Nødsituationer med Sankt Bernhardshund: Beredskab og førstehjælp

En Sankt Bernhardshund er stor, stærk og venlig, men størrelsen stiller særlige krav i en nødsituation. En velassorteret førstehjælpskasse, tilpasset en kæmperace, er dit bedste beredskab hjemme, i bilen og på gåturen.

• Indhold til kæmpehunde (vælg altid XL-størrelser):
• Sterile kompresser 10×10 og 20×20 cm, ruller gaze, selvhæftende elastikbind (10–12 cm bredde) og bred sportstape.
• Blød polstring (vat/underbind), trekantsklæde, store sårlapper, sårskyl (0,9 % steril saltvandsopløsning, gerne 250–500 ml) og klorhexidin 0,05 % til hud.
• Flåtfjerner, pincet, sikkerhedsnåle, flad og buet saks samt negleklipper og blodstoppende pulver/majsmel til negleblødning.
• Digitalt termometer med glidemiddel, engangshandsker, pandelampe/lommelygte og powerbank.
• Nød-mundkurv (stofbånd), robust snor, bred sele, bug- eller løfteslynge, sammenklappelig båre/solidt tæppe til transport, samt skridsikre sokker.
• Redningsfolie til nedkøling/varmebevaring, kølemåtte og små håndklæder.
• Kort med hundens normalværdier, medicinliste, forsikring, chipnummer og kontaktoplysninger til egen dyrlæge og nærmeste døgnåbne dyrehospital.

Vigtige normalværdier for en voksen Sankt Bernhard: temperatur 38,0–39,0 °C, hjertefrekvens ca. 60–100 slag/min, vejrtrækning 10–30/min, kapillærfyldningstid under 2 sekunder og fugtigt, lyserødt tandkød. Notér din hunds baseline i ro, så afvigelser opdages hurtigt.

Opbevar kassen tørt, let tilgængeligt og tjek udløbsdatoer hvert kvartal. Brug altid materialer i passende størrelse; for smalle bind skærer ind i den tykke pels og glider. Undgå at give human medicin uden dyrlægens anvisning, da fx ibuprofen og paracetamol kan være livsfarlige. Tal med din dyrlæge om, hvilke receptpligtige midler der er relevante at have hjemme til netop din hund (fx øjenskyl eller smertestillende til kortvarig brug), og få instruktion i korrekt anvendelse.

Træn håndtering før krisen: væn din Sankt Bernhard til mundkurv, sele og løfteslynge, så stressen bliver mindre, når det gælder.

Mavedrejning (GDV): Sankt Bernhardshunde har dyb og bred brystkasse og er særligt disponerede. Tegn er rastløshed, opkastningsforsøg uden at få noget op, udspilet, hård bug, savlen, blege gummer og hurtig puls. Dette er en livstruende tilstand, som kræver øjeblikkelig kørsel til dyrehospital. Giv ikke mad, vand eller smertestillende; hold hunden roligt, og transportér straks.

Hedeslag: Den store kropsmasse og tætte dobbeltpels gør racen varmesensitiv. Symptomer er kraftig gispen, svaghed, desorientering, opkast/diarré, rødme i gummer, kollaps og temperatur over 40 °C. Flyt i skygge, køl med lunkent–køligt vand over bryst, bug og poter, brug blæser/aircondition, og stop aktiv køling ved 39,5 °C for at undgå underafkøling. Giv små slurke vand, hvis hunden er ved bevidsthed, og kør til dyrlæge.

Kvælning/fremmedlegeme: Store, legesyge hunde kan inhalere legetøjsstumper eller mad. Hoste, kvælningslyde, panik, cyanose eller bevidsthedstab er alarmer. Forsøg ikke blind fingersøgning. Hvis hunden stadig står: stå bag ribbenskurven, læg knyttet hånd lige bag de nederste ribben, og giv 5 faste tryk opad/forover mod brystet. Ligger den på siden: placer hælene af hænderne bag ribbenskurven og giv 5 faste abdominale tryk. Tjek munden, fjern synligt fremmedlegeme, gentag efter behov og søg dyrlæge straks.

