Shar Pei - Ansvarlig avl og genetik

Shar Pei er en middelstor, kompakt og kraftig hund fra Kina, placeret i FCI gruppe 2 (Schnauzere, pinschere, molosser og sennenhunde). Den ideelle højde ligger omkring 44–51 cm, vægt typisk 20–25 kg. Racen er kendt for sin korte, strid, glatte pels og den løse hud med moderat rynkning, især på hoved og manke. Shar Pei skal være ensfarvet i alle farver, undtagen hvid, og have den karakteristiske blå-sort tunge, højt ansat, krøllet hale og et bredt, “flodhestelignende” næseparti. Bevægelsen skal være fri og effektiv, med god fremdrift og stabil overlinje.

Racens temperament er roligt, loyalt og uafhængigt. En velfungerende Shar Pei er reserveret over for fremmede, men hengiven over for familien, og den skal udvise sikre nerver og god selvkontrol. Avl bør belønne mental sundhed, samarbejdsvilje og stabilitet, da racens naturlige uafhængighed kan glide over i stædighed og vagtsomhed, hvis man overdriver disse træk.

Standardens sundhedsmæssigt vigtigste budskab er moderation. Voksne hunde må ikke være overdrevent rynkede eller have for stramme øjenlåg; åbne, sunde øjne, fri næsepassage og funktionelle ører er altafgørende. Hovedets hud skal være løs, men ikke i en grad, der dækker øjne eller skaber hudfolder, som disponerer for infektioner. Bidet skal være korrekt saks, og kropsbygningen skal være velafbalanceret med korrekt vinkler for at understøtte sund bevægelse.

I hverdagen trives Shar Pei med op til en times daglig motion og jævnlig mental aktivering. Den kan tilpasse sig livet i et mindre hus, forudsat at den stimuleres fornuftigt. Pelsen kræver ugentlig pleje, men racen er ikke hypoallergen. En avlsmæssig rettesnor er, at type aldrig må trumfe sundhed og funktion: avl for flere rynker, sjældne farver eller ekstremt små ører er uforeneligt med standardens ånd og hundens trivsel.

Shar Pei-populationen er præget af historiske flaskehalse og en relativt snæver avlsbase. Det stiller store krav til ansvarlig håndtering af genetisk diversitet. Undgå “popular sire”-effekten, hvor enkelte tophanner får uforholdsmæssig mange afkom, da det hæver inavlsgraden og accelererer spredning af uønskede varianter. Stræb mod en inavlskoefficient (COI) under cirka 6,25 % over 5–10 generationer, og helst under racens gennemsnit, når det er praktisk muligt.

Familial Shar-Pei Fever (FSF), også omtalt som Shar-Pei Autoinflammatory Disease (SPAID), er tæt forbundet med øget kopiantal i et område nær HAS2-genet, der regulerer hyaluronan. Højere kopiantal er associeret med mere udtalte rynker, cutan mucinose og en højere risiko for tilbagevendende feber og sekundær amyloidose, især i nyrerne. Arvegangen er kompleks og dosisafhængig; derfor tilstræbes avl, der reducerer samlet risikoprofil ved at parre hunde med lavt kopiantal til individer med højere belastning, frem for at eliminere store dele af genpuljen. Moderation i rynkning er ikke kun et type-spørgsmål, men et sundhedsvalg.

Entropion er polygen og miljøpåvirkelig. Stramme øjenlåg, dybe hudfolder og tungt hovedskind øger risikoen. Da tilstanden har arvelig komponent, bør hunde, der har krævet kirurgi eller gentagne “tacking” for at kunne se normalt, principielt ikke indgå i avl. Glaukom forekommer i racen og knytter sig ofte til pectinat-ligament dysplasi og trange kammervinkler; det er en disposition, ikke et enkeltgenproblem, og kræver systematisk øjenbedømmelse.

Ortopædiske komplekser som albueledsdysplasi og OCD er ligeledes polygenetiske. Avlsværdier, slank vækst, korrekt fodring og selektion for sund bevægelse hjælper. Farvegenetik spiller også ind: fortyndede farver (for eksempel blå og isabella) kan være forbundet med pels- og hudsårbarhed hos nogle individer. Avl bør aldrig prioritere sjældne farver over robust hud, korrekt pigment og sundhed. Endelig er temperament delvist arveligt; vælg mentalt stabile, sociale og miljøstærke avlsdyr.

Et struktureret testprogram er nøglen til at sænke risikoen for racens kendte problemer og til at dokumentere fremskridt over tid. Nedenfor er et anbefalet minimumsprogram, der planlægges i samråd med racekyndig dyrlæge:

• 1) DNA og risikomarkører
• SPAID/HAS2-kopital: Etabler hundens risikoprofil. Anvend resultatet til parringsplanlægning (undgå høj-kopi x høj-kopi).
• Farveloci efter behov: Brug med omtanke, og undgå at målrette avlen mod fortyndede farver, hvis der ses pels-/hudproblemer i linjen.

• 2) Øjne
• ECVO-øjenundersøgelse fra 12 måneders alder og herefter årligt. Registrér øjenlågskonformation, cilier, cornea og linsen.
• Gonioskopi (kammervinkel) ved 12–18 måneder, gentages hver 3.–4. år eller ved klinisk mistanke. Etabler baseline-tonometri og følg op hos modne avlsdyr.
• Avl ikke på hunde, der har krævet entropion-kirurgi for normal funktion.

