Skotsk Terrier hos dyrlægen: Forventninger og forberedelse

En Skotsk Terrier trives, når de årlige besøg hos dyrlægen er velplanlagte og rolige. Som hvalp bør din Scottie tilses hver 3.–4. uge fra 8–16 ugers alderen, så vaccinationer, ormebehandling og tidlig tand- og adfærdsvejledning kan følges tæt. Unge og voksne hunde har som udgangspunkt behov for et årligt helbredstjek, mens seniordyr fra ca. 7–8 år med fordel ses hver 6. måned, med fokus på blod- og urinprøver samt vægt og bevægeapparat.

Ved en standardkontrol gennemgår dyrlægen hjerte og lunger, ører, øjne og hud, samt mundhule og tænder, da små robuste terriere ofte udvikler tandsten og tandkødsbetændelse. Led og knogler palperes for at opspore patellaluksation (løse knæskaller), og kæbeled vurderes hos yngre hunde, fordi racen kan udvikle craniomandibulær osteopati. En basal neurologisk vurdering kan afdække mønstre, der passer til Scottie cramp, som kan trigges af ophidselse og anstrengelse. Blodtryk, kropskonditionsscore og neglelængde bør også noteres.

Racens selvstændige natur og følsomhed for ros og irettesættelse betyder, at samarbejdstræning hjemme er en stor fordel. Øv “cooperative care”: stå pænt på måtte, røre poter, kigge i mund, og acceptere let fastholdelse. Beløn liberalt med små, højværdibelønninger. Forbered besøget ved at lufte hunden godt, medbringe yndlingssnack og et skridsikkert underlag til bordet. Scottiens korte ben gør det klogt at undgå hop op og ned; bed personalet om rolig løfteteknik. Overvej også næsegrimetilvænning som sikkerhedsnet, hvis din hund bliver stresset.

Et årligt afføringsprøvetjek, baseline-blodprøver fra 2–3-årsalderen, samt tidlig registrering af vægt og urinvaner gør det lettere at spotte racetypiske problemer som blærekræft og hormonelle sygdomme tidligt.

Kernevacciner for hund i Danmark omfatter typisk hundesyge (CDV), smitsom leverbetændelse/hepatitis (CAV-2) og parvovirus (CPV). Mange dyrlæger inkluderer desuden parainfluenza i kombinationsvaccinen. Ikke-kerne vaccinationer vurderes ud fra livsstil: leptospirose anbefales ofte i by- og landmiljøer med risiko for gnavere og stillestående vand, kennelhoste (Bordetella/parainfluenza) til hunde, der går til træning, pension eller samles med andre, og rabies til rejse.

Standardprogram: hvalpevacciner ved ca. 8, 12 og 16 uger, efterfulgt af revaccination omkring 12 måneder. Kernevacciner gives herefter typisk hvert 3. år, mens leptospirose og kennelhoste ofte gives årligt, afhængigt af smitterisiko og vaccinevalg. Rabies gives efter producentens interval og gældende rejsekrav. Titer-test kan i nogle tilfælde anvendes til at vurdere antistofniveauer mod visse kernevirus, men erstatter ikke krav ved udlandsrejse.

Skotsk Terrier har ikke dokumenteret øget risiko for vaccinebivirkninger, men hos individer med kendt blødningsforstyrrelse, fx Von Willebrand’s Disease, er det fornuftigt at lægge ekstra tryk på injektionsstedet i et par minutter og monitorere for hæmatom. Informér altid dyrlægen om tidligere reaktioner.

Planlæg vaccinationer i god tid, så din Scottie er færdigvaccineret før hvalpetræning og socialisering. Da racen kan være vokal og vagtsom, hjælper korte, positive klinikbesøg uden stik undervejs (”lykke-besøg”), så hunden forbinder stedet med ro og belønning. Ved rejse skal du sikre korrekt pas, chipning, rabiesstatus og eventuelle særlige indrejsekrav. Dyrlægen kan hjælpe med opdaterede retningslinjer, så du undgår afvisning ved grænsen eller karantæne.

Parasitter: En Scottie bør være dækket mod lopper og flåter i sæsonen, da flåter kan overføre bakterielle infektioner. I Danmark er hjerteorm ikke endemisk, men rævens lungeorm (Angiostrongylus vasorum) er til stede flere steder; drøft lokal risiko og passende forebyggelse med dyrlægen, især hvis hunden spiser snegle eller frø af dem. Rutinemæssig ormekur bør baseres på afføringsprøver frem for faste intervaller, medmindre rejse eller særlige risici tilsiger andet.

Tand- og pelspleje: Scottish Terriers har en strid, dobbelt pels, der kræver daglig gennembørstning og regelmæssig trimning eller stripping, så hud og pels forbliver sund. Daglig tandbørstning med hundetandpasta er den mest effektive forebyggelse mod parodontose; suppler med tyggeben med dokumenteret effekt. Hold ører rene og tørre, og klip negle hyppigt; korte ben betyder, at for lange negle nemt ændrer gangmønsteret og belaster knæ og ryg.

