Sundhedsguide for Spansk Mastiff: Forebyggelse og tidlig opdagelse

Den Spanske Mastiff er en gigantisk, dybtbrystet race udviklet som beskytter af husdyr i Spanien. Den hører til FCI Gruppe 2 (Pinchere, Schnauzere, Molosser og Schweizer Sennenhunde), vejer typisk 52–100 kg, og har tæt, middelkort dobbeltpels i farver som fawn, brindle, ulvegrå, sort og rød; hvide aftegn forekommer. Racen er kærlig, intelligent og venlig, men dens størrelse og anatomi medfører særlige sundhedsrisici. Forventet levetid er omkring 10–12 år, og kuldstørrelsen er ofte 3–6 hvalpe. Den er ikke hypoallergen, fælder moderat til kraftigt i skift, og trives bedst i hjem med god plads og sikker have.

Den vigtigste akutte risiko hos dybtbrystede gigantracer er mavedrejning (Gastric Dilatation-Volvulus, GDV). Maven fyldes med gas, roterer, og afskærer blodtilførsel; tilstanden er livstruende og kræver øjeblikkelig kirurgi. Risikofaktorer omfatter hurtig spisning, store måltider, anstrengelse tæt på fodringstidspunkter, stress og mulig genetisk disposition.

Ledsygdomme er udbredte. Hofteledsdysplasi (HD) og knæledsproblemer (knæledsdysplasi/forreste korsbåndsskade) kan give smerte, halthed og tidlig artrose. Albueledsdysplasi kan også forekomme, selv om knæ og hofter fylder mest i racen. Hos unghunde ses desuden panosteit, en forbigående, men smertefuld vækstrelateret knoglebetændelse med skiftende halthed.

Øjenlidelsen entropion – hvor øjenlåg ruller indad og skaber irritation – er registreret i store molosser, inklusiv Spansk Mastiff. Ubehandlet kan det give hornhindesår og nedsat syn.

Gigantiske hunde har desuden øget risiko for overvægt, spondylose/artritis, tandproblemer på grund af store tænder og kraftige kæber, samt varmerelateret stress. Osteosarkom (knoglekræft) ses oftere hos meget store racer end hos små. Hjertesygdomme som dilateret kardiomyopati forekommer mere sjældent, men bør overvejes ved nedsat udholdenhed, hoste eller kollaps. Samlet set kræver racen systematisk forebyggelse, vægtstyring og tidlig opdagelse.

Forebyggelse begynder allerede, før hvalpen flytter hjem. Vælg en opdrætter, der systematisk sundhedstester avlsdyrene: FCI/OFA-hofte- og albuerøntgen, øjenundersøgelse for entropion/ectropion og dokumenteret lavt indavlsniveau. Bed om helbredsdata for nære slægtninge og åbenhed om mave- eller øjenproblemer i linjen.

Ernæring og vægtstyring er fundamentet for en sund Spansk Mastiff. Hvalpe skal fodres med stor-race-hvalpefoder med kontrolleret energi, korrekt calcium/fosfor-forhold og uden ekstra kalktilskud. Målet er jævn, langsom vækst, ikke maksimal størrelse hurtigst muligt. Voksne hunde holdes slanke med en kropskonditionsscore på 4–5/9; overvægt forværrer alle ledproblemer og øger risikoen ved narkose. Del den daglige ration i 2–3 måltider, brug eventuelt slowfeeder, og undgå anstrengende aktivitet en time før og efter fodring for at reducere GDV-risiko. Hævede skåle frarådes generelt, medmindre dyrlægen specifikt anbefaler det.

Bevægelse skal være regelmæssig, lav-impact og tilpasset alder. Hvalpe og unghunde må ikke løbe på trapper, hoppe fra højder eller træne hårdt på hårdt underlag; vent med høj-impact til knogler og led er modne (18–24 måneder). For voksne anbefales daglig, moderat motion 45–90 minutter, helst fordelt, med styrkende øvelser for kernestabilitet. Skridsikre gulve, ordentlig klopleje og brug af ramper til bil og sofa skåner leddene.

Tandbørstning 3–5 gange om ugen forebygger parodontose. Rutinemæssig øjenkontrol og nænsom rens ved tåreflåd kan fange entropion tidligt. Parasitter kontrolleres efter vægt med korrekt dosering; store hunde kan kræve kombination af produkter, så dobbeltdosering undgås.

Drøft profylaktisk gastropeksi med dyrlægen, gerne i forbindelse med neutralisering, når hunden er fysisk udvokset. Vaccinationsprogram, flåtbeskyttelse og rejseforebyggelse tilpasses miljø og rejseplaner. Træn samarbejdsvillig håndtering (cooperative care), så hjemme- og kliniktjek bliver stressfrie – det øger chancen for, at små problemer opdages tidligt.

Tidlig opdagelse redder liv og led. Lær din Spanske Mastiffs normaladfærd at kende, og reager på afvigelser. Ved mistanke om mavedrejning er tid afgørende: Pludselig oppustet, hård bug, rastløshed, forsøg på at kaste op uden noget kommer op, kraftig savlen, blegede gummer, hurtig vejrtrækning eller kollaps – kør direkte til døgnåben dyrlæge.

