Schipperke - Ansvarlig avl og genetik

Schipperken er en lille, kvadratisk hyrdehund fra Belgien, placeret i FCI gruppe 1 (Hyrde- og kvæghunde). Racen måler typisk 22–33 cm i skulderhøjde for begge køn og forekommer i to vægtklasser, 3–5 kg og 5–8 kg. Avlsmålet er en kompakt, tør og smidig konstruktion med god knoglekraft i forhold til størrelsen, så hunden forbliver funktionel og bevæger sig frit og effektivt. Hovedet er kileformet med mørkebrune, mandelformede øjne, små, trekantede, opretstående ører og korrekt saksebid. Udtrykket skal være årvågent og nysgerrigt, men ikke nervøst.
Pelsen er en kort, tæt dobbeltpels, som fremhæver racens karakteristiske silhuet: krave/manke og culottes på bagparten, der rammer kroppen uden at blive lang eller flydende. Farven er ensfarvet sort; kvaliteten og sundheden i pelsen vægtes over ekstrem farvedybde. Bevægelsen skal være let, energiøkonomisk og parallel, med god undergreb og fast overlinje. Hale kan være naturlig eller naturligt stump; kupering er ikke tilladt.
Temperamentet er et kernepunkt i avlsstandarden. Schipperken er årvågen, nysgerrig og selvsikker – en lille vagthund med stor personlighed. Den må være tydeligt opmærksom uden at være skarp, og den skal kunne omgås familien tillidsfuldt. Da racen kan være vokal, bør avlen lægge vægt på nervefasthed og velafbalanceret reaktionsmønster. Overtypning, herunder overdrevet kompakthed, ekstrem miniaturisering eller tyk, luftigt pelstekstur, kompromitterer funktionaliteten og bør undgås. En sund, moderat bygning med korrekt vinkling og stærke poter reducerer risikoen for ortopædiske problemer som patellaluksation. Samlet set skal avlsarbejdet fastholde en funktionsdygtig, sort, lille hyrdehund, der kan leve et langt liv (typisk 13–15 år) og fungere i moderne hjem, herunder lejligheder, forudsat tilstrækkelig motion.

Ansvarlig avl med Schipperke kræver, at man forvalter både kendte monogene risici og komplekse, polygenetiske egenskaber. Racen har en relativt begrænset avlsbase i Danmark, hvorfor inavlsgrad (COI) bør holdes moderat – helst under 6,25 % over 10 generationer, hvis muligt. Vær især opmærksom på «popular sire»-effekten, hvor få, hyppigt brugte hanner utilsigtet indsnævrer genpuljen. Planlæg parringer på tværs af linjer og landegrænser, når sundhed, temperament og type tillader det.
Den vigtigste kendte monogene risiko er mukopolysakkaridose type IIIB (MPS IIIB), en autosomal recessiv sygdom forårsaget af en mutation i NAGLU-genet. Alle avlsdyr bør DNA-testes. Kombinationen fri × bærer er acceptabel i etisk, kontrolleret avl, da ingen hvalpe bliver syge, men bærerstatus skal registreres, og afkom testes, før de evt. anvendes i avl. Kombinationen bærer × bærer eller bærer × afficeret må ikke forekomme.
Patellaluksation, Legg-Calvé-Perthes og epilepsi har polygenetisk baggrund med miljøpåvirkning. Gentagne forekomster i en linje, forringet bevægelse eller usikkerhed i temperamentet bør vægte negativt ved partnervalg. Autoimmun thyroiditis har sandsynlig genetisk disposition; undlad avl på afficerede hunde, og vær varsom med nære slægtninge, indtil mønstre i data er klare.
Naturligt stumphalet forekommer hos enkelte individer. I racer med NBT (T-box) mutation kan homozygoti medføre alvorlige misdannelser; for Schipperke er problemets omfang ikke dokumenteret på samme niveau, men en forsigtighedstilgang anbefales: undgå stumphalet × stumphalet, medmindre genetisk status og anatomi er verificeret. Endelig bør man selektere systematisk for stabilt, socialt temperament, da racens årvågenhed let tipper mod overdreven gøen, hvis nervefasthed ikke prioriteres.