Ernæring og vægt: Hold din Scottie slank. Overvægt øger belastning på knæ og kan forværre patellaluksation. Brug et fuldfoder af høj kvalitet, og følg portionsmål justeret efter aktivitetsniveau. Ved tegn på hud- eller maveproblemer kan en eliminationsdiæt i samråd med dyrlægen afdække fodermiddelintolerans.

Miljø og adfærd: Racen er livlig og selvsikker, men tåler ikke hårdhændet træning. Brug positiv forstærkning, korte sessions og passende mental aktivering. Undgå glatte gulve og høje hop, som kan stresse knæ og ryg. Vær opmærksom på forskning, der viser øget risiko for blærekræft (transitional cell carcinoma, TCC) hos Scottish Terriers; begræns eksponering for ukrudtsmidler og kemikalier i haven, og skyl poter efter gåture i områder, der kan være sprøjtet.

Rejse: Ved rejse til syden kan forebyggelse mod hjerteorm, leishmaniose og sandfluer blive relevant; planlæg beskyttelse i god tid før afgang.

Kontakt straks dyrlæge eller døgnvagt, hvis din Skotsk Terrier har vejrtrækningsbesvær, kollaps, blege tandkød, kramper, ukontrollerbar blødning, pludselig svær halthed, gentagne opkastninger/diarré med sløvhed, eller tegn på urinvejsproblemer som hyppig vandladning, blod i urinen eller smerte ved vandladning. Sidstnævnte er særligt relevant, da racen har forhøjet risiko for TCC i blæren.

Scottie cramp kan vise sig som stiv, prikkende gang, overstrakte bagben eller pludselig koordinationstab ved ophidselse; episoderne er typisk kortvarige og uden bevidsthedstab. Optag en video, så dyrlægen kan skelne fra epileptisk anfald. Ved traume eller stærke smerter kan en terriers instinkt gøre den defensiv; en blid, korrekt tilpasset næsekurv kan beskytte alle parter.

Førstehjælp: Påfør fast tryk på blødende sår i mindst 5–10 minutter uden at kigge under forbindingen. Ved mistanke om indtagelse af gift, kontakt Giftlinjen/dyrlæge og medbring emballage; fremprovokér ikke opkast uden faglig anvisning. Giv aldrig menneskemedicin som ibuprofen eller paracetamol. Hold hunden varm og rolig, og bær den med støtte under bryst og bagpart, så de korte lemmer ikke belastes.

Forberedelse sparer tid: Hav altid en opdateret liste over medicin, forsikringsoplysninger, blodtype hvis kendt, samt seneste prøvesvar i din telefon. Notér nærmeste døgnåbne klinik og kørevej. Ved planlagte indgreb, fx tandrensning eller kastration, kan en forudgående test for Von Willebrand’s Disease og en koagulationsprofil være fornuftig, så anæstesi- og blødningsrisici håndteres optimalt.

Lav en enkel, men konsekvent sundhedslog. Vej hunden hver måned, noter kropskonditionsscore, aktivitetsniveau, appetit, vandindtag, afføring og urin. Hold øje med urinstråle, hyppighed og eventuelt blod—tidlige tegn på blæreproblemer. Undersøg hud og pels for knuder, rødme og skæl, og kontroller ører og tænder ugentligt. Registrér også neglelængde og eventuelle ømme poter.

• Livsfase-screening:
• Unge voksne (1–6 år): årligt helbredstjek med mundhulestatus, afføringsprøve og eventuelt baseline-blodprøver. Patellakontrol ved hvert besøg.
• Midt/senior (fra 7–8 år): halvårlige kontroller, årlige blod- og urinprøver inkl. urin-cytologi/urinsediment. Overvej specifik screening for TCC i højrisikoracer, fx BRAF/CADET-urintest, fra 6–7 år eller ved symptomer. Blodtryk og skjoldbruskkirtelfunktion (T4) kan indgå, hvis klinikken tilsiger det.

Genetik og særlige forhold: En DNA-test for Von Willebrand’s Disease kan afdække bærer- eller afficeret status, hvilket er nyttigt før kirurgi. Craniomandibulær osteopati ses hos hvalpe/unghunde; smerter i kæbe og tyggebesvær kræver røntgen og smertelindring. Patellaluksation vurderes klinisk; ved tilbagevendende problemer hjælper vægtkontrol, neglestyring, muskeltræning på skridsikkert underlag og, i svære tilfælde, kirurgi.

Adfærd og mental sundhed: En uafhængig, vagtsom terrier kan let ‘koge over’ i klinikmiljøet. Træn afspænding, måtterutine og frivillig håndtering; brug korte, hyppige “kys og farvel”-besøg på klinikken. Mental aktivering—snuselege, næsearbejde og problemløsning—kan dæmpe stress og forbedre livskvalitet.

Afslutningsvis, husk at den ‘hypoallergene’ pels blot betyder mindre fældning, ikke nul allergener. God hud- og pelspleje, konsekvent tandpleje, målrettet screening og et samarbejdende forhold til din dyrlæge er nøglerne til 12–15 sunde, aktive år med din Scottie.