Spansk Vandhund - Ansvarlig avl og genetik

Spansk Vandhund (Perro de Agua Español) er en middelstor, robust vandhund fra Spanien, placeret i FCI gruppe 8, sektion 3. Racen er historisk brugt til arbejde i og omkring vand, til apportering, hyrdeopgaver og som alsidig gårdhund. Den trives i moderne familier, forudsat at dens arbejdsglæde og aktivitetsbehov imødekommes.

Størrelsen er harmonisk og kønspræget: hanner 44–50 cm og 18–22 kg, tæver 40–46 cm og 14–18 kg. Helhedsindtrykket er kompakt, muskuløst og velproportioneret uden at være tung. Bevægelsen skal være fri, energisk og effektiv, med god rækkevidde og undergreb.

Hovedet er stærkt uden at være groft, med let hvælvet skalle og moderat stop. Øjnene er let skråtstillede, i harmoni med pelsfarven; udtrykket er opmærksomt og venligt. Ørerne er trekantede og hængende. Bidet ønskes sakse- eller tangbid med komplet tandsæt.

Pelsen er racens kendetegn: ensartet krøllet og uldagtig i strukturen, der naturligt kan snøres til snore/korder i passende længde. Den klippes traditionelt i én længde over hele kroppen, uden udtynding, føn eller børstning, der ødelægger den rustikke struktur. Farverne er ensfarvet hvid, sort eller kastanjebrun, samt tofarvet hvid-sort eller hvid-brun. Hypoallergen er racen ikke; den fælder blot anderledes end mange andre racer.

Temperamentet skal være arbejdssomt, aktivt og optimistisk, med tydelig førerprægning. Racen må gerne være reserveret over for fremmede, men må ikke være sky eller aggressiv. Vandglæde, mod, koncentrationsevne og samarbejdsvilje vægtes højt.

Funktionelt skal emner til avl vise sund konstruktion, korrekt pels, stabile nerver og lyst til arbejde. Fejl, der bør undgås i avl, omfatter for fin/silkeblød pels, kraftig børstet eller skulptureret udstillingstrim, over- eller understørrelse, svag ryg/toplinje, og mental usikkerhed. Racen kan trives i en mindre bolig, forudsat daglig, målrettet aktivering på mindst en time, gerne mere.

Ansvarlig avl i Spansk Vandhund starter med bevidst forvaltning af genetisk variation. Hold den beregnede indavlskoefficient (COI) på et moderat niveau over både 5, 8 og 10 generationer, og undgå popular-sire-effekten, hvor én hanhund bruges uforholdsmæssigt meget. En balanceret fordeling af avlsbrugte individer øger den effektive populationsstørrelse og sænker risikoen for ophobning af recessive defekter.

Planlæg parringer med fokus på både sundhed og funktion. Brug sundhedsindekser/EBV for hofter, hvis tilgængelige, så du systematisk reducerer risikoen for hofteledsdysplasi uden at snævre genpuljen ind. Overvej velundersøgte importer for at tilføre variation, men kræv altid fuld dokumentation (stamtavle, testresultater, øjenattester og eventuelle DNA-profiler), før genet bidrager til populationen.

Kend racens relevante arveanlæg. Prcd-PRA er dokumenteret i vandhunderacer, og for Spansk Vandhund bør man sikre status via DNA-test, hvor tilgængeligt, og undgå bærer × bærer. Naturlig kort hale (NBT) forekommer i enkelte linjer, forårsaget af T-box-varianten; par ikke NBT × NBT, da homozygoti kan være forbundet med alvorlige misdannelser. Ved farvegenetik gælder, at højt andel hvidt typisk stammer fra piebald-systemet; racen har ikke merle, og merle skal udelukkes.

Det er vigtigt at skelne mellem racetypiske og naborelaterede sygdomme. Juvenil dilateret kardiomyopati (JDCM) og GM1-lagringssygdom er primært beskrevet i Portugisisk Vandhund. De anses ikke som racetypiske i Spansk Vandhund, men i en global avlsvirkelighed, hvor data kan være ufuldstændige, er det klogt at kortlægge linjer og, ved tvivl, overveje relevante DNA-tests for at udelukke utilsigtet introduktion.

Bevar funktionelle adfærdstræk. Spansk Vandhund skal have drift til vandarbejde, apportering og problemløsning, men samtidig være påvirkelig og socialt stabil. Vægt ikke kun eksteriør – prioriter mentalt overskud, miljørobusthed og arbejdsglæde, som også har arvelig komponent.

Et gennemtænkt testprogram reducerer risikoen for arvelige sygdomme og understøtter både racens sundhed og dit ry som opdrætter.

Hofter og albuer: Røntgen af hofter (HD) er obligatorisk i ansvarlig avl. Røntgen tages hos erfaren dyrlæge efter gældende retningslinjer, og bedømmes i et officielt system (FCI). Stræb efter at bruge avlsdyr med HD A eller B, og kombiner med hofteindeks/EBV, hvor det findes. Albueled (ED) kan medfordres som tillæg, særligt i linjer med større kropsmasse.