Kramper/epilepsi: Racen kan have idiopatisk epilepsi. Beskyt hunden mod at slå sig, sluk lys, minimer lyd, og mål tiden. Læg ikke hænder i munden. Kramper over 3–5 minutter, gentagne anfald eller første anfald kræver akut dyrlægehjælp. Køl skånsomt efter et langt anfald, og hold luftvejen fri for savl.

Traumer og fald: Den tunge krop øger risikoen for led- og bløddelsskader, især ved glatte gulve. Halthed, smerte, hævelse eller deformitet skal vurderes. Immobilisér så godt som muligt, anvend løfteslynge eller tæppebåre, og undgå unødige bevægelser.

Pludselig kollaps/hjertesymptomer: Dilateret kardiomyopati (DCM) kan give svaghed, hoste, blege gummer eller besvimelse. Hold hunden i hvile, tjek puls og vejrtrækning, og kør til dyrlæge. Kend basis for HLR til hund: læg den på højre side, komprimer brystkassen ved det bredeste punkt 1/3–1/2 af brystkassens dybde, 100–120 tryk/min. Giv 2 indblæsninger for hver 30 kompressioner, hvis du er alene, og kun hvis du er instrueret og hunden ikke trækker vejret.

På trods af størrelsen kan almindelige toksiner være alvorlige for en Sankt Bernhard. Typiske farer er chokolade (især mørk), rosiner/druer, xylitol i sukkerfri produkter, ibuprofen/paracetamol, nikotin/e-væsker, rottegift (antikoagulantia og alfakloralose), frostvæske (ethylenglykol), blågrønalger, skimmel i madaffald/kompost og visse have-/sneglemidler.

• Førstehjælp ved mistanke:
• Fjern adgang til stoffet, og tag emballagen med til telefonen/dyrlægen.
• Notér tidspunkt, mængde og hundens vægt. Selv om en kæmpehund tåler mere pr. kg end små racer, kan toksiske doser nås overraskende hurtigt.
• Ring straks til din dyrlæge eller dyrlægevagten for konkret råd. Vent ikke på symptomer; mange gifte virker forsinket (fx rottegift).
• Fremkald ikke opkast uden dyrlægens anvisning; det kan være farligt ved ætsende stoffer eller hvis hunden er sløv/kramper.
• Skyl hud/øjne ved kontakt med sæbe/kemikalier i 15–20 minutter med lunkent vand. Undgå salver i øjet, medmindre dyrlægen har ordineret det.

Tegn på forgiftning omfatter savlen, opkast/diarré, sløvhed, rystelser/kramper, blege eller kraftigt røde gummer, blødning, usikker gang og ændret vejrtrækning. Ved ethylenglykol kan tidlige tegn ligne beruselse; hurtig behandling er afgørende for at redde nyrerne. Ved antikoagulant rottegift optræder indre blødninger ofte først efter 2–3 dage (hoste, blege gummer, blå mærker, blod i afføring/urin).

Forebyg med skabs- og affaldssikring, opbevar medicin og rengøringsmidler utilgængeligt, undgå kompostadgang, og hold øje med algevarsler ved badesøer. Lad ikke en Sankt Bernhard "rydde op" efter picnic eller køkkenulykker; den venlige, nysgerrige natur og kraftige appetit gør fristelser svære at modstå.

Blødning: Anvend direkte tryk med store, sterile kompresser i 5–10 minutter uden at løfte for at "kigge". Læg derefter et trykbandage med polstring og selvklæbende bind, der dækker hele omkredsen uden at være strangulerende; to fingre skal kunne skubbes ind under. Ved kraftig pulserende blødning eller gennemblødt bandage: forstærk med mere polstring/tryk, og kør akut. Tourniquet bør kun bruges som sidste udvej og med tidsnotat.