Ledsmerter viser sig ved stivhed efter hvile, modvilje mod at rejse sig, hoppe eller gå på trapper, “bunny hopping” i trav, eller halthed, der forværres efter aktivitet. Panosteit hos unghunde giver ofte skiftende halthed mellem benene og smerte ved tryk på de lange rørknogler. Kroniske forandringer kan komme snigende; små ændringer i tempo, bredbaget gang eller hyppig hvile kan være tidlige tegn.

Øjenproblemer kræver opmærksomhed. Entropion mistænkes ved kniben med øjet, tåreflåd, rødme, lysfølsomhed og gniden med poten. Kontakt dyrlæge tidligt – ubehandlet irritation kan føre til hornhindesår.

Systemiske tegn, som bør udløse tjek, omfatter uforklaret vægttab eller -øgning, mat pels, skæl, kuldskærhed og træthed (kan pege på stofskifteproblemer), nedsat udholdenhed, hoste eller besvimelse (hjerte/luftveje), tilbagevendende diarré/oppustethed, eller unormal tørst og tissetrang. Vedvarende, lokal knoglesmerte med hævelse kan – især hos ældre giganter – være tegn på osteosarkom og bør røntgenundersøges hurtigt.

Adfærdsændringer kan være første tegn på smerte: irritabilitet, isolering, nedsat appetit eller uro om natten. Da Spanske Mastiffer ofte er stoiske, kan subtile signaler være alt, du ser. Når du er i tvivl, er en tidlig undersøgelse bedre end at afvente.

En struktureret plan for kontroller øger chancen for at fange problemer tidligt. Hvalpe: sundhedstjek og vaccinationer ved ca. 8, 12 og 16 uger, ormekontrol efter behov, vejning hver 2.–4. uge og vurdering af vækstkurver. Tal om korrekt fodring af stor-race-hvalpe, klopleje, tandbørstning og miljøtilpasning.

Unge hunde (6–18 måneder): ortopædisk status ved 6–9 og igen ved 12–18 måneder. Planlæg officielle FCI/OFA-hofte- og albuerøntgen, når hunden er fysisk moden; dyrlægen rådgiver om optimal timing. Overvej knæevaluering og baseline-øjenundersøgelse for at fange entropion tidligt. Drøft neutralisering og eventuel profylaktisk gastropeksi, inklusiv anæstesiplan tilpasset en gigantisk hund (trykpunktsbeskyttelse, omhyggelig vægtdosering, præanæstetiske blodprøver).

Voksne (1–6 år): årligt helbredstjek med vægt/BCS, tandstatus, hjertestetoskopi, led- og bevægeapparatsvurdering, hud/ører samt evt. fæces- og blodprøver baseret på livsstil. I flåtrige områder anbefales screening for vektor-bårne sygdomme. Justér ernærings- og motionsplan efter kondition og sæson.

Seniorer (fra ca. 6 år hos giganter): halvårlige helbredstjek. Årlige blod- og urinprøver (inkl. skjoldbruskkirtel ved mistanke), blodtryk, øjenkontrol og målrettet smertevurdering. Røntgen kan hjælpe med at kortlægge artrose og spondylose, så en proaktiv smerte- og fysioterapiplan kan etableres. Dentalrøntgen og professionel tandrens udføres efter behov.

Ved ethvert besøg bør GDV-risiko og førstehjælp genopfriskes, ernæringsplanen finjusteres, og hjemmemiljøet gennemgås for skridsikring, ramper og korrekt liggekomfort. Dokumentér små ændringer fra gang til gang; hos en stor, stoisk hund er det ofte trendkurven, der afslører begyndende problematikker.

Tænk sundhed som et projekt, der følger hunden fra hvalp til senior. Start med en skriftlig plan, der dækker ernæring, vægtstyring, motion, træning, tandpleje, forebyggelse og budget. En sundhedsforsikring tegnet tidligt kan være forskellen på valgmuligheder ved dyre indgreb som GDV-kirurgi eller ortopædi; læs vilkår for dækning af arvelige lidelser.

For ernæring sigtes mod livsstadietilpasset foder af høj kvalitet. Hvalpe får stor-race-hvalpefoder; voksne skifter til vedligeholdelsesfoder med dokumenteret ledstøtte (EPA/DHA), mens seniorer ofte profiterer af kalorie- og natriumkontrol samt højere omega-3. Undgå hjemmeblandede calciumtilskud, og brug kun ledtilskud med evidens efter dialog med dyrlægen. Hold en månedlig vejedag og registrer BCS; justér rationer ved +/- 5 % vægtændring.

Planlæg træning og miljø. Spansk Mastiff er venlig og rolig, men kræver plads, tryg socialisering og trygge rammer. Træn roligt gå på plads, håndtering hos dyrlægen og kørsel i bil med sikker fastgørelse. Indret hjemmet med skridsikre underlag, brede senge og ramper for at minimere hop.

Lav en nødplan: kend nærmeste døgnklinik, hav transportløsning, mundkurv, tæpper og en liste med medicin og tidligere diagnoser klar. Notér referenceværdier (hvilepuls, respirationsfrekvens, slimhindefarve), så afvigelser opdages.

Tænk frem, når hunden bliver ældre: plan for halvårlige helbredstjek, tidlig smertebehandling, vægtkontrol for at aflaste led, tilpassede gåture med snusepauser og mild styrketræning, samt fysioterapi ved behov. Vær opmærksom på kognitive ændringer (forvirring, ændret søvn), og tag dem op med dyrlægen. En gennemtænkt, fleksibel plan – justeret årligt – er den bedste investering i et langt, sundt og værdigt liv for din Spanske Mastiff.