk hvert tredje år, afhængigt af dyrlægens vurdering og produktets godkendelse.

Leptospirose er udbredt i fugtige miljøer, hvor vilde gnavere og stillestående vand øger smitterisikoen. For en jagtgående Lajka er årlig vaccination mod leptospirose derfor stærkt anbefalet, og i visse risikoområder kan halvårlig opfriskning overvejes. Kennelhoste (Bordetella +/- parainfluenza) er relevant, hvis hunden deltager i træning, jagtprøver, pension eller andre miljøer med tæt hundekontakt; her gives typisk årlig beskyttelse, enten som injektion eller intranasal/oral vaccine.

Rabies er påkrævet ved rejse uden for Danmark, og for planlagte jagt- eller træningsrejser over grænserne bør vaccinationen ligge, så de lovpligtige intervaller overholdes. Tal med dyrlægen om dokumentation i kæledyrspas og eventuelle karenstider.

I flåttunge områder kan en Borrelia-vaccine drøftes som supplement, men den erstatter ikke effektiv flåtbeskyttelse. Endelig kan titer-testning af kernevacciner være en mulighed for at vurdere behovet for revaccination, hvis man ønsker et mere individualiseret program. Dyrlægen hjælper med at afveje aktivitet, rejseplaner og lokale smitterisici, så din Lajka er optimalt beskyttet uden unødige stik.

Forebyggelse er en hjørnesten for en Russisk-Europæisk Lajka, der færdes i krat og moser. Et fast parasitprogram bør dække flåter, lopper og, efter behov, relevante orm. Moderne orale midler (isoxazolin-gruppen) eller spot-on-løsninger kan give effektiv flåt- og loppebeskyttelse; i særligt krævende miljøer kan kombinationer eller halsbånd med langtidsvirkning komme på tale. Flåter er vektor for Borrelia og Anaplasma i Danmark, hvorfor beskyttelse året igennem, eller mindst i sæsonen, er klogt. Efter hver skovtur bør hunden efterses manuelt, da ingen midler er 100 %.

Tarmparasitter håndteres bedst med målrettet indsats: fæcesundersøgelse 1–2 gange årligt, eller oftere ved diarré, vægttab eller hvalpekontakt, efterfulgt af specifik ormekur ved påvisning. I dele af landet forekommer fransk hjerteorm (Angiostrongylus vasorum); ved mistanke, eller hvis hunden færdes, hvor snegle er udbredte, kan forebyggende behandling eller regelmæssig screening give tryghed. Rejser I sydpå, drøft da risiko for hjerteorm og leishmaniasis, og planlæg forebyggelse i god tid.

Tandpleje er en lavpraktisk, men afgørende indsats: daglig eller mindst 3–4 ugentlig tandbørstning reducerer plak og tandkødsbetændelse. Supplér med tandvenlige tyg og årlige tandtjek. Potepleje – klip negle, inspicér trædepuder for rifter og fjern grannåle – forebygger halthed. Den tætte dobbeltpels kræver ugentlig gennembørstning og hyppigere pleje i fældeperioder; tør hunden godt efter svømning for at minimere hudirritation.

Ernæring bør matche aktivitetsniveauet. I jagtsæsonen kan et energirikare foder, fordelt på flere mindre måltider, understøtte udholdenhed og reducere risikoen for magetorsion omkring aktivitet. Overvej omega-3-tilskud for led og hud, og drøft brugen af ledtilskud ved højt belastede hunde. Mikrochip, opdateret registrering, forsikring og førstehjælpskit i bilen fuldender det forebyggende setup.

Selv den bedst forberedte Lajka kan komme i problemer i felten. Kend tegnene på akutte tilstande, og hav en plan for hurtig handling. Magedrejning (GDV) ses oftere hos dybtbrystede racer, men kan opstå hos enhver aktiv hund; typiske tegn er rastløshed, oppustet mave, forgæves opkastninger og smertepåvirkning – kør straks til dyrlæge. Hedslag kan opstå ved varmt vejr eller hårdt arbejde: kraftig panting, svaghed, forvirring og kollaps. Flyt hunden i skygge, køl skånsomt med lunkent vand og kør til klinik.

Skader fra terræn – sår, rifter, trævler i poter eller fremmedlegemer – er hyppige. Rens overfladiske sår med sterilt saltvand, læg tryk på blødninger med en ren forbinding, og undgå at fjerne dybt siddende genstande. Et midlertidigt snudebånd kan beskytte både hund og ejer ved stærke smerter. Ved halthed, kraftig hævelse, synlig deformitet eller manglende belastning, søg dyrlæge.

Pludselig feber, nedstemthed, stiv gang eller mørk urin efter flåtudsættelse kan indikere flåtbårne infektioner; tidlig vurdering er vigtig. Opkast, blodig diarré, kramper, udtalt hævelse i hoved/hals efter stik eller mulig forgiftning (fx rottegift, xylitol) kræver akut hjælp. Hav klinikkens og vagtdyrlægens nummer gemt i telefonen, og noter nærmeste dyrehospital på jeres faste ruter.

Forberedelse redder tid: et kompakt førstehjælpskit med saltvandsampuller, gaze, elastisk båndage, pincet, flåtfjerner, potesok, termometer og snudebånd hører hjemme i bilen. Træn rolig ind- og udstigning, brug transportkasse eller sikkerhedssele, og hav altid vaccinationsattest og forsikringsoplysninger ved hånden.

Løbende hjemmemonitorering binder dyrlægens indsatser sammen og passer perfekt til en arbejdsom Lajka. Start med vægt og kropssammensætning: sigt mod en Body Condition Score på 4–5/9, hvor ribben kan mærkes let, men ikke ses, og taljen er tydelig. Notér vægten månedligt, og oftere i jagtsæsonen, hvor energiforbruget svinger.

Hold øje med bevægelsesmønster og præstation. En kort videosekvens i skridt og trav, filmet på fast underlag hver måned, gør det lettere at opdage tidlige ændringer i trinlængde eller belastning. Gennemgå poter ugentligt for revner og fremmedlegemer, og check neglelængde. Registrér også pelsens kvalitet, hudens tilstand og eventuel kløe – dobbeltpelsen beskytter, men kan gemme hotspots i fugtigt vejr.

Føre en enkel log over appetit, drikkelyst, afføring og vandladning. Pludselige ændringer kan være første tegn på problemer. Efter skovture laves et systematisk flåttjek, og fund noteres; ser du gentagne fund, kan det være tegn på, at forebyggelsen skal justeres. Lær at måle hvilepuls og respiration i ro; notér typiske værdier, når hunden er rask, så afvigelser opdages. Mange ejere bruger aktivitets- eller GPS-halsbånd til at følge belastning og restitution – data kan deles med dyrlægen ved mistanke om overtræning.

Fra ca. 7-årsalderen giver et årligt seniorscreeningstjek merværdi: klinisk undersøgelse, blodprøver (hæmatologi, biokemi inkl. nyremarkører), urinanalyse og blodtryk, eventuelt suppleret med skjoldbruskkirtelhormoner og billeddiagnostik ved fund. For avls- og højtydende hunde anbefales baseline-blodprøve og eventuelt HD/AD-evaluering i 12–18-månedersalderen. Med gode rutiner og en tæt dialog med dyrlægen kan du forlænge arbejdslivet, forebygge skader og give din Lajka de bedste forudsætninger.