• 3) Ortopædi
• Albueledsrøntgen (FCI/ED) fra 12–18 måneder; avl på sunde grader. Overvej skulderoptagelser ved mistanke om OCD.
• Hofter (FCI/HD) fra 12–18 måneder; stræb mod HD A/B i par. Vurder bevægelsesmønster og vinkler funktionelt.
• Patellaluksation: Klinisk grading hos dyrlæge; avl kun på frie individer.

• 4) Endokrint og almen status
• Thyroidea-panel (T4, fT4, TSH og TgAA) fra 12–36 måneder, gentag hvert 12.–24. måned i avlsperioden, da autoimmun thyroiditis kan debutere senere.
• Hudstatus: Dokumentér eventuel seborré, recidiverende pyoderma, otitis og demodicose. Generaliseret demodicose og kronisk, behandlingsresistent dermatitis er uforenelige med avl.

• 5) Organfunktion og inflammationsrisiko
• Urinanalyse inkl. protein/kreatinin-ratio (UPC) samt blodprøver (kreatinin, SDMA) årligt hos avlsdyr for tidlig opsporing af amyloidose-relateret nyrepåvirkning.
• Anamnese for FSF-episoder (feber, hævede haser, sløvhed). Gentagne episoder udelukker avl.

• 6) Reproduktion og smittebeskyttelse
• Brucella canis-test før hver parring, især ved importer eller brug af udenlandsk hanhund.
• Hankhund: Sædkvalitet og genital status. Tæve: Cyklusovervågning og præ-parringsundersøgelse; hold hunden slank og veltrænet.

Alle resultater bør deles åbent i databaser og med hvalpekøbere. Konsistent registrering giver bedre avlsbeslutninger på populationsniveau.

Etik i Shar Pei-avl begynder med et ufravigeligt fokus på hundens velfærd, før type, præmier eller efterspørgsel. Det betyder, at man undlader at bruge dyr, der kun kan fungere med tilbagevendende medicinske indgreb, eller hvor en kendt arvelig disposition sandsynligvis vil give afkom reduceret livskvalitet. Moderation i rynker, korrekt øjenåbning og sund hud er etisk forpligtende mål.

Transparens er næste nøgleprincip. Del fulde sundhedsdata, FSF-historik og nære slægters status med samarbejdspartnere og købere. Markedsfør ikke “sjældne farver” eller “ekstra rynket” som salgsargument; det flytter fokus væk fra sundhed. Pris og kontrakt skal afspejle ansvar: returret for hundens levetid, klar aftale om avlsrettigheder, samt løfte om rådgivning hele vejen.

Respekt for tævens krop er centralt. Overhold raceklubbens alders- og kuldgrænser, planlæg passende pauser mellem kuld, og forbered trygge, rene whelping-rammer med temperaturstyring og ro. Socialisering er en del af etik: begynd tidligt med positiv håndtering, lyde, underlag og korte, kontrollerede møder, så hvalpene får et robust temperament. Shar Pei er naturligt reserveret; god socialisering forebygger overreaktioner senere.

Endelig bør avleren have en plan for det uforudsete: økonomisk buffer til dyrlægeudgifter, nødhjælp ved komplikationer og netværk af mentorer. Etisk avl er ikke at stræbe efter perfektion, men at dokumentere, lære og justere. Når fejl sker, erkendes de, og linjen korrigeres. Det er sådan, man reelt forbedrer en race, der fortjener både sundhed og værdig type.

Start med klare, skriftlige mål for kuldet: sund hud og øjne, pålideligt temperament, funktionel bygning og dokumenteret helbred. Gennemgå stamtavler 5–10 generationer bagud, beregn COI for foreslåede kombinationer, og undgå parringer, der fordobler problematiske forfædre eller skubber COI unødigt op. Undersøg ikke kun forældrenes, men også søskendes og halvsøskendes sundhedsdata; collateral-information er ofte mere informativ end enkeltdyrs resultater.

Vælg partnere, der komplementerer hinanden. Har tæven let stramme øjenkanter, vælges en han med åbne, velformede øjenlåg og stærke øjenresultater over flere år, samt lavere HAS2-kopital. Har hanhunden middel albueindeks, vælges en tæve med dokumenteret stærke albuer og funktionel, let, elastisk gang. Stræb efter at kombinere moderat rynkning med god pigment og fast, tør hud.

Inddrag uvildig vurdering: udstillingskritikker kan bekræfte overordnet type og bevægelse, mens adfærdsbeskrivelser eller miljøtest giver signaler om temperament. Vælg hunde, der er trygge i nye miljøer og kan slappe af i nærhed af fremmede hunde, hvilket passer racens rolige, loyale natur.

Praktisk planlægning er sidste led. Indgå skriftlig parringsaftale, afklar ejerskab af sæd og sundhedsgaranti, og gennemfør præ-parringsscreening (herunder Brucella). Ved brug af sæd fra udlandet, kræv verificerbare, originale sundhedsdokumenter. Under og efter parring holdes hundene slanke, velmotionerede og stressniveauet lavt; det gavner fertilitet, drægtighed og mælkeproduktion. Registrér alt: parringsdatoer, progesteronværdier, drægtighedslængde, kuldstørrelse og hvalpenes trivsel. Data er brændstof for næste, endnu bedre beslutning.