Pote- og negleskader: Sankt Bernhards store poter sår nemt på ru underlag. Skyl med saltvand, rens huden med klorhexidin 0,05 %, og læg en beskyttende "pote-sandwich": kompres mellem trædepuderne, polstring omkring, og fastgør med elastikbind; afslut med pote-sok. Blødning fra negle stoppes med blodstoppende pulver/majsmel og tryk i 2–3 minutter.

Bidsår og hudlæsioner: Selvom pelsen kan skjule skader, er dybe punktur- og flænger hyppige ved sammenslås. Skyl rigeligt med saltvand, undgå salver, der kan forsegle bakterier, og søg dyrlæge inden for få timer; disse sår kræver ofte dræn og antibiotika.

Øjne: Racen er disponeret for entropion, som kan give sår på hornhinden. Ved pludselig smerte, kniben med øjet, tåreflåd eller uklarhed: undgå at lade hunden gnide, påfør krave, skyl forsigtigt med steril saltvand, og søg dyrlæge samme dag. Brug ikke steroidholdige øjendråber uden diagnose.

Mistanke om brud/rygskade: Immobilisér så meget som muligt. Brug en bred løfteslynge under brystkasse og bug, eller en tæppebåre med 3–4 hjælpere for at fordele vægten på en 50–90 kg hund. Hold hoved og ryg på linje. Splintning kan lindre smerte ved distale benbrud: polstr generøst, anbring en stiv skinne (træliste/magasiner) på to sider af benet, og fastgør med bind uden at klemme.

Smerte og mundkurv: Selv den mest charmerende Sankt Bernhard kan bide i smerte. Brug en blød mundkurv eller nød-mundkurv (stofbånd), medmindre hunden har vejrtrækningsbesvær, er overophedet eller kaster op. Bevar roen; racen spejler ofte ejerens stemning, hvilket kan dæmpe panik.

Kend dine "ring nu"-kriterier: mistanke om mavedrejning, kramper over 3–5 minutter, klyngeanfald eller første anfald, hedeslagstegn, kraftig/ukontrolleret blødning, dybe sår/bidskader, pludselig kollaps, udtalt vejrtrækningsbesvær, øjenskade/smerte, forgiftning/mistanke herom, manglende vandladning, vedvarende opkast/diarré hos sløv hund, temperatur under 37,5 °C eller over 40 °C, samt enhver tilstand, hvor din mavefornemmelse siger akut.

Når du ringer: oplys race (Sankt Bernhardshund), alder, køn og vægt, kendte diagnoser (fx hoftedysplasi, epilepsi, DCM), medicin og allergier, tidspunkt for symptomdebut, hvad der er indtaget (ved forgiftning), vitale tegn (temperatur, puls, vejrtrækning, gummefarve) og hvilken førstehjælp, du har givet. Spørg om du skal køre direkte, og om klinikken kan forberede ilt, væske eller kirurgisk team (vigtigt ved GDV).

Transportplan: Hav altid en rampe til bil, en stabil måtte for skridsikkerhed og en tæppebåre/løfteslynge. Ring forud, så personalet kan møde dig med båre. Fastspænd hunden i sele i bilen for sikkerhed. Ved opkast/åndenød placeres hunden i brystleje på siden med hovedet let lavere end kroppen.

Opfølgning og forebyggelse: Tal med din dyrlæge om risikoreduktion for racetypiske problemer: vægtkontrol for at aflaste hjerte og led, gradvis konditionstræning (op til ca. 1 time dagligt), fodring i 2–3 mindre måltider og ro omkring fodring for at mindske GDV-risikoen, samt evt. profylaktisk gastropexi ved højrisikoprofiler. Planlæg øjenkontrol ved tegn på entropion, og årlige hjertelyt/ekko efter dyrlægens vurdering. Sørg for forsikring, der dækker akut kirurgi.

Nyttige kontakter i Danmark: nærmeste døgnåbne dyrehospital og Dyrenes Vagtcentral på 1812. Gem numre i telefonen, og læg dem i førstehjælpskassen. Øv din beredskabsplan to gange årligt; det gør en forskel, når sekunder tæller.