Øjne: ECVO-øjenlysning årligt for avlsdyr, da forandringer kan opstå over tid. Dette fanger blandt andet katarakt, PRA-tegn og andre net- eller linselidelser. Kombinér med DNA-test for prcd-PRA, når testen er tilgængelig for den pågældende linje. Undgå bærer × bærer, og dokumentér status på parringsaftalen.

Hjerte: Spansk Vandhund er ikke kendt for racetypisk DCM, men lytning (auskultation) inden avl er god praksis. Ved uventede dødsfald i unghunde eller kardiologiske fund i linjen, iværksæt kardiologisk udredning og overvej at udelukke de berørte linjer, indtil årsagen er klarlagt.

DNA og særlige forhold: NBT (naturlig kort hale) bør DNA-testes, når fænotypen eller stamtavlen indikerer muligheden. Par aldrig NBT × NBT. GM1 og JDCM er, som nævnt, ikke racetypiske; i importlinjer uden solid dokumentation kan en én-gangs udelukkelsestest være fornuftig. I kuld med meget stor andel hvidt kan BAER-høretjek overvejes, særligt hvis der ses tegn på sensorineuralt høretab i populationen.

Almen sundhed: Tjek attester for Brucella canis hos hanhunde, der bruges internationalt. Vurder tævens reproduktionssundhed (cyklus, tidligere fødsler, body condition), og planlæg korrekt medicinsk profylakse for drægtighed og fødsel. Husk også mundhule og bid, da komplet tandsæt er ønsket. Dokumentér og offentliggør testresultater i DKK/FCI-databaser, så viden forbliver i racen.

Etisk avl handler om mere end tests; det handler om ansvar for dyr, købere og racens fremtid. Start med klare avlsmål, der balancerer sundhed, temperament, funktion og racetypisk eksteriør. Vælg avlsdyr, der er fysisk og mentalt modne; tæver bør først indgå i avl, når de er færdigudvoksede og mentalt stabile, typisk tidligst ved 2 år. Planlæg pauser mellem kuld, og respekter tævens restitution. Kuldstørrelsen er typisk 4–6 hvalpe, men variation forekommer; vær parat til både store og små kuld.

Transparens er nøgleordet. Offentliggør sundhedsresultater, erkend fejl, og tag ansvar for afkom hele livet. En lødig købsaftale inkluderer sundhedsoplysninger, fortrydelses- og tilbagekøbsklausul, og klare forventninger til pelspleje og aktivering. Spansk Vandhund kræver jævnlig pelspleje, men ikke børstning; informer købere om korrekt klipning i én længde, håndskille snore, regelmæssig ørepleje og at racen ikke er hypoallergen.

Genetisk forvaltning skal være proaktiv. Bevar bærere i avl, når det er forsvarligt (bærer × fri), for at holde variationen bred, men undgå at kombinere to bærere af samme recessive defekt. Undgå lineavl, der løfter COI markant, med mindre der foreligger ekstraordinær sundheds- og afkomsdokumentation, og selv da med omtanke.

Mental trivsel før, under og efter parring er et etisk ansvar. Hanhunde skal håndteres skånsomt, og tæver skal have trygge omgivelser til parring og fødsel. Socialisering af hvalpe skal være struktureret fra 3–16 uger med kontrollerede miljøskift, lyde, underlag, vandtilvænning og positive møder med mennesker og hunde. Kvalitet frem for kvantitet er det etiske pejlemærke.

At matche de rigtige avlsdyr er en faglig disciplin. Start med en målsætning: Hvad skal forbedres eller bevares i næste generation (hofter, øjne, pelsstruktur, størrelse, arbejdsegenskaber, temperament)? Kortlæg styrker og svagheder hos dit eget avlsdyr, og søg en partner, der komplementerer – ikke blot ligner.

Sundhedsstatus er første filter: brug kun partnere med dokumenterede HD-resultater (A/B foretrukket), gyldig ECVO-øjenattest og kendt DNA-status for relevante anlæg (prcd-PRA, eventuelt NBT). Undgå bærer × bærer og NBT × NBT. Tjek stamtavlen for COI og afkomsdata fra hel- og halvsøskende, så du får et realistisk billede af nedarvningen.

Temperament og funktion er næste filter. Vælg partnere, der demonstrerer arbejdsvilje og førerbarhed i relevante aktiviteter, f.eks. vandarbejde, apportering, spor/nosework, rally eller agility. En Spansk Vandhund skal kunne arbejde koncentreret og samtidig koble af i hjemmet. Undgå at parre to meget højintense individer, hvis målet er familieegnethed.

Eksteriør skal være racetypisk og funktionelt. Sikr korrekt pelsstruktur (krøl/snor), harmonisk bygning, solide poter og balanceret vinkling, der tåler daglig aktivitet og vandarbejde. Farvevalg bør ske inden for standarden og med omtanke for helhed og sundhed, ikke mode.

Praktikken afgør resten: se partneren live, mærk temperamentet, og gennemgå afkom og søskendefænotyper. Fertilitetsdata (sædanalyse, tidligere befrugtningsrater), logistiske forhold og klare, skriftlige aftaler minimerer misforståelser. Planlæg kuldet efter tævens trivsel og familieliv, ikke kalenderen. Med ansvarlig selektion kan du forvente sunde, velafbalancerede kuld på 4–6 hvalpe, der matcher racens formål.