Et målrettet testprogram reducerer risikoen for arvelig sygdom og øger sandsynligheden for robuste, langlivede Schipperker. En praksisnær pakke kan samles sådan:
– DNA: MPS IIIB (NAGLU). Engangstest på alle avlsdyr før første parring. Resultat angives som fri, bærer eller afficeret. Avlsstrategi: fri × fri eller fri × bærer; ingen andre kombinationer.
– Patella: Klinisk undersøgelse for patellaluksation fra 12 måneders alder, gerne gentaget med 1–2 års interval. Kun hunde med grad 0 bør anvendes bredt; grad 1 kræver streng partnerudvælgelse og klare forbedringsmål.
– Øjne: ECVO-øjenlysning årligt fra 12 måneder til mindst 7–8 års alder, for at fange tidlige tegn på PRA eller katarakt. Registrér fund systematisk.
– Thyroidea: Fuld skjoldbruskkirtelprofil (Total T4, Fri T4, TSH og thyroglobulin-autoantistoffer) fra 2 års alder, gentaget hvert 12.–24. måned i aktiv avl. Undgå avl på hunde med autoimmune markører eller klinisk hypothyreose.
– Hofter/ortopædi: Selvom HD ikke er et hovedproblem, kan hofte/pelvis-røntgen være relevant ved avl på linjer med ortopædisk historik eller ved kliniske tegn. Overvej også hofte/hofteskål-vurdering ved mistanke om Legg-Calvé-Perthes.
– Hjerte og almen: Klinisk hjertestatus ved auskultation, tandstatus (småracer er disponeret for parodontose), vægt/body condition score og generel blodprofil før avl.
– Epilepsi: Ingen direkte test findes. Indsaml og del data om anfald i slægt. Avl på afficerede individer frarådes, og nærmeste slægtninge udvælges med særlig omhu.
Testrapporter bør arkiveres centralt (fx DKK/OFA/ECVO-databaser) og deles åbent, så opdrættere kan træffe informerede valg. Gentag test med passende interval, da nogle lidelser er aldersrelaterede og ikke fanges ved engangsscreening.

Etisk avl begynder med hundens velfærd. Avlsdyr skal være fysisk og mentalt modne: tæver tidligst ved 18–20 måneder og helst efter anden løbetid; hanner fra ca. 15 måneder, når temperament og sundhed er dokumenteret. Planlæg kuld, så tæven får passende restitution; undgå for tætte gentagelser, og overvej maksimum 3–4 kuld pr. tæve, afhængigt af sundhed og nationalt regelsæt. Kuldstørrelsen er typisk 3–7 hvalpe, hvilket hjælper, men ikke fritager, for behovet for nøje drægtigheds- og neonatalovervågning.
Transparens er central: Del fulde sundhedsresultater, forklar bærerstatus for MPS IIIB, og anvend skriftlige kontrakter med sundhedsgaranti, tilbagekøbs-/omplaceringsklausul og klare forventninger til socialisering. Hvalpe skal præges systematisk fra 3–16 uger med milde, positive oplevelser i hjemmemiljø, lyde, håndtering og korte bilture. Da Schipperken er årvågen og tilbøjelig til at gø, bør man prioritere rolige, stabile forældre og aktiv socialisering for at sikre familieegnede hunde, også til lejligheder.
Etik omfatter også genetisk forvaltning: Udeluk ikke alle bærere af MPS IIIB – det skader genpuljen. I stedet parres bærere kun til fri partnere, og afkom testes. Undgå popular-sire-syndromet og høje inavlsgrader. Respektér gældende lovgivning, herunder forbud mod halekupering. Brug ikke medicinsk eller kemisk manipulation til at maskere adfærds- eller sundhedsproblemer i forbindelse med udstilling eller salg. Kort sagt: Avl kun på sunde, velfungerende hunde, hvor kombinationen tjener racens langsigtede sundhed, temperament og type.

En professionel partnerudvælgelse følger en struktureret proces: 1) Definér dine mål for kuldet, fx robust sundhed, sikker bevægelse, stabilt temperament og korrekt type; 2) Indsaml fuld sundheds- og slægtsdata på begge sider (MPS IIIB, patella, øjne, thyroidea, eventuelle ortopædiske forhold, anfaldshistorik); 3) Beregn COI over mindst 5–10 generationer og søg at holde den moderat; 4) Vurder komplementaritet i eksteriør (overlinje, vinkler, proportioner, pelsstruktur) og bevægelse; 5) Prioritér temperament og nervefasthed – vælg linjer, der er vagtsomme uden skarphed.
Undgå parringer, hvor begge parter har samme svaghed, fx let patellaløshed eller blød ryg. Vælg gerne en han med dokumenteret fertilitet, normal sædanalyse og pålidelig avlserfaring, eller få en realistisk plan for timing (progesteronmåling) ved førstegangsparringer. Da racen er lille, bør der være rimelig størrelsesoverensstemmelse, så drægtighed og fødsel ikke kompliceres. Giv forrang til partnere med dokumenteret lang levetid i slægten og lav sygdomsforekomst, frem for kortsigtede championater uden sundhedsforankring.
Brug nationale og internationale databaser, udstillingskritikker og resultater fra mentalbeskrivelse for at kvalificere indtrykket. Indhent information om søskendekuld – ikke kun forældredyr – da polygen sygdom ofte viser sig i søskendefloraen. Aftal skriftligt stud terms, gentagne parringer ved tomhed, og ejerskab af frossen sæd, hvis relevant. Husk, at farve ikke er en variabel i Schipperke – alle er sorte – så der er ingen grund til at prioritere farve frem for sundhed, temperament og funktion.